Læsetid: 3 min.

Kun én ud af 58 ministre i Modis nye regering er muslim

Indiens premierminister Modi har sat sit nye hold til sin anden femårige periode, og sammensætningen er sigende for hans politiske prioriteter. I det nye underhus har det største oppositionsparti, Kongrespartiet, ikke engang pladser nok til formelt at kalde sig oppositionsleder
Indiens premierminister Modi har sat sit nye hold til sin anden femårige periode, og sammensætningen er sigende for hans politiske prioriteter. I det nye underhus har det største oppositionsparti, Kongrespartiet, ikke engang pladser nok til formelt at kalde sig oppositionsleder

Adnan Abidi

21. juni 2019

Den første parlamentssamling efter et indisk valg er en traditionsrig affære. Samtlige nyvalgte skal tages i ed og sværge troskab til landets forfatning. Da turen ved årets valg kom til vinderen Narendra Modi, kunne han lade sig hylde til taktfaste Modi-tilråb og banken i bordene.

Hans parti, Bharatiya Janata Party (BJP), har meget at fejre. På overbevisende manér formåede BJP endnu en gang at sikre sig et flertal af mandaterne og kan sammen med alliancepartnere mønstre 353 ud af underhusets 545 pladser.

Ganske symbolsk for valgresultatet blev der også banket hårdt og længe i bordene, da BJP’s parlamentariker Smriti Irani blev taget i ed. Hun lykkedes med at vinde over Rahul Gandhi, lederen af oppositionens største parti, Kongrespartiet, i en valgkreds, der ellers i årtier har været Gandhi-familiens domæne. Rahul Gandhi sikrede sig kun sin plads i parlamentet, fordi han også stillede op i en anden valgkreds i den anden ende af landet.

Modi 2.0

I indiske medier er Modis anden periode som premierminister blevet døbt Modi 2.0. De folkevalgtes første samling fandt sted i mandags, og inden da havde Modi udpeget medlemmerne af Indiens nye regering. Den består af 58 ministre, hvoraf omkring halvdelen er såkaldte juniorministre.

Sammensætningen er sigende for BJP og partiets politiske prioriteter. Ni ud af de 25 seniorministre er braminer – altså højkaster. Kun én ud af den samlede flok er muslim til trods for, at 14 procent af den indiske befolkning bekender sig til islam.

Eneste egentlige overraskelse kom på udenrigsministerposten, der normalt går til en politisk sværvægter. Her faldt valget i stedet på en karrierediplomat med tidligere poster som ambassadør i både USA og Kina på cv’et.

Ventet var det derimod, at BJP’s præsident, Amit Shah, ville indtræde i regeringen. Han har været partiets store organisator og Modis højre hånd i strategiske spørgsmål og er blevet tildelt posten som indenrigsminister.

Men selv om BJP fortsat har majoritet i det mest magtfulde af parlamentets to kamre, vidner partiets første regeringsperiode om, at et simpelt flertal ikke altid er nok til at få gennemført nye lovforslag. I overhuset, hvor medlemmerne vælges af de enkelte delstaters lovgivende forsamlinger, har oppositionen pladser nok til at kunne nedlægge veto mod ny lovgivning.

Ikke styr på traditionerne

Tidligere på ugen mødtes medlemmer af oppositionen i parlamentet for at diskutere deres strategi efter valgnederlaget i underhuset. De skal blandt andet tage stilling til, hvordan de vil positionere sig i forhold til de lovforslag, som BJP forventes at fremlægge i den netop åbnede samling i parlamentet.

Det gælder især et forslag, der vil forbyde den muslimske praksis, hvor et ægteskab kan annulleres, hvis manden udtaler det arabiske ord for skilsmisse tre gange.

BJP har som en mærkesag at afskaffe love, som partiet mener giver særbehandling til muslimer. Oppositionen frygter derimod, at BJP vil indføre et hindubaseret majoritetsvælde, hvor Indiens minoriteter bliver marginaliseret.

Kongrespartiet stod bag initiativet om at samle oppositionspartierne, men partiet står fortsat svagt i underhuset med blot 52 pladser. Ifølge den indiske valglov kræver det mindst ti procent af pladserne, svarende til 54 pladser, før et parti kan kalde sig leder af oppositionen. Det kan Kongrespartiet i overhuset, men altså fortsat ikke i underhuset.

Da turen mandag kom til, at Rahul Gandhi skulle læse sin troskabsed op i parlamentet, endte han med at blive til grin på de sociale medier. Han blev valgt til underhuset for fjerde gang, men havde ikke styr på traditionen og glemte at sætte sin underskrift som afslutning på den korte ceremoni.

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er nogenlunde samme forhold som i vores eget folketing. I Danmark har vi 5,5% muslimer mod 14,2% muslimer i Indien. Det svarer til 1-2 muslimer ud af 189 medlemmer af folketinget sådan forholdsmæssigt. Nu har jeg ikke fintalt efter valget, men jeg kan kun komme i tanke om én.