Vi er i Venezuela den 3. maj 2017. En mand brænder i det centrale Caracas.
Pressefotografer forsøger ihærdigt at fange hans desperate flugt med knipsende kameraer. I baggrunden gjalder slagordene fra tusindvis af demonstranter.
Senere fortæller fotografen Ronaldo Schemidt, hvad der skete: Efter et sammenstød med sikkerhedsstyrker havde en gruppe demonstranter erobret en militærmotorcykel som trofæ. En af dem havde sparket til motorcyklens benzintank, og pludselig var tanken eksploderet ved kontakt med gnister, der kom fra en molotovcocktail tæt på. Få sekunder efter var den løbende mand omspændt af flammer.
Ronaldo Schemidt vandt i 2018 verdens mest prestigefulde udmærkelse for pressefotografer, World Press Photo, for sit billede af hændelsen.
Manden i flammer blev det mest ikoniske symbol på de store regeringskritiske protester, som Venezuela oplevede fra marts til juli 2017.
Oppositionsmedier har siden brugt fotografierne fra den dag som eksempler, der skal illustrere ’Venezuelas frihedskamp’.
Præsident Nicolás Maduro derimod hævder, at disse billeder kun bruges for at »skabe og retfærdiggøre had mod regeringen«.
Videotale fra sygeseng
Godt en uge efter ulykken offentliggjorde offeret – nu omviklet af bandager – en video fra sin sygehusseng. Han opfordrede sine medborgere til at fortsætte deres demonstrationer.
»Men ikke i mit navn, for mit navn er ikke vigtigt. Gå på gaderne for Venezula. Jeg håber, diktaturet snart falder,« sagde han med mat røst og et ansigt ophovnet af brandsår.
På tidspunktet for ulykken var han 24 år og kemistuderende. Siden videoens publicering har han undgået al kontakt til medier. Men denne dag gør han en undtagelse, da vi i efteråret 2017 sammen begiver os til det sted, hvor det skete.
Navnet er Víctor Salazar, og han stammer fra staten Bolívar i det østlige Venezuela. Han fortæller, at han har fem søskende, og at hans forældre er skilt. Han fortæller om floden Orinoc, som flyder gennem Bolívar fra oliebæltet af samme navn, og om det sorte guld under marken, som sikrer levebrødet for en stor del af indbyggerne i hans hjemby.
Víctor har ar efter brandsår på 72 procent af kroppen og beskytter dem imod solen med heldækkende jakke og baseball-kasket.
»Det ser frygteligt ud med alle de ar. Og de gør, at jeg ikke kan bevæge den her arm bagud,« siger han og demonstrerer det med en lille gestus.
Han afviser kategorisk at fremvise sin ar eller at lade dem fotografere. Víctor bryder sig i det hele taget ikke om at tale om brandulykken. Han er træt af at blive brugt som et politisk symbol og har aldrig ønsket at være det.
»I flere år var jeg aktivist for oppositionen, når der skulle være valg. Jeg demonstrerede, uddelte flyveblade. Det var aldrig min tanke, at jeg selv skulle blive til en politisk figur, forstår du?«
Da vi går ned langs Avenida Francisco, er der gået tre måneder, siden røgen atter lagde sig i Caracas.
En ejendommelig stilhed præger gaden, og på delvis nedrevne plancher kan man stadig læse inskriptioner som ’Nej til diktaturet. Ned med Maduro’. Snart vil der blive annonceret fremrykket præsidentvalg, men det ved vi intet om på denne dag.
Socialistisk tankegang
Víctor siger, at han først fattede håb til politiske forandringer, da Henrique Capriles, guvernør for den velbjærgede stat Miranda, stillede op som oppositionskandidat ved valget i 2013. At Henrique Capriles tilhører midterpartiet Primero Justicia, mens Víctor snarere ser sig selv som venstreorienteret, spillede ingen rolle, mener han.
»Jeg ønsker lighed, så jeg har nok en socialistisk tankegang. Men lighed findes ikke i dagens Venezuela. Ost og kylling, den slags almindelige basisvarer, er blevet til luksusartikler. Almindelige mennesker er ufrivilligt blevet til vegetarer, fordi vi må købe det billigste, vi kan skaffe, for bare at overleve«, siger han og fortsætter:
»Vi har en 100 procent kapitalistisk regering. For magthaverne mæsker sig på at udbytte os andre og er fuldstændig ligeglade med, hvordan vi har det.«
Ved valget i 2013 tabte Henrique Capriles marginalt til Nicolás Maduro fra det regerende socialistparti, men forblev præsidentens stærkeste udfordrer.
I april 2017 meddelte regeringen, at Henrique Capriles var blevet udelukket fra politik for en periode af femten år. Han blev dermed den seneste af rækken af oppositionspolitikere, som er blevet udelukket eller fængslet i Venezuela i de seneste års løb.
Regeringens begrundelse for udelukkelsen var, at Capriles skulle have overtrådt valglove og misbrugt kampagnebidrag.
Oppositionen kaldte skridtet for en del af en strategi til elimination af dens stærkeste kandidater og opfordrede sine tilhængere til at protestere imod socialistregeringens magtmisbrug og misregimente.
Víctor var en af dem, som lyttede til disse opfordringer.
»Min familie vidste intet. Jeg havde ikke fortalt dem, at jeg tog til Caracas,« siger han.
José Victor Salazar Balza ca. et halvt år efter billedet af ham omgivet af flammer blev taget.
Tåregas og gummikugler
Det var Víctors første besøg i Caracas, og ned over byen regnede det med tåregas og gummikugler. Han sluttede sig til en gruppe maskerede, løst organiserede unge, som blokerede veje og indtog protestaktionernes forreste geled. De fleste var unge mænd.
En af dens ivrigste medlemmer var 18 år, da han mødte Víctor i menneskemylderet på Avenida Fransisco. Han hedder Kirvin Gonzalez og studererer erhvervsøkonomi.
Jeg interviewer ham første gang i slutningen af 2017, hvor han vil vise mig, hvor det hele skete. Hans skrå pandehår hænger ned over et par missende øjne. Kirvin husker stadig, hvordan det føltes, da han var med til at fjerne resterne af Víctors brændte T-shirt fra hans væskende, blodige krop.
»Vi, som var tættest på, trak motorcyklen væk og forsøgt at få ham til at sidde ret op, så vi kunne få blusen af ham. Det var skrækkeligt. Alt var kaos,« siger han.
Vi går ned ad avenuen for at gense stedet, og Kirvin er fuld af nostalgi:
»Den gang var gaden fuld af mennesker. Det var en overvældende følelse. Jeg følte mig unik, fordi jeg var blandt de modige, som turde gå frem i frontlinjen. I demonstrationerne fik jeg afløb for min vrede. Jeg var så fuld af vrede over, at regeringen har stjålet min fremtid fra mig.«
Hver dag igennem fem måneder var Kirvin og hans maskerede kammerater længst fremme i protesterne. Regeringstilhængere anklagede dem for at have vandaliseret ejendomme og angrebet Maduros fans. Ifølge Kirvin tog de øvrige demonstranter imod dem med klapsalver og bifaldsytringer.
Han håber, gaderne vil bryde i brand igen:
»Vi har bare brug for et rygstød fra nogen, der er stærkere såsom militæret. De har våbnene, mens vi unge kan bidrag med vores mod,« lyder hans afskedsreplik i 2017.
Grundlovgivende forsamling
To måneder efter Víctors ulykke stilnede demonstrationerne af. Det vigtigste mål – at forhindre dannelse af en kontroversiel ny grundlovgivende forsamling – var slået fejl.
Sidst i juli 2017 blev der i stedet udskrevet valg til denne forsamling. Bagtanken var, at den grundlovgivende forsamling skulle overtage det oppositionsdominerede parlaments beføjelser til at revidere Venezuelas forfatning.
I oktober samme år blev der afholdt regionalvalg, og fire oppositionelle guvernører svor troskab over for den grundlovgivende forsamling. Det vakte voldsom kritik fra andre dele af oppositionskoalitionen, der nu forekom at stå mere splittet end nogensinde.
Víctor går væk fra ulykkesstedet med et tomt blik i øjnene. Fra den tid, da han steg af bussen i et tåregastilrøget Caracas og håbede på at blive en del af en oppositionel revolution, resterer kun arrene på hans krop.
»Jeg vil ikke have hjælp fra oppositionen for mine brandsårs skyld. Jeg ønsker ikke, de skal udnytte min historie, for de har skuffet mig. De udnyttede os unge. De opfordrede os til at gå på gaden, og det gjorde vi,« siger han.
Selv om han ikke bryder sig om medieopmærksomheden, indser han dog også, at det er takket være den, han har fået den bedste pleje. Venezuelanere i USA, Canada og Europa sendte ham lægemidler og specialkost. Víctor har også været igennem hele 37 operationer og utallige laserbehandlinger, som ikke har kostet ham noget selv.
Opmærksomhedens ultimative pris kan være hans egen sikkerhed.
På dagen efter ulykken arrangerede regeringen en pressekonference, hvor indenrigsminister Néstor Reverol udpegede ham som del af en terrorgruppe. Víctor fortæller om en nyhedsartikel, hvori han anklages for at tilhøre en væbnet organisation, som trænes og finansieres af oppositionen.
Han siger, at han ikke længere føler sig tryg i byen.
Lav profil
»Siden jeg blev udskrevet fra hospitalet, har jeg holdt lav profil. Mange tror stadig, jeg er indlagt – kun mine nærmeste ved, hvor jeg bor. Lige nu undersøger jeg mulighederne for at flytte til udlandet. I Venezuela findes ikke længere et alternativ.«
Før vi skilles, spørger han, om jeg kender nogen, der vil kunne hjælpe ham med at få et pas. Krisen i Venezuela har ført til månedlange ventetider hos de kollapsende pasmyndigheder, og et sort marked for meget dyre pas. Víctor stoler ikke på myndighederne. Han siger, at han ikke aner, hvilke embedsmænd han tillidsfuldt kan henvende sig til.
I maj 2018, kort efter at Nicolás Maduro genvælges ved et stærkt omdiskuteret præsidentvalg, hører jeg igen nyt fra Víctor. Han er på vej til Peru – uden pas.
Ifølge FN-organisationen UNHCR er over fire millioner venezuelanere flygtet ud af landet i de seneste år. Dette gør migrationen ud af Venezuela til den største i Latinamerikas moderne historie. De fleste migranter tager til Colombia eller Peru. Ifølge de peruanske udlændingemyndigheder ankommer en femtedel af dem uden et pas.
For tiden føler Kirvin sig mere og mere alene om at vente på nye demonstrationer. Af hans kammerater fra protesterne for to år siden er hovedparten udvandret, og mange andre sidder i fængsel. Kirvin har ikke længere råd til at studere og har i stedet fået ansættelse på et bageri.
Efter næsten et års fuldtidsarbejde i bageriet er det lykkedes ham at spare sammen til en mobiltelefon. Men kort efter skriver han til mig over Facebook.
»Politiet har stjålet min telefon. Nu må jeg bare til at spare sammen igen.«
Venezuelas inflation, verdens aktuelt højeste, betyder, at en måneds minimumsløn ikke rækker meget længere end til at købe en bakke æg.
Pessimistisk demonstration
Men så, den 30. april 2019, kommer den nyhed, Kirvin har ventet på i næsten to år. Oppositionslederen Juan Guaidó offentliggør en videotale fra en militærbase i Caracas. Bag ham står flere mænd i militæruniform.
Han siger, at kampen mod Nicolás Maduros regime nu går ind i sin afgørende fase.
»Landets styrker har truffet den rette beslutning og regner med det venezuelanske folks støtte,« siger Juan Guaidó.
Kirvin lytter eksalteret til Guaidós opfordring til massedemonstrationer, som skal anspore hele militæret til at gå over på oppositiones side. Han finder et sort tørklæde frem, som han kan vikle om hovedet, og tager med metroen til Avenida Francisco.
Da han slutter sig til den mængde, der har samlet sig her, mærker han, at de andre demonstranter undviger ham og hans maskerede kammerater.
»Alt har forandret sig. Før, når man gik med ansigtet tildækket, sagde folk: ’Se, en frihedshelt!’ Nu ser de os som kriminelle og voldsparate. For to år siden kunne vi organisere os og samle endnu flere, nu går folk kun på gaden, hvis Juan Guaidó opfordrer til demonstrationer,« siger han, da jeg taler med ham en måned senere.
Disse seneste protester har ikke fået militæret til at skifte side. I stedet, fortæller Kirvin, er militæret og bevæbnede civile gået til angreb på demonstranterne. Og efter nogle dage samlede de fortsatte demonstrationer, som ifølge Juan Guaidó skulle have været de største i Venezuelas historie, kun nogle få hundreder.
Kirvin har besluttet sig for at engagere sig i en oppositionel studenterbevægelse i stedet for at sætte sin lid til gaden. Næsten hele hans familie har forladt landet, men Kirvin vil blive og kæmpe for Venezuela, siger han.
»Jeg er ikke optimistisk, men jeg har ikke tænkt mig at give op. Jeg er nødt til at blive ved, for jeg kan ikke regne med, at andre vil føre denne kamp for mig.«
Víctor bor og arbejder nu i Perus hovedstad, Lima. Når medier fra London til New York har forsøgt at få fat i ham, har hans søster Carmen svaret:
»Víctor giver ikke interviews, men I kan tale med mig i stedet.«
Ofte siger hun til journalisterne, at Víctor er holdt op med at se nyheder, ikke længere interesserer sig for politik og helst vil glemme, hvad der skete.
To år efter at det verdensberømte foto spredte sig som en løbeild over hele verden, står José Víctor Salazar stadig som et symbol på tilstanden i Venezuela: Et land, hvor massedemonstrationer blev afløst af masseflugt, som med sig tog en stor del af gnisten hos de oppositionelle, som blev tilbage.
Oversat af Niels Ivar Larsen
