Læsetid: 3 min.

NATO: Mod det uendelige univers!

70 år efter NATOs fødsel skal alliancen torsdag tage stilling til den første politik for rummet. Antallet af satellitter eksploderer, og forsvarets afhængighed af dem til navigation, kommunikation og overvågning vokser hele tiden. I dag er satellitterne blevet selve infrastrukturen for vores verdensorden, mener en forsker, men det gør også NATO-landene sårbare. For hvad så hvis de bliver angrebet?
Der er i dag cirka 2.000 aktive satellitter i rummet og flere tusind inaktive. Langt størstedelen er amerikanske (830 stk.), mens Kina indtager andenpladsen (280 stk.), og Rusland er nummer tre (147 stk.). Her overvåges opsendelse af netop kinesiske satellitter.

Der er i dag cirka 2.000 aktive satellitter i rummet og flere tusind inaktive. Langt størstedelen er amerikanske (830 stk.), mens Kina indtager andenpladsen (280 stk.), og Rusland er nummer tre (147 stk.). Her overvåges opsendelse af netop kinesiske satellitter.

Liu Shiping

27. juni 2019

Når forsvarsministrene fra de 29 NATO-lande mødes onsdag og torsdag i denne uge i det imposante glashovedkvarter i udkanten af Bruxelles, skal de for første gang i alliancens 70 år lange historie lave en rumstrategi.

Alle dele af alliancens militær – uanset om de er til vand, til lands eller i luften – bliver nemlig i stigende grad afhængige af satellitter til enhver tænkelig operation: til navigation, kommunikation, overvågning, vejrdata, præcisionsbombning, dronefly…

»Vi er blevet meget, meget afhængige af satellitter i rummet,« som en kilde i NATO udtrykker det forud for mødet.

Men det betyder også, at satellitterne udgør en voksende sikkerhedsrisiko. For hvad kan der ikke ske, hvis en kinesisk hacker ændrer to decimaler i en GPS-kode eller omskriver vejrudsigterne for det arktiske farvand en anelse? Eller hvis centrale satellitter ligefrem bliver skudt ned?

Der har allerede været flere rapporter om, at kinesiske hackere har haft adgang til amerikanske satellitter.

Og allerede i 2007 beviste kineserne, at de har teknologien til at skyde satellitter ned med raketter affyret fra jorden – lidt af en bedrift, når man tænker på, at satellitterne bevæger sig hurtigere end en pistolkugle, op til 27.000 km/t.

»Både russerne og kineserne har evnen til i det små at ødelægge satellitter, amerikanernes bekymring er, at den evne konsolideres,« siger Henrik Ø. Breitenbauch, der er leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Den type hovedbrud havde amerikanerne ikke dengang, de ’bare’ var i krig med Taleban og Al-Qaeda, som hverken har præcisionsmissiler eller en hær af hackere. Men siden annekteringen af Krim-halvøen i 2014 er spændingerne med Rusland vokset, Kina er blevet stærkere, og i sidste uge skød iranerne et stort amerikansk dronefly ned over internationalt farvand med et jord til luft-missil. NATO står foran en ny virkelighed.

»Store dele af den nuværende verdensorden hviler på det, der hænger oppe i rummet,« siger Henrik Ø. Breitenbauch.

»En stor del af den regelbaserede verdensorden bygger på, at amerikanerne er militært overlegne, og den overlegenhed handler i dag om USA’s evne til at ramme mål over alt i verden hurtigt og med meget stor præcision i tid og rum. Man kalder det Precision Strike Complex. Og en væsentlig del af den infrastruktur, som blandt andet understøtter måludpegning, hænger ude i rummet.«

Elon Musk og 1683

Det er en ældgammel sandhed, at ingen kan vinde en krig, hvis logistikken slår fejl.

Kollapsede forsyningslinjer var en hovedårsag til, at Napoleon tabte Slaget om Moskva. Det var også grunden til, at osmannerne afblæste belejringen af Wien i oktober 1683: De vidste, at vinteren var på vej, og at det ville gøre de europæiske landeveje så mudrede, at hærens forsyningslinjer umuligt kunne opretholdes. Det er sådan, man bør betragte netværket af satellitter i dag.

Ifølge World Economic Forum er der i dag cirka 2.000 aktive satellitter i rummet og flere tusind inaktive. Langt størstedelen er amerikanske (830 stk.), Kina indtager andenpladsen (280 stk.) og Rusland er nummer tre (147 stk.).

Men alle forventer, at antallet eksploderer inden for ganske få år.

Prisen på rumteknologi er faldet dramatisk, og der findes allerede en række private virksomheder, der konkurrerer om at opsende satellitter og sælge adgang til alt fra overvågningsbilleder til vejrdata.

Mest kendt er techentreprenøren Elon Musk og hans virksomhed SpaceX. I maj opsendte de 60 minisatellitter, og firmaet har store planer om at sende 12.000 satellitter i rotation om jorden for at udbyde billig internetadgang overalt på kloden.

Rumskrot

På ugens møde mellem NATO-forsvarsministrene deltager den nyudnævnte – men endnu ikke godkendte – amerikanske forsvarsminister, Mark Esper.

Forventningerne er, at landene kan enes om nogle generelle retningslinjer for, hvordan alliancen skal støtte hinanden i tilfælde af angreb i rummet: Så hvis nogen skyder en amerikansk satellit ned, kan amerikanerne låne en italiensk.

De 29 ministre skal også vende et andet spørgsmål, nemlig problemet med såkaldt »rumskrot«, altså vragdele, der svæver herreløst rundt om kloden.

Ifølge techmagasinet Wired er der allerede op imod 100 millioner forskellige stykker rumskrot i kredsløb om jorden. Frygten er, at man en dag kan nå et punkt, hvor mængden af skrot er så høj, at der opstår hyppige sammenstød, hvilket vil resulterer i flere vragdele og endnu flere sammenstød, en selvforstærkende effekt, der kaldes Kessler-syndromet opkaldt efter NASA-forskeren Donald Kessler, der i 1978 forudså, at man kunne nå et tipping point for mængden af rumskrot.

Problemet er, at vi i dag ikke har nogen metode til at rydde op i rummet – et problem, som Elon Musk naturligvis også har sat sig for at løse, men det er en anden historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu