Læsetid: 9 min.

Også i USA er klimakrisen et ’hot’ valgemne. Demokrater kappes om at være mest offensiv

I løbet af det sidste år er klimakrisen pludselig kommet på de demokratiske vælgeres radar. Flere demokratiske præsidentkandidater har udarbejdet detaljerede klimaprogrammer, og selv nogle republikanerne lægger nu afstand til Trumps afvisning af menneskeskabte klimaforandringer
Det er den 13-årige klimaaktivist Alexandria Villasenor, der her står med megafonen, det startede skolestrejkerne for klimaet i USA – strejker, som mange forventer nu vil brede sig på den anden side af sommerferien.

Det er den 13-årige klimaaktivist Alexandria Villasenor, der her står med megafonen, det startede skolestrejkerne for klimaet i USA – strejker, som mange forventer nu vil brede sig på den anden side af sommerferien.

Erik McGregor

15. juni 2019

Ikke ét spørgsmål handlede om klimakrisen i løbet af de i alt seks tv-debatter ved det amerikanske præsidentvalg i 2012 og 2016, hvor først Barack Obama og Mitt Romney og siden Donald Trump og Hillary Clinton duellerede mod hinanden.

Men nu er amerikansk klimapolitik blevet et af de vigtigste emner for Det Demokratiske Parti i primærvalgkampen mellem de hidtil 23 præsidentkandidater. En opsigtsvækkende vending.

»I vores meningsmålinger, som er et par måneder gamle, indtager miljøbeskyttelse og klimaforandring henholdsvis en anden- og tredjeplads blandt liberale demokratiske vælgere. Sundhed ligger i top,« siger Anthony Leiserowitz, direktør for Program on Climate Change Communication ved Yale University, til Information.

Selv blandt republikanske vælgere er kurven knækket, fortæller Leiserowitz, der anses for at være USA’s førende forsker i offentlighedens opfattelse af klimaforandringer.

»Flere og flere republikanere er begyndt at lægge afstand til præsident Donald Trumps opfattelse af, at menneskeskabte klimaforandringer er ’humbug og svindel’. Det er et mindre udsving, og vi kender endnu ikke årsagerne. Muligvis har det noget at gøre med ekstreme vejrfænomener,« siger Leiserowitz.

Også klimaaktivisten og forfatteren Bill McKibben har bemærket, at der i de seneste år er sket et markant holdningsskift i klimaspørgsmålet blandt vælgere, der normalt stemmer på demokrater. Det vil efter hans mening få en betydelig indvirkning på kongres- og præsidentvalget i 2020.

»En ting ved vi med sikkerhed. I tv-debatterne i 2019 og 2020 vil det blive diskuteret, hvad vi gør for at stoppe den globale opvarmning. Det er et fremskridt, der er til at tage og føle på,« sagde McKibben for nylig ved præsentationen på Harvard University af hans nye bog Falter – Has the Human Game Begun to Play Itself Out.

McKibben tilføjede, at den voksende bevidsthed blandt demokratiske politikere skyldes den fremvoksende klimabevægelse.

»I dag findes der klimagrupper i 150 lande. Olierørledningen Keystone XL er endnu ikke bygget. De 800.000 tønder olie ligger stadig under jorden i Canada. Der bliver ikke bygget nogen rørledning til transport af olie eller naturgas i USA, uden at der kommer demonstrationer og blokader. Og vi har organiseret den største kampagne i historien mod investeringer i selskaber fra den fossile brændselsindustri.«

McKibben pegede endvidere på nye aktivistgrupper som Sunrise Movement, der er anført af unge amerikanere, og som har medvirket ved udarbejdelsen af progressive demokraters skitse til en gigantisk omlægning af USA’s energisektor og socialpolitik, også kendt som The Green New Deal.

De bedste ideer

Netop støttet til Green New Deal fra en lang række demokratiske politikere og præsidentkandidater vidner om den opmærksomhed, klimapolitikken har fået i USA.

I demokraternes primærvalgkamp denne vinter og forår er det næsten blevet en sport at føre sig frem som den kandidat, der er bedst egnet og har de bedste ideer til, hvordan USA skal overholde sine reduktionsmål fra Parisaftalen og til at gøre amerikansk økonomi uafhængig af fossile brændsler inden 2050.

Blandt de førende demokratiske præsidentkandidater var det tidligere kongresmedlem Beto O’Rourke den første til at fremlægge en klimaplan i slutningen af april. Og – mest overraskende – tidligere vicepræsident Joe Biden, der fører i alle landsdækkende meningsmålinger såvel som i målinger for de første delstater, der afholder primærvalg til februar 2020, nemlig Iowa, New Hampshire og South Carolina.

Demokraternes grønne planer

  • Fire demokratiske præsidentkandidater går langt videre i deres forslag til at omstille amerikansk økonomi til en ren og grøn økonomi end præsident Obama gjorde. Selv Obamas vicepræsident, Joe Biden, har lagt en klimaplan frem, der går langt grundigere til værks.
  • Biden vil ikke alene blive i Parisaftalen, som USA ellers står til at forlade fra november i år. Han vil sætte et stop for statslige subsidier til udvinding af fossile brændsler – vel at mærke i en international aftale – og nedlægge forbud mod olieboringer i Arktis.
  • I henhold til Bidens plan skal USA gennem lovgivning stoppe al udledning af drivhusgasser i 2050. Det offentlige transportsystem skal udvides. De samlede investeringer til udfasningen af fossile brændsler og overgangen til rene energikilder, energibevarende foranstaltninger, ny infrastruktur, etc. vil koste 1.7 bio. dollar over ti år. Biden roser flere gange Green New Deals ideer.
  • De andre præsidentkandidaters klimaplaner følger mere eller mindre samme opskrift. Den vigtigste forskel er de planlagte offentlige investeringer, hvor Beto O’Rourke, Elizabeth Warren og Jay Inslee ønsker at bruge langt flere penge end Biden. Alle forudsætter, at offentlig og privat kapital vil gå sammen i forskning og udvikling af grønne energikilder og udbygning af transportnet.
  • Warrens plan lægger i særdeleshed vægt på at benytte en statslig industripolitik til at udvikle nye energikilder og produkter, der kan blive eksporteret til andre markeder.

I feltet af præsidentkandidater er der endda en enkelt, der har gjort opgøret med en økonomi baseret på fossile brændsler til den bærende idé for sin kampagne. Det drejer sig om den demokratiske guvernør Jay Inslee fra den nordvestlige delstat Washington.

Foreløbig har Inslee fremlagt to af sine planlagte seks programpunkter i den vel nok mest ambitiøse og omfattende klimapolitik nogensinde i amerikansk historie.

I en tale til Det Udenrigspolitiske Råd i sidste uge opfordrede guvernør Inslee til en »generel mobilisering« af al opfindsomhed og videnskab, private og offentlige ressourcer, diplomati og handelspolitik med henblik på at gennemføre »revolutionære ændringer« af USA’s eksisterende økonomi og infrastruktur.

Selv om Jay Inslee næppe har en realistisk chance for at blive præsident, er det værd at hæfte sig ved hans visionære tankegang, da der i øjeblikket foregår en flittig udveksling af ideer i Det Demokratiske Parti. Én præsidentkandidats klimaplan smitter af på en andens i en kreativ øvelse, der formentlig vil styrke partiets argumenter for at sætte alle kræfter ind mod den globale opvarmning.

Det kan ende med at forvandle emnet til et af de vigtigste i dysten næste år mellem Trump og den præsidentkandidat, der vinder demokraternes nominering.

»Vi bliver nødt til at skærpe vores forestillingsevne. Indtil nu har vi ikke brugt vores kreative forstand til at begribe, hvor alvorlig klimatruslen er blevet,« sagde Jay Inslee i sin tale 5. juni til Council of Foreign Relations i New York.

»Vi bliver nødt til at tro på, at vi kan løse det her problem. Det er et problem, som ligger lige til os amerikanere. Det er vores skæbne at få bugt med det. USA skal stå i spidsen for projektet. Det handler om at organisere vores udenrigspolitik, alle vores mål, vores strategi, vores relationer til andre lande for at tackle dette problem,« fortsatte Jay Inslee.

Den amerikanske Thunberg

Med til sin tale i Det Udenrigspolitiske Råd havde Jay Inslee inviteret den 14-årige skoleelev Alexandria Villasenor, der ligesom svenske Greta Thunberg på egen hånd har taget på sig at starte en skolestrejke. Fra december sidste år og indtil skolernes afslutning dette forår tilbragte Villasenor hver dag fire timer siddende på en bænk foran FN’s hovedkvarter i New York i håb om at inspirere andre elever til at gå i strejke.

Og hendes indsats har tjent som inspiration til flere sporadiske skolestrejker i USA dette forår.

»Desværre har skolestrejker for klimaet ikke været så udbredte i USA som i Storbritannien og i de nordeuropæiske lande. Men jeg er overbevist om, at det vil ændre sig i den nære fremtid. Bare vent til skolerne begynder i september,« siger Mark Paul, lektor i økonomi på New College i Sarasota, Florida.

Mark Paul har under sit første år som lektor på New College oplevet en eksplosiv interesse for klimakrisen blandt de 850 studerende.

»Mine studerende er enormt bekymrede for deres egen og planetens fremtid. De er skræmte, men det udarter ikke til handlingslammelse. Tværtimod ruster de sig til kamp‚« fortæller økonomilektoren.

Mark Paul er aktuel som medforfatter af en rapport offentliggjort fredag af Roosevelt Institute i New York. Rapporten fremlægger forskellige økonomiske modeller til virkeliggørelsen af en Green New Deal.

Han fortæller, at de studerende i det netop overståede forårssemester bad ham om at holde en forelæsning om klimakrisen, og at godt 100 mødte op en torsdag aften for at lytte og diskutere.

»Det er usædvanligt mange på et lille college med kun 850 studerende,« konstaterer Mark Paul.

Rapporters chokeffekt

En anden faktor, der har været med til at vække den ret pludselige bekymring for klimaforandring i Det Demokratiske Parti, medierne og hos et flertal af landets vælgere, er FN’s klimarapport fra 2018.

FN’s IPCC-rapport faldt tidsmæssigt sammen med National Climate Assessment, der udarbejdes hvert fjerde år af forskere i forbundsstatens ministerier og agenturer, og som denne gang advarede om nye og forværrede risici for mennesker og lokalsamfund på tværs af USA som følge af klimaforandringer, siger Anthony Leiserowitz fra Yale Program on Climate Change Communication.

»I vores opinionsundersøgelse kunne vi opfange en sammenhæng mellem omtalen i medierne af de to rapporter og en øget klimabevidsthed,« siger Anthony Leiserowitz.

Størst indtryk gjorde IPCC’s konstatering af, at menneskeskabt klimaforandring ikke længere er en abstrakt begivenhed langt ude i fremtiden, men noget der sker for øjnene af os.

»Jeg tror, det gik op for mange amerikanere, at klimakrisen vil påvirke dem, mens de er i live. Og at vi kun har nogle få år til at mildne konsekvenserne. Det handler ikke kun om isbjørne og indlandsisen på Grønland. Det handler om vores liv. I den forstand satte IPCC et kæmpe aftryk på debatten i USA,« mener Mark Paul.

Udfordringen for Det Demokratiske Parti er, at præsident Trump, de republikanske partiledere og et overvældende flertal af de republikanske lovgivere i Kongressen er meget langt fra at have nået til samme erkendelse som demokraterne om det presserende behov for at skride til handling nu.

Uden en overbevisende demokratisk sejr over Trump og republikanerne i både Senatet og Repræsentanternes Hus, vil USA forblive på sidelinjen i international klimapolitik indtil 2024.

Der er nemlig ringe håb om, at republikanske vælgere vil opleve samme heurekaøjeblik som mange demokrater har gjort i det sidste årstid.

»Almindeligvis lytter partivælgere til deres ledere. Det fremgår af vores meningsmålinger. I 2008 kaldte præsidentkandidat John McCain f.eks. klimaforandring for menneskeskabt, hvilket afspejlede sig i republikanske vælgeres holdning. Men efter Tea Party-bevægelsen succes forsvandt den effekt,« fortæller Anthony Leiserowitz.

Han fortsætter:

»I 2014-2016 så vi et pludseligt spring i antallet af konservative republikanere, der anerkender klimaforandring, men lige så snart Trump vandt og blev indsat, forsvandt det fænomen igen. Det er først i 2018-19, at vi ser et nyt udsving blandt nogle republikanske vælgere. Men kendsgerningen er, at landet er dybt polariseret om klimaforandring, og at det ikke vil ændre sig foreløbigt.«

Engang turde de ikke

Så i dag ejer demokraterne praktisk talt klimapolitikken i USA. Det er radikalt nyt.

Indtil valgkampen i 2019-20 har partiet aldrig før turdet lægge næsten alle æg i én kurv og tale behovet for at gribe ind mod klimaforandringer op.

Klimaguruen Al Gore undlod at gøre det som præsidentkandidat i 2000; Barack Obama talte med floromvundne fraser om at redde planeten i valgkampen 2008, men lagde al klimapolitik på is efter demokraternes dundrende nederlag ved midtvejsvalget i 2010 og Tea Party-bevægelsen opstigning.

Først efter sit genvalg i 2012 begyndte Obama at tage problemet alvorligt og påbød bilfabrikanter at udvikle biler med en langt bedre benzinøkonomi i løbet af de næste ti år.

Obamas Clean Power Plan blev til som et præsidentdekret i opløbet til FN’s klimakonference i Paris i 2015, fordi republikanerne i Kongressen afviste at behandle, endsige vedtage, en klimalov, der ville lægge begrænsninger på udledning af CO2 fra kulkraftværker.

Hillary Clinton fravalgte bevidst at gøre bekæmpelse af klimaforandringer til en prioritet i valgkampen i 2016 af frygt for, at de demokratiske vælgere endnu ikke var rede til at anerkende problemet som en eksistentiel udfordring. Hendes rival, den demokratiske socialist Bernie Sanders, fremlagde heller ikke en klimahandlingsplan. Han beskrev blot krisen med bevingede og uforpligtende ord.

Ikke desto mindre skabte Bernie Sanders’ ubetingede succes som venstreorienteret kandidat et politisk mere rummeligt demokratisk parti, mener den progressive økonom Mark Paul.

»Partiets midte er flyttet til venstre som følge af Sanders’ populære ideer om universel sygesikring, gratis højere uddannelse, højere skatter for de velstående, osv. Det har givet progressive politikere og aktivister i partiet større råderum til at udforme en offensiv klimapolitik,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Analysen her lugter lidt af analysen af Clinton som "den uundgåelige" kandidat. Hvis man kun læser Demokraternes medier, og læser deres undersøgelser skal man sikkert nok få et billede af at de også skal få et klimavalg næste år.

Hvis det er "hot" blandt Demokrater, er det så nok kun "hot" blandt måske 15-20% af befolkningen. Hvis dem der stemmer på Republikanere associerer klimaspørgsmål med "venstrefløjen", vil klima ikke blive et valgtema blandt Republikanere. Så vil det fortsætte som nu med at være "leftists", der går op i klimaet - fordi de alle er nogle "socialister" - ifølge folk til højre for liberale Demokrater - og også et par ældre liberale Demokrater, i øvrigt (mest skeptiske overfor forbrugsomlægninger, ikke af videnskaben). Det er "guilt by association". Hvis forureningsbekæmpelse bliver associeret med venstrefløj kan en republikaner ikke tage emnet op uden at blive kaldt "leftist". Samme gælder at en Demokrat ikke kan være skeptisk overfor amerikansk immigrationspolitik uden at blive associeret med den amerikanske højrefløj.

Achim K. Holzmüller

Hvis én demokratiske nation i verden kan skabe en disruption i handlingsplaner for og på klimaområdet, så er det først og fremmest USA. Med Manhattan projektet har landet bevist, hvad de på korteste tid var i stand til. Parret med den kolossale videns- og tech-kapapacitet, landet er i besiddelse af.
Det ser ud til at den politisk kritiske masse snart synes nået for at sætte noget lignende som i 40erne igang igen, med målet at sætte abrupt og massiv ind for klima-change. Selvom beløbet, Manhattan projektet kostede, ca. 1,9 billioner USD, nuværende omtrent 25 billioner, næppe ville være nok.
Netop USA skaber i de seneste år deres egne beviser om vigtigheden at endelig komme igang, med de hyppigere fremkommende naturkatastrofer, så som skovbrande, hurricanes, tropestorme.
Og mod sådanne energier, deres årsag og virkning, og dens bekæmpelse, ville i længden være Trumps fake behæftede politik magtesløs, hvis den ikke bøjer sig.