Læsetid: 4 min.

En rigsretssag mod Trump kunne blive fremragende tv – og give nyt liv til Kongressen

Selv hvis en rigsretssag mod Trump er en politisk dødssejler, kan den være værd at forfølge for demokraterne – om ikke andet for at påminde nationen, at Kongressen har reel magt. Og at dens medlemmer undertiden kan tænke på andet end deres næste genvalg
Selv hvis en rigsretssag mod Trump er en politisk dødssejler, kan den være værd at forfølge for demokraterne – om ikke andet for at påminde nationen, at Kongressen har reel magt. Og at dens medlemmer undertiden kan tænke på andet end deres næste genvalg

Mandel Ngan

8. juni 2019

Rune Lykkebergs klumme fra forleden – bragt under rubrikken »Hvis demokraterne ikke indleder en sag mod Trump, hæver de ham over loven og forfatningen« (Information, den 1. juni) – træffer fuldstændig hovedet på sømmet.

Han skriver: »Det er et dilemma for demokraterne, at de kan give Trump en sejr, hvis de gør det, de ifølge forfatningen bør gøre. Men lader de den aktuelle politiske situation afgøre deres valg, vil de have accepteret, at en præsident, der beskyttes af sit eget flertal, reelt bliver hævet over loven.«

Mueller-rapporten giver åbenlyse eksempler på præsidentiel obstruktion af særundersøgerens efterforskning. Alligevel tøver demokraterne med at forfølge sagen, hvilket kun underbygger Lykkebergs pointe.

Modsat hvad Trump selv hævder, er der righoldig dokumentation for ’obstruktion af rettens gang’, hvilket altid er alvorligt. Dokumentation for lignende obstruktion var lige ved at bringe Bill Clinton til fald og ville i sin tid have væltet Nixon, hvis han ikke allerede selv var trådt tilbage, før det kom så vidt.

Ikke desto mindre står demokraterne splittet i spørgsmålet om en rigsretssag, mens republikanerne står forenet om at afvise den kategorisk.

Angst for at støde

Begge partier har i dag udviklet sig til maniske valgkampmaskiner, der viger tilbage fra alle slags skridt, der kan støde vælgere fra dem, om de så skal give afkald på beføjelser som den forfatningsgivne ret til at anlægge rigsretssag, hvis blot de kan beholde deres job i yderligere to eller seks år.

I dag er USA’s senat reelt dysfunktionelt. Republikanske senatorer, som førhen kunne udvise anstrøg af selvstændig tænkning – folk som Lindsay Graham eller sågar den altid gnavne senatsleder Mitch McConell – afviste for blot få måneder siden pure at forholde sig til den omstændighed, at Trump med sin proklamation af national nødret i forhold til opførelse af en grænsemur op til Mexico, reelt fratog forsamlingen en af dens væsentligste beføjelser, nemlig magten til at bevilge penge.

Ved af afstå fra at rejse rigsretssag opgiver Senatet yderligere en af sine beføjelser. Med den konsekvens, som Lykkeberg ridser op: De hæver præsidenten over loven.

Et hurtigt blik på USA’s forfatning, den ældste i verden, der endnu er gældende, fortæller os, at denne magtafgivelse er en proces, der har stået på i Kongressen gennem årtier.

Magtafgivelse

Artikel 1, afsnit 8 tildeler eksempelvis Kongressen myndighed til at »regulere samhandel med andre nationer« – en beføjelse, som Kongressen uden at blinke har givet afkald på ved at indtage en fuldkommen passiv position over for Trumps toldtarifkrig mod Kina. (Da præsidenten forleden dag truede med igen at udråbe en national nødretstilstand i forbindelse med gennemførelse af straftold mod også Mexico, sagde enkelte republikanske senatorer dog fra – måske en begyndelse til større modstand?).

Tilsvarende er magten til at »fastsætte regler for ledelse og regulering af land- og søstyrker« ifølge loven en ret, der tilkommer Kongressen og ikke præsidenten. Og ikke desto mindre har præsidenter siden Franklin D. Roosevelt tiltaget sig denne beføjelse, når det var »formålstjenligt«.

Kongressens måske mest vidtgående beføjelse består i at »formulere de love, der er passende og nødvendige til at kunne føres ud i livet«.

Men i nyere tid har præsidenten taget initiativ til de fleste lovforslag, hvorefter Kongressen efter partiskel har stemt enten ja eller nej.

Som Yuval Levin, direktør for det konservative American Enterprise Institute, formulerede det i The New York Times (den 4. juni):

»Kongressen ønsker ikke at bruge sin magt. Begge de udøvende magtinstanser (præsident og regering, red.) og domstolene er i de seneste årtier blevet stadig mere magtfulde og er i dag de reelle lovgivere (...) Kongressen må selv påtage sig ansvaret for at blive lovgiver og indse, at den i vidt omfang kun har sig selv at bebrejde for sin dysfunktionalitet.«

Forsøget værd

En rigsretssag fungerer i det amerikanske system således: Nok giver forfatningen underhuset, altså Repræsentanternes Hus, beføjelse til at indlede rigsretssag, men skal retsmaskineriet sættes i gang, skal to tredjedele af Senatet sige god for dette. Givet at republikanerne sidder på flertallet i Senatet, er det følgelig udelukket, at det kan komme til en rigsretssag.

Alligevel kan udsigten til nederlag for bestræbelserne på at rejse rigsretssag ikke i sig selv begrunde, at en kongres, der har afgivet den ene beføjelse efter den anden, bør afstå fra forsøget.

Efter midtvejsvalget sidste år er Repræsentanternes Hus blevet en mere broget og levende forsamling. Kvindelige politikere og minoritetsrepræsentanter blander sig og siger højlydt fra. En debat i huset om en rigsretssag vil ikke alene kunne blive fremragende tv, men muligvis også anspore til at genoplive Kongressen som det forum for oplyst debat, som forfatningsfædrene havde tiltænkt det.

De, som er gamle nok til at huske den, vil erindre, at rigsretssagen mod Clinton i senatskammeret var en højtidelig og dramatisk affære, der om ikke andet gjorde det nærværende for offentligheden, hvor central den lovgivende forsamling er for det amerikanske demokrati – og at denne har magt til at bringe en præsident til fald med såvel juridiske som politiske begrundelser.

Hertil kommer, at en rigsretssag mod Trump uundgåeligt vil rette fokus imod de mere generelle spørgsmål om, hvordan præsidenten – og sågar nogle af hans forgængere – har båret sig ad med at tilrane sig magtbeføjelser, der jævnfør forfatningen skulle være forankret i Kongressen.

Selv hvis en rigsretssag munder ud i intet, kan den være værd at forfølge for demokraterne – om ikke andet for at påminde nationen, at Kongressen er en historisk institution af værdighed og vægt, og at dens medlemmer undertiden godt kan træde i karakter som mere end en flok ambitiøse enkeltindivider, som har mistet evnen til samarbejde.

George Blecher er amerikansk forfatter. Han kommenterer jævnligt amerikanske forhold for Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Det er et frygtelig dilemma for Demokraterne: De kan ikke vinde en rigsretssag mod Trump, men de lader ham været hævet over loven, hvis de lader være med at indlede den, skriver Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

En TV-rigsretssag mod Trump, vil være den perfekte distraktion fra de virkelige amerikanske problemer.

F.eks. har vores officielle ven Trump lige været i Normandiet for at mindes ofrene for D-Day. Den amerikanske hær har opgjort de amerikanske tab i perioden mellem 6. juni og 1. juli 1944, hvor kamphandlingerne under de allieredes invasionen var på sit højeste, til 2.811 døde og 13.564 sårede.

Antallet af dræbte og sårede af skydevåben hjemme i Amerika overstiger allerede 16.000 i år.

Torben Bruhn Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar