Læsetid: 4 min.

Robert Reich: Elizabeth Warrens industripolitiske visioner viser vejen

Det findes et bedre alternativ til Trumps økonomiske nationalisme, og det er ikke uhæmmet frihandel, men massive statslige investeringer i morgendagens rene energiteknologier kombineret med en grøn Marshall-plan, skriver den tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich i denne kommentar
Elisabeth Warren taler dunder imod amerikanske virksomheder, som »er uden loyalitet og troskab« over for den nation, i hvilken de kom til verden, skriver den tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich i denne kommentar.

Elisabeth Warren taler dunder imod amerikanske virksomheder, som »er uden loyalitet og troskab« over for den nation, i hvilken de kom til verden, skriver den tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich i denne kommentar.

Tamir Kalifa

12. juni 2019

For tiden byder hver eneste dag på anskuelsesundervisning i, hvordan Trumps økonomiske nationalisme ser verden som et nulsumsspil. Fremtidens industrier vil være domineret af enten kinesere eller amerikanere: Enten vinder vi, eller også vinder de.

Denne opfattelse støder ganske vist på modstand, især fra multinationale koncerner med base i USA og disses republikanske talerør, som meget nødigt ser de trumpske tariffer skade den globale indtjening.

Men er der virkelig kun de to muligheder: økonomisk nationalisme eller frihandel uden hæmninger?

Nej, der findes et tredje og klogere alternativ: ’industripolitik’.

Herved forstår jeg investering af nationale statslige ressourcer i forskning og udvikling i morgendagens industrier. Kombineret med skattesubsidier, eksportincitamenter og opgradering og træning af stadig større dele af arbejdsstyrken til beskæftigelse i disse.

Social kontrakt

Elizabeth Warrens nye ’Plan for Økonomisk Patriotisme’ blev fremlagt i sidste uge. Som et udspil for en ny amerikansk industripolitik er den bemærkelsesværdigt ambitiøs.

Industripolitik bygger på en social kontrakt mellem erhvervsliv og samfund.

Førstnævnte får tilført ekstra ressourcer til at vokse sig større og mere innovativ. Til gengæld skal de virksomheder, der nyder godt af disse, skabe mængder af nye vellønnede job til fællesskabet og fokusere på de sektorer, der kan give største socialt afkast.

Dette er hverken laissez faire-økonomi eller økonomisk nationalisme af nulsumstypen. At Amerika investerer i sine arbejdere og førende industrier, afholder ikke andre nationer fra at foretage lignende investeringer.

Summen af en sådan konkurrence er positiv for alle. Hvis arbejdere i flere nationer bliver mere produktive, og socialt fordelagtige virksomheder kan vokse, kan det kun gavne hele verden.

Vi, som allerede for årtier siden var fortalere for en industripolitik, hævdede dengang, at USA allerede havde en sådan. Blot var den ikke synlig.

Vores gigantiske forsvarsindustri havde gjort USA til verdens førende producent af bomber, fly, satellitkommunikation, containerskibe, computere, software og internet. Vores subsidier til medicinalindustrien via de nationale sundhedsinstitutter blev ligeledes afgørende for at sikre amerikansk dominans i udviklingen af ny medicin.

Usynliggørelse

Men Amerikas usynlige industripolitik var ikke nødvendigvis til fordel for nationen.

Militærudgifterne var oppustede og i et vist omfang pengespild. Sundhedsinstitutterne stillede ikke krav til medicinalfirmaerne om at investere i gode job i Amerika – eller om at holde medicinpriserne nede i rimeligt leje.

I de mellemliggende år har skattefordele for olie- og gasindustrien fremskyndet klimakrisen. De omfattende redningspakker uden særlige betingelser til finanssektoren muliggjorde desuden yderligere forgyldning af Wall Street-direktører, mens millioner af amerikanere måtte gå fra hus og hjem.

Statslige og lokale subsidier for at tiltrække virksomheder (som den nylige budkrig om at huse Amazons nye hovedkvarter) har kun flyttet job fra den ene region til den anden og falder til jorden, når selskaberne beslutter sig for, at de kan få endnu bedre vilkår andre steder.

Andre lande som Tyskland og Kina har været langt mere kløgtige og åbne omkring deres industripolitikker.

Kløgt og åbenhed

For kløgt og åbenhed hører netop sammen. En åben og eksplicit industripolitik er samtidig en national konkurrencestrategi. Hvorimod en usynlig industripolitik bliver et morads af politiske tjenester, en form for overførselsindkomst til udvalgte selskaber.

Just dette kan være grunden til, at USA i 1980’erne likviderede industripolitikken. Ingen havde lyst til, at det skulle komme frem i offentligheden, hvor enorme mængder offentlige penge, der blev pumpet i projekter, som aldrig kom til at løfte sig som håbet.

Warren taler dunder imod amerikanske virksomheder, som »er uden loyalitet og troskab« over for den nation, i hvilken de kom til verden.

»Disse ’amerikanske’ selskaber udviser kun loyalitet over for deres aktionærers kortsigtede interesser, og en tredjedel af disse er udenlandske investorer,« bemærker hun.

Men Warren er ikke en økonomisk nulsumsnationalist. Hun forstår og anerkender, at globaliseringen kan være en positivt forandrende kraft, hvis den rettes mod at optimere en nations arbejdsstyrke snarere end på maksimering af kapitalafkast.

»Globaliseringen er ikke en mystisk kraft, hvis effekter er uundgåelige og uden for vores kontrol. Nej – sagen er, at Amerika har valgt at forfølge en handelspolitik, der prioriterer kapitalens interesser frem for den amerikanske arbejders.«

Warren foreslår at udbygge den forbundsstatsligt finansierede forskning og udvikling og målrette den imod de ledende nye teknologier. Hun forestiller sig, at disse investeringer skal spredes ud »over alle områder i landet, ikke være fokuseret på kun nogle få kystbyer«, og hun ser for sig, at de produkter, det hele skal udmunde i, skal skabes af amerikanske arbejdere.

Hendes grønne produktionsplan foreslår at afsætte 150 milliarder dollar om året over det næste årti til grønne, genbrugbare, amerikansk fremstillede energiprodukter, der i kombination med en vidtgående opkvalificering af arbejdsstyrken skal sikre, at amerikanerne opnår kompetencer til at bestride de forventede nye job.

Nye energimarkeder

Planen vil iværksætte en uomgængelig national investering i USA’s fremtid.

»I løbet af det næste årti vil det forventede marked for ren energiteknologi værde 23 billioner dollar værd – alene i de nye vækstøkonomier,« forklarer hun.

Det vil ikke bare være til gavn for USA, men for verden.

Hun opfordrer til en grøn Marshall-plan, der skal vies »til at sælge amerikansk fremstillet ren, vedvarende og emissionsfri energiteknik i udlandet fulgt op af et tilsagn om 100 milliarder dollar til at hjælpe lande med at købe og implementere denne teknologi«.

Mens Trump opretter toldmure og tilbageruller føderale bestræbelser på at sætte ind imod drivhusgasemissioner, går Elizabeth Warren i brechen for en positiv økonomisk nationalisme, der både har til formål at tilgodese amerikanske arbejdstagere og reagere på en af ​​de mest dybtgående kriser, verden har stået overfor.

Hvis Kina kan koncentrere nationale ressourcer til fremme for indenlandsk industri gennem planer som Made in China 2025, og Tyskland kan foretage lignende økonomisk planlægning, er der ingen grund til, at Amerika ikke også skulle kunne planlægge en god fremtid for banebrydende industrier og gode job – og samtidig yde et stærkt bidrag til klimaets redning.

Således lyder Warrens ræsonnement.

Og der ser hun helt rigtigt.

Robert Reich er politisk økonom, seniorforsker og tidligere amerikansk arbejdsminister.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Elizabeth Warrens hovedargument for at ville regulere de store techselskaber hårdt er, at de er blevet en essentiel del af samfundet på linje med el- og vandforsyningen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Stockmarr
Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu