Læsetid: 6 min.

Russerne er færdige med at vente tålmodigt på bedre tider

Billedet af den tålmodige russer krakelerer i disse år. Tålmodighed er afløst af vrede. Ikke mindst fordi gabet mellem forventninger og virkelighed vokser
Soldater fra nationalgarden anholder en kvinde under gårsdagens støttedemonstrationer i Moskav for den nu løsladte russiske journalist Ivan Golunov. Magten i Rusland befinder sig i en tilstand af stress. Den kan ikke finde ud af, hvordan den mest hensigtsmæssigt skal adressere befolkningens vrede, mener leder af russisk ngo.

Soldater fra nationalgarden anholder en kvinde under gårsdagens støttedemonstrationer i Moskav for den nu løsladte russiske journalist Ivan Golunov. Magten i Rusland befinder sig i en tilstand af stress. Den kan ikke finde ud af, hvordan den mest hensigtsmæssigt skal adressere befolkningens vrede, mener leder af russisk ngo.

Maxim Shipenkov

13. juni 2019

MOSKVA – »Folk er blevet mærkbart vredere, det er nyt.«

Sådan svarer forfatter Denis Dragunsky, uden tøven, da han bliver spurgt, hvad der forandrede sig i Rusland i 2018.

Mest markant var demonstrationerne mod pensionsreformen sidste sommer, hvor flere hundredtusinder demonstrerede i mere end 80 byer over hele Rusland.

Men generelt er russerne begyndt at gå mere på gaden, end de har gjort før. Og ikke kun i Moskva. I protest mod nedrivning af historiske bygninger, lukning af børnehaver og mod lossepladser, der ligger tæt på befolkede områder, nævner Denis Dragunsky som eksempler.

Et andet symptom er, at regeringspartiet Forenet Rusland uventet tabte en række guvernørvalg i efteråret, fortsætter han.

Der er helt stille i det overfyldte auditorium, vi befinder os i. Denis Dragunsky sidder i panelet i en debat om ’Politiske udviklingstendenser’ på det årlige Gajdar-forum i Moskva. De første 200 heldige deltagere har fået en siddeplads. Mange står op.

De andre paneldeltagere er enige med Dragunsky. Befolkningen tør mere, lyder budskabet.

»Det forekommer mig, at valg så småt ses som en forholdsvis effektiv måde at lægge pres på magthaverne på. Tidligere var det ikke sådan. Da protesterede man ved ikke at stemme,« siger Dmitrij Oreshkin, en fremtrædende politolog og tidligere oppositionspolitiker.

Han bliver suppleret af Georgij Saratov, præsident for den russiske ngo INDEM, der arbejder for mere demokrati på alle niveauer:

»Magten befinder sig i en tilstand af stress. Den kan ikke finde ud af, hvordan den mest hensigtsmæssigt skal adressere befolkningens vrede.«

Jeg er en af meget få udlændinge på årets Gajdar-forum, der er Ruslands svar på Davos-topmødet. Kun med den forskel, at det hele handler om Rusland.

Her kommer ministre fra regeringen, adskillige guvernører, ledere af store virksomheder og banker, formænd for de landsdækkende arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger, økonomer, sociologer og jurister fra universiteter og højere læreanstalter og meningsdannere for at diskutere russisk politik og økonomi.

Siden forummet fandt sted i januar, er tendensen til folkelig modstand kun blevet bekræftet. Senest med onsdagens demonstrationer på den russiske nationaldag, hvor oppositionslederen Aleksej Navalnyj og op mod 400 andre blev anholdt under en støttedemonstration for den nu løsladte russisk journalist Ivan Golunov.

Golunov blev anholdt i torsdags, officielt på en anklage for at sælge narkotika. Men mere sandsynligt handlede det om hans kritiske journalistik om korrupte lokale myndigheder, og efter massiv medieomtale af sagen meddelte indenrigsministeriet tirsdag aften, at han var fri til at gå.

En lignende kovending så man i maj i den regionale storby Jekaterinburg i Ural-bjergene, hvor det kom til voldsomme kampe mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter.

Demonstranterne var utilfredse med opførelsen af en russiskortodoks kirke på en central plads i byen. De ville bevare et af de få åbne områder i byen.

Putins pressesekretær Dmitrij Peskov udtalte næste morgen, at sikkerhedsstyrkerne havde ageret helt korrekt på provokationer. Kun nogle få timer senere kunne nyhedstjenesten Interfax citere Putin for, at man nu ville høre de lokale indbyggere, og måske finde en anden plads til kirken.

Alt sammen kan betegnes under det, som Georgij Saratov betegner som magthavernes »tilstand af stress«.

Utilfredsheden ophobes

Magtens usikkerhed har formentligt afsæt i, at man siden sidste juli har kunnet notere en markant dalende opbakning til både præsidenten og regeringen. Utilfredsheden er størst i tre befolkningsgrupper, konstaterer Aleksej Levinson, afdelingsleder ved Levada-Centret, et af Ruslands førende analyseinstitutter, der også er til stede på Gajdar-forum.

For det første de unge:

»Det er bemærkelsesværdigt, for vores unge har i mange år været mere loyale over for magthaverne end andre grupper,« siger Aleksej Levinson.

For det andet folk i begyndelsen af 50’erne: »Det er dem, der rammes af pensionsreformen her og nu.«

Og endelig de fattige: »Det er ældre kvinder, enlige og landsbyboere. Det er ikke en gruppe, der er meget artikuleret, men dens stemme er tydelig i meningsmålingerne,« siger han.

Utilfredsheden med Putin overstiger i hver af de tre befolkningsgrupper 35 pct., som er gennemsnittet for den folkelige utilfredshed med præsidenten. Det samme tal ligger på 67 pct. for premierminister Dmitrij Medvedev og 59 pct. for regeringen som sådan.

For Putins vedkommende skal man tilbage til november 2013, kort før annekteringen af Krim, for at finde en større utilfredshed.

Den dalende popularitet er »ikke kun trist, den er også farlig,« siger Andrej Kobjakov, der er økonom ved Moskvas Statsuniversitet, i et interview til den russiske netavis Aurora i april.

Det viser, at der er en grænse for russernes ellers vidtrækkende tålmodighed, og at sociale spændinger kan eksplodere:

»Utilfredsheden ophobes, og så begynder folk at gå gaden, blokere trafikken og gøre det, der er værre,« siger han til Aurora. »Vi kender alle fortællingen om, at det russiske oprør er meningsløst og nådesløst. Derfor er det naturligvis en farlig situation. Især eftersom den kan udnyttes af fremmede agenter.«

Forventningskrise

I en anden debat på Gajdar-forummet bliver fortællingen om russernes ændrede forhold til staten udbygget.

Den er arrangeret af VTsIOM, et andet af Ruslands førende analyseinstitutter, og under overskriften ’Udfordringer for den sociale og økonomiske politik’ bemærker Vladimir Petukhov, formand for VTsIOM’s videnskabelige råd, at et »forholdsvist stort flertal af russerne ønsker reformer«, at »den tålmodighed, der var fremherskende omkring år 2000, er på retur«, og at befolkningen som noget nyt »går til valgurnerne og bruger valgene som en slags opinionsmåling«.

Samtidig, siger han, ændrer befolkningen syn på staten:

»Hvor vi tidligere så et udtalt ønske om en stærk hånd, så er der i dag et ønske i befolkningen om en effektiv stat, der er i stand til at sikre økonomisk fremgang og velfærd.«

Den skal tjene befolkningen.

Flere af paneldeltagerne fremhæver, at gabet mellem befolkningens forventninger og virkeligheden vokser i disse år.

Én af dem er Iosif Diskin, professor ved Den Højere Økonomiske Skole i Moskva:

»Forventningerne til den økonomiske udvikling står i stadig større kontrast til den faktiske udvikling. Allerede nu befinder vi os i en forventningskrise.«

Nogle af tilhørerne lader forstå, at befolkningens forventninger ikke kun afhænger af, hvad der sker i Rusland, herunder hvad Putin og regeringen kommer med af løfter. De afhænger også af, hvad der sker uden for Rusland, og hvordan Rusland klarer sig sammenlignet med sine nabolande. For Rusland er ikke længere et lukket land.

Denne forventningskrise forværres selvsagt, i det omfang gabet mellem forventninger og virkelighed vokser yderligere. Målt på for eksempel på forbrugsmuligheder.

Mange, både i og uden for Rusland, har i øvrigt fremhævet netop det her nævnte gab som én af grundene til, at Sovjetunionen mistede legitimitet i befolkningen og faldt sammen.

I en senere mailudveksling uddyber Iosif Diskin, at han med »forventningskrise« refererer til den franske filosof Alexis de Tocqueville, der i sin bog L’Ancien Régime et la Révolution fra 1856 hæftede sig ved, at det ikke var de mest forarmede bønder, der gik forrest i stormen på Bastillen, men derimod de bønder, hvis forventninger til fremtiden var blevet skuffet.

»Siden 2014 har der været en ’post-Krim-konsensus’, en stigende patriotisme, som skabte en høj grad af social optimisme. Det hjalp til, at vi kunne relativt roligt igennem de økonomiske trængsler i 2015-16, så den konsensus har været en vigtig forudsætning for regeringens legitimitet og støtten til præsident V.V. Putin,« skriver Iosif Diskin i sin mail.

»Men pensionsreformen blev meget negativt modtaget i samfundet, og som resultat er graden af social optimisme faldet drastisk. En ’forventningskrise’ er opstået.«

Russeren findes ikke

Som det også bliver bemærket på Gajdar-forummet skal man passe på med at generalisere.

»Det er meget svært i dag at tale om, at russeren tænker på den og den måde. Russeren findes ikke. I forhold til mange spørgsmål kan man ikke tale om russeren som sådan,« som Igor Zadorin, leder af den uafhængige tænketank ZIRKON, formulerer det.

Alligevel taler mange om, hvordan myndighederne skal genvinde ’befolkningens tillid’. Ingen kommer med det enkle, klare svar.

Den, der kom nærmest, er måske Natalja Tikhonova, professor i økonomi ved Den Højere Økonomiske Skole. Direkte adspurgt, hvad hun ville gøre, hvis hun var premierminister, svarer hun:

»Det første, jeg ville gøre, var at se til, at arbejdsmarkedslovgivningen bliver overholdt. Jeg ville se til, at arbejdsmiljøreglerne overholdes. Jeg ville se til, at lønningerne bliver udbetalt, sådan som de skal.«

Jesper Karup Pedersen, ph.d. og cand.polit., har beskæftiget sig med Rusland og russisk økonomi siden 1983. I de sidste mange år for COWI, hvor han er seniorøkonom

Protestanter med aviser med forsideteksten: »Jeg/vi er Ivan Golunov«.
Læs også
Serie

Slut med den tålmodige russer

Rusland er under forandring. Igen. Putin er i gang med sin sidste præsidentperiode. Økonomien viser alvorlige svaghedstegn. Og russerne er ikke længere helt så tålmodige som før. I denne artikelserie går vi bag om tallene i russisk økonomi og undersøger de dybereliggende årsager til, hvorfor magten i Rusland er stresset.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • Johnny Christiansen
  • Alvin Jensen
  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
  • Tommy Clausen
  • ulrik mortensen
  • Poul Erik Riis
  • David Zennaro
Søren Veje, Johnny Christiansen, Alvin Jensen, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Tommy Clausen, ulrik mortensen, Poul Erik Riis og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nøjagtigt som i Frankrig, England osv. Demonstrationer er på vej frem alle steder. Folk vil af med en politisk elite der i årtier ikke har leveret på et bedre liv, men, foruden at bidrage til urimelige krige imod fattigere lande, kun har set øget vækst, produktion og konkurrenceevne som succesparametre.
Nu er det nok.

Trond Meiring, Flemming Berger, David Joelsen, Alvin Jensen, ingemaje lange, Arne Albatros Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

...og dertil kan tilføjes, at russerne er velsignet med en i særklasse pervers politisk elite...

Claus Nielsen, Peter Hansen og Jan Rosberg anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Spørgsmålet er om folket vil rejse sig, som de gjorde i Ukraine. Ingen tvivl om, at mange russere skuer til Ukraine og f.eks. nu har været vidne til et frit præsidentvalg, men har de modet og viljen til at vælge samme vej?

Mads Kjærgård

Ja væk med Putin, så kan Trumph blive verdenspræsident! Den primære årsag til at den alm. russer ikke oplever velstandsfremgang er jo vestlige og amerikanske embargoer. Ja Fogh går sågar ind for embargoer mod europæiske og herunder danske firmaer, der er indvolveret I handel med Rusland. Jeg håber ikke de giver efter. En ting er sikkert, kommer amerikanerne ind, så tømmer de hele lageret og så får folk ingenting alligevel, russerne altså.

Trond Meiring, Flemming Berger og Tonny Helleskov anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

@Mads Kjærgård

Væk med Putin, og invitere så Rusland med i et europæisk samarbejde uden om USA!

Selvfølgelig skal et land sanktioneres som opføre sig som det hedengangne nazityskland, der med magt skaffer sig mere lebensraum i Europa.

Men man undre stadig over at de danske medier ikke også er så obs. på den franske regering. Der har været store korruptionssager på alle franske regeringers topfolk i årtier. Macrons tilslutning er mindre end i Rusland, omkring 20%. Og som i Rusland, bestemmer de trods det, alt i parlamentet og vil ikke samarbejde med oppositionerne, hverken til højre eller til venstre.
Frankrig arresterer over tusind demonstranter, skyder på dem, 26 har fået skudt et øje i stykker, mange kraniebrud mm fordi de de bruge LDB40 og små eksplosiver til at bekæmpe demonstrationer, selv når de er lovlige og ikke på nogen måde truer politiet eller ødelægger noget.
Lærerne strejker, hospitalspersonale strejker, der er blokader flere steder og listen er lang.
Politivold er meget omfattende, og i sidste uge forsvandt en ung mand i floden, hvor 14 andre faldt i, fordi politiet smed gazgranater, skød med LDB40 og angreb så voldsomt, at flere mistede orienteringen. Politiets motivation? De havde ikke stoppet musikken til “fete de la musique” til tiden.
De var på en Tom kaj, fjernt fra al bebyggelse. De kunne bare have trukket stikket, eller true med at konfiskere anlægget. Men nej. Politivolden i Frankrig har flere gange fået løftet pegefingre af EU og FN for volden og de farlige våben. Frankrigs situation er på nogle områder værere hvad angår friheder og demokrati, for han vil ikke lytte til noget som helst. Med modsat Rusland kan han køre på frihjul, for han er en af ‘vores’.