Feature
Læsetid: 9 min.

Svenske Eskilstuna er verdens grønne genbrugshovedstad

Efter årtier med afindustrialisering, arbejdsløshed og mismod var den engang så stolte købstad blevet en trøstesløs provinsflække i kronisk tilbagegang – som så mange andre i den vestlige verdens rustbælter. Nu er ambitioner om at blive globalt førende inden for genbrug og affaldshåndtering ved at skabe en uventet genfødsel
Eksilstuna er langt fremme med sit genbrugssystem, og i byen mener man ikke, at der er noget i vejen for, at andre svenske byer følger trop. Nogle byer er dog også sgodt i gang – her er det afleveringshallen i Kretsioppsparken i Gøteborg, der bl.a. er forbillede for Københavns ambitioner om en større grad af genanvendelse.

Eksilstuna er langt fremme med sit genbrugssystem, og i byen mener man ikke, at der er noget i vejen for, at andre svenske byer følger trop. Nogle byer er dog også sgodt i gang – her er det afleveringshallen i Kretsioppsparken i Gøteborg, der bl.a. er forbillede for Københavns ambitioner om en større grad af genanvendelse.

Finn Frandsen

Udland
19. juni 2019

»Folk plejede at tale om Eskilstuna som et sted, hvor intet nyt kunne ske,« siger butikscenterbestyrer Anna Bergström.

En time med toget fra Stockholm har den engang så driftige provinsby i de senere år pådraget sig et kæmpe imageproblem.

Det er i sandhed blevet sløje tider for Eskilstuna, der engang var et af kraftcentrene i svensk stålproduktion, men aldrig rigtig kom sig oven på den tilbagegang, der hastigt satte ind i stålindustrien i 1970’erne.

Provinsbyen, der har godt 100.000 indbyggere, døjer med en arbejdsløshed på næsten det dobbelte af Sveriges nationale gennemsnitsniveau på otte procent.

Men nu har Eskilstuna måske fundet en løsning, der kan pege frem mod en form for genrejsning: avancerede genbrugssystemer.

I denne by må man lede forgæves efter bekræftelser på klichéforestillingerne om trendy og glitrende skandinavisk modernitet.

Eskilstunas grå og næsten mennesketomme gader er som en opvisning i tristesse med kitschede 1980’er-pizzeriaer, snuskede cafeer og dystre bodegaer. Ikke lige et sted man skulle forvente at finde en radikal ny tilgang til miljøbeskyttelse.

Flerfarvede beholdere

Ikke desto mindre har Eskilstuna siden 2012 iværksat så mange og så ambitiøse grønne initiativer, at byen i dag fremstår som et oplagt bud på den mest miljøvenlige by i Sverige – hvis ikke i verden.

Alle offentlige busser og kommunale køretøjer kører på biogas. Byen får sin energi fra kraftvarmeværker. Kulstofforbruget er lavintensivt, og den termiske energi fra strømproduktionen går til vandopvarmning.

Borgerne sorterer affald i flerfarvede beholdere. Der er syv forskellige slags: grøn for madaffald, lyserød for tekstiler, grå for metal, gul for pap, blå for papir, orange for plastic og sort for alt andet. Og i de sidste fire år har de kunnet indlevere alt genanvendeligt, de vil skaffe sig af med, til Anna Bergströms genbrugsbutikscenter.

Da Anna Bergström i 2012 slog sig ned i Eskilstuna, var hun desillusioneret over det enorme tekstilspild, hun var blevet vant til at se i sin karriere i tøjbranchen. Derfor oprettede hun genbrugsbutikscenteret ReTuna (’Tuna’ er Eskilstunas kælenavn, red.). Hun fortæller, at konceptet i første omgang vakte de lokales undren.

»Først forstod folk ikke, hvad jeg dog ville med genbrugscentret, og da jeg forklarede det, brød de sig ikke om det,« siger hun.

»I en by som den her, hvor mange kan have en svær hverdag, er folk skeptiske over for forandringer – især så store forandringer som et butikscenter, hvor alle varer doneres af borgere og købes af andre borgere.«

Ikke desto mindre slog genbrugsordningen næsten øjeblikkeligt an. I dag er den en stor succes, der hindrer, at mange brugbare produkter kasseres – og potentielt kan bane vej for en ny fremtid for den gamle stålby.

Selv om ReTuna ligger godt 20 minutters kørsel fra Eksilstunas bymidte, er centret fuld af kunder og nysgerrige, der afsøger dets mange second hand-butikker på udkig efter alt fra møbler til legetøj, blomster og tekstiler. Centret ligger i en upåfaldende lagerhal på den bare mark ved siden af byens to genbrugscentraler.

Omsætningen er så stor, at Anna Bergström har måttet ansætte 12 medarbejdere til at sortere alle de ting, folk afleverer. Som hun står i indgangshallen ved siden et træ med en kunstig krone fremstillet af genbrugte krus, forklarer Anna Bergström, hvordan hun fik byen vundet over på sin side.

»Holdningsændringen satte ind samme dag, vi åbnede,« siger hun.

»Vi havde 6.000 besøgende den dag, og siden har vi taget imod godt 700 kunder om dagen og 300 turgrupper om året.«

Studiegrupper

De daglige turgrupper, som overvejende består af studerende, viser, hvor innovativ Eskilstunas genbrugsordninger er. Dagens tur er eksempelvis del af en udveksling mellem indiske studerende fra et college i millionbyen Pune, den næststørste by i delstaten Maharashtra, og en lokal svensk medieskole.

Læreren fra Pune organiserede turen efter at have læst om ReTuna på de sociale medier.

»Det er et meget inspirerende sted,« siger hun.

»I Indien har vi enorme problemer med affaldshåndtering, og selv om befolkningen hele tiden vokser, lever vi stadig i en smid væk-kultur. Vi arrangerede en studietur hertil, fordi vi tror, vores studerende kan lære meget af et sted som ReTuna.«

To kunder, Sandra og Elisabeth Järvinen, der er mor og datter, er helt enige:

»Vi har boet i Eskilstuna i hele vores liv«, siger Sandra, »og ReTuna har tilført nyt liv til byen – det kan vi godt være stolte af.«

Björn Gutenberg bor 50 km uden for ReTuna, men kommer for at handle her mindst en gang om ugen:

»Vi er faktisk ved at løse et problem her. Det skaber jobmuligheder, og det er godt for alle at få en bedre forståelse af hele kæden af ​​genanvendelse og forbrug«.

Nogle kunder kommer nu langvejs fra, siger Bergström, og tilføjer, at familier fra Frankrig, Japan og endda Australien har lagt vejen forbi.

ReTuna ejes af Eskilstunas energistyrelse, som igen drives af byens kommune. For at få projektet i gang investerede kommunen 19,5 mio. kr., der dels gik til indretning af lagerhallen, dels til subsidiering af priser for butiksejerne.

I 2018 måtte centret for første gang klare sig uden dette tilskud, og det endte med akkurat at løbe rundt, men Anna Bergström erkender, at indtægterne må stige, hvis virksomheden skal holdes rentabelt i gang og kunne ekspandere.

»Vi bliver nødt til at tjene flere penge for at kunne ansætte flere folk – lige nu arbejder alle butiksejere meget hårdt og syv dage om ugen.«

Knoklearbejde

En sådan butiksejer er Maria Larsson, som knokler i 70 timer om ugen for at holde sin blomsterhandel åben.

»Jeg har investeret alle mine penge i denne butik, og jeg håber, at jeg i år for første gang kan udbetale mig selv løn«, siger hun.

»Alle mine indtægter er ellers gået til at geninvestere, og jeg har stort set kun overlevet på min kærestes løn. Måske ville dette butikscenter have fungeret bedre i en by med en større befolkning og med flere i arbejde.«

Maria Larsson står ligesom de andre butiksejere over for en stadig udfordring: At sætte en pris på de produkter, de har modtaget gratis, så det kan betale omkostningerne ved at drive deres butikker og generere en personlig indtægt.

»Folk går jo ud fra, at vores produkter skal være klart billigere, men de kan være svære at prissætte«, siger hun. »Eskilstuna er en arbejderby, så folk her kan være skeptiske. Mange sætter funktionalitet over bæredygtighed.«

Typiske priser i genbrugscenteret er 120 svenske kroner for T-shirts, 60 kr. for bøger, og 480 kr. for Maria Larssons store blomsterpotter. Spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt meget billigere end helt nye produkter i almindelige butikker.

For arbejderne i sorteringen er det også et krævende job. Matti Koskela, 25, arbejder i 10-timersskift med at bære kasserede ting fra de biler, der ankommer, ind på ReTuna-lageret.

»De fleste af de ting, folk har med, er i ret god stand. Det fandt jeg ud af, da jeg kom her første gang som kunde. Jeg syntes, det var fantastisk. Vi arbejder alle rigtig hårdt, for folk på disse kanter har ikke så mange penge. Men det er meget bedre end mit sidste job i et forbrændingsanlæg. Jeg håber bare, at genbrugsbutikscentret kan overleve.«

Automatiseret behandling

Affald eller andre ’ressourcer’, der ikke kan videresælges i ReTuna, ryger videre til sorteringscentret i Lilla Nyby 20 minutters kørsel derfra.

Set udefra ligner Lilla Nyby de typiske forarbejdningsanlæg, man kender fra lossepladser. Her er masser af opportunistiske måger, der kredser over og dykker ned i affaldsdyngerne.

Der er dog en mærkbar mangel på mennesker på Lilla Nyby. I hallen glider genbrugsposer ind igennem en labyrint af transportbånd, der passerer kamerapunkter, der genkender de forskellige farver og derefter sender dem videre ud af rette spor.

Resultatet er en gnidningsløs affaldshåndtering, der gør det muligt for fem mennesker at behandle 20.000 tons affald om året.

Stående under Energistyrelsens logo, der ligner en svævende gulerod, forklarer driftsleder Mattias Hellström, hvordan de automatiserede systemer har gjort genbrug til en leg:

»Maskinen er perfekt, fordi folk er dovne,« siger Mattias Hellström, der blev del af holdet for ti år siden, da anlægget blev bygget oven på de tildækkede rester af byens daværende losseplads.

»Jeg har set alle de sidste års forandringsprocesser på det her sted på tæt hold. Hvis man før i tiden ville genbruge affald, var man nødt til at køre det ned til affaldscontainerne bag supermarkedet. Det her nye system får folk til at engagere sig langt mere i miljøet, fordi det er så nemt – vi er oppe på mere end 97 procents nøjagtighed i sorteringen af ​​affaldssække, selv om det en sjælden gang kan gå galt. For to år siden fandt vi en død hundehvalp i en af de blå poser.«

Ud over at forarbejde sorteret affald, komposteres også madaffald på Lilla Nyby, hvorefter komposten sælges tilbage til lokale beboere.

»Det er kompost af høj kvalitet, så vi sælger alt, hvad vi kan producere,« siger Mattias Hellström.

Biogassen fra madaffaldsforarbejdningen i anlægget bruges til byens busser.

I et lille, fugtigt skur bag lageret foregår et forskningsprojekt under af Uppsala Universitet. De tester brugen af ​​maddiker til fordøjelse af madaffald, og derefter bruger de opfedede maddiker som fodder til husdyr og senere muligvis også til mennesker.

At skulle sortere husholdningsaffald i syv forskellige kategorier kan lyde lovlig krævende, men mange af indbyggerne i Eskilstuna ser ud til at være blevet en slags ’affalds-aficionados’.

Det kan skyldes, at et fravalg af at deltage i den flerfarvede sorteringsordning betyder en fordobling af den årlige renovationsafgift på 2.894 kroner. Men for de nybagte forældre Caroline og Marlin Sommerlid er genbrugsordningen dog snarere en moralsk forpligtelse.

»Vi er som borgere meget stolte over, at vi har fået den her ordning til at fungere så godt«, siger Caroline, mens hendes fem uger gamle baby hviler på skulderen.

»Jeg ønsker, at mine børn vokser op i en verden, der ikke er ødelagt, og at de vil kunne efterlade den i en bedre stand, end de selv overtog den i.«

Vi mødes i deres nybyggede, miljøvenlige hus, der ligger i en af Eskilstunas grønne forstæder.

»Jeg indrettede huset, så det passede til vores genbrugssystemer,« siger bygningsingeniør Marlin og fremviser de integrerede affaldsspande i forskellige farver under køkkenvasken.

»Caroline er besat af det her. Jeg kommer fra en familie, der ikke gik op i genbrug, men hendes forældre er militante.«

»Når jeg kommer til steder uden sorteringssystemer, føler jeg mig hensat til 1980’erne,« siger Caroline.

Grønnere politikere

Hvis ordningen er så vellykket, hvorfor er den så ikke indført i Sveriges øvrige kommuner – eller for den sags skyld i flere lande?

»Disse projekter skal have god plads for at kunne realiseres,« siger Eskilstuna Kommunes energidirektør, Kristina Birath.

»Der er dog ikke nogen grund til, at de ikke skulle kunne gennemføres over hele Sverige. Men så får vi brug for mere modige politikere med en klarere vision om at ville være grønne,« siger Kristina Birath, der dog er optimistisk på længere sigt:

»Fra næste år vil det blive lovpligtigt for alle svenske kommuner at stille genbrugssystemer til rådighed.«

Kommunens socialdemokratiske borgmester, Jimmy Jansson, siger, at andre svenske byer primært halter bagefter på grund af manglende viden. Han er selv født og opvokset i byen og blev færdig med skolen, da byens afindustrialisering kulminerede.

»Vi mistede 10.000 indbyggere og er aldrig kommet os over tilbagegangen fra den tid,« siger han.

»Vi var nødt til at finde en ny identitet, og det forekom oplagt at sætte ind imod vores ry for at være en beskidt industriby. Vi havde en mulighed for at lære af tidligere fejl, og selv om vi ikke har helt genoprettet Eskilstuna, er det ikke svært for os at gøre det rette. At gøre det er et spørgsmål om at løfte vores ansvar.«

Med fortsat høj arbejdsløshed kan de ambitiøse miljøpolitikker ligne et stykke kynisk rebranding af en by, som ingen med Jimmy Janssons ord »ønsker at komme til«.

Ganske vist har de nye genbrugsordninger kun skabt 50 nye arbejdspladser – en knap nok mærkbar reduktion af byens ledighed på 15.000 – men ifølge Kristina Birath har den radikale grønne innovation ikke blot sat Eskilstuna tilbage på kortet. Den har gjort det på en måde, der gør dens borgere stolte.

»Den her forandring har været rigtig længe undervejs,« siger Anna Bergström.

»Det er svært at begejstre en hel by, når den har været ramt af så mange årtiers mismod, så hvis vi får succes her, kan det ske overalt i verden. Hvor der er affald, er der muligheder.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her