Læsetid: 6 min.

Torsdag nat begynder EU’s ’ketchupforhandlinger’: Der kommer intet, før det hele kommer ud

I ugevis har EU-lederne holdt krudtet tørt og hovedet koldt, men torsdag aften går det løs. De 28 statschefer mødes i Bruxelles for at slås om topposter og EU’s politiske strategi. Den store navneleg har været i gang i ugevis: Weber, Merkel, Vestager, Barnier... men reelt aner ingen, hvad der kommer til at ske
Det er »ketchupforhandlinger«, som en diplomat formulerer det over for Information: Der kommer ikke noget ud af flasken, før det hele kommer ud.

Det er »ketchupforhandlinger«, som en diplomat formulerer det over for Information: Der kommer ikke noget ud af flasken, før det hele kommer ud.

Sofie Holm Larsen

20. juni 2019

BRUXELLES/BERLIN – Når EU’s 28 statsledere torsdag aften sætter sig sammen i Bruxelles for at blive enige om EU’s mange topposter og unionens politiske strategi for de næste fem år, er spillet helt åbent.

Det er »ketchupforhandlinger«, som en diplomat formulerer det over for Information: Der kommer ikke noget ud af flasken, før det hele kommer ud.

Hele puslespillet skal lægges på én gang: EU-kommissionsformanden og diverse næstformænd, ECB-formanden, formand for Rådet og Europa-Parlamentet og dertil en ny politisk strategi. Oven i det hele kommer et vanskeligt kompromis med det nyvalgte Europa-Parlament, som ikke engang er enig med sig selv. Og det hele skal balanceres i forhold til køn, geografi og partifamilier.

Den store navnegætteleg har været i gang i ugevis: Weber, Merkel, Vestager, Bernier, Timmermans… Men reelt er der ingen, der aner, hvor det lander.

Manfred Weber

Ritzau Scanpix
Farvel til Weber

Én ting er der dog ved at være konsensus om i Bruxelles: EPP’s spidskandidat, tyske Manfred Weber fra CSU, bliver næppe formand for EU-Kommissionen. Han har kun nødtvungen opbakning fra den tyske kansler, Macron kan ikke udholde ham, og han har ikke formået at samle Europa-Parlamentet bag sig.

Hovedårsagen til, at Manfred Weber alligevel har været i spil så længe, er dels, at Angela Merkel ikke bare kan droppe en kandidat fra sit eget søsterparti og sit eget land. Og dels, at der altid er en pris forbundet med at aflive en kandidat.

Ét drab kan nemlig let føre til massemord, som flere i Bruxelles har formuleret det de seneste uger: Ingen tør skyde Weber ned, for det ville lynhurtigt føre til, at andre rakte hånden i vejret og sagde:

»Jamen, så må de andre spitzenkandidater, Vestager og Timmermanns, også ud af spillet.«

Og så ville andre igen svare, at ham og ham og ham og hende ikke længere kunne være kandidater.

Alle har holdt krudtet tørt og hovedet koldt, mens de venter på at affyre de første skud. Men det kommer formentlig til at ske torsdag aften. Noget skal der jo ske.

Spørgsmålet er, hvad prisen bliver for at kassere Weber.

Macron har indtil nu nægtet at gå ind på præmissen om, at han selv skal opgive en kandidat eller et krav på at udpege en toppost, bare fordi han ikke vil acceptere at udnævne en ukendt sydtysker, som han i øvrigt synes er inkompetent som kommissionsformand.

Angela Merkel

Ritzau Scanpix
Merkel, Rutte, Vestager… og Løkke

Både journalister og diplomater diskuterer stadig ivrigt, om hollandske Mark Rutte eller måske ligefrem Angela Merkel kunne være i spil til en af de tunge poster – noget, der sjovt nok slet ikke tales om i Tyskland.

Kunne de i så fald overhovedet forlade deres respektive job uden både at ødelægge deres regeringer, deres partier og deres eftermæle?

For Merkels vedkommende er det sidste usandsynligt.

Hun har endnu ikke formået at køre sin favoritefterfølger, Annegret Kramp-Karrenbauer, i stilling til at overtage kanslerposten, og Kramp-Karrenbauers popularitet er dalende. Regeringspartneren SPD vil næppe gå med til at lade Kramp-Karrenbauer glide ind som kansler uden et valg – hun skulle jo nødig blive alt for populær. Og De Grønne er opsatte på at omsætte deres nye popularitet til mandater via et nyvalg. Merkel vil potentielt efterlade sig et værre rod.

På den anden side er det også en chance for at sikre sin efterfølger en platform, og Annegret Kramp-Karrenbauer ville i hvert fald få hele sommeren til at få orden på sagerne og måske ligefrem vinde et valg.

Merkel eller ej, balancen mellem Tyskland og Frankrig vil fortsat stå centralt i EU. Især nu, hvor Storbritannien er på vej ud, mens to andre store lande, Italien og Polen, holdes i noget strakt arm på grund af deres nationalpopulistiske regeringer.

Især posten som formand for kommissionen og centralbanken skal have en tysk-fransk balance, vurderer Almut Möller fra European Council for Foreign Relations i Berlin.

Men balance betyder ikke, at der absolut skal være en tysker eller en franskmand på topposterne:

»For de mindre europæiske lande er det langt vigtigere at have synlige nationale repræsentanter på de vigtigste poster i EU,« siger Almut Möller.

Margrethe Vestager

Ritzau Scanpix
For de store lande handler det mere om retning og politik end om nationalitet, vurderer hun.

Og det kan gavne en anden kandidat: Margrethe Vestager.

Vestagers store chance er, at der kommer stort fokus på køn, kommunikation og fornyelse. Og at både socialdemokraterne og EPP accepterer, at de ikke får den helt store post. Og at tyskerne og franskmændene kan se hende som en kompromiskandidat. Det lyder svært.

En anden mulighed kunne være, at Merkel pludselig melder sig som formand for Rådet. Så har EPP og Tyskland fået en stor post, og så bliver der god plads til Vestager.

Uanset hvad det ender med, virker det som om Bruxelles meget gerne vil have Vestager til at blive i byen – hvem ved, måske som næstformand i kommissionen med ansvar for en bred portefølje af økonomiske områder.

Og ja, så er der også Lars Løkke Rasmussen (V). Han betragtes som en meget, meget dark horse til jobbet som rådsformand. Meget dark.

Frans Timmermans

Ritzau Scanpix
Klimakampen er øst versus vest

Ud over topposterne skal statslederne enes om EU’s såkaldte ’strategiske dagsorden’. Det er unionens politiske rettesnor fra 2019 til 2024, et kort og meget overordnet dokument, der opridser EU’s politiske prioriteringer: klima, migration, vækst, retssikkerhed…

Landene er stort set allerede blevet enige på embedsmandsniveau, bortset fra på klimaspørgsmålet, hvor der igen-igen er en konflikt mellem Øst og Vest om, hvor ambitiøs unionen skal være. Skal EU være klimaneutral i 2050 eller ej?

Spørgsmålet er ekstra vigtigt på grund af det store FN-topmøde om klimaet til september. Det grønne Europa vokser – lande som Tyskland og Spanien har ændret holdning og vil nu også være med på at hæve ambitionsniveauet – men lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet stritter stadig imod.

Forventningen er, at en kommende kommissionsformand vil tage den strategiske agenda og sammenholde den med det program, som en arbejdsgruppe i Europa-Parlamentet er i fuld gang med at udforme. Det skal igen sammenholdes med de mange politiske planer, som EU-Kommissionens stærke topembedsmand, Martin Selmayr, i månedsvis har fået forhandlet på plads blandt EU- diplomater og placeret i skrivebordsskufferne til de kommende kommissærer.

Formandsvalg til EU-Kommissionen

  • Formanden for EU-Kommissionen skal vælges med opbakning fra mindst 21 ud af de 28 regeringschefer og derefter fra et flertal i Europa-Parlamentet.
  • Fra parlamentet lyder det, at man kun vil acceptere en kandidat, der har været opstillet til europavalget som såkaldt ’spitzenkandidat’ – for eksempel tyske Manfred Weber fra den konservative gruppe, hollandske Frans Timmermanns fra den socialdemokratiske gruppe eller Margrethe Vestager fra den liberale gruppe, som på valgnatten med en slags bagudvirkende kraft fik udråbt sig selv som spidskandidat.

På den måde bliver arbejdsprogrammet for den næste kommission et kompromis mellem de tre store EU-institutioner.

»Den tid, hvor to præsidenter kunne sidde foran kaminen med en cognac og lægge retningen for EU, er forbi,« som en EU-diplomat udtrykker det.

Brexit-forhandler Michel Barnier er blandt kandidaterne, men også blandt de mest ukarismatiske mennesker i EU-systemet.

Ritzau
I det moderne EU kræver det kompromiser og forhandlinger at lave politik. Unionen er blevet professionaliseret og ikke mindst politiseret.

Det kommer vi med al sandsynlighed til at se endnu et eksempel på torsdag aften. Det hele er blevet kompliceret, og der er en reel risiko for, at statslederne ikke bliver enige i første omgang.

De seneste uger har der hængt en fornemmelse over Bruxelles af, at det ville kræve mere end ét topmøde at blive enige om den store navneleg, men i løbet af onsdagen er stemningen vendt, oplyser en kilde i diplomatiet. Flere statsledere vil have en enighed nu, »torsdag og fredag er det rigtige tidspunkt«, siger en anden EU-kilde.

Rådsformand Donald Tusk har brugt det meste af tirsdagen på at ringe rundt til de europæiske hovedstæder og partifamilier for at rekognoscere. Der tegner sig angiveligt et kompromis.

Det kan stadig nå at gå grueligt galt. Men det kan også være, at al ketchuppen pludselig vælter ud af flasken sent torsdag nat.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så´n en placering af topposter i EU smager mere af valget til FIFA´s præsidentskab end af dansk dronningerunde med dertilhørende.

Og med alle de hensyn der skal tages, og den utroelige politiske kompetence hovedpersonerne udstråler, skal det nok lykkes at få ketchuppen væltet ud sådan, at kommisionsformanden bliver Michel Plati.........Gianni Infantino.... og at hovedparten af de plenarmøder Europa-parlamentet i dag afholder i Strasbourg flyttes til Qatar...........

Torben Lindegaard

@Jan Jensen

Rolig nu, Jan

Jeg krydser i hvert fald fingre for Margrethe Vestager.
Hun får også brug for det, da Alde som bekendt kun er den 3. største gruppe i EuropaParlamentet, så det bliver mere ned bøvlet - og hvor meget støtte mon hun reelt får fra Lars Løkke, der bliver viftet om næsen med en potentiel post som Rådets permanente mødeleder ??

Med Vestager bliver den vel mere af den samme neoliberale økonomiske politik, måske krav om udbudsreformer på europæisk plan eller lign. For sådan er det jo, den mest elendig legitimering af politik - nogensinde i danmarkshistotien.

Så langt hellere Timmermans, der har en markant anderledes politisk trackrecord.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Dennis Tomsen

Merkel som ny EU-formand er Trumps værste mareridt. Så kan man jo næsten kun være for det.

Vi borgere har end ikke en lottokupon i spillet om europas førerskikkelse. Vi kan bare håbe, det ikke bliver en aggressiv en af slagsen. Vi har så mange potentielle konflikter i og omkring Europa, at den gale mand M/K vil få magt til at skabe et mareridt for vore børn og deres.

Omvendt kan den intelligente fører starte arbejdet med at løse de udfordringer og afvikle de konflikter, som den nuværende magthavende EU loge har sat i søen i Sydøsteuropa mod Putin og i Østeuropa mod selve legitimiteten i deres demokratiske valgresultater.

Som borgere kan vi bare håbe, men kun en naiv demokratisk tåbe forlader sig politisk på håbet.

Torben Lindegaard

@Peder Bahne

"Vi borgere har end ikke en lottokupon i spillet om europas førerskikkelse."

Sikke dog noget vrøvl.

Kommissionsformanden vælges af 27 stats- og regeringschefer, herunder den danske statsminister, som du har været med til at vælge. Rådets valg af kommissionsformand skal desuden godkendes af Europarlamentet, hvor du har været med til at vælge Danmarks 13 repræsentanter.

--------------------

Jeg er bare bange for, at du skyder langt over målet i din beskrivelse af kommissionformandens rolle og indflydelse. Det er Rådet, der er den styrende kraft i EU; kommissionen, herunder kommissionformanden er at sammenligne med departementschefer i den danske statsforvaltning.