Læsetid: 7 min.

Et uhyre giftigt ægteskab: SPD’s tre midlertidige kaptajner styrer skuden videre mod socialdemokratiets og Merkels fald

SPD’s ledelseskaos afspejler den tyske venstrefløjs mangel på retning og et fragmenteret partilandskab, hvor selv De Grønne kun oplever en midlertidig optur. SPD skal skrue ned for ledersnakken og i stedet skabe relevant socialpolitik for det 21. århundrede, mener tysk politolog
Selv internt i SPD vurderer flere, at partisoldaten Andrea Nahles blev mobbet ud som leder. Som overgangsfigurer har det tyske socialdemokrati valgt Rheinland-Pfalz’ ministerpræsident, Malu Dreyer, Mecklenburg-Vorpommerns ministerpræsident, Manuela Schwesig og den hessiske SPD-leder, Thorsten Schäfer-Gümbel, indtil der findes en ny permanent partileder. Hvem end der tør.

Selv internt i SPD vurderer flere, at partisoldaten Andrea Nahles blev mobbet ud som leder. Som overgangsfigurer har det tyske socialdemokrati valgt Rheinland-Pfalz’ ministerpræsident, Malu Dreyer, Mecklenburg-Vorpommerns ministerpræsident, Manuela Schwesig og den hessiske SPD-leder, Thorsten Schäfer-Gümbel, indtil der findes en ny permanent partileder. Hvem end der tør.

Felipe Trueba

6. juni 2019

»Vi vil fortsætte vores regeringsarbejde med al seriøsitet – og med bevidsthed om vores ansvar.«

Den stærkt anstrengte forsikring om stabilitet i den tyske regering kommer fra CDU-kansler Angela Merkel.

Men egentlig ligger den akutte krise hos de tyske socialdemokrater, SPD. Her blev Andrea Nahles i søndags endegyldigt savet ned som gruppe- og partileder til fordel for en midlertidig trepersonersledelse. En konsekvens af måneders kritik af Nahles’ person og af de miserable europavalg og delstatsvalg i den tidligere SPD-højborg Bremen.

»SPD-krisen gør det tydeligt som aldrig før: Den tyske regering vakler, og den overlever næppe 2019,« mener Albrecht von Lucke, der er politolog og chefredaktør ved det venstreorienterede månedsskrift Blätter für deutsche und internationale Politik.

»I SPD er alle klar over, hvor akut krisen er, men også for CDU vil en opløsning af regeringen være Merkels endeligt i en nedgangstid, hvor overdragelsen af magten i partiet ikke fungerer. Med sin betoning af regeringsansvaret prøver Merkel derfor at signalere, at når SPD trækker i nødbremsen, så vil ansvarsløsheden især klæbe til socialdemokraterne i valgkampen.«

Denne udlægning bakkes åbenhjertigt op af Ralf Stegner, der er næstformand i SPD.

»En udtrædelse af regeringen skal bindes til politiske mål,« har Stegner udtalt til tyske medier.

»Hvis vi siger, at vi går ud af regeringen, fordi vi er for svage eller simpelthen ikke orker mere, hvem skulle så vælge os bagefter? Så ville vi jo offentligt indrømme, at vi ikke er regeringsduelige.«

Prygl ved nyvalg

Titanics forlis er blevet den gængse metafor for situationen i den tyske regering: Alle kan se isbjerget, men ingen tør hoppe af skuden og ud i det kolde vand, hvor der lurer prygl fra vælgerne ved et nyvalg.

Et CDU uden Merkel ville gå kraftigt tilbage – og måske blive overhalet af De Grønne. SPD ville kunne miste næsten halvdelen af sine mandater i Forbundsdagen og endegyldigt blive et nicheparti.

Her hjælper det absolut ikke, at partiet inklusive de aktuelle tre overgangsfigurer nu er oppe på 11 partiledere siden årtusindskiftet, mens CDU siden år 2000 kun har haft Merkel som forkvinde fra 2000 til 2018 og Annegret Kramp-Karrenbauer siden da.

»I dette uhyre giftige ægteskab ændrer den evige udskiftning af SPD-formænd ikke noget. Partikrisen går langt ud over lederspørgsmålet og magtkampene, der ikke afspejler politiske positioner i partiet. De slider bare partiet i stykker og står i vejen for egentlige reformer. SPD har jo helt tabt sig selv indholdsmæssigt,« siger Albrecht von Lucke, der også er forfatter til bogen Den sorte republik om den tyske venstrefløjs elendighed.

Én Merkel og 11 SPD-formænd og -kvinder

  • Mens CDU siden år 2000 har haft Merkel (2000 til 2018) og Annegret Kramp-Karrenbauer (siden 2018) som partileder, er SPD nu oppe på 11 partiledere siden årtusindskiftet, hvis man tæller de aktuelle tre overgangsfigurer med: Gerhard Schröder, Franz Müntefering, Matthias Platzeck, Kurt Beck, Frank-Walter Steinmeier, Sigmar Gabriel (syv år!), Martin Schulz, Andrea Nahles. Dertil Malu Dreyer, Manuela Schwesig og Thorsten Schäfer-Gümbel som midlertidig overgangsløsning netop nu.
  • SPD-generalsekretær Lars Klingbeil kræver, at der foretages urafstemning om den ny formand blandt SPD’s godt 400.000 medlemmer. Processen er endnu uafklaret, men det kan vare flere måneder, før partiet finder en ny leder.

Han mener, at SPD’s status som folkeparti er fortid. SPD er ikke i stand til at opstille en realistisk kanslerkandidat, og socialdemokraterne kan ikke længere forene arbejderklasser og borgerlige lag, lyder det.

»Det store arbejde ligger i atter at blive et parti med fokus på arbejde og retfærdighed i det 21. århundredes digitaliserede virkelighed, hvor klima og miljø spiller en stadig stigende rolle,« siger han.

Det sidste slag

At SPD efter 150 år som en bærende søjle i tysk politik og socialpolitik nu gennemlever en eksistentiel krise, er i von Luckes øjne langt hen ad vejen selvforskyldt.

Han peger på, hvordan tidligere SPD-kansler Gerhard Schröders socialreformer, Agenda 2010, i sin tid splittede SPD internt og skabte Die Linke som konkurrent. Og han minder om, at de nederste ti procent af det tyske samfund trods SPD’s indførelse af en lovpligtig mindsteløn i dag har en lavere nettoindkomst end for 20 år siden.

Desuden lykkes det ikke SPD at formidle de succeser, som de faktisk har opnået, siger Albrecht von Lucke – ikke mindst siden 2013, hvor de har arbejdet på at lappe på det slidte forhold til fagforeningerne og arbejderklassen med omfattende socialreformer. Ved siden af den lovpligtige mindsteløn gælder det blandt andet en bremse for huslejestigninger, regler for mere lige løn mellem mænd og kvinder og netop nu kampen om en ’grundpension’, der minder om den danske folkepension som alternativ til den rent forsikringsbaserede pension.

På spørgsmålet om, hvorvidt SPD ville stå bedre med en hårdere asylpolitik ligesom de danske socialdemokrater, minder Lucke om, at SPD og CDU/CSU netop har gennemført en migrationspakke, der faktisk strammer kravene til asyl og gør tilbageholdelse og udvisning af afviste asylansøgere markant lettere.

»Det handler mere om at vise politisk handlekraft end om at vise sig på asylområdet. Men set fra regeringens side kan migrationspakken meget vel blive det sidste store slag, som SPD og CDU/CSU kan slå sammen,« siger Albrecht von Lucke.

»I forhold til andre emner som ’grundpension’ har begge regeringspartier det problem, at de ikke længere er stærke nok til at indgå kompromiser. Det kan lamme samarbejdet helt.«

Halve folkepartier

Et af stridspunkterne tegner allerede nu til at blive en lov om klimabeskyttelse og en CO2-skat, som SPD insisterer på – og som socialdemokraterne måske vil bruge som nødbremsen til at droppe ud af regeringen.

»Det er meget muligt,« mener Albrecht von Lucke.

»Men det kan også meget vel være, at CDU/CSU skifter kurs og bliver mere grønne for at trække nogle procenter tilbage fra De Grønne. Her ligger hele CDU’s krise jo: De står i en svær spagat mellem de reaktionære, der hælder mod AfD, og de midtsøgende, progressive og klimabevidste, der hælder mod De Grønne,« siger han.

»Netop nu rider De Grønne på en grøn bølge, men den vil ebbe ud i det sekund, hvor de sidder med regeringsmagten og skal til at smede kompromiser med de økonomiske realiteter i en industrination. Ikke mindst hvis det efter næste valg ikke rækker til en sort-grøn regering (CDU/CSU og De Grønne, red.) frem for en Jamaica-regering (CDU/CSU, FDP og De Grønne, red.), hvor FDP også vil slide på De Grønnes løfter.«

SPD’s lange nedtur

  • I 1998 opnåede SPD 41 procent under Gerhard Schröder. I 2013 blev det til 25,7 procent ved valget til Forbundsdagen. Ved europavalget i maj 2019 fik SPD 15,8 procent, og i aktuelle meningsmålinger ligger partiet mellem 14 og 17 procent. Dermed kan GroKo-partierne (SPD og CDU/CSU) tilsammen lige knibe sig over 40 procents opbakning.

I dette puslespil bliver det afgørende, at der i fremtidens tyske politik kun vil være halve folkepartier tilbage, hvis CDU’s nedtur fortsætter.

»Samtidig har vi to halve folkepartier i AfD i det tidligere Østtyskland og De Grønne i det tidligere Vesttyskland. Det er et dramatisk clash mellem materialisme, væksthåb og konservatisme i øst og immaterialisme, vækstkritik og bæredygtige visioner i vest,« siger Albrecht von Lucke.

»På forbundstysk plan bliver det altså sværere at danne stabile regeringer, og det vil kræve flere hårde kompromiser, både i klimapolitik og i integrationsspørgsmålet, hvor mange på den grønne venstrefløj vil opleve store skuffelser. Mit gæt er, at det atter vil reducere De Grønne fra de nuværende 25 procent i meningsmålingerne til måske 15 procent.«

Franske tilstande

At klimadiskursen er ved at blive dominerende, annullerer ifølge Lucke ikke det sociale spørgsmål – tværtimod. SPD skal derfor blive ved med at tage udgangspunkt i spørgsmålene om fordeling og solidaritet, selv når det handler om klima og miljø. Hvis den udfordring ikke lykkes, kan SPD kan meget vel få en skæbne som de franske socialister.

»Sorry. Men den tyske venstrefløj virker færdig – for nu i hvert fald. SPD må indstille sig på en lang fase, hvor de skal prøve at komme til kræfter i oppositionen. Som i Frankrig kan partiet meget vel blive splittet i endnu mindre nichepartier og ligge langt fra indflydelse med encifrede valgresultater.«

Der bliver altså nok at se til for den kommende SPD-leder, der inden for de kommende måneder enten skal vælges af partiets delegerede eller i en urafstemning blandt SPD’s godt 400.000 medlemmer.

Men lige nu skal SPD tænke på sig selv snarere end på regeringsmagten, mener von Lucke – om end de to spørgsmål dårligt kan skilles ad.

»Det ville være underligt, hvis regeringen overlever 2019, men det er også muligt, at bruddet først kommer i 2020. Den egentlige katastrofe ville være, hvis den holder frem til det regulære valg i 2021, for SPD står jo i vejen for sig selv og kan slet ikke profilere sig. Mit bedste gæt er derfor, at regeringens veje vil skilles i december efter SPD’s midtvejsevaluering.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu