Uligheden i Rusland er en gammel nyhed. Det nye er, at russerne taler om den

Det er nemt at se – og høre – de rige russere.

De fylder meget, når de afgiver bestilling på en restaurant, kommer anstigende til et stormagasin i bil med chauffør eller lægger til kajs i en havn ved den franske riviera. Men de tæller kun nogle få hundrede tusinder ud af en befolkning på 146,5 mio.

Anderledes med de fattige russere.

I Vesten ser man dem slet ikke, kun i Rusland, hvor de sidder på gaden uden for centrum i de store byer og falbyder alskens varer, mestendels frugt og grønt og hæklede stykker tøj. Deres antal skal tælles i millioner.

I 2018 havde 18,9 mio. russere, børn som gamle, mindre end 35 kr. til rådighed om dagen, det officielt fastsatte eksistensminimum, fremgår det af tal fra Rosstat, den russiske statistikmyndighed.

Uligheden er enorm i Rusland, både hvad angår indkomst, formue, bolig, sundhed, levetid, uddannelse og mobilitet.

Én konsekvens er, at russerne i vid udstrækning lever i vidt forskellige verdener. Er man ikke selv rig, kender man ikke en rig. Er man ikke selv fattig, kender man ikke en fattig.

Sådan har det vel at mærke været i mange år. Også før Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

På niveau med USA

Den økonomiske ulighed i et samfund kan opgøres på flere måder. To af de mest brugte er Gini-koefficienten, og hvor meget de ti pct. rigeste tjener i forhold til de ti pct. fattigste.

Den russiske Gini-koefficient lå i 2018 på 0,410, nogenlunde på niveau med USA’s på 0,415. I Danmark ligger den på 0,282.

Gini-koefficienten har ligget på stort set samme niveau i Rusland i alle de år, den er blevet beregnet (og offentliggjort) af Rosstat. Første gang var i 1995, hvor den lå på 0,387. Herefter steg den svagt indtil 2007, hvor den nåede sit hidtil højeste niveau på 0,422.

Ser man på indkomsten for de rigeste ti pct. i forhold til indkomsten for de fattigste ti pct., tegner sig et helt tilsvarende billede.

I 2018 tjente de rigeste ti pct. af russerne samlet set 15,3 gange mere end de fattigste ti pct., viser tal fra Rosstat.

Igen har niveauet været stort set uændret, siden Rosstat begyndte at beregne dette forhold. Og igen er det på niveau med USA (15,9) og langt højere end i Danmark (8,1), fremgår det af tal på hjemmesiden nationmaster.com.

Store regionale forskelle

Dertil skal man lægge de store regionale forskelle i Rusland, hvad angår økonomisk ulighed og fattigdom.

Sidste år udkom Verdensbanken med en rapport, der satte fokus på problemet, og kom med mindst tre interessante konklusioner:

For det første hvad angår levestandarden opgjort som købekraftjusteret BNP per capita. I Sakhalin-regionen i det nordlige Stillehav er den på niveau med Singapore, og i Moskva er den på niveau med Holland, og så er den i Ingusjetien i det nordlige Kaukasus på niveau med Honduras.

Sakhalin er på grund af en stor olieeksport langt den rigeste region i Rusland og har 17 gange højere levestandard i end Ingusjetien, den fattigste region.

For det andet, hvad angår andelen af fattige, opgjort som andel indbyggere, der har mindre end det officielt fastsatte eksistensminimum til rådighed. I det råstofrige Tatarstan og de to største byer, Moskva og Skt. Petersborg, er den under ti pct., mens der næsten er 40 pct. fattige i det nordlige Kaukasus, Sibirien og Fjernøsten.

Det ændrer dog ikke ved, at langt de fleste fattige bor i regioner med en forholdsvis lav andel af fattige. Der bor ikke mange i Republikken Tuva i det sydlige Sibirien. Selv om hele 34,7 pct. af indbyggerne dér er fattige, så udgør de ikke mere 0,6 pct. af det samlede antal fattige i Rusland.

For det tredje hvad angår forskellen mellem regionerne. Den blev mærkbart mindre i perioden 2005-2015 – både målt på levestandard og andel af fattige.

En vigtig årsag var en stigning i overførslerne fra det føderale budget til de regionale budgetter. De er imidlertid faldet drastisk i de senere år, hvilket risikerer at øge forskellen mellem regionerne igen.

Fokus på økonomisk ulighed

I modsætning til for bare fem år siden, er der i dag stor fokus på den økonomiske ulighed i Rusland. På konferencer, i aviser og på internettet gransker russerne data og forslag til, hvordan uligheden kan bekæmpes eller begrænses.

På det årlige Gajdar-forum – der i januar samlede flere tusinde beslutningstagere, erhvervsledere og forskere i Moskva til at diskutere Ruslands økonomiske, sociale og politiske udvikling – handlede flere af de mere end 100 sessioner om økonomisk ulighed.

En af de første sessioner bar titlen ’Indkomstulighed i et historisk perspektiv’.

Oplæggene og diskussionen handlede meget om forskelle og ligheder mellem udviklingen i Rusland og i andre lande, heriblandt USA, kvaliteten af de tilgængelige data og muligheden for at bryde den hidtidige sammenhæng mellem høj økonomisk vækst og stigning i den økonomiske ulighed.

Ruben Enikolopov, rektor for Den Russiske Økonomiske Skole, opsamlede diskussionen ved at understrege, at der er mange lighedspunkter mellem Rusland og USA, hvad økonomisk ulighed angår. Hvorpå han efterlyste flere og bedre data, slog til lyd for en reform af overførslerne fra det føderale budget til de regionale budgetter og gjorde sig til fortaler for en »socialt orienteret skattepolitik«.

Mange er på linje med Enikolopov, ikke mindst hvad det sidste angår.

En af dem er Valerij Fadejev, chefredaktør for ugeavisen Ekspert. Han skrev tidligere i år:

»For at overvinde den overdrevne ulighed og dermed til en vis grad også fattigdommen har vi brug for en bred vifte af politiske tiltag.«

Han fremhæver forskellige områder, hvor der skal sættes ind, ikke mindst på føderalt niveau. Heriblandt pensionens størrelse, vilkårene for små og mellemstore virksomheder og udviklingen af landbrugssektoren.

Øverst på listen står for ham en skattereform, så de rige kommer til at betale den skat, de skal:

»Skattepolitiske tiltag for at sikre, at velhavende borgere fuldt ud betaler indkomstskat. Senere bør der indføres en progressiv beskatning.«