Læsetid: 4 min.

20 år efter krigen forsøger Kosovos enker stadig at vende den til en ny begyndelse

Over tre dage i 1999 indtog den jugoslaviske hær byen Krusha e Madhe i Kosovo og dræbte store dele af den mandlige befolkning. Da de flygtede børn og kvinder vendte tilbage, stod mange uden hjem og forsørgelsesgrundlag
En mand passerer gravene i Krusha e Madhe på 20-årsdagen for massakren i byen.

En mand passerer gravene i Krusha e Madhe på 20-årsdagen for massakren i byen.

Armend Nimani

10. juli 2019

KRUSHA E MADHE – Det var en af Kosovo-krigens største massakrer. Den strakte sig over tre dage fra den 25. til den 27. marts 1999, mens NATO netop havde indledt sit bombardement af Serbien. Men i landsbyen Krusha e Madhe i det sydlige Kosovo fortsatte den jugoslaviske hær sit indtog.

Mange kvinder og børn nåede at flygte til den nærliggende albanske grænse, mens mændene blev tilbage. Ud af de dengang 2.000 indbyggere blev 241 dræbt, fortæller Fahrije Hoti, som selv mistede sin mand i de dage.

»Da vi kom tilbage fra Albanien, fandt vi alt i ruiner. Men det værste var, at vi ikke så vores familiemedlemmer igen. Mange lig er aldrig blevet fundet, og vi leder stadig den dag i dag,« fortæller Fahrije Hoti til Information.

Efter den traumatiske oplevelse i 1999 stod hun og mange af byens øvrige kvinder uden deres mænd – og dermed uden et forsørgelsesgrundlag.

Derfor besluttede Fahrije Hoti sig i 2005 for at etablere Kooperativa Bujqësore Krusha, der er et landbrugskooperativ i Krusha, hvor primært kvinder, der havde mistet deres mænd i de blodige martsdage, kunne få en mulighed for en ny begyndelse og et forsørgelsesgrundlag.

Med fortiden ind i fremtiden 

I de første år efter krigen investerede EU massivt i genopbygningen af infrastruktur og huse, og ifølge Gazmend Selimi, der er programleder for EU-delegationen i Kosovo, byggede man mere end 12.000 huse.

»Vi har siden investeret massivt på en række områder med henblik på at opnå EU-standarder i Kosovo,« fortæller Gazmend Selimi.

Foruden krigstraumerne har Kosovos borgere de sidste 20 år skullet overkomme, at de historisk set »længe har været et undertrykt folkefærd – først af det kommunistiske Jugoslavien og siden hen af Serbien«, siger Tea Sindbæk Andersen, der er lektor i balkanstudier ved Københavns Universitet.

Efter krigen i 1999 blev Kosovo et internationalt protektorat, hvor først NATO og derefter EU forsøgte at sikre ro i regionen.

I 2008 erklærede Kosovo sig for selvstændigt, og blev anerkendt som stat af Danmark og mange andre lande. Men der er fortsat mange lande, som ikke anerkender Kosovo som en selvstændig stat – herunder Serbien, Rusland og Spanien. 

I Kosovo ser man selv landet som »nyfødt«, som der står på et monument i hovedstaden, Pristina. Men de kommer ikke uden om, at de også har en tung arv, siger Tea Sindbæk Andersen.

»Som i Krusha e Madhe er der byer, der ikke har ret mange mænd. Mange blev dræbt i krigen, og efterfølgende har især UÇK (Kosovos Befrielseshær, red.) fået lov til at forme Kosovo som stat – på godt og ondt, men nok mest ondt. Mange af dem, der sidder på magten i Kosovo, er tidligere krigsherrer, der har en problematisk fortid,« siger Tea Sindbæk Andersen.

Blandt andet har Kosovo stadig store problemer med korruption, ligesom mange andre af de tidligere jugoslaviske stater.

Problemet har sine rødder i 90’ernes Balkan, hvor det eneste man kunne gøre for at overleve, var at bruge det sorte marked, og det har ifølge lektoren sat sine spor helt frem til i dag.

Det er en glædens dag, da vores lille bus med et hold europæiske journalister ruller ind i gården hos fødevarekooperativet ved navn Kooperativa Bujqësore Krusha i byen Krusha e Madhe. Men både byen og virksomheden bevidner også om en dyster fortid: En af Kosovo-krigens største massakrer

Morten Madsen

Ustabil region

EU er med afstand Kosovos største bidragyder med mere end 2,3 milliarder euro i EU-bistand til landet siden 1999.

For kooperativets vedkommende fik de sammen med godt 70 andre gårde i området omkring Rahovec og Krusha e Madhe glæde af støttekroner fra EU.

I kooperativet har de specialiseret sig i at sylte grøntsager og andre lokale, vegetabilske produkter, hvoraf de mest populære er ajvar, peberfrugter fyldt med kål, og peberfrugter i creme. De produkter er de også begyndt at eksportere til flere EU-lande.

Det er dog først for nylig, at det er blevet muligt for kooperativet at komme ud over landets grænser. Indtil 2013 arbejdede kvinderne i kooperativet i deres egne, private huse uden ordentlige forhold, men takket være EU-midler har de nu fået etableret produktionslokaler på 200 kvadratmeter i byen, »hvilket har forbedret deres arbejdsmiljø betydeligt«, forklarer Fahrije Hoti.

»De nye facilitet har sikret vores marked. I dag sælger vi vores produkter i mere end 200 butikker i Kosovo. Vi har også formået at få kontrakter med butikker i Schweiz, Sverige og Tyskland. Og vi vokser stadig.«

For at Kosovo som land kan komme videre, er det vigtigste, EU kan gøre, fortsat at være tilstede i landet, mener Tea Sindbæk Andersen.

»Der hersker i øjeblikket en umådelig passivitet fra EU’s side, hvor jeg fornemmer en politisk accept af de meget problematiske lederskaber hos både Serbiens og Kosovos magthavere. EU skal sætte klarere krav til gennemsigtighed, presse- og ytringsfrihed og uafhængige domstole,« siger Tea Sindbæk Andersen.

Derudover har lektoren »svært ved at se, hvordan landet skal hænge sammen rent økonomisk« uden støtten fra EU. 

»Det er et land med relativt mange mennesker, men med få job. Kosvovo har selvfølgelig landbruget, men der er også mange bjerge, hvor man primært kan producere ost. I det hele taget er der ikke særlig meget velfungerende industri,« siger hun.

Konkret har EU-støtten gjort kooperativets produktion nemmere og skabt flere job, siger Fahrije Hoti.

I øjeblikket arbejder der 70 i produktionsafdelingen. Dertil kommer seks grupper, der arbejder hjemmefra, hvor de leverer varer til kooperativet.

Kvinderne i kooperativet er glade for, at de nu har et arbejde, så de kan forsørge deres familier. Men det er samtidig også et sted, hvor de lindrer smerten fra fortiden gennem arbejde og samvær.

I Kosovos hovedstad og omegn er der et kæmpe problem med luftforurening fra kulkraftværker, særligt om vinteren, når kraftværkerne (Kosovo A og Kosovo B, red.) kører for fulde drøn og vinden blæser røgen ind over byen. Billedet er fra januar 2018 i udkanten af hovedstaden Pristina.
Læs også
Altin Prenga samarbejder med 400 lokale producenter i området omkring restaurant Mrizi i zanave, der serverer lokaldyrket gourmetmad med respekt for det traditionelle albanske køkken.
Læs også
Protesterne i Montenegro begyndte i febuar og voksede sig store, som her i april i Podgorica, indtil nu hvor de nærmest er gået i sig selv igen.
Læs også

Information var inviteret til Kosovo af EU-Kommissionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Morten Madsen

Kosovo's fremtid tegner dyster -
5 EU-lande, Spanien, Cypern, Grækenland, Slovakiet og Rumænien, har ikke anerkendt landet som en selvstændig nation.
Kosovo er ikke ansøgerland til EU medlemsskab - for slet ikke at tale om kandidatland.

Det nytter selvfølgelig heller ikke noget at indsende en ansøgning om EU medlemsskab, hvis landet ikke engang er anerkendt som selvstændig nation af alle de nuværende medlemslande.

Det værd at bemærke, ulykkerne for alvor begyndte med NATO's angreb og samarbejdet med det der i artiklen kaldes problematiske krigsherrer.

@ Torben Lindegaard,

Du har ret i, at fremtiden ikke er meget lys for Kosowa lige nu. Men faktisk er Kosowas optagelse i unionen afhængi af landet relationer til Serbien. Og Serbiens forsøg på EU-medlemskab sejler lidt frem og tilbage, da nogle forstolkede politikere, også ønsker relation til Putins forjettede Rusland.

Men faktisk har EU ret tætte relationer til Kosowa, og har løbende hjulpet landet på vej. Således:.

01-07-2018: Kommissionen bekræfter, at Kosovo har opfyldt alle udestående benchmarks for visumliberalisering. Beslutning om Kommissionens forslag afventer i EP og Rådet.

01-04-2016: Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Kosovo træder i kraft.

25-07-2014: Hovedforhandlerne i EU og Kosovo om stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Kosovo i Bruxelles.

19-10-2012: Dialog mellem højtstående niveauer mellem Kosovo og Serbien som ledsaget af HRVP Ashton påbegyndes.

10-10-2012: Kommissionen udsteder sin gennemførlighedsundersøgelse for en stabiliserings- og associeringsaftale mellem EU og Kosovo.

10-09-2012: Kosovo erklærer slutningen af ​​kontrolleret uafhængighed for EU.

14-06-2012: Kommissionen godkender og udsteder Kosovos visumliberaliseringsplan.

30-05-2012: Kommissionen lancerer den strukturerede dialog om retsstatsprincippet.

19-01-2012: Kommissionen lancerer dialogen om visumliberalisering med Kosovo.

08-03-2011: Efter en resolution fra FN's generalforsamling begynder den tekniske dialog mellem Kosovo og Serbien.

22-07-2010: Den Internationale Domstol udsteder en rådgivende udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

14-10-2009: Kommissionen udsætter meddelelsen "Kosovo - Opfyldelse af sit europæiske perspektiv".

09-12-2008: EULEX bliver operationelt.

Og der er meget mere, hvor det kommer fra.

Torben Lindegaard

@Steen Sohn

"Det værd at bemærke, ulykkerne for alvor begyndte med NATO’s angreb ...."

Sikke dog noget vrøvl - hvis ikke Nato havde grebet ind i Jugoslavienskonflikten, havde der ikke været 1 albaner eller albansk talende tilbage i Kosovo.

Torben Lindegaard

@Gert Romme 10. juli, 2019 - 11:51

Håbet er lysegrønt -
Kosovo beskrives ofte som et EU protektorat; men kosovarerne vil sikkert gerne være fuldgyldige medlemmer af EU.

Kosovo skal selvfølgelig være hjerteligt velkomne, når Københavner-kriterierne er opfyldt.

@Torben Lindegaard.
Du aner tilsyneladende ikke meget om konflikten.
På dette sene tidspunkt vil jeg nøjes med at henvise til min kronik i Kristeligt Dagblad 19/4 2002 - "Begyndte Kosovo-krigen med en løgn?"
Den kan stadig læses på nettet.