Læsetid: 9 min.

30 år og 15.000 mia. kroner har ikke været nok til at rette op på 40 års planøkonomi i DDR

Som et symbol på den lange afsked med det 20. århundrede og DDR er brunkul stadig det, der leverer nogle af de bedst betalte arbejdspladser i Østtyskland. Imens fortsætter afvandringen til Vesttyskland og debatten om omstillingstabere. Vi savner ikke DDR, men vi savner sammenholdet, lyder det 30 år efter genforeningen
»Al handel er væk. Frisøren, bageren, købmanden, kroen, alle. Også de unge,« siger Erhard Lehmann. Han og Hannelore Wodtke efterlyser større lokalt sammenhold.

»Al handel er væk. Frisøren, bageren, købmanden, kroen, alle. Også de unge,« siger Erhard Lehmann. Han og Hannelore Wodtke efterlyser større lokalt sammenhold.

Peter Nygaard

2. august 2019

BRANDENBURG – I sommervarmen virker de forladte ruiner i landsbyen Haidemühl knugende. Der vokser træer i husene, og man kan kun ane den forgangne skønhed i glasfabrikkens murstensbygninger, der langsomt synker i sig selv.

Om få år vil Haidemühl være væk, for gigantiske gravemaskiner skal i gang i undergrunden med at udvinde mange millioner ton brunkul, der hviler som en velsignelse og forbandelse over hele Lausitz-regionen i den østtyske delstat Brandenburg.

De fleste af Haidemühls indbyggere bor i dag et kvarter væk i bil i Neu-Haidemühl, hvor snorlige gader og glinsende huse ser ud til at være copypastet ud af et typehuskatalog. Ved omflytningen i 2006 fik de ikke bare et nyt hus, men også en klækkelig sum penge for at flytte med.

Haidemühl er et ekstremt eksempel.

Men når man kører rundt på landet i det hedengangne DDR, hvor diktaturet og planøkonomien gik op i limningen i løbet af 1989, virker situationen i Lausitz som et billede på udviklingen i hele Østtyskland: Landskabet veksler mellem forfaldne landsbyer og nyrestaurerede landsbykerner og fine sportshaller, der er opført med støttemidler fra vest.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Michael Larsen
  • Ib Gram-Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Jørn Vilvig
  • Ruba Altawil
  • Christian Mondrup
  • Henrik Brøndum
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Erik Karlsen, Michael Larsen, Ib Gram-Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Jørn Vilvig, Ruba Altawil, Christian Mondrup, Henrik Brøndum og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

"Vi savner ikke DDR, men vi savner sammenholdet"

Det vest tyske kapitalistiske konkurancesamfund kom som et chok for mange øst tyskere efter genforeningen. Et polariseret samfund (vest Tyskland), hvor sammenhold ikke eksistere. Kun individuel konkurance tæller.

Jeppe Lindholm

I dag bruger mest mulig energi på at ødelægge kloden. Tænk hvis vi i stedet brugte energien på at nyde livet mest muligt? Vi kan starte med at indføre en 30 timers arbejdsuge og borgerløn, samt nedsætte pensionsalderen til 65 år igen.

Hele det borgerlige konkurance setup har kun til formål at skabe maks forbrug og lønmodtager slaveri.

Peter Andersen, Per Torbensen, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

Da DDR-soldaten Conrad Schumann hoppede over hegnet i Berlin 1961, og blev foreviget på et uforglemmeligt fotografi, blev han (en tid) en helt. Han troede vel, at han sprang ind i friheden. Men det ændrede sig, især efter Murens Fald. Nu synes intet alternativt muligt, og det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens (Jameson & Zizek) på trods af, at sidstnævnte "blot" handler om samfundsøkonomi. Hvilket hegn er der nu at springe over? Man skal først kunne se det.

https://da.wikipedia.org/wiki/Conrad_Schumann

Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Morten - Conrad Schumann endte med at begå selvmord...Bayern var vist alligevel ikke det forjættede land. (Hvis der ellers er nogen, der skulle have troet det).Han var ikke den første Ossi, som blev voldsomt skuffet over Vesten - og han var heller ikke den sidste.

jens peter hansen

Nok lykkedes det Conrad Schumann at flygte fra Østberlin, men han kunne ikke flygte fra sig selv. Den pludselige og uventede berømmelse betød, at den unge tysker var jaget vildt. Selvom han blev hyldet som et symbol på frihed i den vestlige verden, blev han samtidig udråbt som forræder og kujon i Østberlin.

Her arbejdede efterretningstjenesten Stasi på højtryk for at tvinge ikonet Schumann tilbage bag jerntæppet. De breve, som familien i Østberlin sendte til Schumann med opfordringer til at vende hjem, var alle dikteret af Stasi.

Han levede i årevis ensom og på flugt i Vestberlin, hvor han ernærede sig ved forskellige småjobs. Han slog sig på flasken og fortalte i senere interviews, at han levede et kummerligt liv som alkoholiker.

Tog sit eget liv efter skænderi
Efter flere årtier slog Schumann sig ned i den lille tyske by Kipfenberg, hvor han stiftede familie og fik en søn. Han arbejdede i 27 år som fabriksarbejder hos Audi. Indtil en dag i juni 1998.

Efter et familieskænderi gik Conrad Schumann alene ud i skoven, hvor han få timer efter blev fundet hængende i et træ. Han efterlod sig ikke noget afskedsbrev til familien.

Her præcis 55 år efter er billedet af Schumanns spring stadig lige ikonisk, så i den henseende er Conrad Schumann aldrig blevet glemt.

morten bech kristensen

I midten af 80'erne, da jeg kom i kontakt med en ultravenstreorienteret fagbevægelse i KBH, var det tillidsrepræsentantens overbevisning, at i DDR og Albanien var den sande socialisme realiseret. Her fandtes Utopia. Lyt engang til DDRs nationalsang: "Auferstanden aus Ruinen DDR Hymne". Sjældent har en så *smuk* sang (og ord) dækket over et så perverst totalitært system. Men det er jo historie eller er det? For hvad er sat i stedet nu? Se efter det, der fremstilles smukt, sandt, endeligt og *nødvendigt* nu: "Neoliberals, the capital realists par excellence have celebrated the destruction of public space,..." (Fisher, M. 2009, Capitalist Realism).