Nyhed
Læsetid: 4 min.

Al magt til præsidentens parti i Ukraine

Partiet Folkets Tjener, der blev stiftet for bare et par måneder siden, og som har en tv-komiker som nyvalgt præsident, står til at få absolut flertal i det ukrainske parlament. Det giver håb om forandring, men nervøsitet for magtmisbrug
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, fejrede valgsejren med sine partifæller.

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, fejrede valgsejren med sine partifæller.

Valentyn Ogirenko

Udland
23. juli 2019

KIJEV – I en regn af konfetti og omgivet af journalister fejrede præsident Volodimir Zelenskijs nye parti med navnet Folkets Tjener natten til mandag et kanonvalg til Ukraines parlament. Man har slået de etablerede partier og sikret sig et absolut flertal.

Medlemmer og kandidater for partiet, der har lovet at slå ned på korruption og standse krigen i den østlige del af landet, kunne næsten ikke få armene ned. Det var der heller ikke grund til. Som nat blev til dag stod det klart, at partiet havde vundet valget overbevisende.

»Det her er stemmer nok til, at vi kan gennemføre vores politik. Det er et stærkt signal fra vælgerne,« siger Oleksandr Daniljuk, der er præsidentens rådgiver, til Information.

Oleksandr Daniljuk er en kontroversiel mand. Han er tidligere rådgiver for præsident Viktor Janukovich, der blev fjernet som præsident under Maidan-revolutionen i 2014. Nu er han en af spidserne i Volodimir Zelenskijs parti.

Det er tilstedeværelsen af personer som ham, der har fået kritikere til at påpege, at partiet Folkets Tjener måske slet ikke er så anderledes, som det selv foregiver at være.

Det vækker også bekymring blandt iagttagere, at Folkets Tjener får så megen magt, at det får mulighed for at føre magt fra parlamentet tilbage til præsidentembedet. Efter at Viktor Janukovich blev fjernet som præsident i 2014, blev præsidentembedet svækket til fordel for parlamentet for at undgå angreb på demokratiet.

En af de eksperter, der ser på valgresultatet med bekymring, er Pavlo Kutuev, der er centerleder for det Polytekniske Instituts fakultet for Sociologi og Jura.

»Lad os sige det sådan her: Vi har ikke lange traditioner for konsolideret demokrati, så selvfølgelig kan det være fristende at misbruge magten,« siger Pavlo Kutuev.

Et valg – to stemmer

Man skal holde tungen lige i munden, når man skal vurdere søndagens valgresultat under Ukraines specielle valgsystem. I alt skal der vælges 424 medlemmer til landets parlament. 225 bliver valgt på partilister, de resterende 199 via personlige valg i enkeltmandskredse.

Samtlige stemmer var endnu ikke talt op mandag ved avisens deadline, men intet kan rokke ved det præsidentielle partis flertal. Mediet Pravda.com meldte mandag, at Folkets Tjener står til omkring 249 af pladserne i parlamentet.

Folkets Tjener ser ud til at få 42 pct. af stemmerne på partilisten, og den forventede store opbakning blandt de valgte kandidater i enkeltmandskredsene sikrer det absolutte flertal.

Med så stor en andel af stemmerne er Folkets Tjener nu langt det største parti i Ukraines parlament.

Det næststørste parti bliver det pro-russiske parti Opposition Platform – For Life, der fik 12 procent af stemmerne og også går ind for at forhandle med Rusland om fred i den østlige Donbass-region. Her har der været væbnet konflikt siden 2014, da det lykkedes separatister at løsrive dele af regionen fra Ukraine.

Med det stærke mandat er der ikke længere plads til undskyldninger for ikke at løse problemerne med krigen i Østukraine, korruptionen og landets økonomiske udfordringer, mener Pavlo Kutuev.

»Nu er deres beføjelser komplette, men spørgsmålet er, om de er dygtige nok, og om de er fast besluttede på at gøre det, de har sagt, de vil,« siger Pavlo Kutuev.

Laveste tilslutning i landets historie

De seneste måneder har været en lang rejse for det nye parti, der har redet på en bølge af opbakning siden marts. Volodimir Zelenskij var førhen mest kendt for sit tv-show med titlen Folkets Tjener, hvor han spiller en skolelærer, der bliver præsident på et løfte om at ændre det korrupte politiske system.

Valgkampen til præsident- og parlamentsvalget har været ført med de samme mærkesager som i tv-serien. Men mens det i tv-showet blev fremstillet som en folkelig sejr, er folket i virkeligheden ikke strømmet til valgstederne for at stemme.

Siden Sovjetunionen brød sammen, og Ukraine fik selvstændighed, har der ikke været så lav en deltagelse til et parlamentsvalg i Ukraine som ved søndagens valg, hvor kun 49,9 procent af de stemmeberettigede afgav deres stemme.

Befolkningen i de besatte områder i Østukraine og på Krim-halvøen tæller ikke med som vælgere i opgørelsen.

»Folket har ikke nogen respekt for parlamentet. De ser det ikke som et seriøst organ,« siger Pavlo Kutuev og påpeger, at stemmeprocenten har været faldende i en årrække.

Viser en ny retning

Det lægger dog ikke en dæmper på tilfredsheden med valgresultatet hos Folkets Tjener.

Til valgfesten talte Information bl.a. med et af partiets yngre medlemmer, Galina Janchenko. Hun har været en af partiets spidskandidater og var begejstret for valgresultatet, som hun ser som et skridt på vejen mod et mindre korrupt, mere fredeligt Ukraine.

»Før manglede der politisk vilje. Med Zelenskij har vi fået viljen til at komme af med korruptionen i parlamentet. Det er ikke som med andre politikere, der nok har talt om at komme af med korruption, men ikke har levet op til det, efter de er valgt,« siger Galina Janchenko, der har været med til at udarbejde partiets antikorruptionspolitik.

Pavlo Kutuev hæfter sig ved, at der ikke synes at have været problemer med valgsvindel.

»Det ser indtil videre ud til, at valget er foregået fair og retfærdigt uden utidig indblanding,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her