Baggrund
Læsetid: 6 min.

Amerikanske eksperter og forskere strides: Er Kina en trussel?

I et åbent brev kritiserer flere anerkendte amerikanske kinakendere USA’s regering for at føre en alt for hård kinapolitik. Det har fået debatten til at rase mellem akademikere, eksdiplomater og meningsdannere – mange mener, at årtiers samarbejdspolitik har fejlet
Med Donald Trump i spidsen har USA kørt ind hård linje over for Kina, blandt andet ved at indføre told på kinesiske varer for milliarder. Det har fået en række af USA’s mest erfarne akademikere og diplomater til at skrive et kritisk brev til præsidenten og Kongressen med titlen ’Kina er ikke en fjende’.

Med Donald Trump i spidsen har USA kørt ind hård linje over for Kina, blandt andet ved at indføre told på kinesiske varer for milliarder. Det har fået en række af USA’s mest erfarne akademikere og diplomater til at skrive et kritisk brev til præsidenten og Kongressen med titlen ’Kina er ikke en fjende’.

NICOLAS ASFOURI

Udland
16. juli 2019

Med Donald Trump i Det Hvide Hus fører USA en markant hårdere kinapolitik end tidligere. Skiftet kommer tydeligst til udtryk i den mere end et år lange handelskrig, der stadig ikke ser ud til at nærme sig en afslutning.

Trumps rådgivere tøver ikke med at kalde Kina for en trussel, mens hans vicepræsident har beskyldt Beijing for at forsøge at underminere det amerikanske demokrati og påvirke den offentlige mening.

Internationalt presser USA sine allierede til at slå hårdere ned på unfair kinesisk handelspraksis og til at undgå at blive afhængig af kinesisk teknologi. I Kina bliver det set som en bevidst strategi, der skal sikre fortsat amerikansk dominans på verdensplan.

Men er Kina en økonomisk fjende og sikkerhedstrussel for USA? Nej, lyder det fra nogle af USA’s mest erfarne akademikere og diplomater med Kina som fagområde. I et åbent brev henvendt til præsident Donald Trump og den amerikanske Kongres går de i rette med USA’s politik over for Kina.

De kritiserer den førte politik for at gå imod amerikanske interesser og sende relationerne mellem klodens to største økonomier på kollisionskurs. Brevskriverne mener, at frygten for, at Kina overtager USA’s globale position, er overdreven.

Brevet er forfattet af fem personer, heriblandt to tidligere topdiplomater og en af USA’s mest respekterede kendere af Østasien, den 89-årige professor emeritus ved Harvard Universitet, Ezra Vogel.

En bredere kreds på omkring 90 forskere, udenrigspolitiske analytikere og erhvervsfolk står som medunderskrivere – blandt dem er også mange prominente navne.

Brevet er en kritik af Donald Trumps kinapolitik, men også en reaktion mod det mere overordnede skifte i store dele af den akademiske og udenrigspolitiske meningsdannerelite på universiteter og i tænketanke, hvor de sidste mange årtiers samarbejdspolitik over for Kina nu bliver kaldt naiv og fejlslagen. Som det hedder i brevets afsluttende bemærkning:

»Vi mener, at det store antal underskrivere af dette åbne brev tydeligt viser, at der ikke findes nogen enkelt Washington-konsensus, der tilslutter sig en overordnet konfrontatorisk linje over for Kina, hvilket nogle tror eksisterer.«

Modsvarene

Brevet blev først bragt som kommentar i The Washington Post. Det har siden ført til adskillige modsvar og en heftig debat på sociale medier. Mange er lodret uenige med konklusionen og peger på et langt mere magtfuldkomment og diktatorisk Kina som bevis.

Centralt står begrebet engagement, der har været udgangspunktet for USA’s tilgang til Kina siden 1970’erne. Det bygger groft sagt på en tese om, at Kina over tid vil blive mere som os i Vesten – både økonomisk og politisk. Og at midlet er samarbejde. Ved at invitere Kina inden for i internationale sammenhænge og hjælpe det på vej med store investeringer og handel vil landet bevæge sig fra planøkonomi og isolation i retningen af markedsreformer og flere friheder for dets borgere. I mange år holdt den tese stik.

Forfatterne af det åbne brev til Donald Trump lægger ud med at beklage, at Kina over de seneste år har ført en mere aggressiv udenrigspolitik, undertrykt egne borgere og ikke levet op til internationale handelsforpligtelser, men i deres optik er konfrontation ikke løsningen. Det er derimod mere samarbejde.

»USA bør tilskynde kinesisk deltagelse i nye eller ændrede globale regimer, hvor nye og voksende magter har en større stemme. En nulsums-tilgang til Kinas rolle vil kun tilskynde Beijing til enten at koble sig af systemet eller at støtte en opdelt global orden, hvilket vil være skadeligt for vestlige interesser,« skriver de og udtrykker bekymring over konsekvensen af mange af Trump-regeringens handlinger.

Men det er en slidt og forfejlet antagelse, at Kina retter ind, hvis bare vi samarbejder nok, argumenterer John Pomfret, forfatter til bogen The Beautiful Country and the Middle Kingdom: America and China, 1776 to the Present.

»At bebrejde præsidenten den nuværende krise med Beijing er en forlængelse af det gamle syn på Kina, der har eksisteret siden de kristne missionærers dage. ’Behandl Kina som en fjende, og Kina bliver en fjende. Behandl Kina som en ven, og Kina bliver en ven’, lyder sangen. Det er, som om Kina ikke har nogen rolle at spille i dette drama overhovedet. Kan vi ikke begrave den forestilling én gang for alle,« spørger John Pomfret i The Washington Post.

Årsagen til rivaliseringen og krisen mellem de to lande skal i stedet findes i Kina, hos den kommunistiske ledelse og partichefen, Xi Jinping.

»Siden finanskrisen i 2008 og Xi Jinping tiltrådte som præsident, har Kina stoppet de markedsorienterede økonomiske reformer, foretaget massive overgreb, der har resulteret i indespærring af flere end en million uighurer i Xinjiang, øget indsatsen for at stjæle vestlig teknologi, brudt et løfte til en amerikansk præsident om ikke at militarisere Det Sydkinesiske Hav og forsøgt at eksportere sit politiske system til udlandet,« skriver John Pomfret.

Under Xi Jinpings ledelse er Kina blevet mindre lydhør over for ideer og værdier udefra. Han har svækket civilsamfundet og styrket partiet. Hans motto om den kinesiske drøm er blevet synonym med bestræbelsen på at indføre en ny kinesisk storhedsæra. Men Kina er et stort land, og den kinesiske ledelse er ikke en enmandshær – heller ikke selv om Xi Jinping er den stærkeste generalsekretær i årtier. Ifølge brevet til den amerikanske præsident udgør det en mulighed, som USA forspilder.

»Selv om den hurtige økonomiske og militære vækst har ført Beijing i retning af en mere selvsikker international rolle, så ved mange kinesiske embedsmænd og andre blandt eliten, at en moderat, pragmatisk og ægte kooperativ tilgang over for Vesten tjener Kinas interesser. Washingtons konfrontatoriske stil svækker disse stemmers indflydelse til fordel for de selvhævdende nationalister,« fremgår det af brevet til Donald Trump.

Det er et argument, der imidlertid også bliver mødt af kritik. For hvem er de pågældende stemmer, spørger Bill Bishop, udgiver af nyhedsbrevet Sinocism og en velanset analytiker af kinesisk politik og samfundsforhold. De findes ikke i toppen af den kinesiske magtpyramide, konkluderer han og peger på, at den ikke-konfrontatoriske tilgang nærmere har haft den modsatte effekt og gjort Kina overmodig.

»Under Xi ser den kinesiske side tilbageholdenhed som et tegn på amerikansk svaghed og svækkelse,« skriver han på Twitter.

Ældre forskere versus yngre

I Kina er debatten blevet fulgt nøje. Dele af argumentationen i det åbne brev minder om den officielle retorik, kinesiske medier gang på gang har fremført under den lange handelskonflikt. Ikke overraskende dukkede brevet hurtigt op i kinesiske overskrifter og på landsdækkende tv. Talspersonen for det kinesiske Udenrigsministerium, Geng Shuang, har beskrevet det som både objektivt og rationelt.

»Kina og USA er ikke fjender,« udtalte han på et pressemøde, der blev citeret bredt i kinesiske medier.

Ifølge Li Mingjian, ekspert i forholdet mellem Kina og USA og professor ved Nanyang Universitet i Singapore, har opfordringen i det åbne brev været længe undervejs.

»Der har været en længere og større debat internt mellem forfatterne. De ønsker at give udtryk for en anden holdning blandt kinaeksperter i den amerikanske debat og forsøger at gå imod høgene i debatten. De skriver det ikke direkte, men de er bekymrede for en koldkrigssituation mellem Kina og USA,« siger Li Mingjian.

Han fremhæver, at der især blandt den yngre generation af amerikanske forskere er sket et skifte i retning af en mere kinakritisk linje.

»Den ældre generation af amerikanske kinakendere har oplevet mange op- og nedture i forholdet mellem de to lande og forstår måske den historiske baggrund og de interne politiske komplikationer i Kina bedre. Hos den yngre generation er der en tendens til at se mere på fakta nu og her end på baggrund og kultur,« vurderer han, men understreger, at der bestemt også er undtagelser i begge lejre.

En af de forskere, der normalt ikke holder sig tilbage, når det kommer til kritik af Kina, men som har valgt at skrive under på brevet, er James Millward, professor ved Georgetown University i USA. Han er ekspert i kinesisk historie med fokus på Centralasien og blandt de mest udtalte kritikere af den kinesiske regerings behandling af landets muslimske mindretal. På Twitter forklarer han, hvorfor han alligevel satte sin underskrift.

»Det åbne brev af udenrigs- og kinaforskere er primært rettet mod USA og Trumps administration i særdeleshed. Der er en reel fare for en altomfattende dæmonisering af Kina og kinesere fra en racistisk, populistisk administration og dens tilhængere,« skriver han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kan være, at amerikanske akademikere kan komme afsted med at fortælle turisterne, at de inviterede Kina indenfor for at få landet til at bevæge sig fra planøkonomi og isolation i retning af markedsreformer og flere friheder for dets stakkels borgere.

Men ret beset var det vel den velkendte RV-arbejdsudbudspolitik bare på verdensplan: Det var netop i den amerikanske stats interesse (kapitalens) at åbne Kina op, for dermed at få øget (den kapitalistiske verdens) arbejdsudbud med 300+ mill. lavtlønsarbejdere.

I øvrigt er det i udenrigspolitiske spørgsmål tydeligt at der er en uoverensstemmelse mellem de brede befolknings interesser og så statens (kapitalen).

Den amerikanske arbejderklasse fik ikke mange fordele ud af den idé. Deres job blev sendt til Kina i bundter.

Ligesom NAFTA i øvrigt altid har sendt andre jobs til Mexico.

Per Torbensen, Tommy Clausen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Hunden ligger begravet her:
Vil et stærkere Kina føre til større eller mindre ytringsfrihed og demokrati globalt ?