Feature
Læsetid: 5 min.

»Et dårligt trip«: Selv højrefløjen er skuffet efter seks måneder med Jair Bolsonaro

Demonstrationer, skandaler, korruptionsanklager, beskyldninger om mafiaforbindelser … »Det er den værste start på et præsidentembede i årtier,« lyder det fra lederen af et af Brasiliens førende analyseinstitutter
Berygtet for sin krigeriske retorik og foragt for menneskerettigheder har Bolsonaro længe været forhadt af Brasiliens venstrefløj. Men et stigende antal konservative stemmer er nu også begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hans evne til at udfylde præsidentembedet.

Berygtet for sin krigeriske retorik og foragt for menneskerettigheder har Bolsonaro længe været forhadt af Brasiliens venstrefløj. Men et stigende antal konservative stemmer er nu også begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hans evne til at udfylde præsidentembedet.

Ritzau Scanpix

Udland
5. juli 2019

SAO PAULO – Blot få uger før Brasiliens jordskælvsvalg sidste år satte rocklegenden Lobao sig ned uden for sit baggårdsstudie, fyrede op for smartphonen og bekendtgjorde sin støtte til præsidentkandidaten fra det yderste højre.

»Jeg er nået den konklusion, at jeg stemmer på Jair Bolsonaro,« erklærede højrefløjsrockmusikeren i sin youtubestøttevideo.

»Bolsonaro er vores eneste chance for at få noget nyt.«

En eftermiddag for nylig satte sangeren med gravstemmen sig i den samme stol på den samme terrasse og indrømmede at han var ramt af en alvorlig omgang fortrydelse.

»Det er en syltetøjskrukke fuld af vanvid,« knurrede Lobao over Bolsonaros kriseramte åbningsperformance i embedet, der har været plaget af fraktionskampe, massedemonstrationer, påstande om mafiaforbindelser og korruption, der involverer præsidentens familie, en kokainsmuglingsskandale, der involverer præsidentens fly, og ødelagt relationer, der involverer hans kendisjustitsminister, Sérgio Moro.

For ikke at nævne en række bizarre udfald – heriblandt deling af en pornografisk video med hans 3,4 millioner twitterfølgere – der har fået nogle til at sætte spørgsmålstegn ved, om Bolsonaro overhovedet kommer til at gennemføre sin fireårige valgperiode.

»Ikke engang Syd Barrett har nogensinde haft så dårligt et trip,« sagde Lobao.

Seks måneder efter Bolsonaro indtog præsidentposten, er den 61-årige Lobao trådt frem som en af højrepopulistens mest indædte kritikere, i en lang række svidende medieoptrædener går rockikonet i flæsket på administrationen.

Og han er ikke ene i sin fortvivlelse.

Meningsmålinger viser, at Bolsonaros opbakning er styrtdykket, siden han blev svoret i ed 1. januar. Nu mener 32 procent af Brasiliens befolkning, at hans regering er dårlig eller forfærdeligt mod blot 11 procent, da han kom til magten.

Flere end halvdelen af brasilianerne siger, at de ikke stoler på præsidenten.

»Det er den værste start på en præsidentperiode, siden demokratiet blev genoprettet (i 1990, red.),« sagde Mauro Paulino, leder af Datafolha, der er et af Brasiliens førende analyseinstitutter.

»Meget afhænger af, hvem der udfordrer, men hvis der var valg igen i dag, tvivler jeg på, at han ville blive genvalgt.«

’Hitler anno 2019’

Berygtet for sin krigeriske retorik og foragt for menneskerettigheder har Bolsonaro længe været forhadt af Brasiliens venstrefløj. Men et stigende antal konservative stemmer er nu også begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hans evne til at udfylde præsidentembedet.

»Hans popularitet er faldende, fordi folk er forbløffede over de ting, han gør og siger,« lyder det fra Eliane Cantanhede, klummeskribent for den konservative avis Estado de Sao Paulo, og endnu en af Bolsonaros skarpe kritikere.

Medlem af Kongressen i Sao Paulo Arthur do Val insisterer imidlertid på, at han og hans libertære gruppe Movimente Brasil Livre ikke fortryder deres støtte til Bolsonaro »et eneste sekund«.

Han anklager fjendtligt indstillede venstresnoede journalister for uretmæssigt at fremstille Brasiliens præsident som en gnavpot, en ork og »en Hitler anno 2019, der vil slå homoseksuelle ihjel«.

Men hvilken karakter vil Val så give Bolsonaro for de første seks måneder ved magten? »Fire et halvt point ud af 10,« svarede politikeren.

»Det er ikke godt.«

Vals primære anke er den overdrevne indflydelse, som den ideologiske del af Bolsonaros administration – ført an af en excentrisk USA-bosat polemiker ved navn Olavo de Carvalho – har, og dens besættelse af at udkæmpe irrelevante ideologiske slag i stedet for at gennemføre nødvendige reformer.

Carvalho er også bestyrtet over, at præsidentens kommunikation er lagt i hænderne på præsidentens »mest udfarende søn«, Carlos Bolsonaro, som er gået i social mediekrig mod formodede fjender af farens administration og Brasiliens højrefløj.

De »fiduser« som den type figurer står for risikerer at gøde jorden for venstrefløjens vej tilbage til magten, advarer Val.

»Hvis landet ender med at stå tilbage med et dårligt indtryk af højrefløjen og stemmer på venstrefløjen igen, så tror jeg, vi begiver os ud ad en meget farlig vej.«

På rette spor

Bolsonaros opbakning er stadig betragtelig, hvilket viste sig i to nylige demonstrationer til støtte for regeringen.

Ifølge meningsmålinger mener 32 procent af brasilianerne stadig, at deres leder er på rette spor, og støtter giver Bolsonaro æren for et fald i antallet af drab og for en nyligt indgået aftale mellem EU og den sydamerikanske handelsblok, som Brasilien tilhører.

»Alt i alt mener jeg, at det går rigtig godt,« siger Emerson Medeiros, en 44-årig leder inden for bankverdenen, og roser blandt andet Bolsonaros engagement i pensionsreformer og korruptionsbekæmpelse.

Den aften, Bolsonaro vandt, deltog Medeiros og hans ægtefælle Cláudia i de store festligheder i São Paulo, hvor deres nye leder blev hyldet som »nationens frelser«.

Seks måneder senere »føler jeg mig stadig lige så begejstret, som jeg gjorde den dag«, siger 44-årige Cláudia. »Jeg tror virkelig på det her.«

Parret benægter at høre til præsidentens blinde tilhængere, eller bolsominions, som de er kendt i Brasilien.

»Jeg er ikke sådan en skør person, som for evigt vil hylde ham, selv om han fejler, eller hvis alt går galt med hans sønner, og de viser sig virkelig at være korrupte,« siger Cláudia med henvisning til de mistanker om korruption, som omgiver Bolsonaros ældste søn, senatoren Flávio Bolsonaro.

Parret udtrykte også ubehag over Bolsonaros offentlige fadæser, heriblandt hans nylige antydning af, at sexturister er velkomne i Brasilien, så længe de ikke er homoseksuelle.

»Men jeg har stadig følelsen af, at ting går i den rigtige retning,« tilføjede Emerson. »Medierne fokuserer for meget på det dårlige og fremhæver aldrig det gode.«

Edson Salomao, der er grundlægger af gruppen Direita Sao Paulo (Sao Paulos højrefløj), giver Bolsonaro et endnu bedre skudsmål, selv om han adspurgt havde vanskeligt ved at pege på de største resultater opnået under periodens første seks måneder.

»Jeg prøver at komme i tanker om dem alle. Lad mig lige se,« sagde Salomao og rakte ud efter sin smartphone.

»Der er så mange.«

Salomao afviser hånligt Lobaos kritik som usammenhængende udfald fra en irrelevant og afdanket person.

»Der er nogle stemmer, jeg foretrækker at være foruden – og Lobao er en af dem,« lo han.

»Jeg synes, han laver god musik – det skulle han tage at holde sig til.«

Men Lobao, hvis rigtige navn er Joao Luiz Woerdenbag Filho, har ikke i sinde at tie stille, og siger, at han ikke længere kan holde ud at blive forbundet med de fanatikere, der omgiver Bolsonaro.

»Jeg kan ikke udstå at skulle stå skulder ved skulder med en flok fanatikere, forbrydere, tosser og jorden er flad-typer,« beklagede han sig.

»Vi sidder på skødet af en totalt senil og hulemandsagtig højrefløj, og denne groteske og karikerede højrefløj vil automatisk og helt naturligt bane vej for venstrefløjens genrejsning.«

Lobao sagde, at han kunne pege på enkelte formildende omstændigheder ved Bolsonaros regering, først og fremmest vicepræsident Hamilton Mourao, og finansminister Paulu Guedes »en fin fyr«, som han håber kan trække Brasiliens økonomi ud af sumpen.

Først og fremmest føler han imidlertid »rædsel« over regeringens reaktionære træk og Bolsonaros forbindelse til de »gennemført kitschede« televangelister.

I sin erklæring før valget indrømmede Lobao, at han ingen anelse havde om, hvor en Bolsonaro-regering ville føre landet hen.

»Er dette et eventyr? Ja, det er et eventyr. Jeg aner ikke, hvad der kan ske.«

Ti måneder senere var den skæggede rockmusiker ikke nær så fascineret.

»Brasilien er et absurd rumskib. Så alt kan ske – og vi befinder os om bord,« siger Lobao.

»Det er det, der er problemet.«

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bolsonaro går bl.a. efter Glenn Greenwald fra ‘The Intercept’ , som har afsløret korruption mellem Bolsonaro pg landets højesteretsdommer.
De søger nu med lys og lygte i hans finanser.
Glenn Greenwald sad med Snowden på et hotelværelse i HongKong og arbejdede dengang for The Guardian. Han har vundet flere priser(pulitzer) men som mange pulitzer vindere som afslører staters dårlige praksis, gik han fra at være den mest indflydelsesrige colummist i USA, til at være ignoreret af massemedierne. Et angreb på journalisten er et angreb på saglig, underbygget undersøgende journalistik i topklasse. Korruptionsanklagerne https://theintercept.com/2019/06/09/brazil-archive-operation-car-wash/

Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Thomas Petersen, Lars Løfgren og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Thomas Petersen

"Det er mig, der bestemmer", siger Bolsonaro angående demarkering og anerkendelse af nye indianske territorier i Amazonas og andre steder i Brasilien. "Sou eu quem manda", var hans ord ved en nylig tale på en festdag og march for Jomfru Maria, en årlig tradition for Brasiliens mange evangelistisk kristne. 1. i år underskrev han et dekret, der flyttede den statslige styrelse for indianeranliggende, FUNAI, over under et nyt menneskeretsministerium, samtidig med at den del at styrelsen, der afgører tildeling af territorier, INCRA, blev splittet fra FUNAI og lagt i landbrugsministeriet, hvor man absolut ingen interesse har i at uddele nye territorier. Siden er ingen nye sager om territorier taget op, kun gamle i forvejen godkendte sager, er blevet færdigekspederet. Kongressen forkastede i maj hans dekret af 1. januar, men Bolsonaro udstedte blot et nyt dekret med samme indhold. Hans forfatningsstridige handlinger i forhold til indianerne, de jordløse landarbejdere, og de såkaldte quilombolas (små samfund med rødder tilbage til de første frigjorte slaver), tjener udelukkende industrilandbruget og storminedriftens interesser. Nu ser vi en voldsom stigning i skovfældning i Amazonas. Alene i juni 2019 er et område større en Bornholm blevet fældet. Samtidig underskriver Bolsonaro en handelsaftale mellem EU og det sydamerikanske "fællesmarked" mercosul, hvor en betingelse blandt andet er en bæredygtig udvikling i Amazonas. Hvordan kan Bolsonaro gabe over alt dette på en gang? Svaret er: Det kan han ikke, og jeg håber, at alverdens journalister, politikere og NGO holder ham op på hans løfter.

Sus johnsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar