»En dag forsvinder vi« – østaten Tuvalu er på vej mod oversvømmelse

TUVALU – På de varmeste dage føler Leitu Frank det, som om hun ikke længere kan trække vejret. Den hjemmegående mor til fem forlader sit betonhus, hvor luften står stille, for at finde lidt brise i et træskur ved vandkanten.

Hun folder vasketøj sammen, mens hun stirrer ud over det urolige turkise hav, hvis humør og rytme er stadig mere uforudsigeligt, og hvis nærhed i stigende grad truer med at udslette hendes familie.

»Havet æder sig ind på sandet,« siger 32-årige Frank, der er iklædt en tætsiddende lyserød T-shirt og en falmet sarong.

»Før i tiden var sandet langstrakt, og når vi svømmede ud i havet, kunne vi se bunden og korallerne. Nu er vandet altid tåget og korallerne er døde. Tuvalu synker.«

»Tuvalu synker,« er det lokale slagord for klimaforandringernes betydning for dette lille ørige, der ligger på den globale opvarmnings frontlinje. Tuvalu, et polynesisk land beliggende i Oceanien, er ikke mere end et par prikker i Stillehavet, halvvejs mellem Hawaii og Australien.

Som verdens fjerdemindste nation har Tuvalu blot 11.000 indbyggere, de fleste af dem bosiddende på den største af øerne, Fongafale, hvor de bor tæt og kæmper om pladsen. Tuvalus samlede landareal er mindre end 26 kvadratkilometer.

Ifølge regeringen er to af Tuvalus ni øer er allerede på nippet til at havne under vand på grund af stigende havvandstand og kysterosion. De fleste af øerne ligger blot tre meter over havets overflade og på sit smalleste punkt er der kun tyve meter fra den ene side af Fongafale til den anden.

Når det stormer, hamrer bølger ind over øen fra øst og vest og »sluger« landet, som de lokale formulerer det. Mange siger, at de har mareridt om, at havet snart endegyldigt vil sluge dem, og det er ikke kun et fjernt tankespind – men noget, der kan være en realitet for næste generation.

Forskere forudser, at Tuvalu kan blive ubeboelig inden for de næste 50 til 100 år. De lokale siger, at det føles, som om det bliver langt tidligere.

Bare de større lande ville tænke på os

Franks tante, Nausaleta Setani, sover om natten ved lagunen i et træskur med en bøje som hovedpude. Som de fleste ældre indbyggere på øen troede hun oprindeligt ikke på klimaforandringer. Men Setani er langsomt blevet overbevist af videnskaben, efterhånden som hendes hverdag bliver hårdere, og efterhånden som havets bevægelser bliver det.

»Vejret skifter pludseligt fra dag til dag og fra time til time,« siger 54-årige Setani, der paradoksalt nok bliver både beroliget og foruroliget af lyden af bølger få meter fra hendes træskur.

»Jeg har lært, at de ting, der foregår, er resultatet af menneskers handlinger, især i andre lande. Det gør mig trist. Men jeg forstår, at andre lande gør, hvad der er bedst for deres befolkninger. Jeg kommer fra et lille land. Det eneste, jeg ønsker, er, at større lande ville respektere os og tænke på vores liv.«

FN’s udviklingsprogram kategoriserer Tuvalu som et ressourcefattigt land i den »mindst udviklede« ende, der er »ekstremt sårbart« over for klimaforandringernes effekt.

Jorden er porøs og salt og efterhånden nærmest totalt uegnet til landbrug, herunder den traditionelle afgrøde pulaka, som har udgjort en af indbyggernes væsentligste næringskilder, og andre grøntsager og frugter.

Nu er landet begyndt at importere stivelsesholdige afgrøder som taro og cassava fra andre lande i Stillehavet – til en dyr pris – og det samme gælder langt de fleste andre fødevarer.

Siden det stigende hav begyndte at forurene undergrundsvandet, er Tuvalu også blevet afhængig af regnvand, og landet er skræmmende ofte ramt af tørke. Selv hvis de lokale lykkes med at plante såsæderne, er der ikke nok regn til at holde bare en simpel køkkenhave i live.

Franks familie bruger hver anden uge hvad der svarer til omkring 900 kroner på mad, en udgift, der hele tiden vokser, efterhånden som frugterne på træerne, der omgiver deres beskedne hus, ikke modnes, men rådner og falder uspiselige ned på den sandede jord.

Også fiskene, der har udgjort en livsvigtig næringskilde, er blevet mistænkelige. De fisk, der lever ved revet, bærer på ciguatera-gift efter at have spist de mikroalger, som de ødelagte koraller afgiver. Når mennesker spiser fisk, der bærer på denne gift, giver det øjeblikkelig og somme tider alvorlig sygdom med opkast, feber og diarre.

På det lokale hospital er der oprettet en særlig afdeling, som undersøger og håndterer de klimarelaterede sygdomme.

Omkring ti indbyggere kommer med ciguatera-forgiftning hver uge, hvilket udgør omkring ti procent af den ugentlige forekomst af klimarelaterede sygdomme.

Suria Eusala Paufolau, der er ansvarlig for offentlig sundhed, siger, at antallet af fiskeforgiftninger begyndte at stige for omtrent et årti siden; det var på samme tidspunkt, at vejret begyndte at blive totalt uforudsigeligt.

Klimarelaterede sygdomme er steget i takt med forandringer i vejret, heriblandt influenza, svampeinfektioner, konjunktivitis (øjensygdom) og denguefeber, viser hospitalets undersøgelser.

De højere temperaturer betyder også, at folk dagligt er i risiko for dehydrering, hedeslag og varmeudslæt, siger Paufolau.

»Generelt kan befolkningen ikke se, at der er nogen forbindelse mellem klimaforandringer og helbred. Men der er hele tiden en frygt for, hvad der kommer til at ske med vores hjem.«

Nasaleta Setani, 54, sidder med sin nevø ved det vand, som truer med at opsluge deres land. Mange af ørigets beboere har planer om at migrere som reaktion på klimaforandringerne, men det kan være svært for de ældre, fordi de frygter af miste deres identitet.

Sean Gallagher/Eyevine

Evakuering er sidste udvej

Tuvalu er dybt afhængig af udenlandsk bistand, og størstedelen af landets BNP består af donationer fra FN og nabolandene.

Der er begrænsede jobmuligheder i øriget, og flertallet af de unge, hvis familier har råd til det, tager til Fiji, Australien og New Zealand for at studere.

Men efterhånden som klimaforandringerne hamrer ind over kysterne, begynder unge Tuvaluanere at vende hjem, også selv om det kan føles klaustrofobisk efter den frihed, de har oplevet uden for øerne.

24-årige Tapua Pasuna, der blev Miss Tuvalu sidste år, har brugt sin nye platform til at advokere for kvinders rettigheder og uddannelse.

Tapua Pasuna, der er datter af landets tredje kvindelige premierminister, beskriver sig som »flydende«, siden hun vendte tilbage fra sine universitetsstudier i New Zealand, og siger, at det var familieforpligtelser og ansvarsfølelse overfor øriget, der trak hende tilbage.

»Jeg tog afsted i 2010. Da jeg kom tilbage, kunne jeg med det samme mærke forskellen. Varmen er indimellem ulidelig, og erosionen er også dramatisk. Nogle af mine yndlingssteder er helt forsvundet,« siger Pasuna mens hun sidder i en træstol i sin tropiske have, blot et par meter fra den havmur, der endnu ikke er bygget færdig.

»Jeg har det sådan, at dette her er en del af mig, og at jeg ikke bør løbe væk fra det, selv om det er ved at forsvinde. Bare at forlade det hele, som det er nu, og når det gør ondt – det føler jeg ikke vil være rigtigt. Det føler jeg ikke, at jeg kan gøre.«

Hvis det lyder som en tidevandsbølge af fortvivlelse, så er stemningen i det daglige langt mindre alarmeret. Når der ikke lige forventes at lande fly, drøner børn rundt på deres cykler og spiller volleyball, mens unge elskende tager sig en doven lur på deres motorcykler.

Om eftermiddagen ligger folk og snuer i hængekøjen i timevis og tænder bål på stranden for at stege fisk og holde myggene væk. En søvnig, sangvinsk atmosfære præger dagliglivet, mens de lokale indbyggere oplever de skvulpende bølger komme stadigt tættere på.

»Det må gå, som det går,« siger de lokale igen og igen, og citerer premierministeren: »Gud vil frelse os.«

Den største bygning i hovedstaden Funati er Regeringens Hus, en treetagers hvid monolit, hvor landets parlamentsmedlemmer har kontorer. Tuvalus officielle regeringspolitik er at blive på øen – »Det må gå, som det går.«

Blandt planerne for tilpasning til klimaforandringerne er den igangværende – og meget forsinkede – konstruktion af en havmur, som skal beskytte hovedstadens administrative centrum. Projektet er finansieret af FN’s Udviklingsprogram.

Det lokale byråd havde også en plan om at dræne og inddæmme nyt land syd for Fongafale samt hæve landoverfladen ti meter over havets overflade og bygge boliger med høj befolkningstæthed. Den plan ville koste 300 millioner USD og har indtil videre ikke nogen finansiering.

Andre muligheder – som f.eks. at bygge en flydende ø – bliver også udforsket. At evakuere øen er absolut sidste udvej, siger Tuvalus premierminister, Enele Sopoaga, trods den megen snak blandt stillehavsnaboerne om, at tuvaluanerne bliver verdens første klimaflygtninge.

Evakuering løser ingenting

Mange regeringsrepræsentanter udtrykker åbent deres vrede over valget af Donald Trump og siger, at hans klimaskepsis har udgjort et stort tilbageskridt for det globale samarbejde om klimaspørgsmål og gjort Tuvalus spæde stemme på verdensscenen endda mindre.

»Jeg tror, de hader os,« siger Soseala Tinilau, der leder miljøministeriet.

Tinilau henviser til den begejstrede afbrænding af kul i blandt andet USA og Australien, på trods af advarslerne i en ny rapport fra FN’s interstatslige panel om klimaforandringer, der viser, at global opvarmning skal holdes til maksimalt 1,5 grader celsius i løbet af de næste 12 år, hvis vi skal undgå katastrofale klimaeffekter.

»Under COP-forhandlingerne var vi nødt til at blive oppe til klokken syv om morgenen for at sikre, at vi blev hørt,« siger Tinilau.

»Verden vil helst ignorere os. Den vil blive ved med at opføre sig, som om vi ikke findes, som om det, der sker her, ikke er reelt. Det kan vi ikke lade dem gøre.«

Fiji har angiveligt tilbudt den tuvaluanske regering jord, hvorpå de kan genhuse deres befolkning 1.200 km mod syd, et tilbud Sopoaga-regeringen ikke har accepteret.

I et nyligt essay foreslog den forhenværende australske premierminister Kevin Rudd, at Tuvalus borgere kunne tilbydes fuldt statsborgerskab til gengæld for deres lands maritime- og fiskerirettigheder; et forslag, Sopoaga afviste som »imperialistisk tænkning«.

»At flytte væk fra Tuvalu kommer ikke til at løse nogle klimaforandringsproblemer. Hvis du placerer disse mennesker midt i de industrialiserede lande, vil det blot øge deres forbrug og dermed drivhusgasudledningerne,« siger Sopoaga, der er stærk fortaler for globalt samarbejde om klimaforandringsudfordringer.

»Jeg er meget bekymret over denne opgivende tilgang om at foreslå, at folk fra lavtliggende risikolande skal genhuses. For den tilgang overser totalt at dette problem omfatter hele verden.«

Sopoaga siger, at der »ikke er nogen plan B«, og at alle regeringens bestræbelser handler om at tilpasse sig de ændrede vejrforhold – og blive, hvor de er.

»Vi kan ikke bare sige: ’Smid disse folk ud’. Det er en for simplificerende og opgivende tilgang,« siger Sopoaga.

»Efter min mening vil det være en stor skam for verden at lade det ske. Jeg tror på, at vi stadig har tid til at gøre denne ø attraktiv, smuk og fortsat beboet af generationer af tuvaluanere.«

Set fra luften er Tuvalu et paradis: en tynd stribe sand tæt beplantet af kokospalmer og omringet af lavvandet, smaragdfarvet hav. Men kommer man tættere på, afslører landet sine sårbarheder. Ved siden af landingsbanen, flyder gyldent sand ud på asfalten og skravlet grønt græs kæmper for sin overlevelse.

Horisonten er flad og domineret af hav; hav, som presser sig på fra alle sider. Luften – overmoden og gennemkogt – skubber folk ind i hjemmets mørke midt på dagen.

På Tuvalus Meteorologiske Institut, der ligger på grænsen til landingsbanen – med landets fængsel, beboet af blot seks fanger, som nabo – arbejder Nikotemo Iona og hans lille hold på overtid med at analysere de seneste regnmålinger. De er få timer fra at meddele endnu en tørketid.

Ifølge Ionas indsamlede lokale data er de største klimaeffekter i Tuvalu de stigende lufttemperaturer, de mere intense og hyppigere stormfloder, mindre regn samt fuldstændig oversvømmelse af lavtliggende dele af Funafuti – herunder, med jævne mellemrum, landets livline: landingsbanen.

Sean Gallagher/Eyevine

En dag er vi alle forsvundet

»Mange har planer om at migrere som reaktion på klimaforandringerne,« siger Iona, der sidder i sit lille betonkontor, der er designet til at kunne blive stående og fortsat sende vejrmeldinger i løbet af cyklonsæsonen, som bliver stadigt mere intens år for år.

»Ikke desto mindre har den ældre generation ikke lyst til at flytte, fordi de frygter at miste deres identitet, kultur, livsstil og traditioner. Men jeg tror, at de yngre generationer har tænkt sig at migrere, for de kommende generationers skyld.«

Når der er stormflod eller højvandet er på sit højeste, bobler Stillehavet op fra den sandede jord under Enna Siones smalle gule hus. Halvtreds meter væk ligger palmetræer spredt ud over en stenet, koraloverstrøet strand og bliver grå i solen.

På en af de faldne kokospalmer sidder Sione og ser bekymret ud over havet, der nådesløst æder sig vej mod hendes hjem. Sione, hendes mand og deres fire børn har planer om at migrere til New Zealand inden for de næste to år, og dermed slutte sig til de flere end 2.000 andre tuvaluanere, der allerede bor i landet; en migrantpopulation, som forventes at blive fordoblet hvert femte år.

»Vejret har virkelig ændret sig helt ekstremt. Nogle gange er jeg bange for havet,« siger Sione, som tilføjer, at hun rejser væk for sine børns skyld.

»Måske vil Tuvalu forsvinde en dag. Så vidt jeg kan se, er meget allerede forsvundet. Jeg tror, at en dag vil vi alle være forsvundet.«

© The Guardian og Information Oversat af Nina Trige Andersen.