Læsetid: 7 min.

De engelske klubber er en vigtig del af det britiske liv. Også Boris Johnsons

Storbritanniens kommende premierminister, Boris Johnson, er naturligvis medlem af indtil flere private klubber. Det er rigtig mange briter. De private klubber lever i bedste velgående, og klubmentaliteten præger det britiske samfund
Medlemskab af en privat klub er en tradition i det britiske samfund, og sådan har det været i århundreder. Her er det et håndkoloreret kobberstik af Robert Cruikshank fra 1825, der forestiller et drikkekilde for medlemmer af en klub for eliten fra Eton.

Medlemskab af en privat klub er en tradition i det britiske samfund, og sådan har det været i århundreder. Her er det et håndkoloreret kobberstik af Robert Cruikshank fra 1825, der forestiller et drikkekilde for medlemmer af en klub for eliten fra Eton.

Ritzau Scanpix

24. juli 2019

Mange danskere har nok prøvet at komme ind på en bar i London for så at blive afvist med beskeden om, at her er det members only.

Medlemskab af en privat klub er en tradition i det britiske samfund, og sådan har det været i århundreder. Det er ikke et tilfælde, at romanfiguren Philleas Foggs væddemål om at rejse jorden rundt på 80 dage blev indgået med andre medlemmer af The Reform Club på Pall Mall i London. The Reform Club eksisterer den dag i dag.

I slutningen af det 19. århundrede, hvor Jules Vernes skrev sin roman, var den især tilholdssted for medlemmer af Det Liberale Parti – altså fremtidens progressive kræfter så som Mr. Fogg. The Reform Club var også den første af de gamle klubber, som tilbød kvinder medlemskab på lige vilkår. Det skete i 1981, og der er stadig mange klubber, hvor det er gentlemen only.

Klubtilhørsforholdet fortæller også i dag meget om, hvem man er, og hvordan man gerne vil have, at omverdenen ser på en. Som i Evelyn Waughs roman Gensyn med Brideshead, hvor hovedpersonen Charles Ryder får gode råd af sin fætter om, hvilke klubber han skal søge medlemskab af, da han skal til at studere på Oxford University.

»Søg om medlemskab i Carlton nu og The Grid i dit andet år. Hvis du vil søge ind i The Oxford Union, og det er ikke en tosset ide, så skal du først skabe dig et renomme uden for i Canning eller Chatham – og hold dig fra Boars Hill.«

De britiske klubber er ikke noget, man bare bliver medlem af. Man skal pænt ansøge og så håbe, at de vil have en – at man passer ind i klubbens profil. Man skal anbefales af et allerede eksisterende medlem, og får man æren af optagelse, ja, så koster det oven i købet rigtig mange penge at blive medlem.

På weekend i The Cotswolds

Alligevel er der lange køer til medlemskab af de mest prestigefyldte klubber. Rigtig mange mennesker, jeg har mødt gennem mine næsten 20 år i London, er medlem af ikke bare én, men ofte flere klubber.

Og her må jeg krybe til korset. Det er jeg også selv. Jeg er medlem af Soho House og The Groucho Club, og derfor var det muligt for mig denne weekend at leje en bil og køre på landet for at tilbringe et par dage på Soho House’s klub i The Cotswolds i vidunderlige Oxfordshire.

Det er ikke nemt at komme ud af London. Efter evigheder tilbragt på den overfyldte M4-motorvej forbi Heathrow og byen Slough, kendt som verdens røvhul og foreviget i den fantastiske tv-serie The Office, kører jeg væk fra motorvejen efter Reading.

Her åbner landskabet sig op langs de små snørklede landeveje i oplandet til Oxford. Landevejene er bygget til hestevogne og derfor så smalle, at bedene og blomsterne, der vokser frodigt og smukt i vejkanten, slikker bilens vinduer, når man kører forbi.

Hvis man ikke har været på landet i England om sommeren, har man snydt sig selv. Det mest slående er, hvor gammelt og alligevel velholdt alting er. Stenhuse, stråtag og bindingsværk, sirligt plejede gennem generationer, stråler om kap med de mindst ligeså velpassede blomsterhaver.

Landsbyen Chipping Norton ser ud, som var den taget ud af Tolkiens roman Ringenes Herre. Ved siden af den 500 år gamle pub ligger bageren, hvis kanelboller er legendariske. Da jeg står hos bageren og venter på at blive betjent, får jeg et lille clue om det klientel, der frekventerer Chipping Norton i dag.

»Hvordan skulle jeg vide, at det var David Beckham. Jeg ved da ikke, hvordan David Beckham ser ud,« siger en ung bagerjomfru.

»Sludder. Alle ved da, hvordan David Beckham ser ud,« siger hendes noget ældre kollega hovedrystende over, at den unge ikke genkendte kunden, der gik ud af døren, da jeg kom ind.

Chipping Norton er del af The Cotswolds og det engelske jetsets favoritferiested.

Vi er på vej til The Soho Farm House, en større landejendom, som nævnt ejet af Soho House, der med tiden har udvidet fra udgangspunktet i Londons teaterdistrikt til nu at tilbyde medlemmerne hotelværelser, restauranter og barer rundt om i verden fra New York til Istanbul – og altså også i Chipping Norton.

Blandt de dyre drenge og piger

»Velkommen til Soho Farm House,« siger en smilende, overskudsagtig kvinde klædt i landligt outfit.

»Sæt bilen her. Der er ikke biler på grunden.«

En mellemting mellem en traktor og en gammel bus kører os op til den store trelængede gård på et kæmpestort stykke land. Vi skal bo i telt. Dog ikke et telt, som man kender det. Vores telt har en stor blød dobbeltseng og en kakkelovn med glas i.

Der er bad og svømmepøl rundt om hjørnet, og hele tre forskellige restauranter i hovedbygningen. Der er smilende ansatte over det hele. Gæsterne går i sweater og gummistøvler eller ligger og læser en bog og drikker en drink i de fine liggestole.

Det er meget landligt – og samtidig mærkelig uberørt og rent og meget ulandligt. Det er måske i virkeligheden lidt som i tv-serien Westworld.

Men svært behageligt er det. Vi spiser og drikker af hjertens lyst og falder i søvn med ild i kakkelovnen. Der er naturligvis også fitnessrum. Mens jeg spiller tennis, tager min medrejsende en tur i maskinerne. Bagefter kan hun berette, at hun har stået og svedt mellem tv-kokken Gordon Ramsey og X Factor-opfinderen Simon Cowell.

Det giver et måske lidt overdrevent billede af, hvem gæsterne på Soho Farm House er, men det er alligevel meget sigende. Alle er medlemmer af Soho House, alle tilhører på den måde en klub, en klan, som er med til at definere, hvem de er, både over for sig selv og hinanden.

Foruden teltene er der også en række små huse langs en lille å. Jeg spørger en af de ansatte, hvordan de er at bo i?

»De er virkelig dejlige. Hus nummer ni er det mest efterspurgte hus, efter at William og Kate (yes, den William, red.) boede her på deres honeymoon

Klubmentaliteten er et område, hvor Storbritannien virkelig skiller sig ud. Soho Houses optagelseskrav er, at man arbejder i den kreative branche, og at man kender mindst to medlemmer, der vil sige god for én, for overhovedet at kunne ansøge om medlemsskab.

De kalder sig en elitær/egalitær klub. Det skal forstås sådan, at de ikke vil have medlemmer, der arbejder i f.eks bankverdenen. Man må ikke bære slips og skal omgås på en afslappet måde – man må f.eks ikke tage billeder af berømthederne.

Soho House er i virkeligheden en slags oprør mod de gamle private klub-samfund, men er nu selv blevet det, medlemmerne gjorde oprør mod tilbage i 1995, da de åbnede.

Der er stort set klubber for alle briter. Arbejderklassen havde – og har til dels – stadig working men’s clubs, hvor man i gamle dage mødtes og tilbragte aftenerne. Særligt i de gamle industriområder i Nordengland spillede de en vigtig social og kulturel rolle op gennem det 19. og 20. århundrede, men deres rolle er reduceret, i takt med at arbejderklassen som politisk enhed er forsvundet.

Premierministerens klubber

Det samme kan ikke siges om Englands private klubber. Om muligt er der sket en opblomstring af fænomenet.

Storbritanniens nyudnævnte premierminister, Boris Johnson, er naturligvis også medlem af indtil flere klubber.

Præcis hvor mange vides ikke, men et par eksotiske er det blevet til undervejs. Ikke mindst The Bullingdon Club, en ultra-eliteklub for konservative studerende omkring Oxford University. Klubbens usmagelige ritualer og formål er beskrevet i Lone Scherfigs film The Riot Club.

Et Bullingdon Club-billede, der inkluderer tidligere premierminister David Cameron og Boris Johnson, skabte stort postyr, mens Cameron var premierminister. Cameron måtte undskylde ungdommens letsind og betegnede sit medlemskab af klubben som skamfuldt og meldte sig også ud af diverse andre klubber. Heriblandt den legendariske Whites Club i St James i London, fordi klubben ikke tillader kvindelige medlemmer.

Også Boris Johnson har måttet undskylde for sit Bullingdon-medlemskab, selv om det fortælles, at han stadig møder tidligere medlemmer med tilråbet »Buller, Buller, Buller«. I det hele taget bider klasseproblematikken – der gjorde så ondt på David Cameron, som trods sin overklassebaggrund prøvede at fremstå ’normal’ – ikke på Boris Johnson.

Han soler sig nærmest i sine privilegier. Reciterer klassikere på latin og omgås dem, han har lyst til. Han er forsat medlem af den excentriske Beefsteak Club, en hemmelighedsfuld klub i Irving Street i London, om hvilken det fortælles, at alle tjenende ånder går under navnet Charles. Boris Johnson er også medlem af The Carlton Club og The Henley 100 Club.

Man kan godt gøre for meget ud af at pege fingre ad det britiske klassesamfund.

I Danmark har vi jo også luksusghettoer og grupperinger, der modsvarer briternes tendens til, at man holder sig inden for den stand, man tilhører. Briternes pubtradition er f.eks en udjævner af klassesskel, et sted hvor alle kan møde alle. Men fastholdelsen af klubtraditionen taler sit eget sprog om et Storbritannien, der stædigt holder på sit.

På vej ud af Soho Farm House stopper hotelmanageren, som jeg ikke kender, mig og siger:

»Det var dejligt at se jer. Håber I havde en skøn weekend. Send mig lige en mail, før du kommer næste gang. Jeg kan nok godt skaffe dig et ekstra godt værelse.«

Det er svært ikke at føle sig lidt smigret, som en del af klubben, so to speak.

Serie

Being British

Boris Johnson er blevet premierminister og lover, at Storbritannien endegyldigt er på vej ud af EU. I en række artikler byder Informations korrespondent i London, Jakob Illeborg, indenfor i det allermest britiske. Han tager læserne på en rejse til herregårde, gentlemans clubs, cricketbaner, havne, køkkener og natklubber, fra Belfast i Nordirland til Skotlands højland og Sydenglands hvide strande for at undersøge, hvem briterne er inderst inde, og hvorfor de vil ud af EU.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Curt Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Michael Friis
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • ulrik mortensen
  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Karlsen
Carsten Mortensen, Curt Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Friis, Maj-Britt Kent Hansen, ulrik mortensen, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, kostskolerne, klubberne, old boys' network. Alt i alt hænger det vist sammen. Og ikke alle kan blive medlem.

Hvad kan man sige om vores egne loger, VL og foreninger, hvor heller ikke alle har adgang. For ikke at tale om beboelsesområder, hvor det planlægges at tvangsflytte/holde folk udenfor.

Nå, nu bevægede jeg mig måske ud ad en tangent.

Arne Albatros Olsen, Vibeke Hansen, Erik Fuglsang, Carsten Wienholtz, Hanne Ribens, Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Vita Rosendal, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Boris Johnson er nok medlem af klubber og overklassen, men han er meget andet.

Vores egen Mette F har en "Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007
Mastergrad i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009"
Angela Merkel har en Doktorgrad i kvantekemi
Jean-Claude Juncker er cand.jur.
Ursula von der Leyen er læge
Skal vi frasorter dem med uddannelser til topjobs?

Eva Schwanenflügel

@ Michael Friis

Næh, hvem siger vi skal frasortere dem med uddannelser i topjobs?

Jo, det gjorde Anders Fogh Rasmussen i sin krig mod "ekspertvældet", da han fratog kommunerne magt. Efter reformen der fjernede Amterne.

Faktisk har de fleste folketingsmedlemmer nu en eller anden statsuddannelse. De er derfor selv akademikere.