Læsetid: 6 min.

Euroen er i problemer, og det skyldes hverken italienske populister eller dovne grækere

Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. De reformer, der skulle bringe euroen på ret kurs, har nu ligget brak i et år
Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. De reformer, der skulle bringe euroen på ret kurs, har nu ligget brak i et år

Sofie Holm Larsen

16. juli 2019

Mens Europas politiske elite kæmper for at konstituere en ny ledelse af de centrale institutioner – fra kommissionen til Den Europæiske Centralbank – rasler skeletterne i skabet.

Sidste forår var retorikken skæbnesvanger og dyster: Det var altafgørende, lød det, at afgørende reformer af Europas økonomiske og monetære union (ØMU) blev vedtaget på EU-topmødet i juni. Ellers kunne euroen igen komme under pres – f.eks. foranlediget af en stadigt dybere italiensk statsgældskrise – og i sidste ende kunne det europæiske projekt i bredere forstand komme i alvorlige problemer.

Siden da er et år gået og status er: ingen væsentlige reformer af ØMU’en er vedtaget, ingen grundlæggende problemer er løst. Det største problem er imidlertid, at kommissionen – og langt størstedelen af EU-landenes statsledere – tager udgangspunkt i en overfladisk analyse af, hvad problemet er og derfor i øjeblikket ikke er tilnærmelsesvist i nærheden af at kunne løse det.

Det er en udbredt vildfarelse, at det primære problem er at få EU’s medlemsstater til at balancere deres offentlige budgetter. Hvis blot regeringerne i syd, herunder ikke mindst i Italien, kunne sætte tæring efter næring, så behøvede vi ikke være nervøse for, at en italiensk gældskrise kunne destabilisere euroen.

Virkeligheden er, at ØMU’ens problemer er langt dybere og langt alvorligere, end den forførende simple fortælling lader forstå.

I kølvandet på ØMU’ens første store eksistentielle krise, i 2011-2012 – hvor der var udbredt bekymring for, at euroen kunne gå hen at kollapse helt – forsøgte både kritiske økonomer og enkelte højt placerede embedsmænd i de europæiske institutioner at påpege, at den standardfortælling, der tog form, ikke hang sammen.

Det var ikke finanspolitisk uansvarlighed, der var roden til ØMU’ens problemer, uanset hvor politisk belejligt det måtte være at hive den gamle traver frem og pege fingre ad vores naboer i syd.

At skelne mellem årsag og virkning

Hvordan kan det være, spurgte Vitor Constancio, daværende næstformand i den Europæiske Centralbank, at flere af de EU-lande, der kom i problemer, udmærkede sig ved at have ført en meget konservativ og absolut forsvarlig finanspolitik, mens flere af de lande, der ikke kom i problemer, havde en betydeligt mere flosset profil på det parameter?

Helt generelt gjaldt det, konstaterede Constâncio, at der på ingen måde kunne etableres en sammenhæng mellem finanspolitik og renten på statsgæld på tværs af EU-landene.

Spanien og Irland havde således betydeligt bedre offentlige finanser end både Tyskland og Østrig eksempelvis. Fra 2000 til 2007 havde både Spanien og Irland faktisk systematiske overskud på de offentlige finanser og lykkedes med at nedbringe den offentlige gæld markant i denne periode – i Spaniens tilfælde fra 58 pct. til 36 pct. af BNP og for Irlands vedkommende fra 36 pct. til 24 pct. af BNP.

Til sammenligning steg den tyske statsgæld i samme periode fra 58 pct. til 63 pct. af BNP. Alligevel var det Spanien og Irland, der pludselig måtte se en eksplosiv fordyrelse af forrentningen af deres statsgæld.

I løbet af de næste fem-seks år eksploderede Spanien og Irlands statsgæld. Spaniens steg fra 36 pct. i 2007 til næsten 95 pct. af BNP i 2013, mens Irlands i samme periode steg fra 24 pct. til 120 pct.

De tre hovedfaktorer bag disse voldsomme stigninger var den offentlige sektors betydelige udgifter i forbindelse med håndteringen af bankkrisen i de to lande, den økonomiske recession de gik i gennem i de følgende år samt den voldsomme stigning i renten på statsgælden.

Hvor alarmerende den udvikling end måtte være, så er det analytisk væsentlige her at skelne mellem årsag og virkning. Statsgældskrisen var ikke forårsaget af underskud på de offentlige finanser, men derimod en afledt konsekvens af den finansielle krise – hvis rødder vi altså må kigge andre steder for at finde.

Om end det er en besnærende enkel fortælling om euroens problemer – at det primært handler om at disciplinere medlemslandene til at balancere de offentlige budgetter – så hænger historien ikke sammen, ikke engang på overfladen.

Hvad kan forklare, at lande som Spanien og Irland kom i så store problemer på trods af ekstraordinært sunde offentlige finanser? Først når vi har fundet svaret på det spørgsmål, nærmer vi os en identifikation af ØMU’ens grundlæggende problemer.

Uden at foregribe alt for meget kan det kort siges, at roden til problemerne er systematiske makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene, som manifesterer sig både i store handelsubalancer og i tæt forbundne ubalancer på kapitalbalancerne mellem EU-landene. Og de ubalancer har betydeligt mere at gøre med den private sektor i almindelighed og banksektoren i særdeleshed, end de har at gøre med den offentlige sektor. Og de har betydeligt mere at gøre med alle mulige andre former for økonomisk politik end lige præcis finanspolitik. Den analyse følger i næste uge.

Lektien fra Første Verdenskrig

Inden da er det værd at erindre sig, hvad historien fortæller os om de implikationer, det kan have, når mellemstatslig gæld og såkaldt finanspolitisk »disciplin« gøres til det ultimative imperativ i nære mellemstatslige relationer.

Præcis det gjorde den britiske økonomiske historiker Robert Skidelsky i et essay forleden med underspillet men tydelig reference til det drama, der har udspillet sig mellem den italienske regering og EU-Kommissionen om netop disse spørgsmål i mere end et år.

Efter Første Verdenskrig indgik de allierede en aftale med Tyskland om betaling for krigens ødelæggelser. En kommission satte i 1921 Tysklands krigsskadeerstatning til 33 milliarder dollar, hvilket var mere end fire gange større, end det beløb John Maynard Keynes to år tidligere havde estimeret som det maksimalt mulige for Tyskland at betale over en 30-årig periode (7,5 milliarder dollar).

Under radaren gjorde de allierede dog det, at det beløb man reelt forventede tilbagebetalt blev reduceret til 12,5 milliarder ved at skyde fristen for tilbagebetaling af en meget stor del af krigsgælden ualmindelig langt ud i fremtiden.

Men selv den gæld, der så stod tilbage på den korte bane, kunne tyskerne kun betale ved at tage nye lån fra amerikanerne. Få år senere kom imidlertid krakket på Wall Street og den efterfølgende depression i USA, og så tørrede den kilde til finansiering fuldstændig ud.

Heinrich Brüning, den daværende tyske kansler, lagde sig i selen for at skabe det finanspolitiske overskud, der skulle til for at sikre rettidig betaling af renter og afdrag på krigsgælden. På blot tre år skrumpede den tyske økonomi med 25 pct., og arbejdsløsheden steg til 35 pct.

I Skidelskys analyse var det Brünings insisteren på at møde de forpligtelser, den mellemstatslige krigsgæld indebar, der banede vejen for Adolf Hitler i 1933.

Det er sørgeligt, siger Skidelsky med et betydeligt element af britisk underdrivelse, at EU ikke har lært lektionen fra det økonomiske efterspil til Første Verdenskrig. I dag er rollerne skiftet; Tyskland er den største kreditor, Italien den største debitor.

Moralen fra Versaille er, at EU’s medlemslande må bestræbe sig på at undgå at ende i mere eller mindre fastlåste kreditor-debitor-relationer, pointerer Skidelsky. Og hvis en sådan situation alligevel måtte opstå, er det helt afgørende, at man finder fornuftige og pragmatiske løsninger, der afspejler, at social og politisk fred er langt vigtigere end et kortsigtet hensyn til økonomisk retfærdighedsfølelse (dette gælder selvfølgelig så meget desto mere, set i lyset af at ’retfærdigheden’ økonomisk set ofte er til at tage at føle på).

Det bitterironiske ved situationen er, at ØMU’en er konstrueret på en sådan måde, at netop disse systematiske, mellemstatslige kreditor-debitor-relationer er nærmest uundgåelige. Problemet er systemisk, ikke hverken nationalt eller kulturelt, selv om det er nemmere at udskamme den ’dovne og uansvarlige sydeuropæer’.

Der er ikke udsigt til, at EU’s medlemslande i umiddelbar fremtid vil opnå en markant reduktion af deres statsgæld. Historien fortæller os, at der er al mulig grund til at besinde os, inden vi dissekerer og kløver EU efter, hvem der er i størst problemer og mest burde skamme sig. Og besindighed i spørgsmålet om hvordan vi håndterer statsgæld og finanspolitiske underskud, er også lige præcis, hvad der ligger i naturlig forlængelse af en sober analyse af, hvad ØMU’ens dybereliggende problemer egentlig er.

Jakob Vestergaard er lektor i global politisk økonomi på RUC.

Serie

Euroens uløste problemer

Sidste forår var retorikken dyster: Europas økonomiske og monetære union (ØMU) måtte reformeres, hvis ikke pludselige begivenheder som en ny italiensk gældskrise skulle bringe euroen - og hele det europæiske projekt - under pres. Et år er gået, og ingen væsentlige reformer af ØMU’en er vedtaget, ingen grundlæggende problemer er løst, og EU-Kommissionen og statslederne har fortabt sig i en misvisende fortælling om årsagen til euroens problemer. Lektor i global politisk økonomi Jakob Vestergaard guider os frem til mulige veje ud af misèren.

Seneste artikler

  • Vi kan sagtens løse euroens problemer, og Keynes har allerede lavet planen for os

    28. august 2019
    Hvis euroen skal gøres bæredygtig og det europæiske projekt fremtidssikres, er der to ting, vi må vinke farvel til: den selvretfærdige, nationalromantiske moralisering over ’de andre’ og de neoliberales fantasier om, at de finansielle markeder bare skal have frit spil. Men der findes en løsning
  • De rettroende hævder, at et årtis sparepolitik har bragt orden i EU. Men det passer ikke

    19. august 2019
    De rettroende vil hævde, at det sidste årtis stramme sparepolitik har bragt orden i det europæiske hus og fået styr på de værste udskejelser i eurozonens periferi. Men der er to markante problemer med den fortælling: Det er analytisk ikke korrekt. Og selv hvis det var, har prisen været alt for høj
  • Euroen er blevet spændetrøjen, der gør ondt værre

    7. august 2019
    Den økonomiske og monetære union, ØMU’en, lægger stærke begrænsninger på eurolandenes muligheder for at føre økonomisk politik og modgå kriser. Derfor er de finansielle og handelsmæssige ubalancer imellem EU-landene blevet langt større, end de behøvede at være
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Tommy Clausen
  • Bjarne Andersen
  • Johnny Christiansen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Palle Pendul
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Caspar Christiansen
  • Christian Estrup
  • Michael Friis
  • Henrik Günther
  • Michael Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Werner Gass
  • Katrine Damm
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Marianne Stockmarr
  • Pietro Cini
  • Thomas Tanghus
  • Peder J. Pedersen
  • Ejvind Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
  • Torben K L Jensen
Alvin Jensen, Tommy Clausen, Bjarne Andersen, Johnny Christiansen, Peter Beck-Lauritzen, Palle Pendul, Jens Thaarup Nyberg, Caspar Christiansen, Christian Estrup, Michael Friis, Henrik Günther, Michael Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Werner Gass, Katrine Damm, Christian Mondrup, David Zennaro, Marianne Stockmarr, Pietro Cini, Thomas Tanghus, Peder J. Pedersen , Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Virkelig god artikel.
Glæder mig til næste afsnit i optrevlingen af EURO-krisen.

Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Susanne Kaspersen, Katrine Damm, David Zennaro, Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

ØMU'en og den fælles mønt er en oplagt god ide, HVIS de deltagende lande er rimeligt ens. Det er de bare ikke i EU og derfor har vi balladen. Der er en voldsom forskel på nord/syd og øst/vest i EU.

Hvis man skulle lave det her ordenligt så lavede man de strukturelle reformer/ensretninger først og derefter indførte ØMU'en så den fungerede. Men denne vej har vist sig politisk umulig.

I stedet har man sat vognen foran hesten og indført ØMU'en først, i håb om, at reformer og ensretning ville komme hen ad vejen.

Nu har vi så balladen fordi reformerne ikke kom. Spørgsmålet er nu om man kan tvinge reformerne ned i halsen på de lande, som stritter ud til siderne, eller om man helt eller delvist må opgive ØMU'en.

Kan man køre 'Nødvendighedens politik' eller knækker filmen?

Alvin Jensen, Tommy Clausen, Arne Albatros Olsen, Karsten Lundsby, Claus Nielsen, Susanne Kaspersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Stater skal ikke låne.
Når private overforbruger, altså bruger mere end den disponible indkomst og opsparing levner mulighed for, så sker det for lånte penge. Disse penge skal selvfølgelig betales tilbage. Det sure og uundgåelige ved denne orden er, at de penge man bruger til afdrag på gæld, af indlysende grunde, ikke ikke kan bruges til nyt forbrug. Man opnår således kun, at flytte forbrug fra én til en anden tidsperiode og ikke at udvide totalforbruget som tværtimod efter lånemanøvren bliver mindre fordi der også skal udredes renter.

Det er samme sag med den offentlige økonomi. Vi lever på et højt niveau som skatterne ikke kan finansiere og derfor låner vi. For at klare renter og afdrag på gælden er forventningen, at man hele tiden kan ekspandere beskatningsgrundlaget. Få flere i arbejde, sælge mere og derfor generere nye indkomster til staten, der kan sikre tilbagebetaling og renter. Men som vi kan konstatere, går det ikke så let, at få flere kroner i statskassen og derfor er der uundgåeligt et pres på politikerne for at balancere udgifter og indtægter bedre. Besparelse, effektiviseringer, højere pensionsalder mm. er de kendte værktøjer.

Når man har iagttaget den offentlige økonomis op- og nedture i årtier, bør man indse, at ingen af de økonomiske virkemidler teoretikerne foreslår, har nogen positiv og langtidsholdbar effekt. Er det så ikke på tide, at indføre en ny orden på området?

Jeg mener at vi bør indføre en forfatningsgaranti, der forbyder offentlig låntagning og sætter loft over skatternes størrelse og grænser for hvad der må beskattes. Altså et kontantsamfund, der kun bruger de penge der indbetales i skatter og den opsparing staten har lagt til side. Med disse to komponenter får vi styr på politikernes ubegrænsede ret til skatteudskrivning og vi behøver ikke mere tage hensyn til hvad ene eller anden økonomiske skole hævder.

Jesper Pedersen

Gigant katastrofe, at lande ikke kan opnå højere produktivitet gennem devalueringer - Ingen af de sydeuropæiske lande kan følge med Tysklands über-høje produktivitet

Se bare på, i øvrigt meget produktive, Sverige, hvor en krone nu kun koster 70 danske øre - I 1980 kostede den 140 øre.

Alvin Jensen, Tommy Clausen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Det hele bygger på en konkurrence nationerne imellem. Der er reelt intet samarbejde. Tyskerne drager fordel af at Euroen er svagere end DMen ville have været netop på grund af de andre lande ligger med røven i vandskorpen og derfor ser de ikke nogen grund til at ændre disse forhold.

Der er desværre ikke noget der tyder på at magten i EU har flyttet sig efter valget. Vi kan vente os mere af samme skuffe selv om vi har brug for en helt anden økonomi hvis vi skal løse de problemer vi står overfor.

Alvin Jensen, Tommy Clausen, Arne Albatros Olsen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En suveræn stat kan lave sin egen valuta så er der ingen FINANSIEL begrænsning. Vi køber f.eks. dyre militærfly uden at blinke. Vi skal ikke først til at indkræve skatter for at betale. Vi er ikke bundet til guldstandarden. At tro at statens budget er det samme som et husholdningsbudget er lige så naivt som at banken kun låner de penge ud som står på kundernes kontoer.

Begrænsningen er nogle andre som f.eks. inflationen, som man af gode grunde ønsker at holde i skak. Det gjorde man tidligere ved hjælp af renten. Gik det for hurtigt kunne man gøre det dyrere at låne penge, og omvendt kunne man ved at sænke renten sætte fut i fejemøjet. Det redskab dur bare ikke mere - for renten er omtrent 0, hvis den ikke ligefrem er negativ. En anden interessant observation er at selvom man har sænket renten og ydermere pumpet penge ind gennem QE (Quantitive Easing) fra centralbanken i EU så har det heller ikke virket efter hensigten. Bankerne har i stedet lånt ud til boligbobler og spekulation.

Der hvor jeg vil hen er at staten eller det offentlige kan sagtens selvfinansiere, ja det er faktisk nødvendigt at de gør det for at løse bl.a. klimaproblemerne. Bankerne skaber jo hele tiden penge, de så kalde fiat-penge, men de går hovedsageligt til føromtalte udlån, så det drejer sig reelt om at få styr på hvad der lånes ud til og hvor meget. Dvs. man skal have bedre kontrol med bankernes udlån eller være bedre til det - om muligheden er der men ikke bliver brugt ved jeg ikke.

Dog er det VIGTIGT at staten undlader at optage lån i udenlansk valuta - det er bedre at udskrive statsobligationer eller trykke pengene. Det kan nemlig gå hen og blive meget dyrt.

Hvis vi har teknologien og vi har ressourcerne til at skabe en "New Green Deal" så har vi også mulighed for at finansiere det. Vi kan sætte det på finansloven og budgettere med det som vi gør med alt andet offentligt finansieret f.eks militæret. Vi behøver ikke opfinde nye ordninger for at staten skal have råd til at gå i gang med grønne projekter. Det vi skal bekymre os om er om vi kan skaffe ressourcerne til dette og så ellers sende pengene i den rigtige retning.

Dog er vi begrænset af finanspagten i - Thorning-regeringens fortjeneste. Ja, formodentlig støttet af et stort flertal i folketinget. Den danske befolkning ønsker åbenbart at fortsætte den neoliberale økonomiske politik styret fra EU. Så selv om vi ikke er tilsluttet Euroen så ved de hvor de har os. EU er desværre bare på vej i forkert retning og de vil meget hellere bilde folk ind at de bliver nød til at betale endnu højere skatter og afgifter på grund af klimatruslen end ændre den økonomiske politik som går ud på at fylde velhavernes lommer.

Alvin Jensen, Tommy Clausen, Mikael Velschow-Rasmussen, Arne Albatros Olsen, Katrine Damm, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Jens Kofoed, Jan Jensen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Michael Friis

EU og Euroen lever videre fordi mange ikke kan overskue alternativet og drømme om et andet samfund bliver stemplet populistiske.
Der er altid et alternativt. Men EU skal nok gå helt galt før det sker. Kan EU overleve, at Euroen falder fra hinanden. Jeg er lykkelig over at Danmark ikke er med, trods det klart vil kunne mærkes i ikke Euro lande, den dag Euro kollapser.

Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Nille Torsen, Claus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Der er intet galt med populisme. "Det modsatte af populisme er ikke demokrati, det er elitisme"
fra "Det populistiske manifest"
https://butik.information.dk/products/det-populistiske-manifest

populism: the political doctrine that supports the rights and powers of the common people in their struggle with the privileged elite

elitism: the notion that power must be relegated to the hands of a few, and kept away from the hoi polloi. (de mange, folket)

elitism: populism is to be concerned with the interests of ordinary people. elitism is to be concerned with the interests of the elite.

https://www.synonyms.com/antonyms/populism

Alvin Jensen, Claus Nielsen, Jan Jensen og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Men vil netop ikke finanspolitisk lempelser i Tyskland + de nordiske lande, der både har relativt gode offentlige finanser, mens også makroøkonomiske fordele - i form af overskud på handelsbalancerne, løse ØMU'ens umiddelbare problemer . Og dermed skævridningen af EU.

Vi burde således sætte nogle arbejder i gang heroppe nordpå (og køre med underskud på de offentlige budgetter i en periode). Det kunne være noget nødvendig infrastruktur ibm. klimaomstillingerne, f.eks. højhastighedstoge og forskning. De sydlige lande kunne så indirekte få mere gang i hjulene, og forbedre deres store underskud på deres handelsbalancer i et hug.

Alvin Jensen og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Pia Nielsen, så længe en stat kun køber varer indenlandsk, og kan få landets borgere til at acceptere landets egen valuta som betalingsmiddel (om ikke andet i det omfang, pengene skal bruges til at betale skatter med), så fungerer det, som du skriver. Men det rækker altså ikke ret langt!

Eftersom en amerikansk virksomhed som Lockheed Martin ikke kan betale deres arbejdere eller leverandører i danske kroner, så henvender de sig til den danske Nationalbank for at få ombyttet de danske kr. med USD. Da den danske Nationalbank ikke kan udstede USD, så er de nødt til at låne eller købe dem. Og hvis ingen vil have DKK, fordi den danske seddelpresse bare kører løs - så stopper festen lige der. Det samme gælder for mulighederne for at importere metaller, komponenter og alt andet, som dansk industri er afhængig af for at kunne producere varer til hjemmemarkedet og til export. Ligesom statens muligheder for at købe fx scannere hos Siemens til kræftbehandling stopper.

Uanset hvor "suveræn" en stat er kan den ikke bare trykke penge ad libitum - og det kan banker heller ikke. Ja, i første omgang "laver en bank penge", når den yder et udlån. Men låntager bruger jo pengene til et eller andet, dvs. betaler en leverandør. Og leverandøren vil gerne have pengene ind på sin bankkonto. I den transaktion får leverandørens bank en fordring på kundens bank. Det er også OK - men kun indtil leverandørens bank ikke længere tror på, at kundens bank kan betale (sådan - rigtig betale, i den yderste konsekvens med penge, som står i Nationalbanken). Hvis den tillid forsvinder, så forsvinder bankens evne til at "lave penge" - og så går banken konkurs, for så skal alle interbanklånene indfries. Det var det, der skete i finanskrisen.

Du har kun forstået de indledende 25% af af systemet. Derfor er dine konklusioner hen hen i vejret - du argumenterer præcis ligesom Baron von Münchhausen!

Nils Bøjden

"Vi burde således sætte nogle arbejder i gang heroppe nordpå (og køre med underskud på de offentlige budgetter i en periode)"

Nej. Det vil få lønningerne til at eksplodere ukontrolleret til skade for alle. Sidst det skete var under Fogh hvor staten pludselig var lønførende hvilket var en af grundene til at der forsvandt 200.000 stillinger i produktionssektoren. Staten skal til at bygge når der er nedgang i det private erhvervsliv.