Analyse
Læsetid: 5 min.

Euroens problem – mellem sydeuropæisk umådehold og nordeuropæisk selvretfærdighed

Økonomer kan langt hen ad vejen blive enige om, at makroøkonomiske ubalancer var og er euroens store problem. Men så rækker enigheden ikke længere. Den dominante opfattelse – at det er sydeuropæernes skyld – er udtryk for en reduktionisme, som ikke har meget med makroøkonomisk analyse at gøre
Langt de fleste økonomer anerkender, at fællesnævneren for de lande, der kom i alvorlige problemer i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, netop var tilstedeværelsen af mere eller mindre kroniske makroøkonomiske ubalancer.

Langt de fleste økonomer anerkender, at fællesnævneren for de lande, der kom i alvorlige problemer i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, netop var tilstedeværelsen af mere eller mindre kroniske makroøkonomiske ubalancer.

Christian Lindgren

Udland
26. juli 2019

I politiske diskussioner om, hvori EU-samarbejdets primære økonomiske problemer består, fylder bekymring for medlemslandenes offentlige finanser usædvanlig meget.

Det nærmer sig det tragikomiske, fordi det har så uendelig lidt at gøre med de massive og meget virkelige problemer, den økonomiske og monetære union (ØMU) står overfor.

De ubalancer, der giver problemer, er de makroøkonomiske; altså det fænomen, at nogle lande har mere eller mindre permanente underskud på handelsbalancen, som de må finansiere ved at optage lån i udlandet – og vice versa.

Den debat, der er væsentlig for reformer af ØMU’en, handler om netop sådanne makroøkonomiske ubalancer. Men den foregår i en form for parallelunivers uden synderlig berøring med den offentlige debat, hvilket i sig selv medvirker til at sedimentere misforståelserne.

Ikke de offentlige finansers skyld

Undtagelsen, der bekræfter reglen her, har i en årrække været The Financial Times.

Som det internationalt førende nyhedsmedie i krydsfeltet mellem international økonomi og politik har der været en betydelig befrielse i at følge skribenter som Martin Wolf og Wolfgang Münchau, som begge har forsøgt at lede offentlighedens og politikernes opmærksomhed i retning af de egentlige problematikker.

Martin Wolf gjorde således tilbage i 2011 – da eurokrisen var på sit højeste – i meget klare vendinger opmærksom på, hvor skæv og misvisende den offentlige debat om den europæiske bank- og statsgældskrise var blevet.

Det, som Estland, Grækenland, Irland, Italien og Spanien havde til fælles, var ikke anløbne offentlige finanser, understregede han, men derimod underskud på betalingsbalancens løbende poster.

I disse spørgsmål kan vi tænke på betalingsbalancens løbende poster som altovervejende udtryk for et lands handelsbalance.

Et underskud på handelsbalancen vil modsvares af et overskud på kapitalbalancen, sådan at betalinger ind og ud af landet balancerer.

’Overskud på kapitalbalancen’ lyder betydeligt flottere, end det nødvendigvis behøver at være; det betyder kort fortalt, at der flyder kapital ind i landet fra udlandet, til finansiering af handelsunderskuddet.

Den udenlandske finansiering af handelsunderskuddet har umiddelbart ikke noget med de offentlige finanser at gøre.

Det er private virksomheder og husholdninger, der forbruger mere, end de dækker med egne indtægter, og det merforbrug finansieres gennem låntagning i udlandet, ofte via indenlandske banker, der hjemtager lån fra internationale pengemarkeder.

De kroniske ubalancer

Det væsentlige her er, at langt de fleste økonomer anerkender, at fællesnævneren for de lande, der kom i alvorlige problemer i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, netop var tilstedeværelsen af sådanne mere eller mindre kroniske makroøkonomiske ubalancer. Men så rækker enigheden ikke meget længere.

En ting er at kunne enes om at identificere en makroøkonomisk indikator, der synes afgørende i forhold til at udpege, hvilke lande der fik problemer, og hvilke der ikke gjorde.

Noget helt andet er at nå til enighed om, hvilke faktorer der bedst forklarer, hvordan ubalancerne opstod, og hvordan man bedst tackler dem.

Inden vi når til de uenigheder, en kort, men vigtig mellemregning: Hvilke mekanismer gjorde, at lande med store handelsunderskud, da finanskrisen indtraf i 2008, endte i en statsgældskrise blot et par år efter?

Hvilke faktorer gjorde, at det, der startede som en massiv europæisk bankkrise, udviklede sig til en alvorlig statsgældskrise i en række lande, der indtil da havde haft nærmest forsvindende lille offentlig gæld set i forhold til BNP – som eksempelvis Spanien og Irland?

Når en markant finanskrise indtræffer, som tilfældet var i 2008, så vil den ramme ekstra hårdt i lande, der har gjort stor brug af ekstern finansiering – og det var præcis, hvad private virksomheder og banker i Spanien og Irland havde gjort i perioden fra 1999 til 2007.

En meget stor del af den akkumulerede private gæld blev imidlertid i løbet af få år til offentlig gæld, blandt andet igennem en stribe redningsaktioner for nødlidende banker. En anden af de helt store faktorer var naturligvis den kraftige fordyrelse af forrentningen af gælden.

Der kan siges meget mere om processen, der på rekordtid ledte fra sunde offentlige finanser og private handelsunderskud til massiv offentlig gæld, men det mere interessante spørgsmål er i første omgang, hvordan de massive makroøkonomiske ubalancer overhovedet kunne opstå.

Det var jo en grundtanke i etableringen af den økonomiske og monetære union, at landenes økonomiske udvikling skulle være præget af stadig større konvergens imellem medlemslandene.

Og de permanente og stigende makroøkonomiske ubalancer i eurosamarbejdets første syv-otte år signalerer mere end noget andet, at den konvergens udeblev, for nu at udtrykke det diplomatisk.

Netop dette er formentlig det allermest politisk ømfindtlige spørgsmål i diskussioner, der vedrører ØMU’en.

Det bør således ikke komme som nogen større overraskelse, at der ikke ligefrem er konsensus blandt økonomer og analytikere om svaret. For så vidt angår årsagerne til makroubalancerne, er der en fuld pallette af teorier i spil.

Allerførst må vi for god ordens skyld konstatere, at en gammel kending dukker op igen her.

Det handler om finanspolitik, lyder det fra en særligt ukuelig og hårdnakket position. Underskud på de offentlige finanser repræsenterer  en ’kunstig’ stimulering af efterspørgslen i økonomien, og det er den ’forvridning’, der skaber handelsunderskuddet.

Med fare for at trætte læseren, en kort repetition: Spanien og Irland havde ikke store underskud på de offentlige finanser, så der må være noget andet på spil.

Myten om lønstigningerne

Langt den mest udbredte forklaringsfigur er, at de makroøkonomiske ubalancer skyldes markante forskelle i udviklingen i lønomkostninger i medlemslandene.

I Tyskland og flere andre nordeuropæiske lande har lønudviklingen været mere beskeden og behersket end i de sydeuropæiske lande, med det forudsigelige resultat, at sydeuropæerne har tabt konkurrenceevne set i forhold til nordeuropæerne. De store handelsunderskud år efter år skyldes med andre ord umådeholdne lønstigninger i syd.

Det er en enkel forklaring med stor intuitiv appel, men den er problematisk – især hvis den får lov at stå alene, som den ofte gør.

Der er en række forbløffende analytiske reduktioner i spil i ræsonnementet bag den. Lad os kort indikere to af dem:

At forskelle i lønudvikling skulle være så afgørende et parameter for europæiske industriers indbyrdes konkurrenceevne, at det fænomen alene skulle kunne forklare de store skift i handelsbalancerne, som vi så fra 1999 til 2007, er en heroisk forsimpling.

Dertil kommer, at det ensidige fokus på lønomkostninger i sig selv er en reduktion af makroøkonomisk kompleksitet af galaktiske proportioner.

Skulle det virkelig forholde sig sådan, at forhold, der ligger ud over en snæver betragtning om lønstigningers betydning for varepriser – som eksempelvis udviklingen i lønindkomster i de forskellige EU-landes økonomier, samt den stadig nemmere adgang til billig låntagning – er så uvæsentlige, at vi ikke behøver at inddrage dem i vores analyse af, hvordan de makroøkonomiske ubalancer er opstået?

Spørgsmålet er naturligvis ledende, og vi vender i næste uge tilbage til en mere seriøs makroøkonomisk analyse, der tager sådanne spørgsmål alvorligt.

På den korte bane kan vi konstatere, at den gængse fortælling går på, at de makroøkonomiske ubalancer dybest set er udtryk for to ting: en stærk nordeuropæisk konkurrenceevne og en uansvarlig sydeuropæisk lønfest.

Det er en fortælling, der ræsonnerer forbløffende godt med idéen om tysk industriel overlegenhed og med den machismo-heroisering af eksportdrevet vækst, der har præget mainstream økonomisk tænkning i de seneste årtier.

Fortællingens primære appel til de nordeuropæiske borgere er – foruden dens skyldsforløsende selvretfærdighed – at melodien er simpel, og refrænet fortryllende nemt at synge med på. Dens store svaghed er til gengæld, at den rummer kimen til ØMU’ens undergang.

Serie

Euroens uløste problemer

Sidste forår var retorikken dyster: Europas økonomiske og monetære union (ØMU) måtte reformeres, hvis ikke pludselige begivenheder som en ny italiensk gældskrise skulle bringe euroen - og hele det europæiske projekt - under pres. Et år er gået, og ingen væsentlige reformer af ØMU’en er vedtaget, ingen grundlæggende problemer er løst, og EU-Kommissionen og statslederne har fortabt sig i en misvisende fortælling om årsagen til euroens problemer. Lektor i global politisk økonomi Jakob Vestergaard guider os frem til mulige veje ud af misèren.

Seneste artikler

  • Vi kan sagtens løse euroens problemer, og Keynes har allerede lavet planen for os

    28. august 2019
    Hvis euroen skal gøres bæredygtig og det europæiske projekt fremtidssikres, er der to ting, vi må vinke farvel til: den selvretfærdige, nationalromantiske moralisering over ’de andre’ og de neoliberales fantasier om, at de finansielle markeder bare skal have frit spil. Men der findes en løsning
  • De rettroende hævder, at et årtis sparepolitik har bragt orden i EU. Men det passer ikke

    19. august 2019
    De rettroende vil hævde, at det sidste årtis stramme sparepolitik har bragt orden i det europæiske hus og fået styr på de værste udskejelser i eurozonens periferi. Men der er to markante problemer med den fortælling: Det er analytisk ikke korrekt. Og selv hvis det var, har prisen været alt for høj
  • Euroen er blevet spændetrøjen, der gør ondt værre

    7. august 2019
    Den økonomiske og monetære union, ØMU’en, lægger stærke begrænsninger på eurolandenes muligheder for at føre økonomisk politik og modgå kriser. Derfor er de finansielle og handelsmæssige ubalancer imellem EU-landene blevet langt større, end de behøvede at være
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Riis

For mig at se hænger Grækenlands sammenbrud sådan her sammen – hurtigt formuleret, uden kildetjek:

Der var mange penge til udlån på finansmarkederne før finanskrisen. Derfor var realrenten lav. Grækenland og grækerne havde næsten lige så lave renter som Tyskland og tyskerne. Lønudviklingen i Grækenland havde længe været hurtigere end i de andre eurolande, og det blev den ved med at være efter euroens indførelse. Det undergravede Grækenlands konkurrenceevne, der ikke længere blev sikret gennem valutakursjusteringer. Grækenlands statsgæld var høj helt fra Andreas Papandreous tid (han døde i 1996), og den blev ikke højere eller ikke væsentligt højere ved euroens indførelse, men den blev konverteret fra drachmer til euro. De private grækere oplevede lave renter – og renten var virkelig lav i betragtning af den hurtige lønudvikling. Der udvikledes et stort betalingsbalanceunderskud som følge af de mange, billige penge, som grækerne oplevede, at de havde, og dermed en stor udlandsgæld.

Det var ikke høje stemmer, der advarede mod udviklingen i Grækenland. I det hele taget var der en global uvilje til at se krisetegn. Man ville ikke ødelægge den gode stemning. Der var faktisk begejstring Jorden rundt. Formuerne voksede, og hjulene kørte – selv om Grækenland f.eks. havde ret arbejdsløshed. The Economist skrev i årevis om de uholdbare stigninger i boligpriser i næsten alle lande, og så vidt jeg husker, bragte New York Times stribevis af artikler om den finansielle boble, der var under udvikling, men der var en generel uvilje til at erkende, at ubalancerne var problematiske. Nogle mente måske ligefrem, at det var alarmister, der fremkaldte krisen, da den endelig kom.

Da krisen kom, omtaltes de, der havde advaret mod udviklingen, som ”den eneste, der så krisen komme” eller lignende. Grækenland og grækerne fik tårnhøje renter på fornyelse af lån. Senere sendte centralbankerne masser af penge ud på finansmarkederne for at holde renten nede, og dér er vi stadig. Også Grækenland har billige lån i dag. Det mest kedelige for grækerne er, at de har mistet friheden til at bestemme over deres egen økonomiske politik. En medvirkende grund til Grækenlands lave renter før finanskrisen var formentlig, at finansmarkederne forventede, at eurolandene ville hæfte solidarisk, og det gør de jo også, tøvende, i et eller andet omfang.

Det bliver spændende at se, hvordan Jakob Vestergaard vil fortsætte sin udredning af euroens problemer.

Thomas Petersen, Tue Romanow og Lars F. Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

... ret høj arbejdsløshed.

Jørgen Wind-Willassen

Var der noget med manglende skattebetalinger?
Favorit Sporten i Grækenland over mange årtier.
Mon det påvirker evne til at få balance i det offentlige regnskab?
Er det samme situation i Italien?
Ja - Berlusconi pralede ligefrem med det.
"Vi er meget rigere end i tror - vi skal blot medregne det sorte arbejde"
Mon ikke skattesystemernes ineffektivitet er medskyldig i katastrofen i sydeuropa?
Investorer ved det jo godt og vil selvfølgelig have ekstra garanti for at få pengene hjem igen.
Det koster selvfølgelig en højere rente.

Michael Hullevad, Lars F. Jensen, Anne Henk Johnson og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Lars F. Jensen

@Poul Erik Riis
En meget stor del af den græske gæld var allerede før Euroen knyttet til eksterne valutaer og selve konverteret af gæld fra drachmer til Euro er kun en lille del af det græske gældproblem.
Især når man ser de lave renter som den græske statsgæld betalte for Euro gælden helt til langt in i 2009.

Det egentlige problem - som du også anfører - er, at de græske politikere tillod inflatoriske lønstigninger og slet ikke kunne snøvle sig sammen til at lave helt nødvendige reformer af alt fra arbejdsmarked, overbeskæftigede statsvirksomheder og pensioner til bedre love og et retssystem, der burde have givet korrupte, nepotistiske og skattesnydende mennesker absolut drakoniske straffe inkl tab af formue.

Uden det sidste er Grækenland et bundløst hul.

Lars :)

Michael Friis

Euroens problem – mellem sydeuropæisk umådehold og nordeuropæisk selvretfærdighed
Nogle forklaringer overfor
Men er der en løsning? Eller må det snart indses, at Euroen er en fuser? Eller skal der flere kriser til?
Havde finanskrisen og den efterfølgende kreditkrise mon været lige så voldsomme uden Euroen. Hvad tror Jakob Vestergaard?

Herligt at Danmark ikke er med i Euroen trods økonomers advarsler om dommedag op til Maastrichtafstemningen i 1992. En afstemning der markede afslutningen på EF og starten på EU og en masse kriser :(

Ole Schwander

Artiklen i dagens Information kaldes en ‘analyse’. Nå, så siger vi det! En analyse fyldt med gammelkendte oplysninger og ubesvarede spørgsmål.

Andetsteds i Information tordnes der mod kviklån og den elendighed, det medfører. Måske skulle Information sende den artikel til Grækenlands beslutningstagere?

Thomas Petersen

Poul Erik Riis: "...eurolandene ville hæfte solidarisk". men det kan man jo ikke sige, at de gør, så længe det stadig er op til hvert enkelt land at redde deres ofte uvederhæftige banker. Tyskland har fint råd til det, og reddede Deutsche Bank, der stod i større problemer end Lehman Brothers,med 500 milliarder Euro, og sidenhen via Grækenlands-pakken med 200 milliarder mere, da de græske banker ikke kunne udrede deres gæld til Deutsche Bank. Men de sydeuropæiske lande har ikke de ressourcer. Derfor er en Euro i en tysk bank mere værd end en euro i en portugisisk bank, og sålænge dette forhold består, vil pengene blive ved med at strømme mod nord, mens sydeuropa forarmes. Islændingene blev i sin tid også præsenteret for en regning på vistnok 60.000 kroner pr. borger, men da de ikke er/var i EU og således havde demokratisk kontrol over den økonomiske politik, gik de på gaden og sagde (fandenme) nej. Nu går det fint i Island, mens Grækenland hænger fast i massearbejdsløshed og økonomisk ruin, takket være EU's lånebetingelser. Ikke at jeg vil ud af EU, men vi skal simpelthen have økonomien under demokratisk kontrol. Desværre et rigtigt skidt tegn, at Lagarde, der som formand for valutafonden var med til at diktere den udemokratiske aftale for Grækenland, nu er blevet formand for den Europæiske Centralbank.

Michael Hullevad, Poul Erik Riis og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Lars F. Jensen:

Jeg kan ikke lige finde dokumentation for, hvor stor en del af den græske statsgæld der var i udenlandsk valuta før euroens indførelse. Det har muligvis været en betragtelig del. Kalyvas, ”Modern Greece” peger på, at statsgælden steg fra 103% af BNP i år 2000 til 115% i 2009, mens udlandsgælden steg fra 45% af BNP i år 2000 til 100% i 2009.

Grækenlands inflation faldt fra 20,4% i 1990 til 2,6% i 1999, men det var stadig 2 procentpoint højere end Tysklands, og Grækenland blev ved med at ligge noget højere end Tyskland i de følgende år. Det viste sig at være katastrofalt, men beslutningstagerne i Grækenland og EU vurderede altså, at den valgte kurs var den rette. Der var en voldsom optimisme, selv om der samtidig var advarende stemmer. Da finanskrisen kom, styrtdykkede den internationale handel og dermed også Grækenlands eksportindtægter, og finansmarkederne, der havde givet stort set samme rente til alle eurolande i en årrække, differentierede renten, som Jakob Vestergaards graf så malerisk viser. Erfaringerne kunne måske tyde på, at det ville være en god idé, at EU satte forskellige inflationsmål for de forskellige lande.

Inflation i Grækenland og Tyskland:

https://data.worldbank.org/indicator/FP.CPI.TOTL.ZG?locations=GR-DE

Michael Hullevad

Bernard Connoly skrev den fantastisk vel dokumenterede bog: The rotten hearth of Europe da han var på orlov fra EU. Han frarådede indførelse af EURO før man fik en økonomisk union. Han blev fyret!
J. Delors sagde: det er risikabelt at indføre EURO, men nu gør vi det! Resultatet ser vi nu +25 år senere! Politikere har gjort det de plejer at gøre når det kniber: så lyver vi!