Læsetid: 5 min.

Euroens problem – mellem sydeuropæisk umådehold og nordeuropæisk selvretfærdighed

Økonomer kan langt hen ad vejen blive enige om, at makroøkonomiske ubalancer var og er euroens store problem. Men så rækker enigheden ikke længere. Den dominante opfattelse – at det er sydeuropæernes skyld – er udtryk for en reduktionisme, som ikke har meget med makroøkonomisk analyse at gøre
Langt de fleste økonomer anerkender, at fællesnævneren for de lande, der kom i alvorlige problemer i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, netop var tilstedeværelsen af mere eller mindre kroniske makroøkonomiske ubalancer.

Langt de fleste økonomer anerkender, at fællesnævneren for de lande, der kom i alvorlige problemer i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, netop var tilstedeværelsen af mere eller mindre kroniske makroøkonomiske ubalancer.

Christian Lindgren

26. juli 2019

I politiske diskussioner om, hvori EU-samarbejdets primære økonomiske problemer består, fylder bekymring for medlemslandenes offentlige finanser usædvanlig meget.

Det nærmer sig det tragikomiske, fordi det har så uendelig lidt at gøre med de massive og meget virkelige problemer, den økonomiske og monetære union (ØMU) står overfor.

De ubalancer, der giver problemer, er de makroøkonomiske; altså det fænomen, at nogle lande har mere eller mindre permanente underskud på handelsbalancen, som de må finansiere ved at optage lån i udlandet – og vice versa.

Den debat, der er væsentlig for reformer af ØMU’en, handler om netop sådanne makroøkonomiske ubalancer. Men den foregår i en form for parallelunivers uden synderlig berøring med den offentlige debat, hvilket i sig selv medvirker til at sedimentere misforståelserne.

Ikke de offentlige finansers skyld

Undtagelsen, der bekræfter reglen her, har i en årrække været The Financial Times.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Alvin Jensen
  • Morten Lind
  • Thomas Tanghus
  • Andreas Lykke Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
Johnny Christiansen, Alvin Jensen, Morten Lind, Thomas Tanghus, Andreas Lykke Jensen, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

For mig at se hænger Grækenlands sammenbrud sådan her sammen – hurtigt formuleret, uden kildetjek:

Der var mange penge til udlån på finansmarkederne før finanskrisen. Derfor var realrenten lav. Grækenland og grækerne havde næsten lige så lave renter som Tyskland og tyskerne. Lønudviklingen i Grækenland havde længe været hurtigere end i de andre eurolande, og det blev den ved med at være efter euroens indførelse. Det undergravede Grækenlands konkurrenceevne, der ikke længere blev sikret gennem valutakursjusteringer. Grækenlands statsgæld var høj helt fra Andreas Papandreous tid (han døde i 1996), og den blev ikke højere eller ikke væsentligt højere ved euroens indførelse, men den blev konverteret fra drachmer til euro. De private grækere oplevede lave renter – og renten var virkelig lav i betragtning af den hurtige lønudvikling. Der udvikledes et stort betalingsbalanceunderskud som følge af de mange, billige penge, som grækerne oplevede, at de havde, og dermed en stor udlandsgæld.

Det var ikke høje stemmer, der advarede mod udviklingen i Grækenland. I det hele taget var der en global uvilje til at se krisetegn. Man ville ikke ødelægge den gode stemning. Der var faktisk begejstring Jorden rundt. Formuerne voksede, og hjulene kørte – selv om Grækenland f.eks. havde ret arbejdsløshed. The Economist skrev i årevis om de uholdbare stigninger i boligpriser i næsten alle lande, og så vidt jeg husker, bragte New York Times stribevis af artikler om den finansielle boble, der var under udvikling, men der var en generel uvilje til at erkende, at ubalancerne var problematiske. Nogle mente måske ligefrem, at det var alarmister, der fremkaldte krisen, da den endelig kom.

Da krisen kom, omtaltes de, der havde advaret mod udviklingen, som ”den eneste, der så krisen komme” eller lignende. Grækenland og grækerne fik tårnhøje renter på fornyelse af lån. Senere sendte centralbankerne masser af penge ud på finansmarkederne for at holde renten nede, og dér er vi stadig. Også Grækenland har billige lån i dag. Det mest kedelige for grækerne er, at de har mistet friheden til at bestemme over deres egen økonomiske politik. En medvirkende grund til Grækenlands lave renter før finanskrisen var formentlig, at finansmarkederne forventede, at eurolandene ville hæfte solidarisk, og det gør de jo også, tøvende, i et eller andet omfang.

Det bliver spændende at se, hvordan Jakob Vestergaard vil fortsætte sin udredning af euroens problemer.

Thomas Petersen, Tue Romanow og Lars F. Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Var der noget med manglende skattebetalinger?
Favorit Sporten i Grækenland over mange årtier.
Mon det påvirker evne til at få balance i det offentlige regnskab?
Er det samme situation i Italien?
Ja - Berlusconi pralede ligefrem med det.
"Vi er meget rigere end i tror - vi skal blot medregne det sorte arbejde"
Mon ikke skattesystemernes ineffektivitet er medskyldig i katastrofen i sydeuropa?
Investorer ved det jo godt og vil selvfølgelig have ekstra garanti for at få pengene hjem igen.
Det koster selvfølgelig en højere rente.

Michael Hullevad, Lars F. Jensen, Anne Henk Johnson og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Lars F. Jensen

@Poul Erik Riis
En meget stor del af den græske gæld var allerede før Euroen knyttet til eksterne valutaer og selve konverteret af gæld fra drachmer til Euro er kun en lille del af det græske gældproblem.
Især når man ser de lave renter som den græske statsgæld betalte for Euro gælden helt til langt in i 2009.

Det egentlige problem - som du også anfører - er, at de græske politikere tillod inflatoriske lønstigninger og slet ikke kunne snøvle sig sammen til at lave helt nødvendige reformer af alt fra arbejdsmarked, overbeskæftigede statsvirksomheder og pensioner til bedre love og et retssystem, der burde have givet korrupte, nepotistiske og skattesnydende mennesker absolut drakoniske straffe inkl tab af formue.

Uden det sidste er Grækenland et bundløst hul.

Lars :)

Michael Friis

Euroens problem – mellem sydeuropæisk umådehold og nordeuropæisk selvretfærdighed
Nogle forklaringer overfor
Men er der en løsning? Eller må det snart indses, at Euroen er en fuser? Eller skal der flere kriser til?
Havde finanskrisen og den efterfølgende kreditkrise mon været lige så voldsomme uden Euroen. Hvad tror Jakob Vestergaard?

Herligt at Danmark ikke er med i Euroen trods økonomers advarsler om dommedag op til Maastrichtafstemningen i 1992. En afstemning der markede afslutningen på EF og starten på EU og en masse kriser :(

Ole Schwander

Artiklen i dagens Information kaldes en ‘analyse’. Nå, så siger vi det! En analyse fyldt med gammelkendte oplysninger og ubesvarede spørgsmål.

Andetsteds i Information tordnes der mod kviklån og den elendighed, det medfører. Måske skulle Information sende den artikel til Grækenlands beslutningstagere?

Thomas Petersen

Poul Erik Riis: "...eurolandene ville hæfte solidarisk". men det kan man jo ikke sige, at de gør, så længe det stadig er op til hvert enkelt land at redde deres ofte uvederhæftige banker. Tyskland har fint råd til det, og reddede Deutsche Bank, der stod i større problemer end Lehman Brothers,med 500 milliarder Euro, og sidenhen via Grækenlands-pakken med 200 milliarder mere, da de græske banker ikke kunne udrede deres gæld til Deutsche Bank. Men de sydeuropæiske lande har ikke de ressourcer. Derfor er en Euro i en tysk bank mere værd end en euro i en portugisisk bank, og sålænge dette forhold består, vil pengene blive ved med at strømme mod nord, mens sydeuropa forarmes. Islændingene blev i sin tid også præsenteret for en regning på vistnok 60.000 kroner pr. borger, men da de ikke er/var i EU og således havde demokratisk kontrol over den økonomiske politik, gik de på gaden og sagde (fandenme) nej. Nu går det fint i Island, mens Grækenland hænger fast i massearbejdsløshed og økonomisk ruin, takket være EU's lånebetingelser. Ikke at jeg vil ud af EU, men vi skal simpelthen have økonomien under demokratisk kontrol. Desværre et rigtigt skidt tegn, at Lagarde, der som formand for valutafonden var med til at diktere den udemokratiske aftale for Grækenland, nu er blevet formand for den Europæiske Centralbank.

Michael Hullevad, Poul Erik Riis og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Lars F. Jensen:

Jeg kan ikke lige finde dokumentation for, hvor stor en del af den græske statsgæld der var i udenlandsk valuta før euroens indførelse. Det har muligvis været en betragtelig del. Kalyvas, ”Modern Greece” peger på, at statsgælden steg fra 103% af BNP i år 2000 til 115% i 2009, mens udlandsgælden steg fra 45% af BNP i år 2000 til 100% i 2009.

Grækenlands inflation faldt fra 20,4% i 1990 til 2,6% i 1999, men det var stadig 2 procentpoint højere end Tysklands, og Grækenland blev ved med at ligge noget højere end Tyskland i de følgende år. Det viste sig at være katastrofalt, men beslutningstagerne i Grækenland og EU vurderede altså, at den valgte kurs var den rette. Der var en voldsom optimisme, selv om der samtidig var advarende stemmer. Da finanskrisen kom, styrtdykkede den internationale handel og dermed også Grækenlands eksportindtægter, og finansmarkederne, der havde givet stort set samme rente til alle eurolande i en årrække, differentierede renten, som Jakob Vestergaards graf så malerisk viser. Erfaringerne kunne måske tyde på, at det ville være en god idé, at EU satte forskellige inflationsmål for de forskellige lande.

Inflation i Grækenland og Tyskland:

https://data.worldbank.org/indicator/FP.CPI.TOTL.ZG?locations=GR-DE

Michael Hullevad

Bernard Connoly skrev den fantastisk vel dokumenterede bog: The rotten hearth of Europe da han var på orlov fra EU. Han frarådede indførelse af EURO før man fik en økonomisk union. Han blev fyret!
J. Delors sagde: det er risikabelt at indføre EURO, men nu gør vi det! Resultatet ser vi nu +25 år senere! Politikere har gjort det de plejer at gøre når det kniber: så lyver vi!