Baggrund
Læsetid: 7 min.

Europa får sin første kvindelige kommissionsformand: Ursula von der Leyen

At være kvinde har været Ursula von der Leyens ’USP’, som man siger på handelshøjskolerne – hendes ’unique selling point’. Hun er ikke bare en fransktalende tysk konservativ, hun er en fransktalende tysk konservativ kvinde. Og det har virket: Tirsdag aften blev hun valgt som den første kvindelige kommissionsformand
Tirsdag aften blev tyske Ursula von der Leyen valgt som den første kvindelige EU-kommissionsformand med 383 stemmer for, 327 imod, 22 blanke.

Tirsdag aften blev tyske Ursula von der Leyen valgt som den første kvindelige EU-kommissionsformand med 383 stemmer for, 327 imod, 22 blanke.

Frederick Florin

Udland
17. juli 2019

Kvinden, som det hele handler om, står klar i kulissen på slaget ni, lang tid før EU-parlamentarikerne har fundet deres pladser i plenarsalen i Strasbourg. I en lille lys jakke, der stumper i ærmerne på den helt rigtige måde. Med en sirlig lysblonde frisure, der på en gang er ubesværet og solid, næsten som en buste.

Så er det nu.

Hun smiler nervøst, knejser en anelse med nakken, sætter den ene støvle foran den anden og skridter koncentreret gennem den kølige sal, hvor de godt 750 EU-politikere snart vil afgøre hendes politiske fremtid.

Europa holder øje. Håndtryk og kindkys. Hun tager en lille slurk vand, hånden ryster en anelse, så rejser hun sig og går op til talerstolen. Salen bliver stille.

Selv om Ursula von der Leyen i ti dage har været kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen, det højeste politiske embede i EU, har hun ikke givet ét eneste interview til pressen. Og hvorfor skulle hun også det? Det er ikke offentligheden, hun skal overbevise, men de andre politikere i Europa-Parlamentet – og mindst 374 af dem.

Som regel kan man sjusse sig frem til, hvem der stemmer hvad til sådan en afstemning, men ikke i dag. Stemmeafgivningen er hemmelig. Parlamentarikerne – Helveg, Berlusconi, Farage og hvad de ellers hedder – skal bare skrive et plus eller et minus på et ark papir og dumpe det ned i en lukket boks. Ingen kommer til at vide, hvem der stemte hvad, så det har ingen konsekvenser at undslå sig partilinjen. Det gør det hele både mere uforudsigeligt og mere spændende.

Viel Frauenpower

Klokken havde end ikke passeret otte tirsdag morgen, før Ursula von der Leyens nye SoMe-konsulenter – det tyske firma firma Story Machine – udsendte det første tweet fra formandskandidatens nye profil: De ville da bare lige minde om, at det nu er 40 år siden, at franske Simone Veil blev valgt til forkvinde for EU-Parlamentet. Og promovere deres nye hashtag #EuropeIsAWoman.

Aftenen før var det et gruppefoto med hovedpersonen og en masse andre konservative kvinder med viel Frauenpower, naturligvis akkompagneret af det samme hashtag.

At være kvinde er Ursula von der Leyens ’USP’, som man siger på handelshøjskolerne – hendes unique selling point. Hun er ikke bare en fransktalende tysk konservativ, hun er en fransktalende tysk konservativ kvinde.

Som den danske generalsekretær i Det Europæiske Råd, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, sagde til Berlingske tirsdag:

»Det må være svært for Europa-Parlamentet at gå imod (hende), for det er den første kvindelige kommissionsformand.«

Så selvfølgelig åbner Ursula von der Leyen sin store tale med at nævne Simone Viel og trække en historisk parallel til sig selv.

»Endelig er der en kvindelig kandidat til posten som kommissionsformand,« siger hun, og selv om hun knap løfter blikket fra sit talepapir, virker det historisk, salen klapper, hun smiler næsten.

Ud af i alt 183 EU-kommissærer har kun 35 været kvinder, siger hun.

»Vi vil have vores fair andel.«

Og så minder hun om, at hun jo selv er »både mor, doktor og politiker«, og at hun i øvrigt indførte forældrebarsel i Tyskland i 00’erne.

Hendes kommission skal bestå af lige mange kvinder og mænd, lover hun, og hvis statslederne ikke selv kan finde tilstrækkelig mange, skal hun nok sørge for, at de alligevel gør det. I øvrigt vil hun tilføje vold mod kvinder til listen af forbrydelser i EU’s forfatning.

Det er lige før, at hun også læser hashtagget op.

Europa er en kvinde

Ursula von der Leyen er begyndt at bruge hashtagget #EuropeIsAWoman, Europa er en kvinde. Og det er sådan set ikke helt forkert.

Den græske mytologi beretter i hvert fald om, at en ung kvinde ved navn Europa sund og fro gik på en eng og plukkede blomster, da hun så en kælen hvid tyr. Hun klappede dyret, og af en eller anden grund sprang hun også op på dens ryg.

Men det skulle hun ikke have gjort, for det var slet ikke en tyr, men derimod gudekongen Zeus i forklædning – han havde forelsket sig i Europa og galoperede alt, hvad han kunne mod havet og svømmede afsted med den stakkels pige på ryggen, hele vejen til Kreta, hvor han godt nok gjorde hende til dronning, men – må man formode – også voldtog hende kontinuerligt. På den front er der trods alt sket lidt, både på Kreta specifikt og i Europa generelt.

Stemmer ja for at …

Vi ved allerede, at de grønne og venstrefløjen stemmer imod hende – det har de sagt. Vi ved, at socialdemokraterne er splittet i to lejre. At hendes egne konservative vil stemme for (selvfølgelig). At de liberale er lunkne, men ikke afvisende. Og at de to højrefløje er negative, men ikke umedgørlige.

Det kan derfor blive et broget flertal, hun samler bag sig. Et flertal, hvor polakker og ungarere stemmer ja for at undgå den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans genkomst; hvor spanierne stemmer ja for at sikre sig Josep Borrell som udenrigschef; hvor de liberale stemmer ja, fordi Macron siger det, og hvor italienerne stemmer ja for at få en fed post til deres kommende kommissær.

I ti dage har Ursula von der Leyen holdt møder med grupperne i EU-Parlamentet for at sikre sig deres støtte. Den slags er hårdkogt business, spyt i næven og håndslaghvis du får det her, så giver du mig det her. Og det kræver en helt særlig finesse at kunne love all things to all people uden at ligne en idiot og uden at modsige sig selv.

Mange frygtede, at hun ville falde igennem, men jeg har lige talt med en socialdemokrat, som glædede sig over, at von der Leyen ikke vil indføre en fælles europæisk mindsteløn, og en anden socialdemokrat, som glædede sig over, at hun vil indføre en fælles europæisk mindsteløn. Det tyder jo på, at hun har gjort sit arbejde. The art of the deal.

Og når man hører hende stå der og tale, rank og koncentreret, opdager man også de mange deals og rævekager, der stikker ud af talen som tøj af en kuffert, der er blevet pakket for hurtigt.

Hun lover at hæve EU’s CO2-reduktionsmål i 2030 til »50 hvis ikke 55 procent«, som hun siger – men betyder det 50 eller 55? Og hun vil lave en ny klimalov inden for de første 100 dage, som slår EU’s mål om klimaneutralitet i 2050 fast. Men for at polakkerne ikke skal gå helt i baglås, skynder hun sig at følge op med ord som »transitionsfond« og at »ingen bliver efterladt tilbage«.

Hun vil have »fair skatter«, siger hun og nævner »techgiganter«, og selv om hun absolut intet lover, og selv om hun bemærkelsesværdigt nok ikke nævner fælles selskabsskab eller kampen imod skattely, klapper alle.

Et af de farlige afsnit handler om rule of law – her spidser folk virkelig ører, for hvor hård tør hun være ved Polen, Ungarn og Rumænien?

»Vi må aldrig gå på kompromis med respekten for retsstaten,« siger Ursula von der Leyen, og det var trods alt hårdere formuleret end mange forventede.

Så er det fluks videre til migration, hvor hun ønsker sig et nyt fælleseuropæisk asylsystem, en reform af Dublin-forordningen og 10.000 Frontex-grænsevagter inden 2024.

Til sidst smider hun et par godbidder til hele Europa-Parlamentet: Der skal være transnationale opstillingslister, og Europa-Parlamentet skal have »initiativret« til at kunne fremsætte lovgivning (hvad det så end betyder).

Som en krølle på halen slår hun over i tysk og fortæller historien hendes salige far, Ernst, der flyttede til Bruxelles og var med til at lade EF vokse frem af nazismens aske, og om hvordan hun selv blev europæer, før hun blev tysker, fordi hun er født »her i Bruxelles«, som hun siger, selv om vi er i Strasbourg.

Hun taler hurtigere og hurtigere, knytter næverne og vifter med hovedet, som om hendes hjerne forsøger at tvinge kroppen til at udvise entusiasme. Europa skal tage ansvar for verden, siger hun, »det er vores mest noble pligt!«

»Det er det kostbareste vi har. Es lebe Europa, vive l’Europe, long live Europe

Den første

Under frokostpausen, hvor partigrupperne holder møder og bager de sidste rævekager, virker de konservative bemærkelsesværdigt afslappede. De taler mere om, hvordan Ursula vil sammensætte sit hold, end om hendes chancer for at blive valgt. Og efter et par timer forlyder det, at de liberale vil stemme for.

Så er det aften, og parlamentarikerne stiller sig i sssschlange, som en tysk tv-journalist bliver ved med at sige, mens han er igennem live, og én efter én kaster de deres stemme i en tyk plastikboks. Og så venter vi.

Er det virkelig slutningen på en lang, lang EU-sæson? Med Brexit og topposter og valgkamp og ekstraordinære topmøder? Alle vil gerne have sommerferie, kan man mærke.

Og så … den rødmossede italienske parlamentsformand, David Sassoli, dukker op og overbringer nyheden: Europa får den første kvindelige kommissionsformand nogensinde.

383 stemmer for, 327 imod, 22 blanke. Ursula von der Leyen sidder og skinner som en sol. 

Det er ikke prangende, men det er en sejr. Der bliver ingen forfatningskrise, ingen nye topmøder og ingen politiske kriser. Europa er blevet en lille smule mere kvinde.

Og så blev hun valgt til formand, Ursula von der Leyen, der her står til venstre i en lille lys jakke og lover EU-parlamentarikerne i plenarsalen i Strasbourg 50 procent kvinder i den kommende EU-kommission.

Og så blev hun valgt til formand, Ursula von der Leyen, der her står til venstre i en lille lys jakke og lover EU-parlamentarikerne i plenarsalen i Strasbourg 50 procent kvinder i den kommende EU-kommission.

Zhang Cheng/Ritzau Scanpix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som Karsten Hønge ville have ridset i sin EU-pult, havde han ikke løbet af pladsen

no more piss/plus de pisse/keine pisse mehr
time for clear speech/temps pour un discours clair/Zeit für klare Sprache

Peter Madsen og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, det er på tide, at også kvinder kan blive kommissionsformænd. Men dette valg af formand er absolut ikke en demokratisk institutionel som EU værdigt,

I stedet for at lade det folkevalgte parlament vælge som kommissionsformand - og i øvrigt hele kommissionen, laver Europarådet, altså regeringslederne, en ganske uappetitlig og udemokratisk kohandel i kulisserne, hvor de udpeger de kandidater, som parlamentet har at vælge imellem.

Og traditionen tro, plejer det at være enten nationale partimedlemmer, som den nationale regeringsleder gerne vil give et godt lønnet aftrædelsesjob. Eller også er det en ubekvem politisk person, som samme nationale leder gerne vil have fjernet fra national politik.

Lægen og ganske meget andet Ursula von der Leyen har været nær medarbejder til Angela Merkel siden 2004, så måske er det ikke et ønske om direkte at fjerne hende fra tysk politik. Til gengæld fylder hun snart 60 år, og så kan det passe med at give hende et vellønnet aftrædelsesjob.

Men man skal også gøre sig det klart, at Ursula von der Leyen absolut ikke var/er populær i vide kredse af Forbundsdagen. Og nogle mente ligefrem, at hendes tid som forsvarsminister har gjort enorm skade på det tyske forsvar.

Nu er Ursula von der Leyen altså udpeget af landenes regeringsledere og derefter valgt af parlamentet - og begge med et meget lille flertal. Så lille at det direkte er ubehageligt for demokratiet, og så må vi jo følge med i, hvilken kurs hun giver EU. Men med dette ganske lille flertal, bør hun i hvert fald ikke kaste sig ud i store ændringer af EU´s politiske kurs, hvilket EU ellers nok kan have brug for.

Janus Agerbo, Bjarne Bisgaard Jensen, Ervin Lazar, John Poulsen og Johnny Christiansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Den danske statsminister havde på pressekonferencen i Berlin for få dage siden en bemærkning, man ikke har hørt i de seneste 75 år fra en dansk politiker om Tysklands historiske, kulturelle, økonomiske og politiske betydning for kongeriget. Hun kunne have tilføjet "sproglig" til alt det, som hovedparten af den danske offentlighed har foretrukket at udblænde siden 1945, men Frederiksen har vist endnu ikke planer om at ændre fremmedsprogspolitikken.

Man behøver ellers kun et halvt øre for at bemærke, at danske politikere tre år efter Brexit og valget i USA af D. Trump som præsident har ændret på vurderingen af, hvor man især skal søge allierede, og inden længe vil vi antageligt opleve, at hovedparten af den danske befolkning vil gøre det samme. Interessen vil ikke længere koncentrere sig om valgmaskiner i Florida, men i stedet om hvem der vinder landdagsvalget i NordRhein-Westphalen.
Meningsmålinger i Forbundsrepublikken gør Die Grünen/Bündnis 90 til det næststørste parti i Forbundsdagen. Det er i den tyske kontekst temmelig bemærkelsesværdigt, og vil efter den normale målestok betyde en koalitionsregering mellem unionen og De Grønne (unionen er her CDU/CSU). Det skulle efter samme målestok betyde, at de tyske vælgere gennemtrumfer en grøn omstilling i Forbundsrepublikken som automatisk vil sætte sit præg på europæisk politik. Det begyndte allerede i von der Leyens taler til parlamentet i går.

Henriette Bøhne

Gert Romme,
Jeg tror faktisk, du tager fejl. Jeg har fulgt Ursula von der Leyen i årevis og det tætte forhold til Merkel og årsagen til det, kan diskuteres. Ursula von der Leyen var en katastrofe som forsvarsminister, men som arbejdsminister var hun altså temmelig magtfuld og ikke bange for at bruge sin magt til at vride armen om på Merkel, bl a hvad angår tvungne kvindekvoter i bestyrelser - så vidt jeg husker, truende hun sig til nogle fremtidsløfter på området, ellers ville hun stemme sammen med die Grünen. Det synes jeg, man skal huske, når man ser, hvor hadet hun er af mange i både sit eget parti og hos de liberale.

Michael Friis, Rolf Andersen, Nike Forsander Lorentsen og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Ka' I ikke snart lære det: KommissionsFORKVINDE!!!

Carsten Svendsen

FORPERSON!!!

Rikke Nielsen

Eftesom hun er den første kvinde på posten, kan det da aldrig have været en fordel at være kvinde.
Mystisk konklusion!

Helle Walther

Kan hun leverer, står der i avisernes forsider, mon en mand ville få samme retoriske spørgsmål på første dagen? Hun er valgt. Ursula von der Leyden. Løkke fik magten med et mandats flertal i 2015, Mette F magten med 99 mandater. EU formanfdskvinden vil få modstand, problemer osv. Men hun er stærk, hun er klog, flittig og Vestager er med samt Timmermann, så mon ikke der er kommet et stærkere EU end sidst. Vælgerne har da givet dem det mandat. OG klima er noget som alle partier vægter højt, også de der er eu modstandere. Lad os se planen om 100 dage, og ikke dømme forlods.

Helle Walther

formandskvinde ups.

John Poulsen

Hvor er jeg træt af den skridtfiksering !
I 1997 blev jeg fravalgt til en stilling grundet koncernens skridtfikseringspolitik. Personalechefen var endda så "venlig" at forklare mig, at jeg havde klart de bedste kvalifikationer, men når der var 2 kandidater tilbage i opløbet, skulle han tage den person, der mangler en tap og har buler på brystkassen i stedet for i skridtet, hvilket han "i øvrigt var personligt imod"
Det glade vanvid.....helt ligesom at DR på DR.dk kalder parlamentets afstemning en "blåstempling" af tyskeren.... Nej, det er et demokratisk problem at nogen med så stor en andel imod sig alligevel får posten foræret.

Det var et meget lille flertal Ursula von der Leyen lykkedes med at få slæbt hjem som ny forkvinde for EU-parlamentet, - og alene ved leflen for tiden store emne - miljøet og klimaet.

Med et helt igennem et demokratisk uskønt forløb i og for EU og Parlamentet, dukkede hun op som en trold af en æske, og blev valgt med vel nok det mest beskedne flertal i mange år.

Løfterne om miljø og klimamål for 2050 er blot det sædvanlige valgflæsk, - som ikke ser ud til at kunne nås, og derfor er et tomt slag i luften, - der skal indgyde håb for fremtiden.

Denne sjakren med miljøet og klimaet skal ses i den sammenhæng med de muligheder for løsninger der er, og samtidig den produktion der ønskes opretholdt af og for kapitalen, - men disse to størrelser er altså på kollisionskurs, uden udsigt til at forenes.

Bjarne Bisgaard Jensen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
niels astrup

De to MEPs fra det tyske Die Partei ristede von der Leyen - og hendes stab - over en flammekaster. SE DET:

Først Martin Sonnenborn:
https://www.youtube.com/watch?v=sELCkfRn09A

Så Nico Semsrott:
https://www.youtube.com/watch?v=9ghyGco-ok0

Peter Hansen

Fuldstændigt ligegyldigt om det er en kvinde eller en mand, bare vedkommende egner sig til jobbet og er dygtig.

Problemet med den konstante fokus på kønnet kan desværre give den opfattelse, at folk ikke vælges pga. at de er egnede eller hvad de kan, men bare fordi de nu lige havde et bestemt køn, andre var måske bedre egnede kunne man så måske tænke.

Peter Jensen

Ville man spørge angående en nyvalgt mand, om han nu også kan levere? Naturligvis, dette spørgsmål er blevet stillet stort set hver eneste gang. Såvel om Obama, Trump, Macron, Løkke og alle mulige andre. Og den næste, hvor man vil stille dette spørgsmål, bliver også en mand. Nemlig den næste beboer i Downingstreet (endda nok med et ekstra stort spørgsmålstegn).

Men hvis man vælger nogen ud fra andre kriterier end deres kvalifikationer, eller politiske program, er der en oplagt risiko for, at man dermed også får noget andet. Altså noget andet end kvalifikationer, eller et program der er demokratisk funderet. Og det kan søstersolidariske glansbilledbeskrivelser ikke dække over.

Jørgen Mathiasen

Der er en gevaldig interesse for om Boris Johnson kan levere. - The Guardian har trykt en længere række artikler om Johnsons uegnede personlighed, nogle af dem med supplerende insinuationer om hvor mange børn Johnson egentlig har etc. Andre har som udgangspunkt, at Johnson ganske bestemt vil levere nemlig en katastrofal Brexit for UK, og derfor udtaler finansminister Phillip Hammond i disse dage, at han er parat til at stemme en sådan regering ned.

Brexit kommer til at stå højt oppe på EU's politiske dagsorden, ikke alene for kommissionspræsidenten men også for den kommende ministerrådspræsident. Visse steder i europæisk presse diskuteres det, hvad den tidl. forsvarsminister v.d. Leyen vil gøre i forsvarspolitikken, og hvordan den amerikanske præsident vil forholde sig til en ny magtfuld tysk kvinde. Som man ser, er hele paletten taget i anvendelse.

EUs Brexit-politik vil ikke blive båret igennem parlamentet af de nationalkonservative. Miljøpolitikken vil heller ikke, og her har von der Leyen også modstandere i sin egen politisk gruppe. Timmermans og Vestager står som nye næstformænd til at skulle bane vejen for et flertal i parlamentet.

Henriette Bøhne

Jeg vil godt understrege, at jeg alene nævnte Ursula von der Leyens kamp for bla kvindekvoter i koncernbestyrelser og ligestilling på arbejdsmarkedet, fordi det siger noget om egenskaber og karaktertræk, hun er i besiddelse af. Ursula von der Leyen er en progressiv socialkonsrrvativ, som ihvertfald ikke i sin tid som arbejdsminister, var bange for at påtage sig rollen som den, der betræder nyt politisk land og holdninger. Hun var faktisk ret populær som arbejdsminister og af nogle spået til at blive Merkel arvtager. Men hun blev frygtelig upopulær hos CSU og dele af CDU for nogle af sine holdninger og tiltag og luften mellem hende og Merkel kølnedes også, da hun truende med at stemme for et forslag om kvindekvoter, fremsat af die Grünen. Jeg har altid tænkt, at forsvarsministerposten, som er en træls post at få i Tyskland, var straffen for dette.
Ja, jeg ville hellere have haft en grøn klimaforkæmper eller en rigtig socialist, men det for vi formentlig først den dag, Europas befolkninger for alvor sammensætte parlamenterne, både de hjemlige og det i EU, helt anderledes.
Ursula von der Leyen kan vel dårligt klandres for, at hele valgprocessen har været uskøn og at valgprocefurerne bør forandres og demokratisere?
Hvor meget klima har Jean Claude Juncker leveret?
På det sociale områder foretrækker jeg faktisk von der Leyen fremfor Vestagers, som måske nok er god til at vride armen om på Google, Amazon osv, men også er pænt kold i siddeaggregatet på det menneskelige plan og det sociale område.

Pietro Cini, Daniel Joelsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Nogen kaldte nefladende von der Leyen for "den små Ursula", men hun plejer da på hjemmebane i Bundestag at være en rimelig skarp debattør i et debatmiljø, som er noget hårdere end i det danske folketing. Her er hun i clinch med Sigmar Gabriel, SPD og Jürgen Trittin, die Grünen. Pia K havde fået en hjerneblødning!
Jeg er selvfølgelig enig med Gregor Gysi til sidst i debatten, men det hold vi spiller for er desværre i mindretal :-)
https://m.youtube.com/watch?v=gXyu3_t1ulY&list=FL30CiNec3a67c7ezZMOzICQ

Daniel Joelsen

Jeg føler ingen tap-fiksering, og ser gerne flere kompetente kvinder på endnu flere poster.

Men jeg hæfter mig ved Ursulas oprustning af den tyske hær, og havde nok aldrig forestillet mig en tysk “krigsminister” som formand for EU.

Og endelig har valget atter udstillet en udemokratisk underernæret process i EU. Som kritisk tilhænger af EU så jeg gerne at fruen blev sendt på en tiltrængt slankekur med efterfølgende stylist. Ja, Europa er en kvinde.

Henriette Bøhne

David Joelsen,
Du tror vel ikke i ramme alvor, at det alene er Ursula von der Leyen, som de sidste mange år alene har bestemt Tysklands forsvarspolitik og engagementer i den forbindelse helt alene? Netop pga Tysklands historie, er forsvarsministerposten en uriaspost og de hurtige øretæver holdeplads og som jeg skrev før: jeg mistænker stærkt at von der Leyen fik den, fordi hun var faldet i unåde. Hun var jo heller ikke Merkel kandidat til kommisionsleder, men Macrons.

Jørgen Mathiasen

CDU's forsiddende, Annegret Kramp-Karrenbauer, har efter aftale med kansler Merkel netop suppleret sin formandspost med posten som forsvarsminister. Derved har hun fået adgang både til forbundsregeringen og forbundsdagen, hvilket endvidere er affyringsrampen for AKK's kanslerkandidatur.

Information anede ikke, hvad Frau von der Leyen mener, men der er et sikkerhedspolitisk miljø af beslutningstagere, som kender hende ganske udmærket. SPD har forsøgt med begrænset held at sætte hende i et dårligt lys, men fortalere for det transatlantiske forsvarsfællesskab i Europa, heraf nogle stykker af i kongeriget, og i USA, er opmuntrede over udnævnelsen af von der Leyen. Det skal forstås som "et lys i mørket" for den amerikanske præsident og Brexit er både transatlantikernes hovedpine og "Wegbereiter" for den franske politik på det område, og man kan udmærket forestille sig nogle sammenstød mellem den nye kommissionspræsident og den franske (stats)præsident.

Henriette Bøhne

Jørgen Mathiasen,
Det er givetvis på nogle områder rigtig god strategi at gå efter forsvarsministerposten i Tyskland. Til gengæld skal man ikke underkende, hvor upopulær, man risikerer at blive ude i den tyske befolkning, alt afhængig af, hvilke beslutninger, man kan blive nødt til at træffe.
AKKs kanslerkandidatur? På mig virker det som om SPD er fuldt besluttet på at implodere i samarbejdet med Merkel.

Jørgen Mathiasen

Henriette Bøhne,
bortset fra at den tyske grundlov lægger hindringer i vejen for valg i utide, som du utvivlsomt ved, er SPD et af flere gamle europæiske folkepartier, som må frygte for et valg. Af disse grunde antager jeg, at den samspilsramte koalition, som Kerin Linde præcist sagde, fortsætter et stykke tid endnu.

Det er hverken forsvarsministeren eller hendes ministerium, der står i centrum for tysk politik, og det burde det heller ikke gøre for den danske offentlighed. I centrum står derimod, at De Grønne fik 18% ved landdagsvalget i Bayern, blev næststørst ved EP-valget, og står til at blive næststørst i Forbundsdagen. Det er en overordentligt bemærkelsesværdig ændring af forbundsrepublikkens politiske landskab, og det har allerede fremkaldt en tilsvarende ændring af tonen hos øltelttalerne i bayersk politik. (Hør en gang på Söder.) Ursula von der Leyen er fuldstændig skarp på alt dette.

Det er nu officielt, at Forbundsrepublikken udgør en hovedprioritet for kongeriget DK - det har Information sikkert også bemærket. Denne prioritet er for alle virkelighedsorienterede i kongeriget grund til at følge med i de kommende landsdagsvalg i Sachsen, Brandenburg og Thüringen, som bliver forspillet til forbundsdagsvalget. Efter dem kan vi sikkert bedre vurdere AKKs (mulige) kanslerkandidatur.