Læsetid: 9 min.

I flere Balkan-lande har folk fået nok af, at staten ikke er til for dem

Foråret igennem har flere lande på Vestbalkan oplevet massive protester med den ene fællesnævner, at befolkningerne ikke længere ville finde sig i deres magthaveres korruption og manglende gennemsigtighed i regeringsførelsen. Selv om protesterne er faldet i intensitet, markerer de et demokratisk skifte, som EU bør bakke mere synligt op om, mener ekspert i Østeuropa
Protesterne i Montenegro begyndte i febuar og voksede sig store, som her i april i Podgorica, indtil nu hvor de nærmest er gået i sig selv igen.

Protesterne i Montenegro begyndte i febuar og voksede sig store, som her i april i Podgorica, indtil nu hvor de nærmest er gået i sig selv igen.

Stevo Vasiljevic

1. juli 2019

PODGORICA – Ved overgangen fra vinter til foråret i 2019 var der flere ting, der indikerede, at et såkaldt ’Balkan-forår’ var under opsejling med borgerprotester i byer lige fra Beograd i Serbien, Tirana i Albanien og til Podgorica i Montenegro.

I sidstnævnte startede borgerprotesterne den 3. februar i år, efter Dusko Knezevic, formand for den Montenegro-baserede Atlas-koncern, publicerede en video, hvor han viste, hvor nemt han kunne bestikke en lokal politiker.

Ifølge The New York Times skrev Dusko Knezevic i en e-mail, at han »ville få lov til at fungere som forretningsmand, så længe han hyldede Milo Đukanović (præsident i Montenegro, red.) og hjalp med at finansiere hans parti.« Mens »de, der forsøger at modsætte sig systemet, går enten i stykker eller får en kugle i nakken«.

Men hvor afsløringerne i Montenegro i begyndelsen fik omkring 25.000 mennesker på gaden, er der i dag blot »få hundrede mennesker tilbage, omend protesterne fortsat pågår«, forklarer Aivo Orav, der er EU-ambassadør for delegationen i Montenegro.

Montenegro mangler alternativ

Information møder ham i EU-delegationens hovedkontor i Podgorica til en kort orienteringsseance om situationen i landet i anledningen af, at EU-Kommissionen har inviteret en håndfuld journalister til regionen i håbet om at skabe mere opmærksomhed om situationen på Vestbalkan.

»I den seneste EU-rapport fremgår det, at vi har gjort fremskridt, men at der skal gøres mere, for at leve op til EU’s målsætning. Vores største udfordring er pressefriheden, hvor der ikke har været nogen udvikling i den seneste rapport – vi sakker ikke bagud, men vi rykker os heller ikke i en mere positiv retning,« siger Aivo Orav.

Montenegro er placeret som nummer 104 i verden på Reporters Without Borders årlige liste over pressefriheden i verden – blandt andet bag lande som Libanon, Mozambique og Kenya.

»Vi ser et lille fremskridt med hensyn til vores andet store problem: kampen mod korruption,« tilføjer Aivo Orav.

Dertil bakser Montenegro med at forbedre fundamentale menneskerettigheder, ytringsfriheden, landets offentlige administration samt kampen mod organiseret kriminalitet – herunder hvidvaskning, trafficking, og tobakssmugling, som det fremgår af EU’s seneste statusrapport. For slet ikke at nævne den store del af oppositionen, der har valgt at boykotte parlamentet.

Christian Axboe Nielsen, lektor i østeuropæiske studier på Aarhus Universitet og forfatter til bogen Vi troede ikke, det kunne ske her om Jugoslaviens sammenbrud, har også det indtryk, at demonstrationerne er »gået lidt i sig selv« i Montenegro. Og det er der ifølge lektoren en ganske god forklaring på:

»Problemet er, at man i Montenegro mangler et plausibelt alternativ til den nuværende præsident Milo Đukanović, ligesom det også – omend i lidt mildere grad – er tilfældet i Albanien og Serbien. Og det siger jo sig selv, at hvis oppositionen er heterogen og splintret, så kan det være ekstremt svært at se et alternativ,« forklarer Christian Axboe Nielsen og understreger, at koalitionerne af partier og interesser stort set kun er enige i, at den nuværende leder skal fjernes.

Men det kan umiddelbart se lidt håbløst ud at få bugt med præsidenten og den pågående korruption: Ifølge The New York Times er Đukanovic’ søster landets øverste advokat. Præsidentens bror ejer landets største finansielle institut. Sønnen har ansvaret for Montenegros største forsyningsanlæg, mens nevøen er involveret i landets største turismeprojekt.

Protesterne fortsætter

Men hvor befolkningen i Montenegro syntes at have opgivet håbet om nye politiske vinde, går borgere i Tirana og Beograd fortsat på gaden i tusindvis for at protestere mod de siddende magthavere.

Protesterne i Serbien begyndte den 8. december sidste år, efter at lederen af det serbiske venstrefløjsparti, Borko Stefanovic, blev banket i den sydserbiske by Krusevac den 23. november.

Efterfølgende gik Stefanovic-støtten Dragan Djilas ud til medierne og sagde, at selveste præsident Aleksandar Vučić var manden bag overfaldet, hvorefter borgerprotesterne tog fart: Først nogle venstreorienterede i byen Krusevac, hvorefter studerende gik på gaden, mens det i dag er alt fra marxistiske studerende til den alleryderste højrefløj, der protesterer mod Vučić’ regering.

Ligesom i Montenegro styrer den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, også landet med hård hånd over for pressen og hans kritikere. Og så har Serbien ligesom montenegrinerne store udfordringer med korruption og organiseret kriminalitet.

Kort efter borgerprotesterne brød ud i Serbien, begyndte folk også at gå på gaden i Albanien og Montenegro. Og fælles for alle er, at de er utilfredse med de siddende magthavere.

»Folk er utilfredse med, at magthaverne håndhæver deres magt til egen fordel og nytte i stedet for at håndhæve magten til fordel for folket og samfundet,« siger Christian Axboe Nielsen.

Og det er ikke bare udelukkende venstre- eller højreorienterede, der er utilfredse, men en meget broget politisk skare, forklarer lektoren.

»Det eneste, som de demonstrerende i Albanien og i Serbien har til fælles, er, at de ikke kan lide den siddende præsident. Der ses blandt demonstranterne bogstaveligt talt en bred vifte af det, der i en dansk kontekst vil svare til alt fra Enhedslisten til Stram Kurs.«

Ifølge Christian Axboe Nielsen har det klientelistiske politiske system været et problem på Balkan helt tilbage til det 19. århundrede, men »heldigvis ved de mennesker, der nu gør oprør, godt, at det ikke behøver fungere sådan: at det fungerer anderledes i de ældre EU-medlemsstater, og de ønsker jo kort sagt at regeringerne holder deres løfter og regerer landet på en mere transparent og demokratisk måde«.

I løbet af de seneste måneder er omfanget af demonstrationerne dog ifølge Milica Vojinović, journalist på det uafhængige medie KRIK med base i Beograd, stilnet en smule af i forhold til, da protesterne var på deres højeste:

»Antallet af demonstrerende har været en smule faldende siden i vinter, hvor mere end 30.000 serbere gik på gaden mod Vučić’ regering. Ingen kender det eksakte årsag til dette. Nogen mener, det er, fordi folk ikke er tilfredse med oppositionspolitikerne, som med tiden blev involveret i organiseringen af protesterne, mens andre mener, at det ganske enkelt er, fordi folk er trætte af at protestere uden at opnå resultater,« skriver Milica Vojinović til Information.

Værre end under Milošević

Både lektor Christian Axboe Nielsen og den serbiske journalist Milica Vojinović er af den opfattelse, at Vučić ikke umiddelbart ser ud til at lade sige kue af demonstrationerne foreløbigt.

I hvert fald ikke så længe, EU lader stå til:

»Internationale spillere som EU kan måske rykke på noget. De følger tæt Serbiens fremskridt i reformeringen af meget vigtige områder som uafhængigt retsvæsen og pressefrihed. Derudover skal det også siges, at oppositionen i Serbien laver tilnærmelser til i højere grad at forene sig i de sidste måneder, men det er fortsat ikke særlig effektfuldt,« skriver Milica Vojinović.

Netop pressefriheden – eller mangel på samme – har den serbiske journalist inde på livet.

Hun henviser blandt andet til den seneste rapport fra FreedomHouse, hvor Vučić’ Serbien og Orbans Ungarn sidestilles, idet de begge har fundet en måde at presse medierne på en subtil måde, så det ikke fremstår så åbenlyst.

»Det sker ved hjælp af skattekontrol, som varer i måneder, eller lovpakker, der er skabt udelukkende til at dræne de uafhængige mediers økonomi, som det eksempelvis skete med KRIK, da en minister sagsøgte os, fordi vi offentliggjorde en historie som en del af Paradise Papers-projektet. Ministeren sagsøgte os fire gange – to af søgsmålene har han allerede tabt, men det gjorde et stort indhug i både vores tid og vores penge,« skriver hun.

Derudover beretter Vojinović om, hvordan toppolitikerne konstant retter skytset mod de uafhængige journalister i Serbien med løgne, mens de gør dem selv til uskyldige ofre.

»Samtidig er de meget venlige over for journalister fra de regimevenlige medier (finansieret af regeringen, red.), som de bruger til smedekampagner mod uafhængige journalister og oppositionsledere. Sidste år var der sågar en journalists hus, der blev sat ild til, mens hans kone lå og sov i huset. De undslap begge, men huset brændte ned,« skriver hun.

Christian Axboe Nielsen lægger sig i slipstrømmen af Milica Vojinović’ kritik og går så langt som til at sige, at »der er betydeligt mindre presse- og ytringsfrihed i dagens Serbien, end der var under Milošević. Og det er jo ret katastrofalt«.

EU-skeen i den anden hånd

Og ikke nok med at regimet fylder tabloidpressen i Serbien med propaganda mod sine interne kritikere, så gælder det ifølge Christian Axboe Nielsen også de eksterne medier, hvor der dagligt florerer historier om, »at EU er dårlige og Rusland er dem, der beskytter os«, blandt en befolkning, der også er den mest EU-skeptiske på Balkan.

»Der er fortsat den her meget abstrakte og overvurderede russofile forbindelse i Serbien. Problemet er bare, at vi ved, at Serbien som stat handler langt mere med EU-landende end med Rusland. Vi ved, at EU giver langt flere midler til Serbien, end Rusland gør. Rusland kommer hovedsageligt med diverse former for militær støtte og andre symbolske værdier.«

Hidtil har EU-diplomaterne ifølge Axboe kun forholdt Vučić kritikken bag lukkede døre, men det kan borgerne – som Axboe siger det – »ikke bruge til en skid«. For »hvis de siger det bag lukkede døre, så mangler de proeuropæiske serbere, montenegrinere eller albanere jo et signal. De ved jo ikke, at det er blevet sagt bag lukkede døre.«

»Så længe Vučić siger de rigtige ting, virker det, som om Bruxelles er for bange for at kritisere Serbien i frygt for, at vi taber Serbien til russerne. EU er ikke interesseret i pludseligt at have en russisk klientstat på Balkan. Og det er derfor, Serbien med afstand er den vigtigste stat af de nuværende ikke-EU-medlemslande på Balkan – både økonomisk, politisk og geografisk set,« siger Christian Axboe Nielsen.

Derfor må EU ifølge lektoren se at få skeen i den anden hånd og begynde at udtale en offentlig kritik af Vučić og lægge pres på hans regime i Serbien, som stadig ugentligt fører til at flere tusinde går på gaden i Beograd.

Sker det ikke, kan man nemlig frygte, at man fra EU’s side i nær fremtid vil gå på kompromis med nogle af Københavnskriterierne for ikke at risikere, at trække optagelsesprocessen i langdrag, hvilket kan lægge Serbien i hænderne på russerne.

Axboe »håber ikke, det bliver tilfældet« af frygt for, hvad et EU med en Vučić-Orban-alliance vil føre med sig.

»Hvis et Vučić-ledet Serbien kom ind i EU, er der garanti for, at Orban og Vučić vil støtte hinanden sammen med Polen i den europæiske klub. Derfor må man sikre, at Københavnskriterierne bliver behandlet objektivt igennem, inden man optager Serbien i EU.«

I det hele taget finder Axboe Nielsen det både »paradoksalt og kritisabelt«, at Serbien er så langt i forhandlingerne om optagelse i EU ud fra de objektive kriterier:

»Hvis man nu sammenligner Nordmakedonien og Serbien, så har vi jo i Nordmakedoniens tilfælde et land, der har fået et 12-tal til eksamen, men som alligevel nu har fået at vide, at det på trods af det ’desværre ikke lige er foreløbigt, de kan påbegynde optagelsesforhandlinger om EU-medlemskab’. Imens er Serbien jo allerede i gang med forhandlingerne, så det virker jo på mange måder forkert.«

»Jeg efterlyser en europæisk politik på Balkan, der rent faktisk giver karakterer og belønning ud fra det, som den europæiske union juridisk og politisk set har sagt, at balkanlandene skal gøre, og ikke ud fra alle mulige andre prioriteter, der opererer p.t. og i de seneste år.«

Tyder ikke på ny væbnet konflikt

Hvorom alting er, så ser det ikke ud, som om ’Balkan Spring’ endnu har formået at vælte magten – men ej heller føre til nye væbnede konflikter, som man så flere steder i kølvandet på Det Arabiske Forår i 2011.

I hvert fald ikke så længe Serbien og Kosovo undlader at gå videre med det »meget problematiske« forslag om, at de to lande kunne bytte landområder der, hvor majoriteterne er på henholdsvis den ene eller andens side.

Et andet sted, hvor der tidligere har været optakt til konflikt, er mellem den etniske majoritet og det etnisk albanske mindretal i Nordmakedonien, men her ser alting pludseligt meget bedre ud i dag, end for bare få år siden.

»Den socialdemokratiske regering i Skopje har bukket sig baglæns og prøver rent faktisk at skabe et Nordmakedonien, der er til for alle landet borgere uanset etnicitet frem for den tidligere kurs, hvor den tidligere regering gjorde alt, hvad den kunne for at provokere det albanske mindretal.«

Arbejdere ved HBIS-stålværket i Serbien. Landet er splittet mellem en fremtid i EU og modstanden mod samme. På mange måder er båndet til Rusland stærkere – og også Kina, der bl.a. har overtaget stålværket, gør kur til serberne.
Læs også
Altin Prenga samarbejder med 400 lokale producenter i området omkring restaurant Mrizi i zanave, der serverer lokaldyrket gourmetmad med respekt for det traditionelle albanske køkken.
Læs også
Sadri Aliu, en 25-årig albaner, drømmer om, at hans hjemby Presevo bliver en del af Kosovo. »Lige nu kan jeg hverken sige, at jeg bor i Serbien eller i Kosovo, kun at jeg er albaner i blodet – selv om mit pas siger, at jeg er serber,« fortæller han.
Læs også

Information var inviteret til Vestbalkan af EU-Kommissionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Morten Madsen

Håbet er, at Serbien sætter optagelsesforhandlingerne med EU i stå à la Island.

For min skyld kan Serbien søge optagelse alle andre steder end i EU -
herunder gerne Putins Eurasiske Økonomiske Union -
bare vi slipper for at skulle være i Union med Serbien.

Jeg syntes, det er ganske svært at afgøre. Vi har faktisk hus i et område af Balkan, hvor såkaldte serbere er i flertal. Men jeg skelner mellem serbere og Serbien, for der er normalt stor forskel.

Fra gammel tid har ingen af de mange folkslag på Balkan ikke identificeret sig ud fra national/etnisk tilhørsforhold men udelukkende ud fra religiøst tilhørsforhold. Og her findes et af Balkans største problemer, som populistiske og korrupte politikere, udnytter for at holde sig ved magten.

Og i denne forbindelse er der egentlig kun 2 religioner, der giver problemer. Det er de ortodokse (de sande kristne) og det er især katolikkerne, der i øvrigt er styret fra Vatikanstaten. Og selv om de ortodokse præster ofte er bevæbnede, er det de fanatiske budskaber fra Rom, der skræmmer mig mest.

Men både borgerne på Balkan og landenes naturressourcer har noget at byde EU og Europa på. Og samtidig vil de interne nationalistiske stridigheder, der udgår fra både Serbiske og kroatiske politikere, stoppe, hvis landene samlet optages i EU.

Til gengæld har disse populistiske og nationalistiske politiske ledere egentlig ingen politik at tilbyde. Og dem bør vi helst ikke give nogen politisk indflydelse til.

Aleksander Laursen

@Torben Lindegaard

Russofobien i vore samfund inkluderer tydeligvis også serbere. Hitlers filosofi om at brune, sorte, gule og slaviske mennesker er undermennesker lever i bedste velgående.

Nu er jeg delvist af serbisk afstamning og heldigvis for dig ønsker færre og færre serbere medlemskab af EU.

Europa har siden 1999 gladeligt hjulpet den amerikanske krigsmaskine. Det ønsker serberne ikke at deltage i.

Håber Serbien tilslutter sig Putins union og fortsat agerer bolværk mod amerikansk imperialisme som har millioner af menneskeliv på samvittigheden.

@ Aleksander Laursen,

Jeg ved godt, hvad du hentyder til, der fandt sted i 1999, men jeg syntes ikke du hverken er rimelig eller seriøs omkring dette.

Det er korrekt, at da serberne indvandrede til Balkan, slog de sig først ned i Kosowa-området. Men det giver ingen ret til området, for der boede faktisk 2-3 andre fokegrupper der i forvejen - bl.a. albanerne.

Og slaget på Косово Поље i 1389 giver heller ingen eneret til området. For sagen var, at serberne ikke kæmpede alene, for faktisk var der flere albanere på serbernes side, end der var serbere. Og desuden var der flere serbiske krigere på osmanernes side, end der var serbere på serbisk side.

Og sådan har det faktisk været op gennem tiderne i krig efter krig som serberne har deltaget i. Altså at serbene ikke har stået sammen, men har været delt på hver side af fronten.

I øvrigt ved jeg godt, hvad kroatiske Ustaša foretog sig i Jasenovac, Sisak-Moslavina i starten af 1940-erne. Men det var egentlig ikke serbere fra serbien det gik mest ud over, det var alle disse mange "serbere", der har boet udenfor det egentlige Serbien gennem mange hundrede år.

Jeg syntes, at det Nato foretog sig i slutningen af 1990-erne, det skulle gøres. Man kan ikke i moderne tid acceptere, at nogen nation eller noget folkeslag giver sig på andre mennesker, som Serbien gjorde på kosowa-albanerne. Desuden var der tilsyneladende kun denne ene mulighed for at stoppe uhyrlighederne.

Steffen Gliese

Men, Gert Romme, såvidt jeg husker, tabte serberne da også i 1389, hvilket vel er baggrunden for det nationale traume.

Aleksander Laursen

@Gert Romme

Vestlige befolkninger er ligeså hjernevaskede som nordkoreanerne, bare i større geografisk område og med global rækkevidde.

Fortæl en Nordkoreaner hans land ikke er verdens bedste og han bliver sur, irriteret, fornærmet og vil angribe dig personligt fremfor at søge sandheden.

Fortæl en gennemsnitlig vesterlænding at krige starter på baggrund af løgne fra egne regeringer og du får samme reaktion. Jeg siger ikke borgerkrigen var en løgn.

Jeg siger det er et faktum at USA altid har gjort alt, alt hvad de kan for at knække socialisme/kommunisme i verden. Borgerkrigen var en selvopfyldende profeti.

Ligesåvel som "hjælpen" vi nu yder militært i Mellemøsten er en selvopfyldende profeti som følge af invasioner som kun har skabt mere terror.

Den terror skal vi nu hjælpe befolkningerne mod. Man bliver helt stolt af vores vilje til at hjælpe lande ude i verden.

Fuldvoksne mennesker som dig kan ikke se det forkerte i at smadre forsvarsløse lande tilbage til stenalderen. Det handler jo om menneskerettigheder og hjælp.

Hvis din generation skulle redde verden ville der intet håb være.