Gaza genbesøgt efter fem år: »Krigen i 2014 var grusom, men nu dør vi bare mere stille«

GAZA BY – »Sidst min søn hørte bomber, grinede han bare. Hans syntes, lyden var sjov.«

28-årige Mahmoud Harara sidder under en simpel loftslampe i en spartansk indrettet stue, mens han vugger den fem måneder gamle Abaida.

Sidst jeg mødte Mahmoud Harara, havde han små skægstubbe. Nu er skægget vokset tæt og markant. Sidst boede han hos sin mor, nu har han fået egen lejlighed i familiehuset.

»Dét at leve i krig er ikke særlig behageligt. Man vænner sig på en måde til det, men vi er jo triste. De fleste her ønsker at leve i fred. Man ser sine venner dø og bliver selv bange for døden.«

Der er faldet bomber i Gaza – også i nat – ligesom så mange andre dage og nætter i hans 28-årige liv. Det er efterhånden nærmest blevet rutine. Hamas sender en raket eller fem eller 50 afsted, og Israel svarer igen med angreb fra luften.

Det er fem år siden, vi mødte hinanden i dette hus i kvarteret Shejaiya i udkanten af Gaza By.

Det er også fem år siden, krigen var her sidst. Krigen i 2014 som begyndte på denne dag og varede hele sommeren. Den hvor Hamas, som har magten i Gaza, dræbte 67 israelske soldater og seks civile. Den hvor Israel dræbte 2.251 mennesker, hvoraf over halvdelen var civile.

Det var også den sommer, hvor familien Harara måtte flygte fra deres hjem.

’Vi forlader ikke vores land’

Mahmoud Harara, som dengang var 23 år gammel, mødte mig og min kollega Per Christian Selmer-Anderssen, lige efter de var flyttet tilbage til deres hjem i Shejaiya igen. Blot få uger efter de sidste raketter var sendt afsted fra israelske jagerfly, mødte vi familien.

Deres murstenshus havde pådraget sig et stort gabende hul, som var stoppet til med et vævet tæppe i rødt og gult. Tæppet dækkede over udsigten mod endeløse murbrokker af knust beton, forvredet armeringsjern og knuste drømme.

Vi skulle bo hos dem en nat for at lære dem og konsekvenserne af krigen at kende.

Mahmoud Hararas drengeværelse var blevet ødelagt. Hans søsters skolebøger var forvandlet til sort støv. Den mindste bror, Amirs, barnecykel var smeltet, køleskabet flået op, vaskemaskinen ødelagt. Fætteren Mo’men viste to ikkedetonerede granater frem. De havde skrabet sprængstofferne ud af dem og sat to gule plastikblomster i.

Hver aften gik strømmen i familiens treetagers hus. Mahmoud Hararas lillesøster, Imen, tog os med ind i sit udbrændte værelse. Derfra kunne hun se en stribe lys ude i horisonten, ovre mod Israel.

»Når jeg ser lysene derude, tænker jeg på, at jøderne har strøm, og det har vi ikke,« sagde hun.

Den aften i 2014, hvor krigen kom til deres kvarter, havde de troet, de var i tryghed. Men pludselig hørte de et brag. Imen løb over til storebroren Mahmoud Harara, vækkede ham og råbte, at de måtte se at komme væk.

Udenfor var sommernatten forvandlet til et inferno af rædsel, brag og flammer. Duerne i haven var flygtet. Hønsene i baggården døde af røg og støv. Men hele familien overlevede, hver og en.

»De ødelægger vores hjem. De ønsker, at vi forlader vores jord. Hvis de vil have os til at dø for vores land, så må det være sådan. Vi forlader det ikke,« fortalte Imen.

Hendes fremtidsdrøm var at læse videre på universitetet og blive engelsklærer, men hun skulle også hjælpe sin mor i hjemmet.

»Jeg bliver nødt til at arbejde hårdt for at gøre huset finere, end det er lige nu.«

Der er gået fem år siden den krig. Størstedelen af de 17.000 palæstinensiske hjem, der blev ødelagt, er genopbygget. Også Hararas familiehus. Med bistandshjælp blev hullet i væggen lappet, der blev indkøbt nye skolebøger og en ny sofa.

Men Harara-familien har også forandret sig. Imen er ikke gået videre på universitetet, hun har giftet sig, fået sit første barn og venter nummer to. Hun er også gået fra hijab til niqab, fra universitetet til hjemmegående.

»Hendes mand bad hende om at gå med niqab, så det bliver hun nødt til. Han er lidt konservativ, så du kan formentlig ikke møde hende eller tale med hende igen,« fortæller Mahmoud Harara.

Mahmoud Harara har også giftet sig, med 20-årige Abeer. Sammen har de fået en lille søn.

»Jeg har kendt Abeer, siden jeg var en lille dreng, så en dag, jeg kom hjem fra skole, havde jeg besluttet mig. Hende ville jeg giftes med, for hun var både smuk og sød. Jeg spurgte hende, og hun overvejede det i fem dage, før hun endte med at sige ja. Da blev jeg helt utroligt glad.«

Tilbage i 2014 havde en bombe ødelagt store dele af familien Hararas hus og efterladt et stort hul i væggen.

Kyrre Lien

’Nu dør vi stille’

»Salam alaikum.«

Mahmoud Harara hilser på to unge mænd, som sidder og drikker kaffe på en café.

»Herfra kan man se ud over byen. Det er det bedste sted, jeg kender,« siger han.

En stor olivenlund slynger sig rundt mellem murstensbygningerne i Gaza-striben. Langt væk, hvor horisonten er sløret af udstødningsgasser, ligger Israel. Blot halvanden kilometer væk.

»Jeg kan huske første gang, jeg tog min kone med herop. Det var fantastisk. Det var helt mørkt omkring os, strømmen var gået den aften. Så vi sad bare der og så ud over det hele. Pludselig kom strømmen tilbage og lagde sig som et flydende, lysende tæppe over byen.

»Men dette er også et godt udsigtspunkt, når der falder bomber.«

Mahmoud Harara peger mod en bygning i det fjerne, som for blot få uger siden blev ramt af en israelsk granat.

»Krigen i 2014 var grusom, men her foretrækker folk krig frem for den nuværende tilstand. Nu dør vi bare mere stille. Vi har intet arbejde, ingen mad, ingenting. Der er ingen fremtid i Gaza.«

Mahmoud Harara er uddannet bioanalytiker, men – ligesom for så mange andre i Gaza – er det ikke til at finde arbejde. Derfor har han en lille madforretning, som ligger på første etage i deres hus.

»Jeg læste i seks år, nat og dag, og når man så ikke kan skaffe et job, er det virkelig hårdt. Man mister håbet. Jeg føler mig som en fugl uden vinger.«

Der bor omkring to millioner palæstinensere i Gaza, men arbejdsløsheden er på omtrent 50 procent, og 80 procent af indbyggerne er afhængige af nødhjælp udefra.

»Hvis jeg skal opsummere de seneste år, er det gået fra slemt til værre. Det går kun ned ad bakke. Lønnen er faldet, vi har næsten ingen strøm, og det er umuligt at finde arbejde,« fortæller han.

Mahmoud Harara (der står i mørkeblåt tøj) er blevet gift, har fået et barn og har åbnet en lille madforretning i huset. Hans bioanalytikeruddannelse bruger han ikke, for der er »intet arbejde, ingen mad, ingenting«.

Kyrre Lien

Ingen fred i sigte

Professor i historie og mellemøstforsker Hilde Henriksen Waage ved Universitetet i Oslo mener også, at alt er blevet værre i løbet af de seneste fem år.

»Levevilkår, arbejdsløshed, fremtidshåb – alt er blevet værre i det, som reelt nu er et åbent fængsel. Samtidig prøver Hamas efter bedste evne at forbedre situationen for befolkningen i Gazastriben, men det går dårligt. Politisk er Israel lykkedes med sin strategi om at skabe konflikt og splittelse mellem de rivaliserende partier Fatah og Hamas, noget som betyder, at der ikke længere er et samlet palæstinensisk mål eller nogen fælles politik.«

Gaza har været under Hamas’ kontrol siden 2007, mens Fatah kontrollerer Vestbredden. Deres relation har længe været konfliktfuld, og de kæmper med at enes om en fælles palæstinensisk linje.

Fatah er den største gruppe inden for Palæstinas PLO-regering.

Navnet Hamas kan oversættes til ’Den islamiske modstandsbevægelse’, og blandt andre EU kategoriserer dem som terrororganisation. Hamas ønsker blandt andet at erstatte det nuværende Israel med en palæstinensisk stat.

Waage mener, at en stor del af årsagen til, at konflikten pludselig blusser op, kan være for at få gang i forhandlingerne om vareimport, penge og andre ting til Gaza – hvilket for tiden er meget vanskeligt på grund af den handelsblokade, som Israel og Egypten opretholder.

»Samtidig har der været mange andre konflikter i Mellemøsten, og der sidder de så og bliver glemt af det internationale samfund. Så fyrer de 600 raketter af. De er ikke dumme, de ved, at det ender med bomberegn og nye drabstal. Men de gør det for at få Israel i tale og for at få dem til forhandlingsbordet,« siger hun.

Waage tror, at indbyggerne og verdenssamfundet kan kigge langt efter fred.

»Der har ikke været, og der kommer ikke til at blive nogen fred. Israel har vundet, og palæstinenserne har tabt. Fredsprocestoget er gået for mange år siden. Det, vi ser nu, er konsekvenserne af den situation, og Gaza kommer til at blive holdt under hård israelsk besættelse fremover.«

Generelt er indbyggerne i Gaza pessimistiske i deres syn på fremtiden. Hverken vold eller fredsforhandlinger har ført noget særligt med sig.

»Hvad kommer de næste fem år til at bringe med sig? Det aner jeg ikke. I morgen bliver der måske krig igen, eller måske ophører besættelsen. Dét er der ingen, der ved. Måske bliver vores hus ramt af en raket, eller måske beslutter Egypten sig for at finde en løsning,« siger Mahmoud Harara.

»Jeg håber jo på en fremtid, som er anderledes end nu. Jeg tror alle mennesker ønsker at se deres børn vokse op uden krig, i tryghed. Men her i Gaza hører vi bomber og luftangreb. Det er ikke godt for et barn at vokse op på den måde.«

Mahmoud Harara ønsker, at hans families fremtid bliver uden for Gaza – gerne i Tyskland, hvis det kan blive muligt. Han fortæller om den ene gang, han var uden for Gaza.

Da han var 12 år gammel, fik han lov at rejse til Egypten for at få lavet en særlig øjenoperation.

»Da jeg kom uden for muren omkring Gaza, var det som en fugl, der endelig bliver sluppet løs. Vi tog i zoologisk have, og jeg var lykkelig. Jeg ville ikke tilbage, men det var vi nødt til. Jeg tror, at hvis situationen her ikke forandrer sig, så vil det fremprovokere en ny krig. Som de siger i de lokale medier: Hellere starte en ny krig, før folket dør.«

© Kyrre Lien og Information

Oversat af Nina Trige Andersen