Læsetid: 16 min.

Intet sted i verden stiger temperaturen så hurtigt som i Longyearbyen på Svalbard

I verdens nordligste by er gennemsnitstemperaturen allerede steget med fire grader siden 1971 – det er langt over de fleste computersimulerede scenarier. Det har ødelagt hjem, dyreliv og tilmed kirkegården. Svalbard er på én gang unik og et mikrokosmos over, hvad der sker i verden
Turister gør sig klar til en tur med Audun Saltes slædehunde.

Turister gør sig klar til en tur med Audun Saltes slædehunde.

Denis Sinyakov

31. juli 2019

SVALBARD – Folk slår sig ned i verdens nordligste by, Longyearbyen, af mange årsager. Nogle er bjergtaget af Svalbardøernes vildskab, et sneklædt landskab, som overgår selv de mest fantastiske billeder fra Narnia eller områderne nord for muren i Game of Thrones.

Andre drages af det sammentømrede samfund bestående af 2.300 personer, som er nødt til at hjælpe hinanden, fordi temperaturerne ofte ryger ned under 30 minusgrader, og den største by ligger over 800 kilometer væk.

Mange siger, at de har forelsket sig i det arktiske lys, som – selv i den dybeste mørke vinter – overrasker med lysskygger og himmelske lysglimt.

Men i mange tilfælde handler det også om pionerånd. Det har altid været tilfældet i denne gruppe af arktiske øer, som ligger halvvejs mellem Nordpolen og Norges fastland.

Historisk var de første indbyggere hvalfangere, som ankom for 400 år siden og bidrog til en nær udslettelse af grønlandshvalen. Siden kom kulminearbejderne, der gravede gruber, hældte brændsel i ovnene og sendte brændstoffer ud på verdenshavene.

I nyere tid kom de arbejdere, der skulle facilitere dyr turisme, hvor folk kom valfartende med cruiseskibe for at få »et sidste glimt« af den arktiske is, der er ved at forsvinde. I dag kommer et stigende antal forskere og diplomater til området for at undersøge, hvordan Svalbard og dets indbyggere tilpasser sig livet ved klimanedsmeltningens frontlinje.

Intetsteds på planeten foregår opvarmningen i højere tempo. Sådan lød budskabet i en rapport udarbejdet på opdrag fra det norske Miljøministerium, der blev offentliggjort i februar foran et forbløffet publikum i Longyearbyen, hovedbyen i øgruppen.

Folk var godt klar over, at det stod skidt til, men først da de hørte denne prognose, gik det op for dem, hvor slemt det er. En lokal journalist beskrev, hvordan folk blev stille til mødet, da de blev præsenteret for statistikkerne, der mindede om »et uhyggeligt horrorscenarie i en dårlig krimi«.

Udgangen af det 22. århundrede

Siden 1971 er gennemsnitstemperaturen steget med fire grader, hvilket er fem gange så højt tempo som det globale gennemsnit. I vinters, hvor forandringerne kunne mærkes mest markant, var temperaturstigningen på syv grader. Den slags stigninger er først ventet at indtræffe i resten af verden ved udgangen af det 22. århundrede. Og det er langt over de fleste computersimulerede scenarier.

Men det er ikke det hele. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, kommer Svalbards temperaturer til at være steget med ti grader inden 2100.

»Det er temmelig rystende,« siger Morten Wedege, den alvorlige, midaldrende leder af miljøafdelingen i Svalbards lokale administration.

»Min første tanke var: ’Hvordan skal vi håndtere miljøet inden for den ramme? Det kan vi ikke’.«

Siden da har han og andre indbyggere i byen imidlertid sat sig for at bruge flere kræfter på tilpasningsindsatsen – den indsats, det enkelte individ, den enkelte husstand og det lokale samfund er involveret i, og også på de sociale og kulturelle forhold, der kan spille en rolle i tilpasningen til klimaforandringer generelt set.

Den proces gik i gang i 2015 i kølvandet på den hidtil mest ødelæggende lavine i byens historie. Der var faldet en usædvanlig kraftig vinterregn på Sukkertoppen, det bjerg, som Longyearbyen ligger for foden af. Regnen frøs til is, og blev derpå dækket af et tykt lag sne.

Denne ustabile kombination kollapsede sent om aftenen seks dage før jul, og rullede ned af bjerget og ind i de sovende indbyggeres huse. 11 huse blev skubbet 20 meter væk fra deres fundament. Biler trimlede rundt. Indbyggerne kæmpede hektisk for at grave deres naboer ud af sneen.

En 42-årig mand og en to år gammel pige døde. Otte andre, heriblandt tre børn, måtte på hospitalet.

»Det var forfærdeligt. Vi havde aldrig oplevet noget lignende,« fortæller den lokale byrådsformand, Arild Olsen, en pragmatisk indstillet tidligere minearbejder, for hvem denne katastrofe var et personligt vendepunkt.

Svalbard er på én gang unik og et mikrokosmos over, hvad der sker i verden i øvrigt. Øgruppen – der er lidt mindre end Irland – befinder sig i klimastormens øje. Presset på temperaturerne kommer oppefra (den arktiske atmosfære, som bliver opvarmet to gange så hurtigt som det globale gennemsnit) og det nærliggende hav (som bringer stadigt varmere strømme med sig fra Den Mexicanske Golf).

Efterhånden som den hvide, sneklædte overflade smelter, reflekterer landoverfladen mindre og absorberer mere varme fra solen. Efterhånden som isen ved kysterne forsvinder, bliver det hidtil rolige kontinentale vejr afløst af hårde kyststorme.

Indtil for ti år siden, fortæller de lokale, var det anset for dårlig opførsel at diskutere dette emne i kulminebyen. Nu taler alle om det på arbejde og på værtshuset. Det er blevet umuligt at ignorere forandringerne. Det er også blevet umuligt at køre på snescooter hen over fjorden, fordi den ikke længere fryser til is om vinteren, noget der var helt utænkeligt for et par årtier siden.

Dette landskab plejede at være en arktisk ørken, men nu regner det, selv om vinteren. Gletsjerne som dækker 60 procent af Svalbard er ved at trække sig tilbage, hvilket forårsager yderligere afstrømning i dalene, hvor permafrosten er ved at tø. Dette har skabt jordskred og ødelagt fundament og mure på flere bygninger.

Overordnet lykkelig

Den fysiske påvirkning er tydelig ved Den Internationale Frøbank – også kaldet dommedagsbeholderen – som ligger nær Longyearbyens lufthavn. Dette lager, som er bygget ind i et bjerg, var designet til at opevare en million frøsorter fra hele verden til fremtidige generationers brug. Men efter indgangen blev oversvømmet, som følge af permafrostafsmeltning i 2017, er den ikke-nær-så-sikre lagerbygning ved at blive gendesignet.

Det samme gælder andre bygninger. Næsten 150 hjem er ved at blive flyttet til en samlet omkostning på 350 millioner norske kroner. Nye drænkanaler er ved at blive bygget. Energiforsyningsledninger bliver forstærket. Men forandringerne kommer så hurtigt, at embedsfolk tvivler på, om de kan holde trit.

»Det er vanskeligt at opretholde folks sikkerhed. Der sker ting, som det ikke er meningen skal ske,« siger Arild Olsen.

»Vi er nødt til at tilpasse en hel by. Det er vanskeligt. Vi laver en plan, og året efter er den allerede forældet.«

I Longyearbyen udfaser man brugen af kul, og Mine 7 (billedet) er Norges sidste operative mine.

Denis Sinyakov

De psykologiske udfordringer er mindre tydelige, men reelt større. Det virker overordnet som en lykkelig by. Få steder i verden er folk så velstående, sunde og venlige. Men under overfladen er der uro. Uforudsigeligt vejr, upålidelig jord under fødderne, og ustabile bjergsider skaber en psykisk foruroligende tilstand.

Folk føler sig ikke i sikkerhed længere. Der er en følelse af tab – tab af pålidelige årstider, tab af plante- og dyrearter, tab af verdenssyn. Mange er i færd med at gentænke deres forventninger og ambitioner.

Audun Salte er uddannet naturvejleder og tilhænger af friluftsliv, den norske filosofi om at leve ude i den åbne natur. Den gæve, venlige mand elsker at tilbringe tid i afsidesliggende områder for at værne om sit spirituelle og fysiske velbefindende.

Audun Salte ejer 50 sibiriske slædehunde, som han bruger til at transportere turister rundt på tundraen med, nogle gange i dagevis.

Han forklarer, at forandringen i skisæsonen – der nu er 20 dage kortere end den plejede at være – betyder, at han bliver nødt til at skifte slædernes klinger ud med hjul tidligere og tidligere år for år. Denne nye virkelighed forsøger han at forlige sig med. Menneskehedens endeligt er måske helt fint, siger han, så længe hans hunde har det godt.

Men der er også ting, han fortryder. Han havde engang en drøm om at tage til Nordpolen. Det kunne man tidligere fra Svalbard, men den polare iskappe er ikke længere solidt frosset fast til øen.

»Det er ikke længere sikkert at tage den vej. Sidste gang det var muligt var for to år siden.«

Nogle tænker deres liv helt om. I august tager Hilde Fålun Strøm en ni måneders orlov fra sit lederjob i et cruiseskibsfirma for sammen med sin mand at tage på retreat med Sunniva Sorby, en opdagelsesrejsende i Antarktis bosiddende i Canada.

Planen er at bo i en pelsjægers hytte og overleve på de forsyninger, de kan medbringe på en slæde, samt det ene rensdyr som hver indbygger i Svalbard har ret til at nedlægge årligt.

I løbet af opholdet vil de undersøge klimaforandringer, heriblandt overvåge vejret og indsamle prøver af phytoplankton – havets iltproducerende skov – og dele deres resultater online med et ’globalt klasserum’.

Hilde Fålun Strøm siger, at hun blev inspireret af den lavine, der ramte ti meter væk fra hendes hjem. Hun deltog i en redningsoperation, og den gjorde indtryk på hende.

»Det var Svalbards første klimaforandringsdødsofre. Det gjorde det til et personligt anliggende,« siger hun.

Andre kæmper med en nagende følelses af midlertidighed.

»Hver gang man går på arbejde, er det med en angst for evakuering,« siger Lena Berntsen, der styrer receptionen på et af byens smarte, dyre hoteller.

»Vi forsøger at holde os forberedt. Jeg har lært meget om sne – om god sne og dårlig sne,« siger hun.

»Vi ved, at hvis der kommer regn efterfulgt af frost, efterfulgt af snefald, så skal vi pakke kufferterne.«

Lavineadvarsler har fire gange det seneste år tvunget Lena Berntsen til at forlade sit hjem ved bjergets fod. Sidste sommer blev hun beordret til at forlade sin gamle lejlighed permanent, fordi den var vurderet til at ligge inden for den røde højrisikozone. For at markere begivenheden holdt hun en evakueringsfest for 50 venner, der kom for at sige farvel til boligblokken iført selvlysende jakker og hjelme.

Hendes nye lejlighed er kun lidt mere sikker. Den ligger i den orange zone, hvor bygninger kan evakueres midlertidigt under bestemte vejrforhold. Det kan ske på ethvert tidspunkt af døgnet.

»Det er brutalt,« siger hun. »Brandvæsnet ankommer i fuldt udstyr og bliver stående, til du har forladt bygningen.«

Sidste sommer blev der bygget nye dæmninger ved bjergsiden for at holde sneen tilbage, men de rækker ikke. Adskillige bygninger i risikozonen skal rives ned og erstattes af en 12 meter høj mur bygget af jord. Omkring ti procent af indbyggerne har mistet deres hjem eller er flyttet midlertidigt.

Lena Berntsen tager mig med til det sted, hun plejede at bo. Mens sneen knirker under vores fødder, går vi forbi Longyearbyens farvestrålende huse. Hun udpeger det område, hvor katastrofen ramte, før vi træder ind i hendes gamle bygning, gennem den ulåste dør. Den er markeret med et X for at vise, at den er dømt til nedrivning. Indenfor er der et par genstande, hun efterlod, heriblandt lidt møbler, røgelsesbrændere og andet nips.

»Det er trist,« siger hun. »Det var en smuk lejlighed.«

Hun har en forståelig længsel efter at føle stabilitet i sit nye hjem. »Jeg har planer om at blive der længe. Jeg håber virkelig, at jeg ikke behøver flytte igen.«

En samling hvide trækors

Men end ikke de døde er sikret et hvilested. I den anden ende af dalen tager Lise Loktu, byens engagerede unge arkæolog, os med til den gamle bykirkegård, som byrådet har planer om at flytte.

Samlingen af hvide trækors ligger ved foden af en høj skrænt overdækket af sne og grus. Et hvidt rensdyr græsser i nærheden. Få skridt borte ligger efterladenskaberne fra to nylige jordskred forårsaget af smeltende permafrost. Det har sat gang i en plan om at flytte gravene til et nyt hvilested længere nede i dalen.

»Om et par år vil der falde mere regn og ske flere jordskred,« siger Lise Loktu.

I en fjern fortid var det tilladt at foretage begravelser i Svalbard, så længe gravene var meget dybe. Hvis de ikke var det, kunne den aktive permafrost skubbe ligene op af jorden. Men nu er der andre trusler: En minearbejders grav ved kysten blev for nylig flyttet, fordi den var i fare for at falde i havet.

»Kysterne eroderer stadigt hurtigere, fordi der er mindre is,« forklarer Lise Loktu. »Vi kan ikke have, at cruiseturister kommer forbi og ser knogler stritte op af jorden.«

Lise Loktu elsker tydeligvis sit arbejde og stråler, mens hun viser os rundt på Svalbard Museum, der ligger i en smart, moderne og markant nordisk bygning ud til fjorden. Bygningen huser også et arkæologisk laboratorie, som rummer nogle af verdens bedst bevarede stofeksempler fra det 18. århundrede.

De er taget fra grave, der fungerede som naturlige frysere i århundreder. Men det klima, der gjorde dette muligt, er under forandring. De seneste 100 måneder i træk har temperaturerne været unormalt høje.

Lise Loktu fremviser indholdet af et par hvalfangeres kister for at vise, hvad der er ved at ske. En af dem, som blev gravet op i 1990’erne, da permafrosten var mere stabil, indeholder et velbevaret skelet med spor af hud og hår iklædt farverig tunika og strømper. Et andet, der for nylig er gravet op fra varmere undergrund, er så nedbrudt at det næsten er uigenkendeligt.

»Naturens fryser virker ikke længere,« siger Lise Loktu. For at bevare, hvad der er tilbage, har den norske regering finansieret et program, hvor gravene kan udgraves hurtigere.

»Vi har brug for denne viden, før det er for sent. Hvis vi venter 20 år, vil selv skeletterne være væk,« siger hun.

Byens arkæolog Lise Loktu viser kirkegården frem. Jordskred forårsaget af smeltende is og frost betyder, at lig er blevet skubbet op af jorden.

Denis Sinyakov

Mennesker kan tilpasse sig det ekstreme. Det er Svalbard bevis på. I århundreder har folk her lært at tilpasse deres døgnrytme til måneders vinter uden lys og måneders sommer uden mørke. De har bygget hjem, vævet tøj og fundet måder at konservere maden på, så de kunne overleve i temperaturer ned til minus 46 grader. De har fundet vej gennem snestorme og holdt sig sunde, selv når skibsforsyninger ikke kunne nå frem til lokalsamfundet i månedsvis.

Byrådsformand Olsen vil bruge netop disse færdigheder til at gøre Svalbard til forbillede for, hvordan man kan forberede sig på klimakrisen. Han fokuserer på lyspunkterne: Det er en chance for at opgradere bygningsmassen, forbedre energieffektiviteten og gøre Longyearbyen til en af de få co2-neutrale byer i verden.

Om sommeren er solpotentialet i Svalbard større end i Oslo eller London, fordi solen er fremme 24 timer i døgnet. Om vinteren kan vinden sikre en god del af energiforbruget, men ikke nok til at holde husene opvarmede. For at udfylde det hul har byen indgået en aftale med den norske regering om at bygge et brintkraftværk, som kan producere ren energi med vand som det eneste biprodukt.

»Vi kan vise vejen for resten af verden og skaffe Norge knowhow,« siger Olsen. Byrådsformanden vil gøre Svalbard kulstofneutral inden for ti år – et ambitiøst mål, men et mål, som verden er nødt til også at sætte inden for de næste par årtier, hvis den globale temperaturstigning skal holdes inden for 1,5 grader.

»Det tager tid. Det handler ikke kun om at ændre energiforsyning, det handler om at ændre hele systemet. Det bliver en unik erfaring for verden.«

For at opnå dette, må han vinde kulminefolket over på sin side.

»Virksomheden«, som folk kalder Svalbards statsejede minedriftvirksomhed, Store Norske, dominerer byen og ejer det meste af boligbyggeriet.

Lokale værtshuse er udsmykket med portrætter af minearbejdere, og mindst én restaurant er opkaldt efter industrien. Den statue, der står i byens centrale lyskryds forestiller en minearbejder. Det er kul, der holder lys og varmeapparater tændte.

Sammen med behovet for at flyve ofte, er det en af årsagerne til, at Svalbards beboeres co2-aftryk er blandt de højeste i Europa.

Men industrien er på vej ned. Omkring 15 minutters kørsel gennem dalen – forbi rensdyr og opad en stejl, vindblæst vej – ligger Mine 7, Norges sidste operative mine.

»Det føles lidt ensomt,« siger Per Nilsson, en midaldrende mand, der har haft første parket til nedgangen i sine 15 år som leder. I dag er her kun 45 arbejdere tilbage, som producerer mindre en 150.000 ton om året, hvilket er 90 procent mindre end i storhedstiden.

Per Nilsson forventer, at minen bliver lukket inden for 10-15 år. Det er en trist, men nødvendig udvikling, siger han.

»Vi er nødt til at ændre den måde, vi lever og arbejder på. Det bliver godt for alle,« siger han med eftertryk. Han håber, at Longyearbyens erfaringer med udfasning af kul kan blive en lære for andre.

»Hvis du kommer tilbage om fem eller ti år, vil meget være forandret,« siger han. »Vi er nødt til at være en del af det. Vi er nødt til at tilpasse os. Da jeg startede, var dette en mineby. Nu er det en turistdestination.«

Originaler

Et demografisk skift er allerede i gang. Bosættelsen er fuld af folk fra forskellige lande – thailændere, filippinere, tyskere, briter og italienere blandt andet. (Under Svalbardtraktaten, der anerkender Norges suverænitet, kan alle slå sig ned i øgruppen uden visum). De fleste arbejder i turistindustrien som hotel- og barpersonale eller som guider på slædehundeudflugter, skiture eller bådture til gletsjerne.

Der er også en årlig tilgang af internationale studerende ved universitetet UNIS. De seneste to år har der også været en bølge af midlertidige migranter: snedkere, elektrikere, vvs’ere og andre bygningsarbejdere, der skal hjælpe med genhusningen.

Fordelene ved tilpasning til klimaforandringer er ikke kun de nye jobs. Nu kan skibe også lægge til i havnen året rundt, hvilket gør det lettere for industrien. Cruiseskibe kan også lægge til om vinteren, hvilket er godt for turistbranchen. Iværksættere udforsker nye måder at tjene penge på, heriblandt fra salg af »klimahistorie på flaske« – smeltet is fra ældgamle gletsjere, der indeholder naturligt brus.

I rent økonomisk perspektiv kan Arktis måske på kort sigt vise sig at være en vinder. Der bliver mere ferskvand, mere tilgængeligt fiskeri og måske mere landbrugsjord. Men naturen taber på længere sigt, og det giver problemer for de livsvigtige systemer, som mennesker er afhængige af.

Blandt originalerne i Svalbard er den største måske Kim Holmén, der er international leder af Norwegian Polar Institute. Med sin betydelige højde, lange skæg og forkærlighed for filosofiske slagord og humor, gør han et Gandalf-agtigt indtryk.

Han er lige vendt tilbage fra en tur, hvor han forsøgte at forklare 20 ambassadører fra rundt om i verden, hvad der foregår i Arktis, og hvad det betyder for alle andre. I dag holder han tale på universitetet for et publikum, der primært kommer fra olieindustrien.

»Vi står over for et Arktis, der bliver varmere, vådere, vildere,« fortæller han dem. »Det sker lige under vores fødder.«

Det, der sker i Svalbard, forbliver ikke i Svalbard, forklarer han. Jetstrømmen bliver svagere, vejrsystemerne bliver mere dovne. Tørkeperioderne bliver længere. Det våde vejr bliver hængende længere på samme sted, hvilket øger risikoen for oversvømmelser. Forandringerne i Arktis påvirker monsunen i Indien og kuldeperioderne i Japan.

Efterfølgende tager han os med på en tur i marken. Han medbringer en riffel fra universitetets lager, hvilket er lovligt på grund af truslen fra isbjørne, og vi kører afsted langs fjorden til de klipper, der udgør særlige og truede arktiske dyrearters hjem. Da vi stiger ud af bilen og knirker gennem sneen, pipper tusinder af små alker, mens de bevæger sig rundt i landskabet.

»Det, vi hører lige nu, er noget, som færre og færre mennesker vil høre i fremtiden på grund af de forandringer, der foregår,« siger Kim Holmén.

De små fugle har vanskeligt ved at finde føde, fordi den arktiske plankton, de er afhængige af, bliver skubbet ud af farvandet af en mindre atlantisk plankton, som trives bedre under varmere forhold.

Svenskfødte Kim Holmén siger, at han kom til Svalbard for 40 år siden, fordi han troede på videnskabens magt. Han ønskede at forstå, hvad der foregik på denne frontlinje og dele den viden. Nu indser han, at hans tilgang var forfejlet – det er ikke længere nok at formidle nøjagtig viden.

»Jeg har brugt hele mit liv på at lede efter den fjerde decimal. Men vi har ikke brug for flere decimaler. Vi har brug for følelser og handling. Følelser er ikke rationelle, men de er virkelige.«

Det er måske gennem følelser, at Svalbard har mest at lære verden. Først og fremmest ved at forsøge at undgå fire graders temperaturstigning andre steder, hvilket stadig kræver en enorm indsats. Dernæst ved at tilpasse sig de forandringer, som kun vil blive mere intense i fremtiden. Men de erfaringer, man gør sig i Svalbard, kan ikke bare overføres hvor som helst.

I Amazonas, i Afrika syd for Sahara, og i Bangladesh og Egyptens deltaer – andre regioner, som er hårdt ramt af klimakrisen – har man ikke i nærheden af de ressourcer, som Norge har mulighed for at kaste efter udfordringerne.

Men læren om, hvordan man håndterer den destabiliserende angst og forandrer bevidstheder hurtigt, burde være til at overføre. Dette, og så anerkendelsen af, at selv om risici er større, end de fleste forstår, så gælder det samme for potentialet for handling.

»Om man kan lide det eller ej, tilpasning er en del af fremtiden,« siger Kim Holmén, der kalder sig »en optimist, for der er ikke andet valg«.

»Det er ikke slut, før det er slut. Der er altid noget, der kan reddes.«

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Midt i sneen på Spitsbergen i øgruppen Svalbard ligger Noahs ark for afgrøder. Bygningen er placeret i et bjerg med permafrost, bygget til at kunne overleve både stigende havniveauer og op til 200 års strømsvigt
Læs også
Den aktuelle opvarmning er kraftigst i Arktis, hvor temperaturen i februar nåede hele fire grader over gennemsnittet for 1951-80. Den arktiske havis havde i både januar og februar den mindste udstrækning i målingernes historie
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Trond Meiring
  • Troels Holm
  • Christian Mondrup
  • Ejvind Larsen
  • Erik Karlsen
  • Ervin Lazar
  • Tommy Clausen
  • Johnny Christiansen
Viggo Okholm, Trond Meiring, Troels Holm, Christian Mondrup, Ejvind Larsen, Erik Karlsen, Ervin Lazar, Tommy Clausen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Endnu en artikel i Information fuld af fusk.
"Siden 1971 er gennemsnitstemperaturen steget med fire grader, hvilket er fem gange så højt tempo som det globale gennemsnit"
Gedigent sludder.
Gennemsnitstemperaturen er nu årligt ca. 4 grader.
Stigningen siden 1971 er ca. 2 grader.
https://www.yr.no/place/Norway/Svalbard/Longyearbyen/climate.html
Altså det HALVE af den i artiklen nævnte temperaturstigning.
Det er jo IKKE en uvæsentlig detalje når der snakkes om temperaturstigning og klimaændring.
Hvornår mon Information lærer at fakta checke deres skribenter, så læserne kan få oplysning og ikke vildledning?

Johnny Winther Ronnenberg

"Gennemsnitstemperaturen er nu årligt ca. 4 grader.
Stigningen siden 1971 er ca. 2 grader."

Det er altså selvmod sigende sludder, hvad mente du reelt?

Jørgen Wind-Willassen,
Den side hos Yr, som du linker til viser ganske rigtigt, at månedstemperaturen kun er steget ca 2 grader siden 1970.

Men inden du går ud og beskylder andre for fusk og vildledning, skulle du måske lige lære selv at være lidt mere grundig. Artiklen taler om årstemperaturen. Og det er ingen selvfølge, at alle måneder stiger lige meget. Hvis du havde gjort dig den ulejlighed at kontrollere udviklingen i månedstemperaturen for januar i samme periode, vile du have kunnet konstatere, at januar er blevet 7-8 grader varmere siden 1970.
Det virker derfor overordentlig sandsynligt, at stigningen i årstemperatur lander på omkring 4 grader.

Hvis du har dine tal fra en anden kilde, der præcist angiver årstemperaturen, undskylder jeg så meget. Jeg har ikke selv ulejliget mig med at foretage en større søgning. Blot fulgt dit link.

Morten Lind, Viggo Okholm, erik pedersen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Problemet i Wind-Willassens kommentar er, at han i det givne link kun tager den statistiske udvikling for gennemsnitstemperaturen i juni måned siden 1971.

Hvis man derimod søger for andre af årets måneder, især de køligere af dem, får man betydeligt større temperaturstigninger siden 1971 end blot de 2 grader, jvf. links på samme hjemmeside - for eksempel 7-8 graders stigning for januar måned.

Det harmonerer også med rapporter i fx. norske medier om de nu generelt, dramatisk varmere vintre på Svalbard - og ikke mindst dette fra Bergens universitet:
https://www.uib.no/matnat/124314/svalbard-er-blitt-4-grader-varmere-p%C3...

Morten Lind, Karsten Vedel Johansen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

For forståelsens skyld skulle jeg måske lige pointere, at den graf, som Jørgen Wind-Willassen linker til, viser udviklingen i månedstemperaturen for juni måned fra 1970 til i dag.

UPS: Joen Elmbak og jeg røg i tasterne samtidig, men sjovt nok med præcis samme argumentation!

Morten Lind, Viggo Okholm, Torben Bruhn Andersen og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar
Karsten Vedel Johansen

Man ser på s. 2 i denne powerpointen http://www.geografisk.no/wp-content/uploads/2017/01/2017-01-NGS-Klimautv... en kurve med glidende gennemsnit for lufttemperaturen ved Svalbard Lufthavn i Longyearbyen fra slutningen av 1800-tallet til 2014, med udviklingen mod 2016 som er det da sidste året antydet. Af kurven ser man at denne lufttemperatur svinger betydelig fra år til år og gjorde det mere før end den gør nu i de sidste årtier. Forklaringen er oplagt at finde i at tilfrysningen af den store Adventfjorden, som Longyearbyen ligger ved en mindre sidebugt af, varierer fra år til år. Dette skyldes at isen med sne på, særlig i måneder med nysne, vil udgøre en stor hvid flade som reflekterer næsten al indkommende kortbølget stråling direkte ud igen og som særlig i de mange måneder hvor solen ikke er over horisonten udsender store mængder langbølget stråling døgnet rundt. Dette fører til kraftig nedkøling af jordoverfladen og dermed lufttemperaturen lige over den. Omvendt når isen er væk, da vil varmetabet om vinteren blive betydlig mindre fordi åbent hav er mørkt og absorberer næsten al indkommende kortbølget stråling samt udsender mindre langbølget. Særlig om foråret før isen er væk bliver totalvirkningen af dette stor, fordi solen da hurtigt lyser store dele af døgnet på disse høje breddegrader. I de senere år er denne islægning hurtigt blevet betydelig mindre. Dette forklarer at temperaturstigningen særlig siden 1971 er så ekstrem, og særlig om vinteren. Over længere tidsserier end den vi snakker om her vil det gennemsnitlige udsving blive mindre markant end i kortere tidsrum mellem topper og bunde, og det er selvfølgelig dem forskerne ser på når de skal vurdere klimaudviklingen. Islægningen har meget at gøre med dominerende vindretninger om vinteren og dermed med periodiske klimasvingninger over det nordlige Atlanterhav og Polhavet som man prøver at indikere med indekser som er kendt som AMOC og NAO. Disse har at gøre med periodiske forskelle i lufttryk mellem Atlanterhavets subtropiske højtryk ved Azorerne og de mere polnære områder ved Island og længere mod nord. Dette er forhold journalister som ikke er specialiseret som regel ikke forstår, som det fremgår af den noget rodede og uklare tekst fra universitetsnyhedssiden i Bergen, som det blev henvist til i de forrige indlæg her. De som er interesseret i noget klarere kan læse her: https://framsenteret.no/arkiv/kanarifuglen-paa-svalbard-5983321-146437/ , her: https://svalbardposten.no/leserinnlegg/feilsitering-og-misforstaelser-av... og her: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.3402/polar.v33.21349 . Specielt er udviklingen i temperaturene i permafrosten interessant, fordi man i dybe borehuller i denne finder afspejling af lange temperaturudsving i fortiden tusindvis af år tilbage (som ændringer i temperaturgradienten nedover i undergrunden). Disse viser nu overalt i Arktis men særlig i Alaska og på Svalbard at den pågående temperaturstigning er ekceptionel for de sidste mange tusen år og hastigt er i færd med at opvarme og optø de øvre delene af permafrosten.

Morten Lind, Troels Holm, Trond Meiring og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar
Karsten Vedel Johansen

Det er ellers ekstreme udsving som ikke kan forudses i klimamodellernes beregninger som giver mange af de samfundsmæssige virkninger. Aktuelt eksempel her fra Norge nu: https://www.nrk.no/sognogfjordane/situasjonen-i-jolster-er-framleis-uavk... . Jeg bor selv på et sted hvor lignende flomskred indtraf både i 2011 i pinsen og i 2013 på samme årstid. Se og lyt til de indlagte videoer. Det er vanskeligt hvis man ikke selv har oplevet det at forestille sig hvor voldsomt dette er når det sker. De som så TV fra tredje sidste etappe af årets Tour de France fik et indtryk. Folk og biler var bogstavelig talt kun sekunder fra at blive fejet i afgrunden af jord- og vandmasser som væltede frem. I 2013 så jeg ti-femten timeters træer komme kast i kast nedover den bratte fjeldside bag mit hus sammen med en strøm af jord, vand og vegetation. En stenblok på størrelse med et mindre udhus stoppet kun ti meter før et nabohus, takket være en klynge træer og terrengets form. Vejen gennem dalen var ødelagt af flom i elven tre forskellige steder i omkring en uge. En erfaren iagttager som kan læse terrengets formationer kan som jeg da, bagefter gå rundt og se hvor ekstreme og sjældne denslags begivenheder før vor nutid har været. Lagdelingen i jordsmonnet der hvor vand har gravet viser at det er langt ned til lignende lag med sten og grov grus.

De fleste af våre såkaldte ledere i verden er fortsat ikke engang fjernt i nærheden af at forstå hvad de menneskeskabte klimaforandringer nu betyder i praksis. De lever i en boble af pengestyrede og vanemæssige førvidenskabelige vrangforestillinger, som også næsten hele offentligheden ellers. De fatter heller ikke jordens dybe geologiske fortid (eller bare den historiske), som entydigt giver besked om at det som nu foregår er helt specielt selv set i et perspektiv af millioner af år.

Så vidt vi ved findes der ingen fortilfælde i hele klodens milliardårige udvikling, hvor atmosfærens indhold af CO2 har steget tilnærmelsesvis så hurtigt som nu. Selv under den største kendte artsudryddelseskatastrofe for 252 millioner år siden. Dengang brændte enorme spaltevulkaner øst for det nuværende Ural i Sibirien kolossale mængder af kul og olie af https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0012821X08007292 . Men udslippene gik mellem femten og tredive gange langsommere end nu. Det hele medførte over et par tusind år til at over halvfems pct. af livet i havet uddøde, og omkring halvfjerds pct. på land. På grund af havforsuring og opvarmning. Svovludslip bidrog også. En lignende begivenhed som nu udforskes findes omtalt her: http://www.geoforskning.no/nyheter/grunnforskning/1978-hvordan-lage-en-k... .

Morten Lind, Joen Elmbak, Troels Holm og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Lidt matematik for begyndere.
Hvis en dataserie opgøres på månedsbasis og der ses en stigning på 2 grader i månedsgennemsnittet over en årrække, vil årsgennemsnittet også vise en stigning på 2 grader.
Det er korrekt at de enkelte måneder kan udvise større eller mindre gennemsnitlig stigning, f.eks -0,5 i nogle måneder og +4 i andre.
Dvs vintrene kan være blevet koldere og somrene varmere.
Det rokker dog IKKE ved, at gennemsnitstemperaturen som der omtales i artiklen, er steget med ca.2 grader og IKKE 4 grader som påstået i artiklen.

Jørgen Wind-willassen,
mener du for alvor, at hvis gennemsnitstemperaturen for juni måned stiger 2 grader over en 50 års periode, og gennemsnitstemperaturen for januar stiger 7-8 grader over samme periode, og de andre måneder stiger med noget der imellem, så bliver resultatet en stigning i hele årets gennemsnitstemperatur på ca. 2 grader?

Hvis det er, hvad du kalder matematik for begyndere, skulle du måske prøve med et kursus for lidt videregående.

Og hvordan forholder du dig til de øvrige links, der er bragt på banen, siden dit oprindelige indlæg? Er du slet ikke ineresseret i oplysninger, der rokker ved din ideologiske dagsorden?

Morten Lind, Trond Meiring, Johnny Winther Ronnenberg og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar