Læsetid: 9 min.

Kampskrift for De Gule Veste: »Alternativet til at være i systemet er at blive revolutionær«

Den 29-årige advokat, journalist og aktivist Juan Branco har skrevet et 312 sider langt anklageskrift mod præsident Macron og den franske elite. Bogen er på én gang blevet en bestseller med 100.000 solgte eksemplarer og et kampskrift for De Gule Veste
Det stigende politiske konfliktniveau i Frankrig og den manglende systemkritik er et tegn på, at Marine Le Pen vinder det næste præsidentvalg i 2022, mener advokat, journalist og aktivist Juan Branco.

Det stigende politiske konfliktniveau i Frankrig og den manglende systemkritik er et tegn på, at Marine Le Pen vinder det næste præsidentvalg i 2022, mener advokat, journalist og aktivist Juan Branco.

Antoine Doyen

27. juli 2019

Det er de franske milliardærer og medieejere, der har båret Emmanuel Macron til magten, og dét er forklaringen på, hvorfor Frankrigs præsident i sine første to år som præsident primært har tilgodeset interesserne for en lille lukket elite i Paris og taget demokratiet som gidsel.

Det er i sin essens hovedanklagen i den 312 sider politiske analyse, Crépuscule eller ’Tusmørke’, der med undertitlen ’Macron og oligarkerne’ er blevet både en bestseller med 100.000 solgte eksemplarer og et kampskrift for De Gule Veste, der har protesteret mod præsidenten i mere end et år.

»Franske mangemilliardærer opkøber medierne for at påvirke landets politikere. Hvorfor skulle de ellers tabe penge på medierne, med mindre det er fordi, at ejerskabet køber dem indflydelse hos den politiske magt, som deres formuer afhænger af?« siger Juan Branco.

I sin bog tegner han et portræt af Frankrigs magtstrukturer og Emmanuel Macrons vej til magten.

Han er blevet stærkt kritiseret for ikke at dokumentere alle sine påstande, men for Juan Branco at se handler det om selve det system, han beskriver:

»Mit politiske ræsonnement er måske ufuldstændigt, men jeg forklarer 80 procent af, hvad der foregår politisk i Frankrig. Det bygger på flere års arbejde, eksternt og internt i miljøet med at samle kilder. Og ingen er kommet med en analytisk modargumentation eller systemisk modanalyse.«

I fransk presse er han blevet kaldt en manipulerende løgner med storhedsvanvid.

Og en talskvinde for La République en Marche har lagt sag an mod ham for i et interview at opfordre til had og vold.

Men den tid er forbi, hvor de etablerede medier og magthavere kan dræbe en sag ved at gå efter manden i stedet for bolden, siger Juan Branco.

»Man fortsætter med at angribe mig, som om man stadigvæk havde magten, og for ti år siden havde det lykkedes dem.«

Mit store ego ville ikke makke ret

Juan Branco er 29 år. Han er en kontroversiel, politisk aktivist, der tidligere har været tæt på venstrefløjspolitikeren Jean-Luc Mélenchon og rådgiver for Julian Assange og WikiLeaks.

Han kommer fra Frankrigs fineste skoler, École Normale Supérieure og Science Politique, er uddannet advokat og har arbejdet som journalist, men har nu valgt aktivismen og revolutionen frem for bourgeoisiet og eliten.

Jeg møder ham på en café i hans kvarter i det chikke 6. arrondissement i Paris.

Han er klædt i sort, håret er sat tilfældigt, og skægget har siddet et par dage. Han medgiver gerne sine kritikere, at han har et stort ego.

Han har skrevet bogen, fordi han følte en stærkt trang til at gøre op med det, han selv kommer fra, og det, han var på vej til at blive, fortæller han. 

En tekst, der lyder som Mozart i De Gule Vestes ører.

»Jeg oplevede en modstand indeni mod den servicering, systemet kræver. Måske var det mit alt for store ego, der gjorde, at jeg skrev ’Tusmørke’. Jeg kunne ikke holde ud at være underkastet de personer som en levevej og tabe min frihed. At få en plads i den franske overklasse uden at kvæle sig selv er svært. Jeg beskriver en kvælning på det nationale niveau. Dén har jeg gennemlevet på et individuelt plan, før jeg skrev bogen.«

Juan Branco har været en del af den klasse, han kritiserer, fra han var barn.

Han gik på privatskolen École Alsacienne, hvor den parisiske intelligentsia culturelle reproduceres og fremdrives, sammen med børn fra landets politiske- og økonomiske ledelse, som han forklarer i ’Tusmørke’.

Det franske politiske, teknokratiske, kulturelle og erhvervsmæssige bourgeoisi finder sammen på les grandes écoles, hvor de bliver venner, gifter sig med hinanden, og hvor magten samt stillingerne fordeles.

Han var rådgiver for Aurélie Filippetti, før hun blev kulturminister under præsident Hollande og fyrede ham.

I fransk presse har de to ikke været enige om, hvilken position Branco havde, men han havde adgang til de franske mediebosser.

Han har i professionelle sammenhænge mødtes med Xavier Niel, der har skabt den franske internetgigant Free, er medejer af avisen Le Monde og ikke mindst svigersøn til Frankrigs rigeste mand, Bernard Arnaud’, der ejer LVMH-gruppen – den med Louis Vuitton.

»Det var vigtigt, jeg var igennem alle etaperne. At jeg er én fra miljøet, så jeg kunne skrive bogen med en vis legitimitet. Tusmørke er et oprør. Jeg nægter at bruge hele mit liv på at underkaste mig,« forklarer Juan Branco.

Stjerne på de sociale medier

Det var svært at finde et forlag, der ville udgive ’Tusmørke’.

Så Juan Branco lagde den første version gratis ud på nettet. Over 100.000 gange var den blevet downloadet i slutningen af december 2018.

En stjerne på de sociale medier blev født. Nogle af hans videoer er blevet set to millioner gange.

Men journalisten og forfatteren Denis Robert, der også har skrevet forordet, opfordrede Juan Branco til at gennemarbejde sin tekst, gøre argumentet mere intenst og bedre forståeligt for sine læsere, så bogen i marts i år kunne komme på papir.

Den ligger i stabler lige foran kassen hos boghandleren og bliver revet væk. ’Tusmørke’ har solgt over 100.000 eksemplarer i Frankrig og ligget nummer ét på salgslisten inden for genren.

’Tusmørke’ er svær at læse. Der er mange forklaringer af situationer, forfatteren har oplevet, og sammenhænge mellem et utal af franske personligheder.

Det tager tid, før man kommer ind til kerneargumenterne.

Juan Branco kommer også rundt om École Alsacienne og Gabriel Attal, som han gik i skole med, og som i dag er juniorminister med ansvar for ungdom og sport.

Bogen er ved at blive oversat til spansk, italiensk og japansk. Og derudover eksisterer der otte piratoversættelser på nettet, blandt andet en på engelsk.

Teknokratiet giver politikeren en plads i solen

Jeg har nogle gange svært ved at få lov til at færdiggøre mine spørgsmål, før en selvsikker Juan Branco begynder at svare. Og han ryger ofte ud ad en tangent med mange bisætninger.

Ligesom de lange sætninger, han har skrevet i ’Tusmørke’. Ikke som en undvigelsesmanøvre, men for at forklare deltaljerne, der er vigtige for at forstå sammenhængene, som han siger.

Og på den franske intellektuelle måde med indgående kendskab til et persongalleri af magtrelationer og historiske detaljer.

For eksempel om dengang tidligere præsident Nicolas Sarkozy skulle kompensere for, at han ikke havde gået på École Nationale d’Administration (ENA, eliteskolen for de udvalgte, der ellers normalt udklækker de franske præsidenter.)

Juan Branco resuméer sit argument for, hvorfor Emmanuel Macron kom til magten:

Det franske oligarki, forstået som topdirektører og ejere af de franske virksomhedsgiganter, var før præsidentvalget i 2017 tæt på sammenbrud og havde brug for den rette mand som præsident for at forhindre det.

I Frankrig bredte panikken sig for, at man ville ende med den ekstreme venstre- eller højrefløj – Jean-Luc Mélenchon eller Marine Le Pen. Sarkozy havde tabt magten over højrefløjen og hans arvtager, François Fillon, fik en stribe skandalesager imod sig.

Forfatteren mener, at han i ’Tusmørke’ påviser, hvordan Emmanuel Macrons kandidatur derfor fik oligarkiets støtte – blandt andet finansielt – for at tjene dem, så katastrofen kunne undgås.

Men en vigtig etape før det, er Macrons indslusning på højeste sted i den franske centraladministration. Indslusningen og accepten i teknokratiet skaber nemlig politikerens kapital, som gør ham eller hende interessant for oligarkerne, fordi disse er afhængige af statens ressourcer.

»Jean-Pierre Jouyet – højtstående embedsmand og tidligere Europaminister og samme ENA-årgang som tidligere præsident Hollande – møder Emmanuel Macron efter hans tid på ENA og placerer Macron i den politiske verden.«

Emmanuel Macron kom efter sin ENA-uddannelse til Inspection générale de finances, hvor han møder Jouyet.

Derefter arbejdede han i den private investeringsbank Rothschild. Han vendte tilbage til den offentlige sektor, som præsident Hollandes rådgiver.

Hans politiske karriere startede, da han blev udnævnt til økonomi- og industriminister, inden han selv brød ud af regeringen, stiftede sin egen bevægelse og blev præsidentkandidat.

Macron kom til magten ligesom Putin

Juan Branco skriver i ’Tusmørke’, at Emmanuel Macron blev placeret ved magten af oligarkiet, ligesom Vladimir Putin blev det i Rusland. Dog på forskellige måder.

Argumentet går som følger: Det lykkedes på nogle få måneder franske journalister fra medier ejet af oligarkerne i samarbejde med kommunikationsdirektører og andre at producere en politiker af international kaliber, der blev demokratisk valgt for at tjene de fås interesser.

Sammenligningen med Putin giver, ifølge Branco, også mening, når man ser på statens vold mod egne borgere og begrænsningerne af frihedsrettighederne.

»Der er mere vold fra den politiske magt i Frankrig i dag end i Rusland. Den vold, Putin begik i starten af sit regime, sikrede et tilstrækkeligt samtykke i befolkningen, så han nu kun skal reagere voldeligt indimellem. Det er mere komplekst i Frankrig, fordi vores demokrati er mere udviklet. Derfor er der mere vold fra politisk side. Men der er selvfølgelig vigtige forskelle mellem de to statsoverhoveder. Putin har dræbt flere kritiske journalister, og sådan en som mig bliver ikke dræbt i Frankrig.«

Måden, hvorpå man kommer til magten, har betydning for, hvordan man udøver magten. Emmanuel Macron har en autoritær kurs, mener forfatteren. En helt normal situation, når ens politiske base er svag.

»Statens voldsoptrapning, siden Emmanuel Macron kom til magten, bør ikke undervurderes. Magten har valgt at øge volden som svar på den sociale bevægelse i stedet for et politisk svar. Man beslutter at gå ind i en magtkamp, som medfører skader, vold og krigsscener i byerne.«

Siden De Gule Vestes opstand den 17. november 2018 og indtil midten af juni 2019 er 12.600 personer blevet arresteret, 2.400 er blevet såret blandt demonstranterne, mens 1.800 er blevet såret hos ordensmagten, oplyser det franske indenrigsministerium.

Nogle af de sårede har mistet synet eller en hånd.

De Gule Vestes bevægelse

Det franske samfund har, ifølge Juan Branco, siden finanskrisen i 2008 levet i et stærkt kvælende rum.

Finanskrisen forbliver symbolsk uløst, fordi ansvaret ikke er blevet placeret. De Gule Veste gør oprør mod det kvælende system. Det gik op for dem, at det ikke var deres individuelle problemer eller skyld, men en kollektiv lidelse.

Jeg spørger ham, hvordan han ser på De Gule Vestes fremtid:

»Jeg kan ikke forudsige fremtiden og ved ikke, hvordan De Gule Vestes bevægelse vil udvikle sig. Men de sociale medier har muliggjort De Gule Veste og kan ryste systemet. Lige pludselig laver den gule vest Maxime Nicole, kendt som ’Fly Rider’, en live på Facebook og bliver en politisk leder, som  oligarkiet, der ejer de traditionelle medier, ikke kan kontrollere. Facebook og Twitter er alternative kapitalistiske enheder, der ikke er afhængige af den franske elite. De giver synlighed og andre informationskilder end de franske medier. Og Facebook og Twitter vil bare tjene penge og er fuldkommen ligeglade med, hvem der har magten i Frankrig.«

Det franske repræsentative demokrati tilhører bourgeoisiet og påvirkes af de fås finansielle interesser.

Men De Gule Veste har fundet ud af, at de kan tage ordet selv, at de har teknologien og de nødvendige evner til det.

Frankrigs elite udfylder ikke længere sin rolle, og derfor har De Gule Veste kunnet gå fra et simpelt krav om en annullering af benzin- og dieselafgifter til at kræve direkte demokrati i form af folkeafstemninger på borgernes initiativ.

Eliten er simpelthen blevet for dyr for almindelige mennesker, forklarer Juan Branco.

Marine Le Pen som næste præsident

For ham at se peger det stigende politiske konfliktniveau i Frankrig og den manglende systemkritik  på, at Marine Le Pen vinder det næste præsidentvalg i 2022.

Emmanuel Macron tror stadig, han vinder, og dyrker dynamikken ’det er enten mig eller kaos med Marine Le Pen’.

»Det eksisterende politiske system og medierne svigter. Vi bliver kvalt. Demokratiet er fastlåst. Macrons opdeling i ’mig eller kaos’ udvisker det politiske rum. Og Marine Le Pen vil kunne vende argumentet om og sige, ’men det er Dem, Monsieur Macron, der betyder kaos’.«

Og Le Pen er ved at blive stueren i det franske oligarki, der søger rygdækning i tilfælde af, at hun bliver landets første kvindelige præsiden, mener Juan Branco.

»Frankrig burde have mere direkte demokrati a la den schweiziske model og forny det parlamentariske system med proportionelle valg i stedet for flertalsvalg i enkeltmandskredse, så der er direkte forbindelse mellem de folkevalgte og folket. Og medierne bør reguleres, så nogle få ikke har kontrollen over dem,« siger Juan Branco.

»De Gule Veste kan skabe en revolution. Forandringen er systemisk. Hvis jeg ikke ledsager den revolutionære bevægelse, vil oligarkiets mekanik, der har udtømt det liberale demokrati og er vendt tilbage til en autoritær måde at fungere på, drive Marine Le Pen til magten.«

Ikke nemt at stille alle tilfreds: Den franske overklasse, den franske underklasse, Tyskland, Europa. Macron har gjort det svært at være Macron.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Troels Ken Pedersen
  • Espen Bøgh
  • Steen K Petersen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Toke Kåre Wagener
  • Johnny Christiansen
  • Carsten Mortensen
  • Bjørn Pedersen
Torben K L Jensen, Troels Ken Pedersen, Espen Bøgh, Steen K Petersen, Palle Yndal-Olsen, Toke Kåre Wagener, Johnny Christiansen, Carsten Mortensen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Det er svært at forstå for en dansker, men vi må iagttage hvad der sker i Frankrig og tackle vores, på dette tidspunkt i historien, ret malplacerede danske misundelsesangst, den, selvfølgelig, psykologisk begrundede og ganske smitsomme angst for at virke misundelig på eliten. Hvad vi gør når vi har tacklet denne hæmmende og egentlig moralsk uklædelige angst må enhver gøre op med sig selv. Dem der lever i armod har brug for at vi der kan *samler os* og *tænker*.

Jeg husker første gang jeg oplevede 100.000 demonstranter i Paris. Det foregik fredeligt og det foregik i skridtgang. Det var før De Gule Veste. Franskmændenes engagement er imponerende. De har set rigtigt denne gang. De har set lyset, men også de skal tage sig i agt for hysteriet.

Niels Duus Nielsen og Toke Kåre Wagener anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Europa burde have mere direkte demokrati a la den schweiziske model.

Meget meget mere, eller tilhøre demokratiet, som nu, eliten/kapitalen

Sus johnsen, birgitte andersen, Per Torbensen, Torben Strømgaard Hansen, Erik Winberg, jens christian jacobsen, arne tørsleff, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"De har set rigtigt denne gang. De har set lyset, men også de skal tage sig i agt for hysteriet."

Men de er lige som englænderne. Det kan godt enes om hvad de ikke vil men ikke enes om hvad de vil.

Morten Hjerl-Hansen

Mig bekendt er det ikke sket i historisk tid at en regering i et oplyst og såkaldt fredeligt land har beslaglagt 99 procent af de 100 rigestes formuer ved et oplyst og såkaldt fredeligt lovindgreb. Jeg kan ikke se argumentet for at en sådan manøvre er uforenelig med frihed. Derimod er det ganske uforeneligt med vores nuværende frihedsidealer. Og dem er der skal vi sige en del af.

Nils Bøjden

"Mig bekendt er det ikke sket i historisk tid at en regering i et oplyst og såkaldt fredeligt land har beslaglagt 99 procent af de 100 rigestes formuer ved et oplyst og såkaldt fredeligt lovindgreb. "

Rige laver også risiko spredning. Mon ikke en stor del af formuen er uden for lovgiveres klør og placeret i andre lande?

Niels Duus Nielsen, birgitte andersen, jens christian jacobsen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Normannerne i England synes muligvis selv de var oplyste og fredelige. Morten Hjerl-Hansen, men det synes 'Robin Hood' og hans livegne så ikke. Anyway, problemet ligger i at man kun eks. her kan 'beslaglægge' de 99% danske formuer. Så bliver de 1% største formuer i verden meget sure, for solidaritet er en faglig dyd, og så bliver det ikke morsomt at være lillemor Danmark. Og slet ikke fredeligt alligevel.

Morten Hjerl-Hansen

Niels Bøjden, tak for høvisk og intelligent modspil. Det er under 10 procent af den formue vi taler om der er gemt væk på den måde du beskriver og på tilsvarende måder. De resterende 90 procent har skattevæsenerne rundt omkring i verden fuldkommen tjek på.

PS Dette ikke rettet imod Niels Bøjden, tvært imod, men til horderne af skabsrevolutionære der ikke *tænker*: Jeg er udmærket klar over at denne realiserbare, jordnære og tudsegamle idé appellerer særligt til fantaster og radikale revolutionære. Jeg må så skuffe begge disse grupper med at den kan gennemføres uden revolution. En stat, en kommune og enhver offentlig myndighed er tvunget til at markere hvor skabet skal stå. Det kaldes på godt dansk at skride ind. En stat skal være stærk. Det er vi i øvrigt enige om her på Information. En stat skal ikke smide marshmallows foran mennesker men være filosofisk indstillet på at frihed og frihedsidealer er to vidt forskellige ting og handle derefter.

Vi må udvide rettighederne for statsløse for jeg føler stærk trang til selv at blive statsløs når jeg bor i en rig verden der ikke kender stort til hverken psykiatri, varme hænder eller velfærd.

Lad os sammen udforske spændingsfeltet mellem økonomi og følelser.

Misundelsesangst: Angsten for at virke misundelig.

Nærmisundelse: Når vores politiske holdninger stammer fra misundelse rettet mod vores nære og kæres relative rigdom.

Morten Hjerl-Hansen

Venstrefløjen forsvarer og opretholder dermed nationaløkonomiske pseudodilemmaer i akkurat samme grad som liberalisterne: "Hvis vi alle sammen havde en million på bankkontoen ville alle tage orlov i et år" og "Hvis vi alle sammen havde en million på bankkontoen ville priserne stige og inflationen med". Vrøvl! Her blander vi også følelser ind i realiteter som har med mennesker, menneskelig værdighed og menneskelig retfærdighed at gøre. Den slags kaldes perversion. Hele vores økonomiske tænkning er perverteret. Det er fordi vi ikke skelner skarpt mellem frihed og frihedsidealer. Vi skal *tænke*.

Det er frihedens *essens* vi skal diskutere og ikke flove derivater som absolut eller relativ ytringsfrihed. Frihedens *essens* er hvad vi vil bruge friheden til.

Frihedsidealerne er tåbelige alle til hobe. De er ikke andet end drømme og ønsker og levn fra oplysningstiden og vi husker hvad Kierkegaard sagde om drømme og ønsker: at de ikke er en hujende fis værd.

Villy Sørensen skrev at frihed uden nødvendighed ikke findes. Fint nok. Skolepligt til 50-års alderen!

William Shakespeare skrev at vi er gjort af drømmestof. Men hans hoved var så fyldt af renæssanceideer at det er helt utroligt.

Jeg tror der forestår et psykoanalytisk folkeligt arbejde med at få renset lidt ud i frihedsidealerne i folks hoveder. Friheden trænger til et stævnemøde med ligheden. Fremfor at holde dem adskilte bør vi spørge: Er de ikke to sider af samme sag, nemlig retfærdighed?

Nils Bøjden

"Det er under 10 procent af den formue vi taler om der er gemt væk på den måde du beskriver og på tilsvarende måder. "

Ikke gemt væk. Placeret i andre lande med anden lovgivning. SÅ hvis eet land nationaliserer kan den kun nationalisere de værdier der findes i eget land. Dette har intet med skattely at gøre, Vi har i Danmark stort set kun en større kapitalsamling, og det er handelsflåden som er kæmpestor grundet det danske skibsregisters effektivitet og skattesystm. Men i det øjeblik den nationaliseres falder værdien til 0 i løbet af kort tid. Langt de største produktionssystemer genererer større kapital til staten der hvor de er end hvis de var nationaliseret (Bare se på Venezuela hvor olieindustrien blev brugt som politisk belønningssystem) Og staten er elendig til at være bank, da dens potentielle system til risikovurdering og start til virksomheder i mange tilfælde vil være i direkte modstrid med de interesser de politiske ejere så vil have. Derved vil vi få et banksystem som er ineffektivt og korrumperet.At så nogle af vores store banker har bevist at de skal under voldsomt mere overvågning er en anden diskussion.

birgitte andersen, Morten Hjerl-Hansen og Ole Schwander anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Der er nu nok en anden vej, Nils, end at spise folket af med nationaløkonomisk specialviden og fagjargon. Jeg er på folkets side og jeg tør stille de dumme spørgsmål. Selve ideen om at en undersøgelse af forholdet mellem økonomi og følelser de facto skulle være uvidenskabelig virker latterlig på mig. Følelser har været på videnskabsmændenes bord siden Freud og de er kommet for at blive.

Den massive folkelige interesse for Juan Marcos kampskrift viser med al ønskelig tydelighed at folket er parat til at lægge et tænkearbejde i at blive mere oplyste om deres stilling i forhold til eliten.

Det er en menneskeret at folk der har evnerne stiller de dumme spørgsmål til nationaløkonomerne. Nationaløkonomiens sprog er elitært; et magtmiddel for elitens særinteresser. Vi skal *beskrive* og *tænke*.

Jeg er på folkets side. Jeg anerkender at hvis folket ikke kan følge med i den økonomiske videnskab, nationaløkonomi blev som bekendt introduceret et fag på universiteterne omkring 1910, har de ret til indsigt og svar.

Sproget omkring nationaløkonomi fylder mig med filosofisk Wittgensteiniansk væmmelse. Der er for meget sprogrod.

At falde i den økonomiske spidsfindighedsgryde: Når vi ignorerer at nationaløkonomien ikke er en eksakt videnskab og bevæger os ud af tangenter hvor vi ikke forholder os til *substansen i folkelige argumenter*.

Jeg forsøger blot at analysere, adskille, de følelser der er bundet op i økonomi. Din argumentation i dit seneste indlæg overbeviser mig ikke, men slører billedet.

Nils Bøjden

"Der er nu nok en anden vej, Nils, end at spise folket af med nationaløkonomisk specialviden og fagjargon. Jeg er på folkets side og jeg tør stille de dumme spørgsmål. "

Nu har jeg teenage børn og har opdraget dem med modellen "Der findes ikke dumme spørgsmål, men der findes utroligt mange tåbelige svar", og det er begyndt at virke. De stiller spørgsmål ved de ting de ser i dagligdagen om hvorvidt det er korrekt, rimeligt, sandfærdigt eller i orden. Så jeg fortsætter med modellen: "der findes ikke dumme spørgsmål"

Niels Duus Nielsen, birgitte andersen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

"Det er de franske milliardærer og medieejere, der har båret Emmanuel Macron til magten, og dét er forklaringen på, hvorfor Frankrigs præsident i sine første to år som præsident primært har tilgodeset interesserne for en lille lukket elite i Paris og taget demokratiet som gidsel"

Sikke en gang sludder. Nogen har interesse i at forvanske virkeligheden. Bedrøveligt.

Morten Hjerl-Hansen

Du er en guttermand Nils. Dig kan jeg godt lide.

Hvad angår min folkelige analyse har jeg tabt tråden. De børn de børn. Ja, det er dem vi må tænke på.

Crepuscule er tusmørket, fordi det er oligarkerne som forhandler sig frem til hvem der skal styre landet i skyggen af demokratiet. Branco siger også at det ikke er nyt, men forværret de sidste 20 år. Macron kom ikke til magten fordi han var blændende intelligent. Han dumpede 3. gange gennem det uddannelsessystem som Branco også fulgte. Han blev ført til magten fordi han gerne ville have magt, var en god taler og ikke havde nogen vision for Frankrig. Han var manipulerbar. Macron har ingen nære personlige venner afslører flere medier. Han har oligarske forbindelser som har inkluderet ham med et bestem mål for øje.

Da de Gule vestes protester var på deres højeste, ringede oligarkerne til Macron og beordrede panisk at nu måtte han give dem noget. De var reelt bange for at Macron skulle falde. Han gav ikke en forhøjelse af minimumslønne(som viderebragte af mange medier) men et off. Tilskudet til de lavestlønnede som ikke havde en ægtefælde som tjente over minimumslønnen. Altså skattepenge så virksomheder ikke skal hæve lønnen, og som så må spares andre steder. Det betyder at lærere, sygepersonale, brandfolk, skadestuer og andre strejker.
I Frankrig er lønne meget meget lav og samtidig har dividenden udbetalt for aktier slået rekord, ligesom de rigeste med Macron er blevet rekord mere rige de sidste to år.

Til gengæld gav han hurtigt en god lønforhøjelse til politiet som han var bange for vil svigte til fordel for de gule veste. Politiet har et kæmpe problem med selvmord i styrken. Flere er stået frem og fortalt at hierakiet slår hårdt ned hvis de lufter modvilje imod de ulovlige og grove metoder de anvender imod demonstranter. En fagforeningsformand er blevet sat under anklage(og frataget sin stilling) for at afsløre de mange selvmord og at politifolk anklager for pedofili går fri. Retsag om et år, et år uden indkomst.(En særlig anklager kan i Frankrig sætte sager igen på ordre fra indenrigsminister/Macron).

Jo, der er sårede hos politiet. Men mange af dem skyldes deres fald når de angriber eller rykker tilbage. De fleste er småskader og ingen af dem har fået skudt øjne i stykker(26), smadrede kæber(35), kraniebrud(53), døde(2), brækkede hænder og arme fordi der bevist er blevet sigtet og skudt på dem. Tal kan skjule mange ting.

Valgsystemet i Frankrig gør at et parti med 24% tilslutning kan få flertal i vedtagelse af love. Det udnytter Macron til fulde, og forhandler meget sjældent med de andre partier. Nogle love bliver vedtaget kl.6 om morgenen, annonceret et par timer i forvejen. Macron har ingen vilje til kompromis. Han privatiserer alt hvad han kan og, hokus pokus, hans financielle støtter får opkøbt eller bliver sat som direktører som afvikler eller sælger til udenlandske investorer.
Sagen om franske el selskab Alstom blev solgt til Genneral Electric, da Macron fra minister, som er en korruption-spionfilm værdig, men som betyder tusinde af folk sat på gaden. En anden sag som bliver optrævlet er salget af motorvejene. Nu er det lufthavnens tur.

De Gule veste med Juan Branco har fået sat en ny dagsorden, fået nye uafhængige medier til at blomstre. For Frankrig har en dårlig placering, både hvad angår pressefrihed, tillid til store medier, korruption og meget mere.

Niels Duus Nielsen, birgitte andersen, Ole Arne Sejersen, Erik Winberg og Per Torbensen anbefalede denne kommentar