International kommentar
Læsetid: 4 min.

Et krigsnederlag sminkes i Afghanistan

Den afghanske centralregering i Kabul sidder ikke med ved bordet, når USA og Taleban forhandler om fred – et sikkert tegn på, at dens dage er talte, og at det kun er et spørgsmål om tid, før hele landet igen er på den islamistiske bevægelses hænder
70-årige Niaz Bibis sønner blev dræbt af militante fra Islamisk Stat i Nangarhar-provinsen.

70-årige Niaz Bibis sønner blev dræbt af militante fra Islamisk Stat i Nangarhar-provinsen.

Noorullah Shirzada

Udland
18. juli 2019

Der er kommet ny fremdrift i fredsprocessen i Afghanistan – eller måske snarere: fremdrift i processen hen imod et ophør for USA’s militære genvordigheder i landet, som har stået på i snart 18 år.

Siden oktober har amerikanske gesandter og repræsentanter for Taleban ført syv samtaler i den diminutive golfstat Qatar. Nu meldes parterne tættere på en aftale end nogensinde før. Da den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i juni besøgte Afghanistan, udtalte han, at det er Trump-administrationens håb, at en fredsaftale kan falde på plads inden den 1. december.

Disse perspektiver for Afghanistan har ikke fået stor omtale, men er blevet overskygget af de aktuelle bekymringer for, at Trump er ved at fumle sig selv ud i en ny og meget større krig med nabolandet Iran. Ikke desto mindre kan det meget vel blive til virkelighed: Om halvandet år kan de sidste amerikanske tropper have forladt Afghanistan.

Herefter vil spørgsmålet være: Hvor lang tid vil Taleban behøve for at generobre magten over hele landet?

Ydmygelse

Når en stormagt taber en krig mod en svagere fjende i et fattigere land, vil det aldrig åbent indrømme sit nederlag. Det ville være for ydmygende. Derfor overtales krigens vinder i reglen til at give stormagten en chance for at redde ansigt ved at tilbyde »et anstændigt interval«.

Henry Kissingers udødelige formulering betyder, at når stormagtens tropper er rykket ud af landet, venter de lokale sejrherrer en rum tid, før de markerer nederlaget og kaster sig over sejrens gevinster.

Hvor langt er ’et anstændigt interval’? Typisk omkring tre år. Så lang tid ventede Nordvietnam med at tage fuld kontrol med Sydvietnam (1975) efter amerikanerne trak deres tropper tilbage (1972). Og så lang tid gik der, fra de sovjetiske styrker trak sig ud af Afghanistan (1989), før Moskvas marionetregime i Kabul blev tilintetgjort (1992). Der skulle dog en fire år lang borgerkrig mellem rivaliserende islamistgrupper til, før Taleban rykkede ind i hovedstaden.

Når det amerikanske militærengagement i Afghanistan vil være endeligt afviklet (eksempelvis op til det amerikanske præsidentvalg i 2020), må Taleban altså nok indstille sig på at vente i tre år, før de formelt er tilbage ved magten i Kabul (2023).

Tabt kontrol

Selv om vi ikke hører meget til det længere, raser der fortsat en blodig krig i Afghanistan. I gennemsnit bliver der dræbt tyve civile om dagen og dobbelt så mange regeringssoldater.

Vel lider Taleban også tab, men ikke desto mindre har de reelt vundet krigen. Hverken amerikansk flystøtte eller den mere eller mindre folkevalgte regering, som USA har indsat, kan ændre på, at Kabul har mistet kontrollen med en tredjedel af Afghanistan, efter at USA og dets alliancepartnere i 2014 trak sig ud af de landbaserede kampoperationer. En anden tredjedel af landet kontrolleres af regeringen om dagen, men af Taleban om natten.

Når de tilbageværende 14.000 amerikanske soldater og deres flyvåben forlader Afghanistan, vil spillet være ude for præsident Ashraf Ghanis ’marionetregime’, som Taleban kalder det. Implicit har USA allerede anerkendt denne fremtidige realitet, for det er kun amerikanske diplomater (og ikke officielle repræsentanter for den afghanske regering), som forhandler med Taleban i Qatar.

Ved forrige samtalerunde fik enkelte afghanske regeringsrepræsentanter ganske vist lov til at være med, men kun i en tilhørerolle som ’privatobservatører’ – forhandle med om noget måtte de ikke. Uanset hvilken aftale USA indgår med Taleban, må Ghanis regering acceptere den, vel vidende at den formentlig herefter vil blive ladt totalt i stikken. Den vil herefter ikke have andet valg end at stjæle så meget, den kan – og derpå redde sig selv, før alting ramler.

Hvordan vil Det Hvide Hus forsvare et så eklatant svigt af sine allierede og partnere? Formentlig uden større skrupler. ’Nixon-båndene’ giver et fingerpeg.

I august 1972 udspiller der sig en afgørende samtale mellem præsident Richard Nixon og hans nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger, i hvilken de enes om at opgive Sydvietnam. Samtalen optages på bånd af det automatiske system i Det Hvide Hus og bliver siden offentliggjort i forbindelse med Watergate-skandalen.

Glemt udørk

Nixon: »Vil vi have en troværdig udenrigspolitik, hvis Nordvietnam om et år eller to opsluger Sydvietnam helt? Det er det store spørgsmål.«

Kissinger: »Ja, det vil vi, hvis bare det kommer til at se ud som et resultat af sydvietnamesisk inkompetence. Hvis vi opgiver dem nu på en måde, så der kun går tre-fire måneder, før det ser ud til, at vi har skubbet dem ud over kanten ... vil det ikke være os til stor hjælp.«

Hvorpå Kissinger tilføjer: »Altså må vi finde en eller anden model, der holder sammen på tingene i et år eller to – hvorefter, efter år, hr. Præsident, Vietnam vil være en glemt udørk. Kan vi få styr på det, lad os sige til oktober, og holder det bare frem til januar 1974, vil alle til den tid være fløjtende ligeglade.«

Det fungerede for Nixon og for Kissinger, og det vil også kunne fungere for Trump og Pompeo. Måske er sidstnævnte ikke så intelligente og durkdrevne som førstnævnte, men de er mindst lige så kyniske. Politiske skadevirkninger behøver de ikke at frygte, for Taleban har aldrig været opsat på at angribe USA – det var al-Qaedas projekt.

De eneste tabere ved den forestående fredsordning bliver de afghanere, som endnu en gang skal leve under Talebans åg. Men at det i sidste ende ville gå sådan, har altid været forudsigeligt.

Gwynne Dyer er militærhistoriker og uafhængig journalist

© Gwynne Dyer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Tænk hvis man havde brugt de unge mennesker (soldaterne), pengene og sammenholdet fra 9/11 på en anden måde, end ved en håbløs og uintelligent anvendelse af magt og våben, af tortur og af løgne i medierne (for at dække over de førstnævnte fejl). Stor tak til de kritiske røster der holdt vores øjne åbne.

jørgen djørup, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Thomas Tanghus, Tommy Clausen, Hanne Pedersen, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen, Gert Romme, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Løfgren, Jørgen Falck, Karen Grue, Ib Christensen, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz, Søren Bro, Jesper Sano Højdal, Eva Schwanenflügel og John Andersen anbefalede denne kommentar

Endnu en tabt krig for Amerika i den moderne verden.

Irakkrigen med Bush jr. var løgnens krig om "masseødelæggelsesvåben", som lagde Irak i ruiner med mio. døde irakere til følge, børn, kvinder og mænd, - forældre, bedste forældre og anden familie.

Både en politisk som militær forbrydelse mod mennesker i et fremmed land, hvis leder man ikke brød sig om, - og derfor udgav sig for frelsende engle i demokratiets navn, men ende med et folkemord begået i løgnens politiske skær.

Endnu længere tilbage i historien, står Vietnam som endnu en fejlslagen politisk krig, imod kommunismen, til trods for klar viden om krigen handlede om frigørelsen fra det franske koloniherredømme.

Først hjalp man Nordvietnam med Ho Chi Minh med våben til befrielseskrigen, så blev Frankrig sur, og våbenhjælpen stoppede, - så fik Nordvietnam våbenhjælp fra Sovjet og Kina, og tog "fanden ves" for det var kommunistiske våben, og dermed også kommunistisk ideologi kampen handlede om, sagde man i Amerika, som skulle bekæmpes med næb og klør.

De høje amerikanske frihedsidealer om frihedsretten for alle, fik et politisk kommunistisk psykotiske Amerika et McChartyistisk kommunistanfald, og der skulle kæmpes for friheden imod kommunismen, - selv om Amerika selv havde smidt dem ud af deres egen våbenhjælp, og de helt naturligt havde bedt andre herom i stedet for.

Tidligere hade det i stedet mange gange været et politisk statskup via stedfortræder i mange lande overalt i verden, - og atter uden det førte til eller mod en mere demokratisk udvikling, men blot skiftede en sekterisk leder ud med en anden militær sekterisk leder, som gjorde det beskidte arbejde for Amerika, som samtidig lukkede øjnene for såvel korruption, tortur, forsvinding og mord på anderledes tænkende i de lande hvor det skete.

Vi har set det så mange gange før i næsten alle verdensdele, at Asien, Mellemøsten, Afrika, Sydamerika, så der er intet nyt heri, de politiske tanker forandres ikke trods læren fra fortiden, gentages de samme fejl igen og igen politisk i Amerika.

I stedet for fred og demokratisk udvikling, skabte man endnu et ustabilt forløjet demokrati, hvis forbrydelser ikke kunne skjules, og hvis stabilitet ofte har afstedkommet atter et regimeskifte, - som heller ingen rødder havde i en demokratisk retning, og bundende i en modstand overfor det siddende regime.

Kurderne er solgt politisk, ikke mindst fordi området medkurdere breder sig ind i såvel Tyrkiet, Syrien og Irak, og ingen af disse vil tillade et selvstændigt Kurdistan, trods deres store indsats imod IS i gennem de forløbne år, og med store tab til følge, ved deres samarbejde med vesten.

De gamle grænsedragninger - begået af England og Frankrig i fællesskab, holder ikke længere, - men ingen tør reelt set søge dem afskaffet, og forskellige politiske forhold til de tilgrænsende lande, Tyrkiet, Syrien og Irak.

Thomas Tanghus, Tommy Clausen, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen, Gert Romme, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørgen Falck, Ib Christensen, Rolf Andersen, Søren Bro, Torben Skov, Per Torbensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas

"We Bombed Them Into Accepting Our Concessions." - John Negroponte, om Paris Peace Accords.

Vietnam Redux.

Karsten Lundsby, Ib Christensen, Torben Skov og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

De skulle have bombet dem med alle de dollars, de har brugt på krig. Så havde befolkningen selv smidt taleban ud.

Erik Karlsen, Jonathan Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Hanne Pedersen, Mogens Holme, Torben Skov, Gert Romme, Lars-Bo Abdullah Jensen, Karen Grue, Christel Gruner-Olesen, Ib Christensen, Carsten Wienholtz og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Ja, og amerikanerne har tilsyneladende intet lært af historien.

De er nu i fuld gang med at skabe en ny krig med Iran, i og med at USA ensidigt trak sig ud af atom-aftalen med Iran, som Iran 100% overholdt. Og USA truede alle andre lande og virksomheder med bål og brand, hvis de ville fortsætte med at handle med Iran under den aftale, der var indgået og blev overholdt.

Direkte kurs mod en ny krig i mellemøsten - Jeg forstår det ikke ?!

Carsten Wienholtz, Tommy Clausen, Achim K. Holzmüller, Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Gert Romme og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar

Rolf Andersen, det er noget krigsindustrien har brug for

Karsten Lundsby, Mogens Holme og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

@Karen Grue.
Ja men der må da være nogle tænkende mennesker, der ikke ønsker at ofre deres døtre og sønner på dette alter ?
Briterne kunne ikke vinde en krig i Afghanistan. Russerne kunne ikke vinde en krig i Afghanistan og amerikanerne (inkl. AFR) kunne ikke vinde en krig i Afghanistan. Og nu vil amerikanerne optrappe en konflikt-situation med Iran ... ??

Tommy Clausen, Karsten Lundsby og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Der er intet nyt i, at en krig kun har tabere. Derfor startes og føres krige af totalt indifferente magthavere med mindreværdskomplekser.

Egentlig burde man forlange, at de politikere der stemmer ja til at lade sit land deltage i en krig, bør tvinges til at gå forrest under hele krigen.

Og militære tjenestemænd er egentlig ikke andet end simple opryddere efter svagt fungerende politikeres beslutninger.

Erik Karlsen, Karsten Lundsby og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Helt enig! En ordentlig general er ham, der rider forrest i felttoget ;)

PS: Nu har vi fået en ny regering, så kan vi ikke snart få genoptaget Irak-kommissionen ?

Erik Karlsen

" de politikere der stemmer ja til at lade sit land deltage i en krig, bør tvinges til at gå forrest under hele krigen"

Ja, det gjorde de jo indtil for en 2-300 år siden, hvor kongen bestemte og red med i krig.

Når nu engang, at Taleban overtager styret i Afghanistan og lukker alle pigeskoler og genindfører burkatvang, så kunne jeg godt tænke mig at høre Helge Adam Møller og ligesindede forklare, at vi har gjort en stor indsats i Afghanistan.

Mogens Holme, Gert Romme og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Khuram Bashir

Det værste ved det hele er, at næste gang USA går i krig, formentlig i Iran, så står der en hær af danske pundits og dagblade, der hårdnakket kommer til at forsvare de bagrunde USAs goverment officials nu engang finder på efter de har taget beslutningen om at gå i krig.

Hvad sidder Anders Fogh Rasmussen og tænker nu, når USA sidder med Taleban ved forhandlingsbordet oven på de tab af danske og afghanske liv krigen kostede? Ingen ønsker at være bagkloge, men der var altså folk, der advarede imod præcis det her

Erik Karlsen, Johnny Christiansen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Danskerne skal lære sig at ikke holde på den samme hest (usa) hele tiden,,,,, men vornår tænker de selvstændigt.

Danmarks krigsdeltagelse i Irakkrigen under Bush jr. skyldtes alene AFR's maniske besættelse af beundring for Amerika, og med den inddrog han Danmark i krigen - koste hvad det ville, også en løgn overfor folketinget om, der fandtes "masseødelæggelsesvåben", hvilket blev afsløret som usandt af Frank Grevill.

Frank Grevill blev dømt for afsløringen af AFR's løgn overfor folketinget, hvorimod AFR selv slap straffrit fra at lyve overfor folketinget.

Erik Winberg, jørgen djørup, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Lars Løfgren, Erik Karlsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Alle USAs krige behøver nu ikke at ses som den i Vietnam.
Danmark behøver på den anden side ikke altid være så villig til at bidrage. Hænger den villighed sammen med et kompleks fordi regeringen modsatte sig kamp da Tyskland besatte landet 1940?