Nyhed
Læsetid: 4 min.

(For) længe har EU satset på Afrikas gamle militsmænd

Oprøret i Sudan viser med al tydelighed, at Europas støtte til repressive regimer ikke er en holdbar løsning, siger forsker
På sit CV har generalmajor Hemeti krigsforbrydelser i Darfur såsom henrettelser af mennesker uden rettergang, voldtægter, ødelæggelser af boliger og andre menneskerettighedskrænkelser.

På sit CV har generalmajor Hemeti krigsforbrydelser i Darfur såsom henrettelser af mennesker uden rettergang, voldtægter, ødelæggelser af boliger og andre menneskerettighedskrænkelser.

YASUYOSHI CHIBA

Udland
5. juli 2019

Under Det Arabiske Forår i 2011 havde samtlige opstande et øjeblik, hvor protestbevægelsen stik imod alle odds trodsede et brutalt sikkerhedsapparat, der reagerede med kugler:

I Tunesien, da Ben Ali beordrede finskytterne til at skyde på demonstranter den 14. januar 2011. I Egypten, da Mubarak lukkede ned for internettet fredag den 28. januar 2011. Og i Syrien, da Assads styrker skød mod demonstranter, der protesterede over tilbageholdelsen af yngre graffitimalende drenge i marts 2011.

Alt tyder på, at Sudan netop har haft dette magiske øjeblik, hvor frygtens barriere bliver nedbrudt.

Det hele begyndte i december 2018 med en protestbølge i hovedstaden Khartoum, hvor man krævede Omar al-Bashirs afgang.

I april voksede protesterne sig så store, at al-Bashir – landets stærke mand siden 1989 – blev fjernet ved et kup af sin egen trofaste næstkommanderende, generalmajor Mohamed Hamdan Dagalo, bedre kendt under tilnavnet ’Hemeti’.

I juni ryddede den nye militærjunta brutalt teltlejrene i Khartoum i et blodbad for at komme opstanden til livs og knuste håbet for den store protestbevægelse.

Men kun for en stund.

I denne uge – en måned efter den brutale rydning af teltlejrene – vendte hundredtusinder af sudanesere atter tilbage til gaderne til trods for udsigterne til endnu en blodig konfrontation mod Hemetis styrker.

»Inden for klima taler man om begrebet ’tipping point’,« forklarer Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.

»Det er, når en proces er eskaleret og er ved at passere en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen. Det er det, vi ser ske i Sudan under det nuværende oprør. Det er det, vi ser andre steder i Afrika, for eksempel i Algeriet. De unge vil ikke længere styres af gamle juntaer,« siger Stig Jensen.

Europa må sadle om

Generalmajor Hemeti er ikke hr. hvem som helst. Han er leder af RSF (Rapid Support Forces), en brutal militsstyrke som Sudans nu afsatte leder, Omar al-Bashir, brugte flittigt til at holde afrikanske flygtninge væk fra Europa. Belønningen har været gunstige aftaler med EU.

På sit CV har Hemeti veldokumenterede krigsforbrydelser i Darfur såsom henrettelser af mennesker uden rettergang, voldtægter, ødelæggelser af boliger og andre menneskerettighedskrænkelser.

»EU støtter nordafrikanske stater til at undertrykke afrikanere med det primære formål at holde afrikanere væk fra EU, men EU må snart se og få sadlet om,« siger Stig Jensen.

Europæiske ledere har haft en tendens til at tro, at undertrykkende regimer kan opretholde stabiliteten på længere sigt, men historien har vist, at det er en myte. Før eller siden bryder regimerne sammen, som det har været tilfældet med Gaddafi og Mubarak.

I årevis har EU satset på, at Omar al-Bashir kunne holde flygtninge væk blandt andet ved at bruge Hemetis militser som vagtværn. I dag er Hemetis militser blevet så magtfulde, at de har kuppet al-Bashir og taget magten i Sudan.

Sudan står nu i en langt mere problematisk situation end nogensinde før, idet landet de facto er splittet mellem en konventionel hær (SAF) og en magtfuld militsstyrke (RSF).

En situation, der ikke bare komplicerer den sudanesiske protestbevægelses drømme om demokrati, men som også potentielt kan føre til en blodig borgerkrig, hvis ikke en af sikkerhedsapparaterne får overhånden i den interne magtkamp.

»For at demokratiet skal have en chance, skal SAF få kontrollen tilbage fra RSF. Dette bliver en ordentlig mundfuld, da dele af den konventionelle hær er blevet afvæbnet eller omstruktureret, mens militserne fra RSF er blevet styrket af udenlandske kræfter,« skriver forskerne Nathaniel Allen og Sharan Grewal i deres seneste analyse for onlinemediet War On the Rocks.

»Udviklingspolitik er den bedste sikkerhedspolitik«

Den sudanesiske protestbevægelse har højlydt erklæret, at ingen forlader gaderne, før magten i Sudan overdrages til en civil regering. Samtidig har krigsherren Hemeti erklæret, at kun døden kan få ham til at træde tilbage.

»Det bliver over mit lig,« skulle han efter sigende have sagt til kolleger i Khartoum.

Både demonstranterne og Hemeti satser på at eskalere konfrontationen i den kommende tid. Selv om Hemeti endnu ikke har den fulde kontrol over Sudans konventionelle hær, tror han på, at magten kan køres hjem med økonomisk og politisk støtte fra Saudi-Arabien.

Sheikerne i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, bruger nemlig Hemetis sudanesiske lejesoldater i krigen i Yemen.

Men eksperter advarer omverdenen mod at tolerere Hemetis forsøg på at sætte sig på hele magten i Sudan. Især tavsheden fra Vesten, USA, Storbritannien og EU har været forbløffende for mange Sudan-iagttagere.

»Hvis Vesten fortsætter med at tolerere sådan en forbryderisk adfærd, riskierer det sudanesiske samfund at gå i opløsning. Det vil sende landet og regionen ud i et nyt blodbad,« advarer mellemøstforsker Ahmed Abouoduh i britiske The Independent.

Stig Jensen fra Afrikastudier på KU er enig:

»Afrikas unge vil ikke længere regeres af militsmænd og juntaer. Fremover er der behov for at gentænke strategien for at støtte afrikanske stater til at styrke samfundsudvikling i de specifikke stater, således at de i højere grad bliver i stand til skabe udviklingsmuligheder for deres egne borgere. Udviklingspolitik er den bedste og mest effektive sikkerhedspolitik.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her