Mens flere russere går på pension, søger færre migrantarbejdere til landet

SANKT PETERSBORG – Nematullo Mirzakhmedov går som ca. 4,5 millioner andre migranter på arbejde i Rusland hver dag. Han kører taxa for firmaet Yandex i Sankt Petersborg i sin egen, hvide Volkswagen.

På bakspejlet hænger dekorationer, i dørrummet sidder et par bøger, og omkring gearstangen er samlet de ting, han har brug for for at klare en hel dag i bilen: vand, lidt snacks, solbriller og telefon. Som i mange andre taxaer får man fornemmelsen af et lille hjem og af samtidig at være på vej videre.

Nematullo Mirzakhmedov beskriver sit liv lidt på samme måde. Han er 24 år og kommer fra Fergana i det østlige Usbekistan. Da han var barn, fik familien svært ved at tjene penge nok i hjembyen, og de flyttede til hovedstaden, Tasjkent.

For fem år siden flyttede Nematullo Mirzakhmedov videre til Rusland for at finde et job, først i Moskva og senere i Sankt Petersborg. Tilbage i Tasjkent bor hans kone og deres datter på to år. De kommer og besøger ham af og til. Og han tager hjem til dem:

»Jeg savner dem en del. Jeg tror ikke, min datter forstår det her med, at jeg er væk, endnu. De har det godt, og vi klarer os. Det er det, der betyder noget.«

Migrantarbejdere har i mange år været en fast del af den russiske økonomi. De 4,5 millioner migranter tæller kun dem med registreret arbejdstilladelse.

Alt i alt befinder der sig ca. ti millioner udlændinge i Rusland, og når turister, forretningsfolk og udvekslingsstuderende er trukket fra, anslås antallet af migrantarbejdere højere end det officielle tal.

Tilflyttere tager primært job i serviceindustrien og i byggebranchen, og ifølge tal fra Det Præsidentielle Akademi for Nationaløkonomi og Offentlig Administration kommer de fleste fra tidligere sovjetlande, hvor det er svært at få arbejde og slå sig ned på god vis; det vil især sige fra Ukraine og de centralasiatiske lande.

Nematullo Mirzakhmedov nåede ikke at gøre gymnasiet færdigt, inden han måtte finde et job og begynde at tjene sine egne penge. Han har for det meste arbejdet som taxachauffør, i perioder også som lagerarbejder. Det kunne dog kun hænge sammen, hvis han flyttede.

»I Usbekistan var det hårdt. Der kunne jeg gennemsnitligt nå at tjene 250 dollar om måneden (ca. 1.600 kr.) som taxachauffør. I Sankt Petersborg kan jeg tjene 30-35.000 rubler (ca. 3.100-3.700 kr.). Det er langt mere holdbart for os.«

Antallet af migranter daler

Men siden konflikten i Ukraine og en efterfølgende økonomisk krise i 2014-2015 er antallet af migranter i Rusland dalet. Hvor der i 2013 kom 302.000 nye mennesker til landet, kom der i 2018 kun 125.000.

Ifølge Julija Florinskaja, der er migrationsekspert på Det Præsidentielle Akademi for Nationaløkonomi og Offentlig Administration, er dette det laveste antal siden 2005, og når man sidestiller det med den demografiske udvikling, er det klart et problem for Rusland.

»Vi befinder os i en situation, hvor tilstrømningen af mennesker ikke længere dækker nedgangen i befolkningstal. I 2018 har den faktisk kun dækket 57,2 procent,« siger hun.

Problemet bliver styrket af, at flere russere i de kommende år skal på pension. Hvis udviklingen fortsætter, vil arbejdsstyrken falde med omkring ti millioner russere i midten af 2020’erne.

»Vi kan gøre forskellige ting: Øge arbejdseffektiviteten eller sætte pensionister i arbejde, som vi så under reformen sidste sommer. Men vi kunne også prøve at rette op på den tabte udenlandske arbejdskraft,« siger Julija Florinskaja.

Nematullo Mirzakhmedov har i noget tid overvejet at søge job uden for Rusland. Han trommer lidt på rattet og ser sig om i lyskrydset:

»Jeg prøver at komme videre, det er helt sikkert. Jeg har været inde og ansøge om et green card til USA og går og venter på resultatet. Hvis ikke det bliver USA, har jeg overvejet Seoul, hvor der også er muligheder nu.«

Økonomisk tiltrækningskraft forsvinder

Hvorfor rejser man ud? For Nematullo Mirzakhmedov er den store motivation lønnen. Da han kom til Rusland i 2014 tjente han ca. 35.000 rubler om måneden. I 2019 er beløbet det samme, men efter krisen er Nematullo Mirzakhmedovs realløn langt mindre.

»Det er begyndt at stramme til, når jeg ser på vores regninger hver måned. Det er svært at se, hvor vi skal bruge mindre,« siger han.

Samtidig med at lønnen falder, er gebyret for arbejdstilladelser steget. I Rusland kan man arbejde som migrant på tre måder. Man kan ansøge om et længere arbejdscertifikat, man kan købe en midlertidigt tilladelse og betale et månedligt beløb i form af en slags fast skat, og man kan arbejde illegalt.

Mange vælger den månedlige og mere midlertidige ordning, og ifølge Julija Florinskaja er det egentlig et godt system, men stigende gebyrer afholder folk fra at søge det.

»Tilladelsen sørger for, at de, der kommer til Rusland, registrerer sig, får et skattenummer og en sundhedsforsikring. Men efter prisen er steget, kan vi se, at der er mange, der køber tilladelsen og betaler én gang. Herefter stopper man med at betale: Migrantens rettigheder forsvinder, og staten modtager ikke skat.«

Nematullo Mirzakhmedov betaler nu ca. 5.000 rubler (520 kr.) månedligt, hvilket er mere end dobbelt så meget, som da han kom til Rusland.

Et russisk paradigmeskift

Lige så vel som det er blevet økonomisk hårdere at være migrant i Rusland, har den værdipolitiske retning også lagt sig i et nyt spor. I efteråret underskrev præsident Vladimir Putin et dekret, der formulerer migrantpolitikken over de næste år.

Sergej Abasjin, professor i migrationsstudier på det Europæiske Universitet i Sankt Petersborg, ser her en skærpet indstilling til folk, der tager til landet for at arbejde.

»Tidligere har vi i Rusland fokuseret på den økonomiske gevinst ved migranter. I det nye dekret siger man, at trussels- og sikkerhedsspørgsmålet er bekymrende og trumfer det økonomiske spørgsmål. Man refererer til Europa som et sted, hvor politikken har været den samme. Formuleringerne følger meget godt tendensen de seneste fem år, hvor myndighederne har fået flere beføjelser, og hvor man opstiller barrierer over for mere uønskede migranter,« fortæller Sergej Abasjin.

I de kommende år vil man blandt andet investere i programmer, der skal bringe de russere hjem, som selv er udvandret.

Sergej Abasjin er skeptisk over for, hvilken virkning det vil have. Han mener ikke, at der økonomisk set er meget at hente i at fokusere på den gruppe russere, der har valgt at emigrere og omvendt gøre det mere besværligt for de befolkningsgrupper, der primært migrerer til landet.

Snarere mener Sergej Abasjin, at man bør simplificere processen med permanente arbejdstilladelser og på den måde sørge for mere transparens i systemet.

Julija Florinskaja er enig:

»Processen med at registrere migranter er blevet mere og mere besværlig. For eksempel viser vores undersøgelser, at størstedelen af dem, der udlejer boliger til migrantarbejdere, aldrig registrerer deres lejere. Det fører til usikkerhed – vi ved ikke, hvor borgerne befinder sig – og selvfølgelig til korruption og skattesnyd i udlejers ende.«

På vej videre

Bortset fra lønnen er Nematullo Mirzakhmedov tilfreds med hverdagen i en mindre lejlighed nord for Sankt Petersborg:

»Jeg har ikke oplevet noget dårligt her i Sankt Petersborg. Tonen var klart hårdere i Moskva, måske fordi folk har så travlt med deres egne ting der. Her er det mere roligt,« siger Nematullo Mirzakhmedov, der dog mener, at arbejdsmarkedet som migrant er besværligt og til tider en jungle.

Men selv med diverse tiltag, der skal forbedre situationen, er udsigten til bedre løn og muligheden for at kunne sørge for stabilt grundlag for sin familie det udslagsgivende for ham:

»Mine venner og jeg, vi er her jo ikke for sjov. Jeg skal tjene de her penge. I USA kan man køre 6.000 dollar ind om måneden som taxa- eller lastbilchauffør. Det ville være godt.«