Læsetid: 8 min.

Mirakelmand eller mareridt? Boris Johnson bliver ny britisk premierminister

Tirsdag udnævnes Boris Johnson med al sandsynlighed til ny konservativ leder og dermed også til britisk premierminister. Han står foran tilsyneladende uløselige problemer, men meningsmålinger peger på, at han har den karisma, der skal til for atter at samle nationen. Han kan dog også blive premierministeren, der for altid splitter den ad
Tirsdag udnævnes Boris Johnson med al sandsynlighed til ny konservativ leder og dermed også til britisk premierminister. Han står foran tilsyneladende uløselige problemer, men meningsmålinger peger på, at han har den karisma, der skal til for atter at samle nationen. Han kan dog også blive premierministeren, der for altid splitter den ad

Andrew Parsons

22. juli 2019

Opdatering tirsdag 13:10: Med 92.153 stemmer mod modkandidaten Jeremy Hunts 46.656 stemmer er det officielt: Boris Johnson bliver Storbritanniens nye premierminister.

I storhedens skygge.

For 79 år siden ændrede en mands politiske skæbne sig på kort tid, og med den også verdenshistoriens gang. Winston Churchill, der i årevis var blevet anset som det, englænderne kalder a loose canon, ja, ligefrem en latterlig figur i politiske kredse, blev britisk premierminister i maj 1940.

Storbritannien stod med ryggen mod muren, mens Hitlers krigsmaskine rullede hen over Europa. Churchill lovede mod alle odds sejr over Tyskland, og den leverede han som bekendt fem år senere.

Denne fandenivoldske, mytiske bedrift er en god del af forklaringen på konservative briters forkærlighed for excentriske politikere, der i nødens stund byder sund fornuft og kølig kalkulering trods. I slutningen af halvfjerdserne var de konservative også i dyb krise. Dengang hed den radikale løsning Margaret Thatcher.

2019 er ikke som Anden Verdenskrig, Storbritannien kæmper ikke til sidste blodsdråbe for den frie verdens overlevelse og skal ikke, som Churchill dengang lovede nationen:

»We shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender.«

Alligevel kunne der næppe i fredstid være mere på spil, end der er nu. Der er, set i dette prisme, brug for en exceptionel lederfigur skåret af et helt særligt britisk stof. En mand, der tror så meget på sig selv, at han kan overbevise en vaklende og tvivlende nation, udstikke en ny retning og med rank ryg gå en sejrrig fremtid imøde.

Er Boris faktisk for EU?

Men hvor Churchills plads i historien blev sikret, fordi han gennemskuede og bekæmpede nazismen, er Boris Johnson som samlingspunkt for nationen af en noget mere skrøbelig karakter.

For vel strækker hans negative syn på EU’s føderalisme og dennes indvirken på det britiske samfund sig tilbage til hans tid som korrespondent i Bruxelles for The Daily Telegraph – en periode, hvor han i øvrigt ofte blev fanget i at pynte på fakta for at skabe bedre historier – men han blev først en ægte EU-modstander og førende fortaler for Brexit i februar 2016 under optakten til folkeafstemningen i maj samme år.

Indtil da var hans ståsted mere pragmatisk. Så sent som i 2015 indtog Boris Johnson en langt mere proeuropæisk holdning, hvilket blandt andet blev bekræfter for få dage siden, da avisen The Guardian kunne beskrive et EU-positivt brev, som Johnson sendte til enken efter den britiske politiker Sir Leon Brittan.

Peter Guildford, The Times-korrespondent i Bruxelles på samme tid som Boris Johnson, fortæller til samme avis:

»Jeg var rystet, da jeg så, at Boris Johnson var for Brexit. Intellektuelt var han altid fortaler for EU. Som konservativ var han modstander af protektionisme, men ideologisk var han så proeuropæisk som nogen.«

Det er, som om skæbnen har udstukket Boris Johnsons politiske omdrejningspunkt, snarere end han selv. Efter længere tids tøven lod han sig villigt spænde for Brexit-vognen, og han solgte varen fremragende. Inklusive de ofte omtalte usandheder om, at Storbritannien afleverede 350 millioner pund til EU om ugen, penge han lovede ville blive brugt på det britiske sundhedsvæsen NHS i stedet.

Efter Brexit-sejren trak han sig pludseligt fra kampen om at efterfølge David Cameron, selv om han var favorit, og overlod magten til Theresa May. I stedet blev han en usædvanlig udygtig udenrigsminister, som på rekordtid fornærmede både venner og fjender verden over, før han trak sig og blev suget endnu længere ud på den nationalistiske konservative højrefløj.

Det er herfra, at hans kandidatur til posten som premierminister er blevet sikret. Det er denne fløj, han nu tjener. Hvorvidt han virkelig er blevet glødende fortaler for Brexit, vides ikke. Det er blevet sagt flere gange af folk, der har arbejdet med ham, at han går mere op i Boris end i sit fædrelands ve og vel.

Den sidste premierminister

Af særlig bekymring for de mange, der ønsker at holde den britiske union samlet, må være Johnsons renomme uden for England.

Især i Skotland er Johnson ikke synderlig populær. En ny YouGov-meningsmåling viser, at kun 11 procent af skotterne har tiltro til den kommende premierminister. Det toneangivende nationalistiske og EU-venlige SNP-parti arbejder målrettet på en ny folkeafstemning om tilhørsforholdet til Storbritannien som følge af en udmeldelse af EU.

Denne afstemning vil Boris Johnson under ingen omstændigheder give dem, men den kan på sigt blive svær at undgå, for selv blandt Skotlands konservative er Boris Johnson upopulær, og den tidligere Labour-premierminister, Gordon Brown, der er skotte, har advaret om, at Boris Johnson kan blive Storbritanniens sidste premierminister.

Boris Johnson sætter sig direkte i det varme varme sæde og skal fra dag ét tage stilling til den farligt eskalerende diplomatiske krise med Iran, der natten til lørdag i Hormuzstrædet beslaglagde to tankskibe med britiske forbindelser. Det bliver en umiddelbar test af, hvilken udenrigspolitisk kurs Boris Johnson vælger, og i hvilken grad han vil følge den europæiske linje, eller om han vil læne sig op ad sin gode ven, Donald Trump.

Mange spørsmål om Boris Johnsons politiske retning er stadig ubesvarede. Kardinalpunktet i hans kampagne var løftet om, at Storbritannien forlader EU med eller uden aftale den 31. oktober. Han har understreget, at han foretrækker en aftale, og meget sigende for troen på egne evner bedyrer han, at han – i modsætning til Theresa May – vil have evnerne til at få EU til at tilbyde en ny skilsmissepakke.

EU’s nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, afviser blankt, at noget sådant vil komme på tale. Men det har altid været den britiske konservative højrefløjs holdning, at kun ved at vise vilje til at gå linen ud, vil en ny aftale i Storbritanniens favør kunne opnås.

Logikken her er, at EU også har meget at miste ved at kappe handelsbåndene med Europas næststørste økonomi, og at briterne har den forhandlingsfordel, at de er drevet af passion for sagen og derfor vil have nemmere ved at håndtere de negative aspekter ved no deal, hvis det skulle komme så langt.

For at øge indsatsen og presset vil Storbritannien, ifølge Johnson, forlade EU, uanset om man har en aftale eller ej. Bookmakerne vurderer nu, at der er hele 30 procent chance for, at Storbritannien forlader EU med no deal.

Den kommende premierminister har oven i købet truet med, at han om nødvendigt vil forhindre parlamentsmedlemmerne – der vil kunne stå i vejen for gennemføreslen af no deal – i at sidde i Westminster op til den 31. oktober. Denne trussel fik en række konservative politikere op i det røde felt med ytringer om udemokratiske metoder. Ved en en afstemning i underhuset torsdag aften sikrede mere end fyrre konservative rebeller et flertal, der umiddelbart umuliggør Boris Johnsons trusler.

Partifæller med knive

Blandt rebellerne er den nuværende finansminister Philip Hammond, der søndag meddelte, at han vil træde tilbage, hvis Johnson bliver premierminister.

Hammond tilhører den fløj hos de konservative, der for alt i verden ikke ønsker no deal. Medlemmer af denne fløj har ved gentagne lejligheder indikeret, at de er parate til at begå kongemord og bringe egen regering til fald, hvis det skulle kræves for at undgå no deal.

Problemet for Boris Johnson bliver, at han skal træde en delikat dans mellem den EU-fjendske højrefløj og de EU-venlige centrister. I sidstnævnte fløj er Boris Johnson en foragtet skikkelse. Flere af partimedlemmerne har været med i en klub under navnet ’Anyone but Boris’, og der er al mulig grund til at tro, at de mener det, når de siger, at de vil føre kniven, hvis det bliver nødvendigt.

Det parlament, Boris Johnson arver, er identisk med det, der excellerede i ikke at kunne enes om noget som helst i månederne op til Theresa Mays afgang. Men Johnson kommer som et frisk pust og vil indtage sit embede under enorm medieopmærksomhed og stor opbakning blandt konservative vælgere.

Det er muligt, at det vil være nok til at få egne rebeller til at falde til patten. Boris Johnsons største styrke er den folkelige kult omkring ham.

Umiddelbart er der dog intet, der tyder på, at parlamentet vil agere væsentligt anderledes under en ny premierminister. Boris Johnson kan meget hurtigt finde sig bokset op i det samme hjørne, hvor Theresa May tog imod politiske tæv måned efter måned.

Men Boris Johnson har en trumf i ærmet. En meningsmåling i The Daily Telegraph den 8. juli giver de konservative under Boris Johnson et komfortabelt flertal på fyrre sæder i parlamentet, hvilket er interessant, hvis der skulle komme valg i utide. Og meget i sol og måne peger på, at et sådant valg er på vej.

Rædselsscenariet set med konservative øjne var for få måneder siden et parlamentsvalg, der nærmest kunne udslette det parti, der mere end noget andet i generationer har præget Storbritanniens udvikling. Pludselig ser sagerne anderledes ud.

Oppositionslederen Jeremy Corbyn er fortsat sovset ind i Labours interne skandale om antisemitisme i partiet og har derudover i årevis lurepasset på spørgsmålet om EU. Hans popularitet er bekymrende lav. Adskillige meningsmålinger giver de EU-venlige Liberaldemokrater lige så stor tilslutning som Labour.

Det er blevet et fikspunkt for de konservative, at ’marxisten’ Corbyn for alt i verden ikke må komme til magten. Kilder omkring Boris Johnson bekræfter, at man seriøst overvejer at udskrive valg umiddelbart efter at have leveret Brexit for dermed at paralysere Labour.

Hvad mere er, så indikerer målingerne, at Boris Johnson-effekten ser ud til delvist at tage luften ud af Nigel Farage-ballonen. Der kunne være god grund til at smede, mens jernet er varmt.

Farvel til Halloween?

Noget tyder på, at briterne med Boris Johnsons virkelig er på vej ud af EU. I et interview i BBC fortalte Jacob Rees-Mogg, talsmanden for den nationalistiske, konservative gruppe ERG, der støtter Boris Johnson, at man tror på en ny, enklere og løsere samhandelsaftale med EU. Men netop denne magtfulde gruppering har hele tiden understreget, at der ikke er nogen grund til at frygte no deal.

The Guardian kunne denne weekend afsløre EU-planer om at tilbyde Boris Johnson en såkaldt no deal-forlængelse fra den 31. oktober, der på hjemmefronten kan sælges som tid til at planlægge no deal bedre, men som reelt vil give mere tid til forhandlinger om en ny aftale med EU.

Usikkerheden om, hvad der kommer til at ske de næste måneder, er overvældende. Fire respekterede kommentatorer blev i BBC’s Newsnight fredag aften bedt om at vælge, hvad de mener, er det mest sandsynlige scenarie – og der kom fire vidt forskellige svar.

Indsatsen kunne næppe værre højere: Storbritanniens fremtid står på spil, og resultatet af de næste måneders forhandlinger og handlinger vil få betydning langt ud over Storbritanniens grænser.

De konservative har valgt en mand, der handler instinktivt og ikke nødvendigvis særligt sammenhængende. Boris Johnsons regeringstid kan vise sig at blive en mareridtsagtig opbrudstid på mange fronter, og han er af egne partikammerater blevet kaldt unfit for office.

Men nu sidder han der, og det er også muligt, at netop hans kaospilotinstinkt og fandenivoldske tiltro til egne evner vil sikre det gennembrud i de fastfrosne Brexit-forhandlinger, der er brug for.

Der er, om ikke andet, udsigt til høj søgang. Om skibet så kæntrer eller krydser videre, det ved vi formodentlig mere om den 31. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
Jesper Eskelund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Faktisk har "The Sunday Times" en forsideartikel med overskriften "Stop no deal ! Secret EU drive to woo Boris".
Avisen har kilder, der beretter om uofficielle/hemmelige forhandlinger mellem Boris Johnsons inderkreds, og fem navngivne EU-lande (Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Irland), hvor der gættes på, at man forsøger at rette aftalen til, så den bliver mere spiselig for det britiske parlament.

Boris kan måske ende med at blive en succes, hvem ved?

Erik Fuglsang, Torben K L Jensen, Torben Skov, Michael Friis og Steen Piper anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Eva Schwanenflügel

Der er lidt "divide et impera" over de britiske forhandlinger med udvalgte EU-lande udenom EU kommissionens forhandler. Det er ikke lykkedes briterne at splitte EU landene tidligere, Briterne er ellers mestre i den disciplin; men fred være med det - hvis Irland kan tilslutte sig en aftale, så kan vi andre nok også.

Erik Fuglsang, Claus Nielsen, Gert Romme, John Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Det har udviklet sig til en tragikomisk farce efter års forhandlinger, så vil de ikke have aftalen og de kan ikke enes om at omme ud. Det er politik når det er værst.

Lars F. Jensen, Claus Nielsen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Før nogen sætter for alvor lægger Sunday Times til grund for noget som helst, ville det være klogt at se den irske melding i søndagens udgave af Andrew Marr.

Der er ikke nogen specielt stor risiko ved at indgå væddemål om, at Johnson mister sit flertal inden d. 31 oktober, men hvis man vil have bedre odds, skal man vente indtil på torsdag med at vædde. Johnson vil få meget vanskelige parlamentariske forhold og have nul agtelse i Bruxelles. Der er udsigt til en PM, som ikke kan nøjes med at æde sin gamle hat, men som må sluge hele garderoben og komme i træsko til internationale møder.

Erik Fuglsang, Thomas Andersen, Mihail Larsen, Lars F. Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Poul Kristensen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jørgen Mathiasen

Jeg så også Simon Coveney på The Andrew Marr Show i går (YouTube).

For mig at se havde Simon Coveney ikke rokket sig en millimeter fra den fælles politik som udtrykt af Michel Barnier; men måske har parterne noget i gang udenom Bruxelles.

Håbet er da lysegrønt - men briterne må ud senest pr. Halloween på den ene eller den anden måde, vi orker ikke mere.

Michael Friis

Er det en mulighed, at UK ikke vil EU som det er idag, men gerne ser et samarbejde i Europa?
Jeg tror det. Og de er ikke alene. EU har en uheldig konstruktion og en del støtte udfra argumenter som er outdaterede.
Giv Boris en chance (hvis han vinder valget imorgen).
Demokrati er vores nuværende styreform, dvs
UK har stemte i 2016 52% "Leave the European Union" - et spørgsmål, der i grunden ikke er til at misforstå!

Ole Arne Sejersen, Per Torbensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Michael Friis

Nogle ser Boris Johnsons taktik som kamikaze-agtig.
Der kan være noget om det..
Det han fører sig frem med konstant, er at han er Churchills efterfølger, nærmest arving.
Og han har karismatiske egenskaber.

Tænkte blot at 'Times' havde gode kilder.

Såfremt Johnson kan klare situationen, klapsalver fra hele EU.
Men det vurderes mere indviklet end som hvem der 'shiner' som Premierminister.

Nils Bøjden

"Er det en mulighed, at UK ikke vil EU som det er idag, men gerne ser et samarbejde i Europa?"

Nej. UK vil være USAs bitch. Deres "take back control" betyder "vi overlader kontrollen til Washington"

Anders Reinholdt, Lars F. Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"men måske har parterne noget i gang udenom Bruxelles."

De kan ikke aftale noget. Aftaler skal forhandles med enstemlighed blandt EUs ledere.

Torben Lindegaard

@Nils Bøjden

"Aftaler skal forhandles med enstemlighed blandt EUs ledere."

Bevares - men hvis ellers de 5 lande, som Eva Schwanenflügel citerer The Sunday Times for, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Irland, kan enes med Storbritannien om en eller anden ændring i aftaleteksten, så er chancen for en vedtagelse heraf i Rådet rigtig god.

Selvfølgelig ønsker man en Udtrædelsesaftale imellem EU & UK; men allermest trænger vi at få al kævleriet overstået.
Hvis en senere generation så vil indtræde i EU igen, så kan selvfølgelig sagtens forhandles på plads.

Per Torbensen, Eva Schwanenflügel og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Men underholdningsværdien hos Johnson vil som altid være i top.

Per Torbensen, Erik Fuglsang, Michael Friis, Eva Schwanenflügel og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Bevares - men hvis ellers de 5 lande, som Eva Schwanenflügel citerer The Sunday Times for, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Irland, kan enes med Storbritannien om en eller anden ændring i aftaleteksten, så er chancen for en vedtagelse heraf i Rådet rigtig god."

Nej. Der er 27 lande der skal sige god for aftalen.

Eva Schwanenflügel

@ Nils Bøjden

Her er de indledende bemærkninger i The Sunday Times :

"EU countries are secretly wooing Boris Johnson in a bid to thrash out a new Brexit plan that would avoid a no-deal disaster as he prepares to take over as prime minister this week.

Senior Irish politicians and diplomats have held peace talks with two of Johnson’s cabinet allies in recent days.

German and French figures, as well as the Dutch and Belgian governments, have also established contacts with Johnson’s team and signalled an intention to do a deal.

In an article today for The Sunday Times, Simon Coveney, Ireland’s deputy prime minister and minister for foreign affairs, indicates that Dublin is prepared to compromise."

Det er åbenbart på diplomatisk niveau der forhandles, og ikke officielt noget der kommer til afstemning i EU.

Og ja.. Boris Johnson er nu ny PM i det stadigt forenede kingdom med ret tydeligt flertal på 66 % af stemmerne fra de ialt 160.000 medlemmer af the Tory Party.

Game of Thrones er stadig igang.

Nils Bøjden

@Eva Schwanenflügel

Umiddelbart er der større sandhedsværdi i interviews end i analyser

Så her er fra hestens egen mund:

"“I think the position of the EU is also clear: the United Kingdom reached an agreement with the European Union and the European Union will stick with that agreement. We will hear what the new prime minister has to say when he comes to Brussels.”"

Frans Timmermann. VP EU Commision

https://www.independent.co.uk/news/uk/politics/brexit-boris-johnson-eu-d...

https://www.independent.co.uk/news/uk/politics/brexit-latest-theresa-may...

Lars F. Jensen

@Torben Lindegaard @Nils Bøjden

Det er alene EU kommissionen - ved chefforhandler Michel Barnier - der forhandler Brexit udfra det mandat, som EU27 landene i Rådet / statsministrene+ Frankrigs præsident) har vedtaget.

Der har hele tiden været enstemmighed omkring forhandlingsmandatet og om de ret store indrømmelser, der i forhandlingerne er givet til UK.
Der skal imidlertid kun være kvalificeret flertal (QMV) omkring udtrædelsesaftalen ifølge Lisabon Artikel 50.
Dele af en fremtidig handelsaftale forventes også at kræve enstemmighed og endda ratifikation i de 27 lande (+ bla belgiske regioner).

Udover handel er der også en lang række andre områder, som tidligere var enestående bi- eller multilaterale aftaler, men over tid er ført ind under EU, hvor der allerede er et fælles og godt virkende politisk, administrativt og juridisk system.

Et eksempel er fx landingsrettigheder for rutefly. Her var der tidligere bilaterale aftaler mellem fx Danmark og England. Danmark fik et antal landings rettigheder i London til SAS og BEA senere BA fik tildelt samme antal landingsrettigheder i Kastrup. Uhyre duopol-agtigt og høje priser.

Med EU's indre market (her mest for services) fra 1990'erne og sidenhen European Common Aviation Area fra midt i 0'erne, blev der fri flyveret indenfor EU til EU ejede flyselskaber. EU fik aftalt flyve korridorer over landegrænserne, så mange omveje blev undgået. Aftalerne kom også til at omfatte en fælles kontrol af fly i luften styret via EUROCONTROL.

Dele af ECAA omfatter også lande udenfor EU bla. EØS landene, men vil ikke omfatte UK uden en særlig aftale herom (den vil mangle helt ved en 'No Deal' Brexit.)

Lars :)

Erik Fuglsang, Birgitte Nielsen, Torben Lindegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Det er alene EU kommissionen - ved chefforhandler Michel Barnier - der forhandler Brexit udfra det mandat, som EU27 landene i Rådet / statsministrene+ Frankrigs præsident) har vedtaget."

I know. Og en del af det mandat er at den aftale der er indgået er den aftale der kan komme mellem EU og UK.