Læsetid: 7 min.

Når Venezuelas benzinforsyning går i stå, gør samfundet det samme

Siden Hugo Chávez indledte sin revolution for to årtier siden, har adgang til nærmest gratis benzin været både et gode og et afhængighedsskabende middel for venezuelanerne. I dag kan styret dårligt holde hovedstaden forsynet, og slet ikke provinsen
Selv om Venezuela kan bryste sig af verdens største kendte oliereserver, er benzin blevet gradvist mere utilgængeligt for almindelige venezuelanere. Nogle gange må de holde i kø i flere dage for at fylde tanken.

Selv om Venezuela kan bryste sig af verdens største kendte oliereserver, er benzin blevet gradvist mere utilgængeligt for almindelige venezuelanere. Nogle gange må de holde i kø i flere dage for at fylde tanken.

Ritzau/Scanpix

13. juli 2019

SAN CRISTÓBAL, VENEZUELA – Var det ikke for de tusindvis af billygter, der langsomt sværmer rundt som ildfluer i aftenmørket for foden af bjerget, var det ikke til at vide, at vi nærmer os en større provinsby med hundredtusinder af indbyggere. Det meste af San Cristóbal er henlagt i totalt mørke.

Apagones kaldes de nu daglige strømafbrydelser, der står som et af de klareste symboler på et samfund i forfald. Da manglen på el ramte hovedstaden Caracas tilbage i marts, blev det til forsidehistorier i de internationale medier om nedlukkede forretninger og operationsstuer med flere omkomne til følge. Men ude i provinsen har det stået på i meget længere tid, fortæller Edwin Lopez, mens han styrer os ned gennem de snoede veje langs bjergsiden mod sin mørklagte hjemby.

»Der har været strømsvigt helt tilbage til tiden under Chávez,« siger Edwin Lopez med henvisning til den omfattende energikrise, der ramte Venezuela i 2010, og som siden har fået landets socialistiske regering til i lange perioder at indføre rationering på strøm.

»Men de har taget voldsomt til siden 2015. I antal og i varighed,« siger han.

Når man besøger Venezuela, får man hurtigt bekræftet det billede af landet, man har kunnet læse sig til i beretninger fra internationale medier over de seneste år. Lysreguleringen er ude af drift, ukrudtet pibler frem i sprækker på henfaldne bygninger, og der er ingen offentligt transport at spore. Det er år siden, den holdt op med at køre, siger Edwin Lopez.

Samtidigt bliver man næsten overrasket over, hvordan livet alligevel går videre. Folk drikker øl i den lune aftenluft. Der er varer i butikkerne, om end priserne er høje og udvalget begrænset.

Edwin Lopez har boet hele sit liv i San Cristóbal, hvor han til daglig lever af at købe og sælge motorreservedele. Selv om hans indtægter er skrumpet i takt med Venezuelas økonomiske deroute, hører han ikke til dem, der er hårdest ramt, forsikrer han. Familien har mad på bordet, og de to mindste børn går til henholdsvis karate og flamenco.

»Det er ikke alle, der kan tillade sig at prioritere den slags,« som Edwin Lopez siger.

Alligevel er det blevet stadig sværere at opretholde en normal tilværelse i San Cristóbal. Hjemme hos dem går strømmen konstant uden varsel, og familien er uden elektricitet op mod halvdelen af tiden. Ofte går den midt i tilberedelsen af aftensmaden, og så må de ud på gaden og finde en fastfoodbod, der kan mætte dem. For nylig måtte de klare sig fire dage i træk uden elektricitet, fortæller Edwin Lopez.

Regeringen forklarer strømsvigtene med en nødvendig energirationering, foranlediget af den økonomiske »sabotage«, som oppositionen og USA udsætter Venezuela for med det formål at aftvinge den siddende præsident Nicolás Maduro, arvtager til Hugo Chávez, magten.

Edwin Lopez tror mere på forklaringen om styrets manglende vedligeholdelse af elnettet, der skal forsyne San Cristóbal.

»Regeringen bruger alle deres kræfter på at sørge for, at der er elektricitet i Caracas for at undgå store protester dér. Også selv om det indbefatter nedbrud i andre dele af landet,« siger Edwin Lopez.

Et ekstremt eksempel

Venezuela har i årevis befundet sig i afgrundsdyb økonomisk krise med hyperinflation i millionklassen og et BNP, der ifølge landets egen centralbank er halveret siden 2013. Venezuelas daglige olieproduktion er faldet fra knap to millioner tønder i 2017 til 741.000 tønder i maj i år, oplyser OPEC, den internationale sammenslutning af olieeksporterende lande. Niveauet nærmer sig dermed det fra 2002, hvor en landsdækkende oliestrejke paralyserede den venezuelanske økonomi.

Når Venezuela mangler olie, går landets økonomi »i chok«, forklarer Victor Mijares, der er lektor i international politik på Universidad de los Andes i Bogotá, Colombia, med særligt fokus på sit hjemland, Venezuela. Selv om olie er en central ressource for alle moderne samfund, er Venezuela et eksempel for sig.

»Hele det venezuelanske samfundsprojekt er bygget op omkring olie. Venezuela har udviklet en hel økonomi, hvor transportsystemet er baseret på adgangen til benzin. Der er ingen tog, alle forsyningslinjer mellem byerne går via vejnettet. Det betyder, at når der er mangel på olie og benzin, så rammer det alle led i forsyningsskæderne – fra produktion over distribution til forbrug,« siger Victor Mijares.

Han understreger, at San Cristóbal er et »ekstremt eksempel«. Delstaten Táchria, hvor San Cristóbal ligger, har historisk set fået tilført mindre brændstof af den socialistiske regering end de øvrige dele af landet. Táchiras placering op ad den colombianske grænse har gjort det til et eldorado for benzinsmuglere fra begge lande, der har købt billig, statsstøttet benzin i Venezuela for at sælge det videre i Colombia, forklarer Víctor Mijares.

»Regeringen har ikke ønsket, at deres subsidierede brændstof bliver udnyttet til smugling. Derfor har den venezuelanske stat besluttet at kontrollere distributionen på en måde, så grænseområderne får tilført mindre brændstof end andre områder af landet,« siger Victor Mijares.

Fem dages kø til benzintanken

Gadelamperne er stadig slukkede, da vi ruller ind gennem San Cristóbal.

Foruden billygterne på gaden, kommer det eneste lys fra nogle madstande og kiosker. Højtbrummende, benzindrevne generatorer sørger mange steder for, at gadehandlerne kan holde åbent, når strømnedbrudene rammer efter mørkets frembrud.

Men selv om Venezuela fortsat kan bryste sig af verdens største kendte oliereserver, er det at bruge benzin som strømforsyningskilde blevet gradvist mere utilgængeligt for almindelige venezuelanere. De kan stadig fylde tanken så godt som gratis, men de skal vente på den.

»I sidste uge holdt vi i kø i fem dage for at tanke,« fortæller Edwin Lopez.

Ordningen var, at hans kone sad i bilen for at holde pladsen i køen om dagen, mens Edwin Lopez arbejdede. Om aftenen kom han for at overnatte i bilen, så hun kunne tage hjem til børnene.

Fem dages kø for at tanke benzin kan måske være svært at tro på. Men overalt i San Cristóbal holder der langs vejkanten køer af biler med slukkede motorer og sovende chauffører, der venter på, at den næste ladning brændstof skal ankomme til de tørlagte tankstationer.

»Det er muligt, at benzinen i princippet er gratis. Men når man skal bruge flere arbejdsdage på at skaffe den, er det jo i virkeligheden en enorm pris at betale,« siger Edwin Lopez, mens vi passerer forbi en af de mange stillestående bilkøer.

Benzin en borgerrettighed

Statens subsidiering af brændstof har været et adelsmærke for den socialistiske regering, siden Hugo Chávez i 1999 satte en stopper for Venezuelas gradvise liberalisering og bekendtgjorde, at landets ressourcer skulle tilkomme folket. Det har siden gjort venezuelanere til de største brændstofforbrugere i hele Latinamerika. Samtidig har det øget befolkningens afhængighed over for staten, forklarer Víctor Mijares.

»Folk har udviklet en opfattelse af adgangen til praktisk talt gratis benzin som en borgerrettighed. Regeringen bruger olien til at vedligeholde civilsamfundets afhængighed over for staten. Samtidig er  stort set al rigdom i landet under statens kontrol, så folk har et meget lavt incitament til selv at skabe velstand. Det medfører, at Venezuela i dag har en meget lav produktionskapacitet, og at staten ikke som sådan er afhængig af samfundet,« siger Victor Mijares.

Præsident Maduro og hans støtter har konsekvent tilskrevet Venezuela økonomiske skavanker de amerikanske sanktioner mod landet.

Indtil i år var USA’s sanktioner nøje målrettet enkeltpersoner i Maduros inderkreds. Men siden oppositionslederen Juan Guaidó den 23. januar udråbte sig selv til Venezuelas retmæssige præsident, har USA for første gang i historien lukket ned for import af venezuelansk olie. Samtidig har Det Hvide Hus presset omverdenen til at følge sit eget eksempel med at stoppe salget af fortyndingsmidler til Venezuela, som er altafgørende for, at staten kan raffinere landets særligt tykke råolie og dermed gøre den salgbar på det internationale marked.

Ifølge Victor Mijares har sanktionerne først og fremmest forringet Venezuelas eksportmuligheder. Men selve faldet i olieproduktion tog fart længe før sanktionerne i januar, understreger han. Venezuela investerede aldrig nok i at vedligeholde sin egen produktionskapacitet i oliesektoren, og det statslige olieselskab, PdVSA, er åbenlyst politiseret af det socialistiske regeringsparti.

»De forringede produktionsmuligheder er alene et resultat af interne problemer. Sanktionerne kan måske forklare forværrelsen af den økonomiske situation i Venezuela. Men de er ikke årsagen til den,« siger Victor Mijares.

Edwin Lopez mener heller ikke, at det nytter noget at skyde skylden på USA.

»De sidste 20 år har systemet skabt en afhængighed af prisen på olie. Det er nok den socialistiske regerings største synd, at den ikke udnyttede de gode år til at opbygge en industri, der kunne sikre landets overlevelse på lang sigt,« siger Edwin Lopez, da vi sidder i hans mørklagte lejlighed.

Han medgiver, at den socialistiske regeringen, godt hjulpet på vej af de tårnhøje oliepriser mellem 2003 og 2013, lykkedes med reducere fattigdomsraterne betragteligt og sikre skolegang for mange udsatte grupper i årene under Hugo Chávez.

»Man lærte dem at læse og skrive, og man gav dem mad. Men man lavede ikke planer for, hvordan folk skulle komme videre, blive selvforsynende og lære at bidrage til samfundet,« siger Edwin Lopez.

»Og man kan ikke kun regere et land til fordel for en enkelt gruppe af befolkningen. For mig står chavismen for én ting, og det er en forringelse af min livskvalitet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu