Læsetid: 9 min.

Nyt omfattende studie skyder forhåbninger om grøn vækst ned

Verdensøkonomien er ikke i stand til at vokse, uden at CO2-udledningerne følger med. Sådan lyder konklusionen i et omfattende internationalt studie, der dermed gør op med forestillingen om grøn vækst. I de rige lande må der søges veje til mindre produktion og forbrug
I den congolesiske by Lubambashi er minearbejdere i gang med at udvinde kobolt, der blandt andet bruges til bilbatterier. De seneste århundrede har forbruget af råmaterialer udvist en relativ afkobling fra BNP på globalt plan, men denne tendens er stoppet og vendt siden århundredeskiftet.

I den congolesiske by Lubambashi er minearbejdere i gang med at udvinde kobolt, der blandt andet bruges til bilbatterier. De seneste århundrede har forbruget af råmaterialer udvist en relativ afkobling fra BNP på globalt plan, men denne tendens er stoppet og vendt siden århundredeskiftet.

Federico Scoppa/Ritzau Scanpix

17. juli 2019

Der er ingen udsigt til, at verden kan realisere en ’grøn vækst’, hvor klima- og miljøbelastningen reduceres tilstrækkeligt, samtidig med at økonomien bliver ved at vokse.

Så kategorisk er konklusionen i en dugfrisk rapport:

»Konklusionen er både overvældende og egnet til at bringe én ned på jorden: Ikke alene er der ikke nogen empirisk dokumentation til støtte for eksistensen af en afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssigt pres i noget nær den udstrækning, der er nødvendig for at afværge miljømæssigt sammenbrud, men måske endnu vigtigere: Det er ikke sandsynligt, at en sådan afkobling vil finde sted i fremtiden.«

Rapporten er udarbejdet af et internationalt forskerhold for European Environmental Bureau, EEB, der er netværk for 150 grønne organisationer i Europa. Rapporten Decoupling Debunked er udarbejdet med økonomisk støtte fra bl.a. EU-Kommissionen og den danske KR Foundation, der har Connie Hedegaard som formand, men konklusionerne er for forskernes og EEB’s egen regning.

På godt dansk gør forskerne op med forestillingen om, at de velstående i-lande med teknologiens hjælp kan opretholde fortsat økonomisk vækst og samtidig nedbringe belastningen af klimaet og biodiversiteten samt presset på vand og andre ressourcer så hurtigt, som det er nødvendigt.

»Det er vigtigt at klarlægge konsekvenserne af den førte politik og med omtanke bevæge sig væk fra den fortsatte stræben efter økonomisk vækst i lande med højt forbrugsniveau,« skriver forskerne fra bl.a. Stockholm Resilience Centre, Sustainable Europe Research Institute og universiteterne i Wien og i Davis, Californien.

Begrebsforvirringen

Debatten om ’grøn vækst’ og ’afkobling’ har stået på i flere årtier. Én position i debatten er, at den økonomiske vækst kan gøres grøn. Det vil sige, at det er realistisk, at CO2-udledningerne, tabet af biologiske arter, presset på vand og andre ressourcer samt andre kritiske miljøbelastninger kan bringes ned på bæredygtige niveauer, alt mens økonomien fortsætter med at vokse. Ofte hedder det, at den økonomiske vækst ligefrem er forudsætningen for at få råd til at håndtere belastningen af miljøet.

Den modsatte position siger, at det ikke er muligt at bringe belastningerne ned i tilstrækkeligt omfang og tilstrækkelig hurtigt, hvis økonomien bliver ved at ekspandere.

Diskussionen har ofte været hæmmet af, at parterne har refereret til vidt forskellige omstændigheder, når de har argumenteret for eller imod grøn vækst og for eller imod realismen i at adskille økonomisk vækst fra klima- og miljøbelastninger. F.eks. er det ofte uklart, om der tales om global eller lokal afkobling, absolut eller relativ afkobling, samt om hvilke belastninger og ressourcer det gælder.

Absolut afkobling betyder, at den relevante miljøbelastning bliver mindre, uanset at økonomien bliver større. Relativ afkobling betyder, at kurven for miljøbelastning blot stiger langsommere end kurven for vækst i bruttonationalproduktet, BNP.

Når det f.eks. gælder klima og CO2 er kravet til afkoblingen, at den skal være global og absolut: CO2-udledningerne skal kunne falde – og falde helt til nul – alt mens det globale BNP vokser. Ydermere skal den absolutte afkobling ske tilstrækkelig hurtigt til, at det aftalte klimamål i Parisaftalen holdes, det vil sige, at nuludledningen skal være nået omkring 2050. Kun i så fald vil det være berettiget at tale om grøn vækst.

Omfattende granskning

I deres granskning har forskerne identificeret over 600 relevante videnskabelige artikler, hvoraf de fleste er empiriske studier af sammenhæng mellem økonomisk vækst og miljøbelastning. Forskerholdet har gennemgået studierne, som omfatter såvel globale som regionale, nationale og lokale undersøgelser af erfaringerne med afkobling, ligesom man har set på tidligere litteraturgennemgange af den eksisterende forskning om emnet.

Deres samlede konklusion er bastant:

»Gyldigheden af diskursen om grøn vækst er baseret på antagelsen om en absolut, permanent, global, omfattende og tilstrækkelig hurtig afkobling af økonomisk vækst fra alle kritiske miljømæssige belastninger. Den undersøgte litteratur viser klart, at der ikke er noget empirisk bevis for, at en sådan afkobling i øjeblikket finder sted.«

»Det gælder for materialer, energi, vand, drivhusgasser, landjord, vandforurening samt tab af biodiversitet, hvor afkoblingen enten kun er relativ og/eller blot observeret midlertidigt og/eller udelukkende lokalt,« præciserer EEB-rapporten.

Det danske eksempel

Et af rapportens eksempler på, hvor det er gået bedst, er den danske indsats for at reducere CO2-udledningerne via gradvis omstilling til vedvarende energi samt energieffektivisering. Her er der faktisk over en årrække præsteret en absolut afkobling, idet det er lykkedes at reducere CO2-udledningerne med i snit 1,8 pct. pr. år, alt mens BNP er vokset med 1,16 pct. i gennemsnit.

Det er godt, men ikke godt nok, påpeger forskerne.

»Uanset hvor opløftende dette kan tage sig ud, så skal det ifølge FN’s klimapanel (IPCC) gå tre gange så hurtigt og ske samtidigt i samtlige lande, hvis den globale opvarmning skal holdes inden for 1,5 graders grænsen.«

For Danmark er dette udsagn i overensstemmelse med tidligere vurderinger fra organisationen CARE samt Klimarådet om, at Danmark vil komme adskillige årtier for sent til klimamålet, hvis den hidtidige hastighed i indsatsen ikke øges.

I andre lande er der i en række tilfælde og med mellemrum konstateret afkobling i et enkelt eller nogle få år, men væksten i CO2-udledninger er typisk vendt tilbage til at vokse parallelt med BNP.

Dertil påpeger rapporten, at mange af de foretagne analyser er såkaldt produktionsbaserede – de medtager kun de CO2-udledninger, der stammer fra produktionen i det pågældende land, mens de ikke medregner de såkaldt forbrugsorienterede udledninger, der hidrører fra produktion i andre lande af varer, som importeres. Dermed kan der tegnes et positivt billede af den nationale afkobling, som i virkeligheden alene skyldes, at man i den undersøgte periode har outsourcet produktion og dermed overflyttet CO2-udledninger til leverandørlandenes klimaregnskab.

I logisk konsekvens af denne tendens ser man ifølge forskerne ofte, at fremskridt med afkobling i ét land finder sted samtidig med forværring i andre lande.

En bekymrende faktor er derudover, at hastigheden, hvormed der i en række lande sker afkobling, synes at være for nedadgående, hvor behovet er at øge hastigheden.

»Hastigheden af afkobling i højindkomstlande falder, i takt med at mængden af let realiserbare indsatser i stigende grad udtømmes.«

De ’lavthængende frugter’ er med andre ord høstet i en række lande – at nå længere er både dyrere og sværere, og derfor synes hastigheden i indsatsen at gå ned.

Om den globale indsats for at afkoble CO2-udledningen fra BNP-væksten fastslår rapporten:

»Overordnet siger den gennemgåede litteratur samstemmende, at der aldrig har været præsteret et globalt mønster af absolut afkobling af CO2 fra økonomisk vækst.«

Den forkerte vej

Billedet er det samme for andre faktorer. Når det gælder forbruget af råmaterialer, er det ifølge EEB-rapporten »klart og ikke-kontroversielt«, at udslip af drivhusgasser i forbindelse med forbrug af råmaterialer er større, end hvad forbruget udløser i økonomisk vækst.

Det globale forbrug af råstoffer vokser, samtidig med at den globale økonomi gør det, også selv om økonomien i stigende grad bevæger sig fra industri- til serviceproduktion.

»Det er i alle studier en overraskende kendsgerning, at alt mens verdensøkonomien længe har bevæget sig gradvist mod dematerialisering, så er denne udvikling vendt de seneste to årtier. Mens forbruget af råmaterialer i sidste århundrede udviste en relativ afkobling fra BNP på globalt plan, så er denne tendens stoppet og vendt siden århundredskiftet,« står der i rapporten.

Forbruget af råmaterialer pr. dollar, som tidligere faldt, synes altså nu at stige. Én forklaring kan være, at lande, der har været forholdsvis effektive i ressourceudnyttelsen, har outsourcet produktion til andre lande, som er mindre effektive, hvorfor det globale billede for afkobling påvirkes negativt.

Specielt for energiområdet gælder, at bindingen mellem energiforbrug og økonomi faktisk kan trække den økonomiske vækst ned, påpeger forskerne. For når de lettest tilgængelige og billige reserver af energi er udnyttet, bliver det stedse mere energikrævende og stedse dyrere at skaffe den nødvendige ekstra energi. Den såkaldte EROI-værdi – Energy Return on Energy Invested – falder, hvilket vil sige, at stadig mere af energien går til selve det at udvinde ny energi. På et tidspunkt bliver omkostningerne så høje, at dét at skaffe energi for at kunne sikre den økonomiske vækst bliver en barriere for selv samme vækst.

Det gælder mest åbenlyst for de svindende reserver af kul og olie, men det gælder også på sigt for den vedvarende energi, understreger rapporten. I takt med udbygningen med vind, sol etc. bliver det stadig mere krævende – energimæssigt og økonomisk – at sikre den ekstra udbygning. Vindmøllerne skal stadig længere ud på havet, materialerne til anlæggene og til batterier bliver gradvist sværere at skaffe osv.

Barriererne

De stigende energiomkostninger er én af i alt syv faktorer, som forskergruppen identificerer som årsag til, at den grønne vækst og den absolutte, globale og hurtige afkobling ikke ser ud til at kunne realiseres.

En anden faktor er den såkaldte rebound-effekt, der handler om, at økonomiske gevinster opnået ved effektivisering af f.eks. energianvendelsen ofte investeres i aktiviteter, der i sig selv indebærer et nyt energiforbrug – når bilen kører længere på literen, bliver det fristende at bruge den mere og køre længere, fordi det ikke vil være dyrere.

En tredje faktor er ’problemombytning’: Ny teknologi kan fremme afkobling på ét område, men samtidig indebære, at forbrug og problemer stiger på andre områder. Elbilen kan f.eks. fremme afkobling på CO2-området ved at overflødiggøre fossilt brændstof, uden at det går ud over den økonomiske vækst, som transportsektoren måtte skabe. Men samtidig øger det presset på tilbageværende reserver af stoffer, der skal bruges til bilerne eller deres batterier: lithium, kobber, kobolt. Hvad disse råstoffer angår, svækkes altså muligheden for afkobling.

En tilsvarende problemombytning er skiftet fra benzin og diesel til biobrændstof, der kan betyde beslaglæggelse af stadig større natur- og landbrugsarealer til produktion af det ny brændstof.

En fjerde faktor beskrevet i rapporten er en undervurdering af servicesektorens miljøaftryk. Der har hersket en forestilling om, at miljøbelastninger og energiforbrug ville falde i takt med serviceøkonomiens fremmarch, men den dominerende erfaring er, at serviceøkonomien lægger sig oven i industriøkonomien fremfor at erstatte den og dermed alt i alt øger belastningen. Købet af et Netflix-abonnement erstatter ikke computeren – det tilføjer et nyt forbrug til computeren.

En undersøgelse af 217 lande i perioden 1991-2017 peger på, at en omstilling til mere service i økonomien ikke skabte absolut CO2-afkobling, fortæller forskerne.

»På spørgsmålet om samfund med en større servicesektor faktisk dematerialiserer, er svarene entydigt ’nej’,« hedder det.

Rapporten nævner som en femte faktor, at teknologiudviklingen ikke altid fremmer afkobling og grøn vækst. Det gør en del af teknologiudviklingen, men en anden del gør det stik modsatte: Den skaber nye produkter og forbrugsmuligheder, som accelererer problemerne og dermed forhindrer væksten i at blive grøn.

»Set i det lys synes hypotesen om afkobling at være stærkt kompromitteret, hvis ikke klart urealistisk,« hedder det efter gennemgangen af de syv faktorer.

EEB-rapportens overordnede konklusion er, at det selvfølgelig er vigtigt og giver god mening fortsat at stræbe efter den størst mulige grad af afkobling, altså ved bl.a. teknologiens hjælp at gøre miljøbelastning eller ressourceforbrug pr. dollar så lille som overhovedet muligt.

Men der er ikke belæg for at tro på grøn vækst som en varig, global mulighed. Hvis økonomien bliver ved at vokse, vil det forhindre, at CO2-udledninger, tab af biodiversitet, pres på vand og ressourcer m.m. nedbringes tilstrækkelig effektivt og hurtigt til at afværge miljømæssige sammenbrud.

»Eksisterende politiske strategier, der sigter på at øge ’efficiency’ (effektivitet) må nødvendigvis suppleres med en efterstræbelse af ’sufficiency’ (tilstrækkelighed), det vil sige en direkte nedsættelse af den økonomiske produktion i mange sektorer og en parallel reduktion af forbrug, som tilsammen kan muliggøre det gode liv inden for planetens økologiske rammer,« skriver forskergruppen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Esben Lykke
  • Flemming Berger
  • Henrik Leffers
  • Eva Schwanenflügel
  • Palle Yndal-Olsen
  • Jes Enevoldsen
  • Ib Jørgensen
  • Ivan Breinholt Leth
  • Svend Erik Sokkelund
  • Morten Balling
  • Søren Roepstorff
  • Thomas Tanghus
  • Niels-Simon Larsen
  • Johnny Christiansen
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Niels Møller Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Gert Romme
  • Torben Skov
  • Carsten Svendsen
Esben Lykke, Flemming Berger, Henrik Leffers, Eva Schwanenflügel, Palle Yndal-Olsen, Jes Enevoldsen, Ib Jørgensen, Ivan Breinholt Leth, Svend Erik Sokkelund, Morten Balling, Søren Roepstorff, Thomas Tanghus, Niels-Simon Larsen, Johnny Christiansen, Ejvind Larsen, Peter Knap, Niels Møller Jensen, Dorte Sørensen, Gert Romme, Torben Skov og Carsten Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

Ikke særlig overraskende.
Det kan udtrykkes meget simpelt: Vi er for mange, der alt for længe har forbrugt alt for meget.
'Grøn vækst' er en sutteklud - et kollektivt selvbedrag, der lader hånt om kendsgerningerne og luller os ind i en forestilling om at vi, med de nødvendige tilpasninger, kan fortsætte med at leve - og forbruge - som hidtil.
Der er kun én omstilling, der kan redde os. Og det er den sværeste af dem alle. Nogle vil sige umulig. For den skal foregå inde i folks hoveder.

Liselotte Paulsen, Søren Fosberg, Eigil Hansen, Anders Øbro Ravn, Esben Lykke, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Palle Yndal-Olsen, Curt Sørensen, Ib Jørgensen, Arne Albatros Olsen, Ivan Breinholt Leth, Niels Christensen, Svend Erik Sokkelund, Morten Balling, Thomas Tanghus, Ruth Knudsen, Lars N. Jensen, Poul Simonsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Niels-Simon Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Peter Knap, Niels Møller Jensen, Torben Skov og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der burde tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

United Nations/FN
15. juli 2019

2 milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.

World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.

United Nations
“A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.

Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”

Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/

Søren Fosberg, Eigil Hansen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Niels Møller Jensen, Thomas Tanghus, Svend Erik Sokkelund, Morten Balling, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Peter Knap og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

Vi er tvunget til at skifte samfundstype eller gå under i klima- og flygtningekaos, samt tabet af biodiversitet. Synderen er den økonomisk vækst, anbefalingen er omfordeling og især global omfordeling.

Søren Fosberg, Eigil Hansen, Jan Weber Fritsbøger, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Palle Yndal-Olsen, Curt Sørensen, Arne Albatros Olsen, Ivan Breinholt Leth, Werner Gass, Svend Erik Sokkelund, Ruth Knudsen, Poul Simonsen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Ole Arne Sejersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Nu har dette jo ikke noget reelt at gøre med vækst i verdensøkonomien. Økonomi er et fiktivt begreb, der har tæt relation til fremtidige forventningerne.

- Se blot på værdien af huse. For i en situation kan husene, der egentlig blot er en hensigtsmæssig organisering af gamle og ofte medtagne bygningsmetarialer, stige op til astronomiske værdier, hvis køberne tror, de kan sælge dem til endnu højere pris. Og i andre situationer er der kun jordværdien tilbage - altså hvis man fjerner sit "byggeaffald".

Præcis det sammen kan siges om aktier og obligationer. Og hvorfor skal verdensøkonomien egentlig vokse? Var det ikke mere hensigtsmæssigt at lave en mere rimelig fordeling af goderne? For hvis vi gør alle langvarige goder (produkter) mere holdbare, og sikrer en lang levetid ved at kunne reparere dem i stedet for at kassere og købe nyt, så vokser verdensøkonomien i hvert fald ikke. Den vil simpelt hen falde i takt med at den økonomiske aktivitet bliver reduceret. For hvis de gamle produkter ikke kasseres, og der købet nyt, vil produktionen alt-andet-lige falde.

Liselotte Paulsen, Søren Fosberg, Eigil Hansen, Jan Weber Fritsbøger, Karsten Lundsby, Henrik Leffers, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Niels Møller Jensen, Werner Gass, Thomas Tanghus, Poul Simonsen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Mon ikke der kunne skabes bedre samfund, hvis "vi" ALLE tog en dyb indånding og begyndte at dele arbejdsopgaverne osv..... mere ligeligt - med andre ord stressede ned så alle får bedre tid til at tage sig af familien og mange andre opgaver i hverdagen osv. Mon ikke det kunne give et mindre stressende liv for de fleste.
Tænk om produkterne igen kunne repareres og ikke som i dag bare smides væk efter det i fremstillingens indregnede holdbarhed osv........

Men det kræver en adfærdsændring i manges hoveder. Hvad med at begynde at opdyrke denne ændre adfærd som det første.

Søren Fosberg, Eigil Hansen, Jan Weber Fritsbøger, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Niels Møller Jensen, Werner Gass, Thomas Tanghus, Poul Simonsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Vi står over for et totalt sammenbrud på flere fronter. Jeg er rystet over senariet fra "Grænser for vækst". For snart 50 år siden samlede nogle videnskabsfolk data om data om bekolkninger og produktion ind. Ud fra det materiale opstillede de nogle beregninger for konsekvenserne af vores aktivitet. Uden væsentlig indgriben, altså det samfund vi har, vil der i tidsrummet 2020 til 2030 ske nogle katastrofale ændringer.
I 2012 undersøgte man den reelle udvikling i forhold til den beregnede udvikling, og de viste et utroligt sammenfald.
I følge beregningerne vil den første kurve der knækker være kurven for produktion af fødevarer. Der er faktisk tegn på, at det er ved at ske, så de næste 20 år kan blive en interessant tidsalder.
Problemet er dog ikke guddommeligt, og vi kan løse det.
Cirkulær økonomi, hvor vi genbruger det vi allerede har.

Søren Fosberg, Eigil Hansen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Niels Møller Jensen, Werner Gass, Thomas Tanghus, Michael Hullevad, Ruth Knudsen, Poul Simonsen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Niels Møller Jensen

Tænk at det kommer som en nyhed? Vi mennesker må hele tiden have vidst, at væksten i den vestlige verden må nedsættes drastisk såfremt vi skal overleve, ingen nævner det, hvem vil kaldes klimatosse.
Ikke alene er det vores egen eksistens i den vestlige verden, men vi trækker også resten af verden med ned, det på grund af vores egoisme, grådighed og hensynsløshed. Se bare hvordan vi taler og behandler flygtninge, og der komme mange, mange flere fremover på grund af mangel på fødevare.
Hvad skal vi gøre? Først og fremmest skal vi have politikere, i den vestlige verden, der går ind for en drastisk nedskæring af forbruget NU. Hvis ikke det sker på kort tid, udbryder der krige, måske verdenskrige.
SÅ HJÆLP, FN MED FLERE

Liselotte Paulsen, Eigil Hansen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Werner Gass, Peter Knap, Poul Simonsen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Nord/syd dialog:

Nord: "Det er de 80%, der overbefolker kloden (for 20% af ressourcerne), der er problemet."
Syd: "Det er de 20% , der overforbruger 80% af ressourcerne, der er problemet."

NB
Nord har ret, for de har 90% af våbnene...

Jan Weber Fritsbøger, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Peter Knap og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

Der er næppe noget overraskende i det. Udfordringen bliver - også for venstrefløjen - at agere på det. Intet land kan længere satse på at låne sig til velfærd eller andre offentlige opgaver. Af en-eller-anden grund har det især været venstrefløjen der har været imod EU finanspagt, love mod offentlig låntagning og den slags (mest fordi det stort set altid har været fremsat af højrefløjen), men nu bliver det jo - heldigvis - en nødvendighed og bør være en integreret del af den bæredygtige politik.

Ruth Knudsen

Tænk hvis denne rapport var kommet ud inden det danske folketingsvalg. Hvad ville Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten så have sagt om grøn vækst. Realiteten er at for den ganske almindelige borger på lav og mellemindkomst, så må forbruget og den økonomiske velfærd gå ned, hvis kloden skal reddes. Det er nemt nok for folk med høj indkomst at nedsætte forbruget, men det bliver ikke nemt for vælgerne på venstrefløjen.

Thomas Krogh, Niels Christensen og Mads Tømming anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Sol og vindenergi kan ikke lagres? Eller er der en løsning? Ja, hvis man laver syntetiske rene brændstoffer har man det perfekte lagringsmedie. Dansk vindel foræres væk eller man skal betale for at komme af med det. DTU og Haldor Topsoe har forbedret processen, som har været i brug siden 1923. En investering i syntetiske brændstoffer vil nulstille CO2 udledningen. Der vil nok ikke være den store begejstring hos olie og kulindustrien, men måske en nyt eksport sællert.

Morten Balling

Ca. 3 milliarder som sulter i 2050? Det er vist, hvis man tager de meget optimistiske (urealistiske) briller på. Hvornår er der nogen, som for alvor tør kalde en skovl for en skovl? Vi løber tør for energi og/eller klimaet går amok. Vi løber tør for ressourcer og vi ødelægger biosfæren. Vi har ikke nogen plan og alle de foreslåede løsninger hænger ikke sammen i global målestok.

Grøn vækst og afkobling er illusioner, og de er sammen med det stigende befolkningstal med til at køre os mod afgrunden med stigende hastighed. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at den pyramidespils-agtige struktur der er i moderne vækstøkonomi gør at den kollapser uden vækst. Et globalt økonomisk kollaps er der ikke nogen som kender konsekvenserne af. Alle vil prøve at kradse deres tilgodehavender ind. Det gælder især nationer, og set med historiske øjne vil det føre til krige.

På den anden side er vi alt for mange mennesker på planeten, specielt fordi vi har indrettet os som vi har, og vendet os til en højere levestandard. Det gælder til dels også for den fattige kineser, afrikaner eller inder, og ligesom man taler om den ene procent som er rige, er det væsentligt at forstå at de 99% andre i høj grad også slider på kloden.

En global konflikt synes at være en sandsynlig mulighed, og den vil sikkert rydde godt op, men vi har for mange atomvåben til at det vil være muligt at overleve bagefter, og krige medfører altid ekstrem lidelse.

Hvad gør vi så for at nedbringe befolkningstallet? Vi kan ikke forbyde børn. Det vil bla. forskyde alderssammensætningen i befolkningen. Det er heller ikke nok til at få befolkningen ned i det tempo som er nødvendigt. Hvis vi taget rapporten her for pålydende, så burde vi f.eks. sørge for at vi er 3 milliarder færre i 2050 end prognosen. Den siger 9-10 milliarder. Ergo skal vi så ned på 6-7 milliarder på 30 år.

Hvis vi hypotetisk forbød børn og lod de gamle dø af alderdom, så ville naturligt frafald være ca. 50 millioner om året. På 30 år er det 1,5 milliarder. Altså mangler vi bare 1,5 milliarder mere? Nogen frivillige?

Nå ikke? Jamen, mon ikke så bare vi skal vente og se, hvad der sker når moder natur svinger jernnæven? Så kan vi jo hygge os sammen indtil det sker. Alternativt har vi brug for en global plan som kan fungere, og den skal være god. Ikke nogen hovsaløsning eller noget som ikke er regnet igennem.

Mikael Velschow-Rasmussen, Liselotte Paulsen, Eigil Hansen og Anders Øbro Ravn anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Michael Hullevad

Der findes pt ikke nogen reel løsning på at lagre sol- og vindenergi. To forslag er batterier eller at pumpe vand op til højtliggende reservoirer. Mht. batterierne, så skal de ikke være baseret på sparsomme grundstoffer såsom litium. Det bedste nuværende bud er NaS batterier. For at lave et globalt backup NaS batteri som kan levere strøm til 8-12 timer kræver det at vi bruger energi svarende til 18 måneders globalt energiforbrug. Det inkluderer ikke vindmøllerne som vil kræve ca. 12-24 måneders energi at fremstille og opsætte. Vi har heller ikke de to milliarder elbiler vi får brug for, eller elektrisk drevne lastbiler, mejetærskere og traktorer.

Jeg var for mange år siden med til at arbejde på det projekt hos Haldor Topsøe du omtaler. Det gik i store træk i sig selv igen pga. patenter. Derudover skal der produceres væsentlig mere energi hvis den skal lagres som DME mm. Idéen er dog ikke helt dum, fordi den bla. kan bruges til tunge køretøjer, og fordi alternativet, biobrændstoffer, kræver landbrugsjord. Den skal vi bruge til at lave fødevarer.

Rune Mariboe

“[...] udslip af drivhusgasser i forbindelse med forbrug af råmaterialer er større, end hvad forbruget udløser i økonomisk vækst.“ << Det var da en tæerkrummende sammenligning af æbler og bananer. Hvad menes?

Philip B. Johnsen

Problemet er vores egen politiske og økonomiske magtelite, interessere sig ikke for deres egne børns fremtid, det handler alene om magt, gæld og kortsigtet økonomiske gevinster til magteliten.

Der er fremtid i handel med Afrika, det er indlysende.

Der bør etableres rimelig og nyttig samhandel mellem Afrika er Europa, som mellem Nordamerika og Sydamerika, de er naturlige bæredygtige handelspartner på bæredygtig udvundet elektricitet, de menneskeskabte klimaforandringer indbyder til dette samarbejde, handel er frugtbart på længdekredsen af jorden båret af primært elektrisk energi, men i langt mindre grad rentabelt på bredekredsen af jorden på olie, gas og kul afbrænding.

Ja befolkningstilvækst er et problem, et problem direkte forbundet med ekstrem fattigdom.

Den afrikanske bonde, får mange børn, der ofte dør tidligt af sygdom eller fejlernæring, den fattige bondes børn er dyre at brødføde og ofte er det en umulig opgave, der føre til sygdom, det er kostbart og tidskrævende for den fattige bonde at behandle, hvilket er medvirkende til, at holde familien i fattigdom.

Hvis blot den fattige afrikanske bonde, kan samle opsparet kapital til en cykel, kan bonden komme ud af den ekstreme fattigdom, transportere sine afgrøder til markedet på nogle timer, hvor det tidligere tog dage til fods båret på ryggen af familien, solgt til dårlig pris, da det ikke er muligt at transportere afgrøderne til det næste marked for bedre pris, uden en cykel.

Det er faktisk hele forskellen fra livet i ekstrem fattigdom til at skabe kimen til den beskedne økonomisk fremgang, der leder familien ud af den ekstreme fattigdom og befolkningstilvækst.

‘En’ cykel.

Danmark kan nu i dag gå forrest og ‘ærligt’ medregne forbruget af vare importeret i Danmark i egen CO2 udledning.

Et eksempel.
Ingen kan i takt med uligheden vokser betale bare en tilnærmelsesvis retfærdig pris for deres tøj, så produktionen flyttes til lande med børnearbejde slaveløn nogle få kroner om dagen, for fjortentimers arbejde om dagen og syv dage om ugen 365 dage om året, under sundhedsfarlige arbejdsvilkår, uden udluftning og ofte pga. tunge maskiner i sikkerheds uforsvarlige bygninger.

Kun de helt unge i familien kan arbejde, sidst i teenager årene, er deres øjne ikke gode nok og de kan ikke arbejde hurtigt nok.

Hele familier er økonomisk afhængige af de helt unge med gode øjne resten af familien arbejder for håndøre, de umuligt kan overleve af, det kræver mange børn, det er dyrt at være fattig.

Familien har ‘INGEN’ CO2 udledning, de køber intet, men Bangladesh forøger CO2 udledningen og Danmark får mindre, men kun på papiret naturligvis.

På blot 10 år er Danmarks import af varer fra Bangladesh øget med 377%.
Stort set hele væksten skyldes tekstil og beklædning, da denne varegruppe udgør 97% af den samlede import fra Bangladesh i 2016.”
Link: https://estatistik.dk/nyheder/bangladesh-klaeder-danmark-paa/

@ Peter Knap,

Det er interessant, det du oplyser. Men jeg kan faktisk en anden sandfærdig historie.

Da jeg læste økonomi, det var i 1971-1979, hvor jeg også sluttede af med en Master, var en anden opfattelse fremme.

Dengang havde en række internationale eksperter beregnet, at hvis vi ville bevare vores levestandard - teoretisk i hvert fald, så kunne alle borgere i verden nøjes med blot 80 minutter dagligt arbejde.

Dette forudsatte, at man fjernede alle omkostninger og alle arbejdsopgaver omkring markedsføring. For det var netop denne, egentlige, "overflødige" opgave, der førte til alt andet arbejde. Og dem der arbejdede med disse "overflødige" opgaver kunne indgå i selve produktionen af forbrugsvarer.

Problemer var til gengæld dette, at hvis hvis man ikke havde markedsføring, var der mange produkter, der slet ikke ville blive afsat. Og dermed ville levestandarden falde ganske betydeligt.

Men bortset fra dette, at hypotesen ganske interessant. Og da langt de fleste arbejdsopgaver nu ligger i den tertiære sektor - altså servicering af de andre erhvervssektorer, og ganske få ligger i den primære- og sekundære sektor, rumme dette lang større sandhed i dag end dengang.

Jeppe Lindholm

Tænker det vil være lige så vigtig at forberede Danmark og Europa på de sandsynligvis uundgåelige konsekvenser miljø- og klimaforandring medfører for vores sikkerhed. På godt og ondt. I snart 100 år har den danske befolkning været smedet sammen i gensidig forståelse for hinanden gennem velfærdsstaten. Så den vej skiftende regeringer gennem de seneste årtier har sat i værk for at skabe splid og splittelse i befolkningen ved at mistænkelige store dele af befolkning som sociale svindlere (aktuelt, læs f.eks. om udbetaling Danmarks massive overvågning og dermed mistænkeliggørelse af 2.400.000 borgere) at nogen er bedre end andre, at skabe et A, B og C hold, er den helt forkerte retning at gå.

Hvis det skulle komme til en alvorlig krise er sammenhængskraften og tilliden til hinanden i befolkningen afgørende. Ikke egoisme og grådighed.

Eigil Hansen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Gert Romme

"Problemer var til gengæld dette, at hvis hvis man ikke havde markedsføring, var der mange produkter, der slet ikke ville blive afsat. Og dermed ville levestandarden falde ganske betydeligt."

Det er da bagvendt logik? Hvis man har brug for et produkt ift. ens livskvalitet, så skal man nok finde frem til det uden markedsføring. Lad os sige der ikke var reklamer for vandværker, tror du så alle mennesker ville dø af tørst? Markedsføring er med til at skabe behov, hvor intet reelt behov eksisterer. Jeg taler med røde ører af erfaring.

Ift. "Limits of Growth" modellen: Den var aktuel allerede dengang, og som Peter Knap skrev, er den siden blevet verificeret med skræmmende nøjagtighed. Dengang i 70'erne blev den betragtet som noget hippie pjat og en dommedagsprofeti. Det troede jeg personligt også selv den var i alle de år jeg arbejdede med reklame, men det er gravalvorligt. Bogstavelig talt.

https://en.wikipedia.org/wiki/The_Limits_to_Growth

Der findes en gammel historie om at hvis man putter en frø ned i koldt vand i en gryde, og derpå tænder et blus under gryden, så vil frøen ikke opdage at temperaturen stiger langsomt, og derfor vil frøen til sidst blive kogt levende. Det lader til at være en skrøne (nogen har testet det i videnskabens navn), men hvis du erstatter frøen med et menneske, så passer historien formentlig :)

Mikael Velschow-Rasmussen, Eigil Hansen, René Arestrup og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Morten Balling
Gert Romme har jo ret i den forstand, at markedsføring understøtter forbrugersamfundet og bereder vejen for mersalg - og vækst. Altså det klassiske paradigme - som nu er ved at føre os ud over afgrunden.
Problemet her er, at mange - de fleste - mennesker er umættelige og derfor også nemme at stimulere til merforbrug, langt ud over basale behov. Det er særlig tydeligt i vores del af verden, hvor overfloden er eksorbitant og sine steder grænsende til vulgær.
Dit eksempel med vand er ikke særlig velvalgt al den stund, at vand er en helt nødvendig forudsætning for at opretholde livet. I den forstand må diskussionen i højere grad handle om 'need to have' kontra 'nice to have'. Det er den sidste del, vi nødvendigvis må begrænse. Og det er i sig selv en gigantisk opgave.

Eigil Hansen, Morten Balling, Karsten Lundsby og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Henning Kristensen

Vi er ganske simpelthen havnet i luksusfælden. Skal vi ud af den, så skal vi skære ind til knoglen, og ja - det gør ondt. Og jo længere tid vi venter, jo svære og værre bliver det. Vores nosseløse politikere kan vi ikke regne med - de har kun næste taburet i sigte...

Philip B. Johnsen

Kapitalisme reklamens magt.
Konkurencestatens fattiggørelse af børn og voksne, den voldsomme overvågning af borgerne, disciplineringen for tilbedelse af økonomisk ubæredygtig vækst af de mest økonomisk sårbare mennesker og deres børn og de afledte menneskeskabte klimaforandringer ved denne forbrugsdrevet økonomisk vækst, dette bør minde alle om, at det er magtmisbrug, at det handler om.

Dette minder mig fra ende til anden om det menneskesyn attenhundredetallets skorstensfejere i London levede under, hvor lænkede fattige hårdtarbejdende børn, sås parkerede udenfor bl.a. værtshuse.

Skorstensfejeren blev betalt for, at tage børn af fattiglemmer, imod at give drengene arbejde kost og logi.
Skorstensfejere sultede børnene, så de passede ned i de gamle fabriksskorsten, de skulle feje.

Det blev en konkurence mellem skorstensfejere, at få den mindst spisende tyndeste dreng i London, da skorstensfejere var af den opfattelse, de kunne tjene de største penge og med de laveste omkostninger, ved denne fremgangsmåde.

Der var i blandt skorstensfejere, nogle der mente, at drengene med tiden kunne vendes helt fra at spise overhoved, men desværre døde drengene altid lige før at de var blevet helt afvendt med at spise.

Morten Balling

@René Arestrup

Mit eksempel med vand var til dels afledt af at jeg har kigget en del på værdi og pris definitioner på det seneste. Der findes et klassisk paradoks ifm. værdi, meget opfindsomt kaldet Værdi Paradokset.

Paradokset er at vand er livsnødvendigt, hvorimod diamanter dybest set har stort set nul nytteværdi. Alligevel er prisen på diamanter højere. Der undrer mange økonomer, og er et argument for at man ikke rigtigt kan definere værdi.

Hvis man nu laver et tankeeksperiment bliver mekanismen tydelig. Lad os sige at vi låser en person inde i et rum med to knapper. Den ene hedder vand og den anden diamant. Du kan kun trykke på én knap én gang om dagen.

Den første dag skal der nok være nogen som trykker på diamant knappen. De ved jo ikke hvornår de kommer ud igen. Når du når til tredie dag begynder nogle mennesker at være så dehydrerede at det er livstruende. Hvor mange vælger diamanter frem for vand i den situation?

Livsnødvendige ressourcer vil altid være mere værd and alt andet. Vi lever bare pt. i et overflødighedshorn, som gør det muligt at vælge luksus såsom diamanter. Det vil ændre sig. Når gyllen rammer den store ventilator vil selv guld miste værdi ift. livsnødvendigheder. Det kan godt være guld vil være eftertragtet som værdilager, men hvis du skifter diamant knappen fra før ud med en der hedder guld, så finder du hurtigt ud af at vand er mere værd end guld.

Need to have kontra nice to have ;)

PS. Når jeg i "gamle dage" lavede en reklame for en mobiltelefon, et TV eller en bil, så bildte jeg mig selv ind at det kun flyttede forbrugeren fra en producent til en anden, og who cares om de køber Mercedes eller BMW, hvis man kan tjene penge på at reklamere for dem begge, men tit og ofte skabte det et ekstra behov. Et ekstra TV i køkkenet, den bil nogle havde overvejet i stedet for s-toget eller en udskiftning af den håbløst forældede iPhone.

René Arestrup

Morten, det er udtryk for et simpelt markedsparadigme, udbud og efterspørgsel.
Diamanter er smukke, men sjældne - og svære at udvinde. Derfor er prisen høj.
De har ganske vist ingen - eller kun begrænset - nytteværdi og de er, som du påpeger, helt nyttesløse i forhold til livets opretholdelse.
Vand er billigt fordi der er rigeligt af det (endnu) og fordi det er umiddelbart tilgængeligt for de fleste (endnu).
Prisen siger intet om 'produktets' isolerede værdi, men reflekterer alene omstændigheder/tilgængelighed.
Men du har naturligvis ret derhen, at vandets isolerede værdi er uendelig meget højere end tilfældet er for diamanter. Illustreret ved, at der allerede i dag opstår konflikter og krige med baggrund i klodens svindende ressourcer af rent drikkevand.
Det vil næppe ændre sig i fremtiden.

Morten Balling

Hvis man virkelig tager helikopter perspektivet på økonomi (værdi), så består den del af virkeligheden som mennesker reelt har interesse i (Jorden), af en mængde atomer og en mængde tilgængelig energi. Atomerne kan kombineres forskelligt, men enhver rekombinering af atomerne kræver energi.

Så længe man har energi nok, så er det brugbarheden og tilgængeligheden af det enkelte grundstof som afgør dets værdi. Har man ikke mere tilgængelig energi, så bliver mange af atomerne værdiløse fordi de ikke længere kan rekombineres.

At diamanter er dyre siger kun noget om at økonomi bygger på forkerte aksiomer, såsom at køber og sælger handler rationelt (i et frit marked). Mennesker handler langt fra rationelt. Specielt ikke hvis de er nogenlunde sikre på at være i live om et år.

Christian De Thurah

Drømmen om, at en stadig voksende - og mere krævende - befolkning kan leve på jorden uden at påvirke klimaet, minder om en gammel drøm, den om evighedsmaskinen