Læsetid: 4 min.

Putin vil have Iran ud af den syriske ligning

Ruslands manglende reaktion på israelske bombardementer er påfaldende
Russiske soldater i Syrien på indkøb. På plakaten over døren til butikken ses præsident Putin og al-Assad under teksten: »Indkøb for russere og syrere.«

Russiske soldater i Syrien på indkøb. På plakaten over døren til butikken ses præsident Putin og al-Assad under teksten: »Indkøb for russere og syrere.«

Carlos Spottorno

6. juli 2019

Mens den europæiske offentlighed blev holdt løbende orienteret om de nattemøder, der efter tre dages prangen omsider fordelte magten i EU-systemet de næste fem år, angreb israelske kampfly mål i Syrien. De dræbte 16, heriblandt angiveligt et spædbarn, og sårede 28.

Operationen blev knap nok noteret. Og ikke kun fordi medietapetet fokuserede på Bruxelles og på G20-mødet i Osaka, men fordi israelske luftangreb på Syrien har været rutine de seneste fire-fem år – uden at vække synderlig opsigt i FN’s Sikkerhedsråd, hvor Syriens udsending, Bashar Jaafari, protesterer for døve øren.

De seneste seks uger har israelerne gennemført seks luftangreb.

Begrundelsen har hver gang været den samme, nemlig – som Mossad-chefen, Yossi Cohen, forklarede på et sikkerhedsseminar i Tel Aviv-forstaden Herzliya i mandags – »at vi ikke har nogen interesse i at bekrige Syrien, men vi accepterer ikke Irans (militære) opbygning mod os i Syrien og landets rolle som logistisk base for våbentransport til Libanon«.

Syriske medier har hæftet sig ved angrebets usædvanlige omfang natten til mandag, hvor mål nær Homs og Damaskus blev ramt.

Men det forekommer mindst lige så usædvanligt, at Syrien ikke besvarede angrebet med de S-300-jord til luft-missiler, som Rusland leverede sidste år. I stedet affyrede syrerne de forældede S-200-missiler, hvis præcision illustreres ved, at et af dem landede på en bjergside nord for Nicosia på den tyrkiske del af Cypern.

En forklaring kan være, at de mere sofistikerede S-300-missiler kun opereres af russisk personel (hvilket også bliver tilfældet for de S-400-missiler, Rusland leverer til Tyrkiet i de kommende dage).

En anden og måske mere nærliggende forklaring kunne være politisk – nemlig at målene for de israelske kampfly er de iranske installationer i Syrien.

Af søndagens 16 dræbte var de ti iranske soldater eller Hizbollah-militante, mens resten var civile ofre.

Venner med forbehold

Det er velkendt, at Rusland og Iran har modstridende interesser i Syrien.

For russerne er de syriske baser vigtige for adgangen til Middelhavet og generel indflydelse i det arabiske Mellemøsten. Og russerne er gamle kendinge, idet Syrien og Sovjetunionen var nære allierede under den kolde krig.

Således var præsident al-Assads forgænger og far, Hafez al-Assad, officersuddannet på militærakademiet i Moskva, og ældre officerer i Bashar al-Assads generalstab er flydende på russisk.

For Iran er Syrien den strategisk vigtige korridor via Irak til Hizbollah i Libanon, der fastholder et pres på grænsen til Israel. Men det har også betydning, at Iran via Syrien har fodfæste i det sunnimuslimske Mellemøsten, der også omfatter Tyrkiet, og som styret i Teheran ser som modvægt til Saudi-Arabiens og Forenede Arabiske Emiraters indflydelse.

I Vladimir Putins optik er der ikke plads til både Rusland, Tyrkiet og Iran i et fremtidigt Syrien.

Putin bruger lige nu Tyrkiet til at holde 50.000 jihadister i ro i Idlib-provinsen, men på længere sigt bliver Tyrkiet presset til at trække sine tropper ud. Enten ved forhandling, der sikrer Ankara mod territoriale og/eller politiske indrømmelser til kurderne. Eller ved militært pres, der vil sende millioner af Idlib-flygtninge ind i Tyrkiet.

Et nyligt syrisk militært angreb på en tyrkisk udpost i Idlib, der endte med en dræbt tyrkisk soldat, varslede, hvad der kan være på vej.

For Iran, der har ryggen mod muren i kampen for at overleve de invaliderende amerikanske sanktioner mod landets olieøkonomi, er der ikke hjælp at hente i Moskva. Hverken i sanktionsstriden – Rusland har konkurrerende energiinteresser, der profiterer af sanktionerne – eller mod de israelske angreb.

Selv om de to lande formelt er allierede i det syriske scenario, er Ruslands passivitet i FN-sikkerhedsrådet påfaldende. Dels er Syrien en nær allieret, dels er de israelske angreb åbenlyse krænkelser af FN-pagtens kapitel 7, artikel 39, der forbyder uprovokeret aggression mod et andet land. Her skal det huskes, at Iran er inviteret af den syriske regering, der har sæde i FN.

Topmøde i Jerusalem

Det er ligeledes påfaldende, at tre sikkerhedsrådgivere – Ruslands Nikolai Patrushev, Israels Meir Ben-Shabbat og USA’s John Bolton – ifølge den israelske avis Ha’aretz havde et møde i Jerusalem få dage før søndagens israelske luftangreb. Her skulle de have drøftet ’regionale anliggender’.

Det er kendt, at Rusland har afvist Irans ønske om at købe det sofistikerede S-400-luftforsvarssystem med henvisning til, at et sådant salg vil udgøre en trussel mod regional stabilitet.

Mindre kendt er det, at henholdsvis iranske og russisk støttede syriske militser har været i væbnede lokale sammenstød, ligesom det forlyder, at Rusland har lagt pres på den syriske præsident, Bashar al-Assad, for at få ham til at udrense Iran-venlige officerer i den syriske hær.

Ifølge nogle analytikere tegner det til en ny realpolitisk alliance mellem Israel, USA og Rusland. Den skulle gå ud på at fjerne Tyrkiet, men først og sidst Iran som interessenter i Syrien.

For Putin er kalkulen, at USA anerkender Bashar al-Assad og løfter sanktionerne mod det syriske regime, til gengæld for at Rusland driver iranerne ud af Syrien på den ene eller anden måde – mest sandsynligt at al-Assad presses til at beordre dem ud af landet.

En sidegevinst til Damaskus vil være ophør af israelske luftangreb og gavmild økonomisk støtte fra Saudi-Arabien og emiraterne til genopbygningen af det smadrede land.

Iran isoleret

Men, som analytikeren Zvi Bar’el noterer i Ha’aretz oven på mødet mellem de tre nationale sikkerhedsrådgivere i Jerusalem, er Iran ikke sådan at komme af med. Dels var de tidligt ude med militær bistand, da det syriske regime var mest trængt i 2012-13, dels vil Bashar al-Assad få et forklaringsproblem, hvis han sender iranerne, der har investeret seks til otte milliarder dollar i ham, hjem, mens han lader russerne blive.

Så intet er afgjort. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, er da også rutinemæssigt forsigtig i sine kommentarer til den aktuelle udvikling i Syrien – men han er ikke kategorisk afvisende over for scenarier, som de beskrevne.

Bundlinjen er, at Iran ikke blot står alene. Trods ikkestatslige forbundsfæller i Yemen, Libanon, Irak og Gaza står Iran meget alene.

Bombe-kampagnen i Idlib-provinsen begyndte for to uger siden og er de seneste dage blevet intensiveret i en sådan grad, at redningsarbejdere nu advarer om »en humanitær katastrofe af ikke før sete dimensioner.«.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu