»Rusland er ikke det værste sted at bo – så længe du ikke bliver ramt af ubehageligheder«

Fjodor Dubrovin møder mig i sin blå Skoda Octavia ved metrostationen Kuntsevo i det sydvestlige Moskva. Det var i samme bil, han sidste sommer rejste rundt gennem de baltiske lande og Finland med sin far.

Han fortæller ivrigt om sine observationer og indtryk, mens han sammenligner Europa med Rusland:

»Jeg var forbløffet over, at det hele er lige godt alle steder,« siger han.

»Men alt er det samme der. Den dér orden vakte engang imellem en følelse af kedsomhed. Man kan ikke stoppe, hvor man har lyst til, som her i Rusland. Hos os kan man lade sin bil stå, hvor man vil. Jeg kan stille den lige her, hvis det er, og gå min vej. Og alle vil køre rundt om den, og der vil opstå en trafikprop, men der vil ikke ske noget. Og der er ikke nogen, der kommer efter dig,« griner Fjodor.

Vi kører afsted mod den lille forstad Odintsovo. Fjodor Dubrovin fortæller, hvordan de havde tanket benzin i Rusland, købt mad med til hele turen og sovet i telt på de finske rastepladser, som til hans store tilfredshed var udstyret med alt det fornødne.

Siden devalueringen af den russiske rubel er en rejse til Europa blevet en dyr fornøjelse for de fleste russere.

»Alt i alt kan man godt bo i Rusland, det er ikke det værste sted på jorden. Men jeg ved også, at vi ikke kommer til at have det som i Finland. I hvert fald ikke i min levetid,« siger han med henvisning til den allestedsværende orden, renhed og service i nabolandet, der springer i øjnene, straks man kører over grænsen fra Rusland, som er alt andet end homogent på det område.

12.000 nye indbyggere

Odintsovo er en af Moskvas mange hurtigtvoksende forstæder og ligger fire kilometer fra den ringvej, der markerer hovedstadens grænse.

Med et areal på 20 kvadratkilometer og et indbyggertal på over 140.000 er det den tættest befolkede by i Rusland. På bare ni år er der flyttet 12.000 nye indbyggere til, hvoraf langt størstedelen kommer fra andre russiske regioner og Centralasien.

Også den 34-årige billedkunstner Fjodor Dubrovin flyttede hertil i 2013 fra Sankt Petersborg. Han er oprindeligt fra Tjeboksary ved Volgafloden, men tog som 19-årig 1.400 kilometer nordvest for at studere monumentalkunst på det prestigefyldte Sankt Petersborg Statsakademi for Kunst og Design.

Som færdiguddannet flyttede han til Odintsovo, hvor hans forældre tilbage i 2010 havde købt en etværelses projektlejlighed til ham i en 22-etagers bygning under opførelse.

Som i mange russiske bygningskomplekser, er forhallen i opgangen udstyret med et lille rum med en luge. Consiergen, typisk en ældre dame, holder til her døgnet rundt og fungerer både som videoovervåger, døråbner og budbringer til viceværten.

På ottende sal åbner Fjodor Dubrovin de to låse på sin tunge mørkebrune dør, og indenfor venter en minimalistisk lejlighed i skandinavisk stil med lyse tomme vægge, enkle sorte og grå møbler og et moderne køkken i røde, orange og sorte elementer.

Kun altanen med et selvbygget stillads af ting, der burde stå i en kælder, og udsigten til høje massive boligblokke afslører, at vi ikke er i Danmark eller Sverige.

Fjodor Dubrovin har selv renoveret lejligheden. I det store rum, der både er stue og soveværelse, hænger nogle af hans malerier.

»Disse billeder lavede jeg sidste år. De er fra serien Sårbarhed.«

Han peger på to mørke dystre billeder på væggen.

»Jeg blev påvirket af min bedstemors ophold på sygehuset i Tjeboksary. Det var sådan et forfærdeligt provinsielt sygehus. Atmosfæren var tyngende, og jeg bestemte mig for at lave disse værker med et hospitalsagtigt interiør.«

På den mørke overflade kan man ane en menneskeskikkelse på en seng og en hvid firkant, der er som skåret ud i lærredet.

»Hullet er som det svage punkt,« forklarer han.

»Det skaber en anspændthed, at der kan være en trussel imod mennesket, eller at mennesket kan falde ind i hullet.«

Fjodor Dubrovin har ikke noget atelier, så han maler hjemme i sin lejlighed. Alle kunstværkerne bliver kørt til deres sommerhus i landsbyen uden for Tjeboksary, hvor de bliver opmagasineret på loftet.

»Det er deres skæbne. Taget er lidt utæt, men jeg har ikke andre muligheder for at opbevare mine værker,« siger han lidt forlegent.

Emile Ducke

30 procent til den mellemmand

Vi sidder ved køkkenbordet og drikker te af gederams, som han selv har samlet i sommer. Honningen og hindbærsyltetøjet er også hjemmelavet.

Vores samtale bliver afbrudt af et telefonopkald fra en kunde, der vil vide, hvor meget det koster at lave dekorativ vægmaling.

»Hvis det skal være maling med sand eller silkeeffekt, bliver det nok omkring 800 rubler pr. kvadratmeter, ikke billigere,« forklarer han.

Efter at have lavet flere opgaver hos velhavende kunder, har ordet om ham spredt sig. Men for hver bestilling han får, skal han betale op mod 30 procent til den mellemmand, der fandt bestillingen eller satte ham i kontakt med kunden.

»Det er også en del af korruptionen i vores land, at du giver ’formidlingsgebyr’ til folk, som finder arbejde til dig eller bringer dig hen til nogen. Det er et indgroet mønster i Rusland. Alle lever sådan og arbejder sådan.«

Dekorativ spartling og vægmaling er en ekstraindkomst til Fjodor Dubrovins faste løn på 55.000 rubler (godt 5.500 kroner), han får som underviser på Moskvas Statsuniversitet for Design og Teknologi.

Tre dage om ugen underviser han i kunsthistorie, designhistorie og skulptur for aftenholdene. Han har et ambivalent forhold til arbejdet, der på den ene side giver ham megen fritid til at lave andet arbejde. Og så er lønnen også steget til det tredobbelte af, hvad den var for bare et par år siden.

»Jeg har svært ved at forklare, hvor vores regering har fået pengene fra, eller om de har trykt dem eller hvad. Før sagde man hele tiden, at der ikke var penge, og Medvedev (premierminister, red.) udtalte endda, at det var et kald at arbejde som underviser, og at man ikke gik den vej for pengenes skyld. For at tjene penge skal man ind i business.«

På den anden side er han desillusioneret og træt af det evige bureaukrati og papirarbejde på universitetet. De fleste andre yngre undervisere på universitetet har til hans ærgrelse sagt op.

»Erfaringen viser, at det kun er funktionærer og embedsmænd, der bliver i sådanne stillinger. Mennesker, som formelt gør alt præcist og ikke kan klandres for noget.«

På sit andet år på universitet bemærkede han en uoverensstemmelse mellem sin arbejdstid og løn. Han var ansat til 1.000 timer om året plus overarbejde, men blev kun betalt for 900 timer. De sidste 100 timers løn fik en anden løn for.

Dengang i 2014 var lønnen kun 1.700 rubler (ca. 350 kroner) om måneden, og Fjodor brugte mange kræfter på at klage til ledelsen, men fik aldrig nogen forklaring. Til gengæld blev han truet med en fyreseddel.

En gigantisk afgrund

I dag gider han ikke sætte sig ind i, hvor mange timer han arbejder, og hvad han reelt får løn for. Det kræver for mange følelser og kræfter, som han kan bruge på noget andet, forklarer han.

»Løsningen er, at du bare møder op og forsøger ikke at komme i konflikt med nogen. Du smiler, alt efter om du har kræfter til det, prøver at være venlig, imens du holder en knyttet næve i lommen og gør tingene på din egen måde,« siger han med et smil.

Vi kører tilbage mod metrostationen ad Rubljovskaja-landevejen, hvor toppen af den russiske elite har deres villaer og datjaer. Høje grønne mure skjuler de overdådige paladser med marmorsøjler, svømmebassiner, parker og sportsarealer. Fjodor har arbejdet i nogle af de huse.

»Det er separate stater,« fortæller han.

»Alt er lavet med en vild overdådighed. Nogle folk majer sig ud til en perversitet med alt det der, og andre sætter tæring efter næring og kan ikke engang få ordnet deres tænder. Forskellen er en gigantisk afgrund imellem de to grupper.«

Han reflekterer igen over livet i Rusland i forhold til sit indtryk af Europa, hvor hvert landstykke, som han så det, er ejet af nogen.

»Vi har måske mindre politisk frihed, end I har. Men som jeg fortalte: Hvis du har lyst til at bade i en flod, så går du ud og bader; hvis du vil ind i skoven, kan du bare køre ind. Der er ingen, der vil sige noget til dig. På det område er vi friere.«

Han indrømmer dog, at denne frihed kommer med en pris: affald, skødesløshed og lovløshed.

»Rusland er ikke det værste sted, så længe du ikke er blevet ramt af ubehageligheder.«