Læsetid: 7 min.

Et Singapore on Thames: Boris Johnson drømmer om en ny maritim guldalder for Storbritannien

Søfart var selve den livsnerve, hvorom det britiske imperium blev opbygget. Skibene, og dermed havnenes betydning for samfundet, er dog stort set forsvundet. Det skal der laves om på, mener den nye britiske premierminister
Lord Nelsons afbrænding af København og kapringen af den danske flåde blev et afgørende øjeblik i udbygningen af det britiske imperium. Her går lord Nelson i land efter slaget i 1801.

Lord Nelsons afbrænding af København og kapringen af den danske flåde blev et afgørende øjeblik i udbygningen af det britiske imperium. Her går lord Nelson i land efter slaget i 1801.

Ritzau Scanpix

31. juli 2019

LONDON – Den nyudnævnte premierminister, Boris Johnson, har lovet at bringe liv tilbage til de britiske havnebyer med oprettelse af op til seks frihavne, der skal gøre det attraktivt for skibe fra den store verden igen at dokke i byer som London, Liverpool og Newcastle.

Han har talt om at skabe et Singapore on Thames – et skattefrit handelsområde med global tiltrækning.

Tankerne om at genoprette Storbritanniens ry som en førende maritim nation er på sin vis selvfølgelige. Her er tale om en nation, der som ingen andre gjorde verdenshavene til både sit våben og sin levevej.

»Boris Johnsons idé lyder i mine ører som en romantisk drøm om at genoplive fortiden. En tilbagevenden til en guldalder, der ikke længere findes og ikke sådan kan genskabes. Det britiske imperium med dets kolonier og interesser over hele verden blev jo ikke til på fem eller ti år. Det var en lang udviklingsproces – det varede flere hundrede år, før London virkelig var verdens maritime navle,« siger Robert Blyth, der er kurator for Londons maritime museum.

Jeg er ankommet til selve denne navle, der ikke bare er Storbritanniens, men hele verdens målings-udgangspunkt. Greenwich Observatory er længdegrad nul samt navngiver til Greenwich Mean Time. Det er verdens centrum for tid og rum.

Der er naturligvis tale om landsbyen Greenwich, 50 minutters sejlads med havnebussen fra The Palace of Westminster.

På vejen herud passerede vi det nyopførte finanscentrum med skæve højhuse med tilnavne som saltagurken, ostehøvlen og potteskåret. Bygninger, der fortæller om transformationen af London fra en havneby til et finanscentrum, men der er stadig levn fra de gyldne søfartstider, hvor hele verden lagde til i Londons havn. Imperial Wharf, Columbia Wharf, Canary Wharf osv.

En langsom sejrsmarch

Vi sidder i sidebygningen til Det gamle Greenwich Palace, opført af Henrik den syvende, hvor både Henrik den ottende og den første dronning Elisabeth er født. Det var i Tudorklanens regeringstid at havnens betydning for alvor voksede, og at Greenwich blev uddannelsessted for flådens officerer.

Der er i Greenwich den dag i dag en særlig fornemmelse af fordums storhed. Det lynhurtige handelsskib, Cutty Sark, der på rekordtid kunne transportere te fra Kina samt kanoner og skibsvrag, fra dengang Britannia ruled the waves ligger ved havneindgangen til de store empire-bygninger, hvorfra en stejl bakke fører op til observatoriet.

»England var den første europæiske nation, der fik en permanent flåde. Men faktisk var vi sent ude af startboksen. Spanien og Portugal og selv Holland var meget mere udviklede som søfartsnationer. Det britiske East India Company var gennem det 17. århundrede mindre udviklet end sin hollandske rival, og det var først i det 18. århundrede, at handelen med Indien for alvor tog fart, og briterne lagde distance til konkurrenterne.«

De mangeårige krige med Frankrig medførte nødvendig militær oprustning og blev grundlaget for det, der blev til det britiske imperium, fortæller Robert Blyth.

»Det er fristende at forestille sig en stor forkromet plan for udbygningen af det britiske imperium. Men det var der faktisk ikke. Det var en meget langsommelig og lidt tilfældig proces. Storbritanniens held var, at man ikke nødvendigvis behøvede at tage del i de konstante konflikter mellem nationerne på kontinentet. Mens de andre sloges indbyrdes, kunne vi koncentrere os om at udbygge flåden, indtil vi havde en klar overhånd på havet. Det er et afgørende øjeblik for imperiet, da det står klart, at briterne nu er den dominerende kraft til søs. Det skyldtes ikke mindst større fokus på uddannelse af flådens personel her i Greenwich, hvilket medførte en mere vovet og impulsiv forståelse af strategi ved søslag, og ved udgangen af Napoleonskrigene var den britiske flåde cirka lige så stor som resten af verdens flåder lagt sammen,« fortæller Robert Blyth.

Kikkerten for det blinde øje

Napoleonskrigene satte en de facto-stopper for Danmarks aspirationer om at være en international maritim nation. Danskerne holdt på den forkerte hest og betalte en høj pris for det.

Lord Nelsons afbrænding af København og kapringen af den danske flåde blev afgørende øjeblikke i udbygningen af imperiet.

»Man bliver ikke en maritim stormagt uden at være hensynsløs. Bombardementet af København og kapringen af den danske flåde er eksempler på dette. Faktisk var magtbalancen i denne fase af krigen mod Napoleon så tæt, at havde franskmændene fået fingre i den store danske flåde, kunne Napoleon have vundet krigen. Det vidste briterne godt, og det er bare et af talrige eksempler på britisk magtkynisme,« siger Robert Blyth.

Kynismen anvendtes også, da man efter sejren over Napoleon blokerede de kontinentale vandveje. Det muliggjorde for briterne at udbygge deres handelsruter rundt om i verden uden den store konkurrence.

Da handelsvilkårene for resten af Europa normaliseredes, var Storbritannien langt foran rivalerne i forhold til den igangværende industrialisering. Man er i besiddelse af en enorm handelsflåde og stor rigdom.

Denne rigdom og indflydelse udbyggedes op gennem det 19. århundrede. Og imperiet svulmede igen i størrelse i forbindelse med ’the scramble for Africa’, hvor de europæiske magter koloniserede mere end 90 procent af det afrikanske kontinent.

Imperiet hvor solen aldrig går ned

»Denne periode ser på papiret ud som endnu en styrkelse af det britiske imperium, men den kan også ses som en begyndende svaghed. Storbritannien havde rigeligt med kolonier og interesser globalt og deltog mest i koloniseringsbølgen for at imødegå sine rivaler. Og vi taler ikke kun om Frankrig, Tyskland og andre europæiske nationer. Både USA og Japan var nu blevet kolonimagter, og de udfordrede den britiske overlegenhed på alle fronter. Det var på sin vis begyndelsen til enden. Storbritannien havde svært nok ved at holde styr på de store landområder, man kontrollerede, men blev tvunget ud i et kapløb om yderligere besiddelser,« fortæller Robert Blyth.

Selv om det britiske imperium i 1922 var det største landområde under ét flag i verdenshistorien, så var magtbalancen tvunget væk fra London for altid. Første verdenskrig gjorde verdens største kreditgiver til en dybt forgældet nation. Samtidig blæste de politiske vinde i retning af at udbygge velfærdssamfundet på hjemmefronten.

Herefter var imperiet reelt under afvikling, og det gik relativt stærkt.

Anden Verdenskrig medførte, at Storbritannien blev fattigt. Der var hverken penge eller kræfter til at modstå presset fra løsrivelsesbevægelser rundt om i den britiske verden, og med Indiens løsrivelse i 1947 startede en lavine, der på ganske få år fik imperiet til at smuldre. Selv imperialisten Winston Churchill erklærede et Europe first-fokus efter krigen.

Arven fra havet

Alligevel mærkes arven fra imperiet overalt. De tidligere koloniundersåtter fik mulighed for at bosætte sig i Storbritannien. Mange gjorde det og ændrede dermed både britiske kultur-, sprog- og madvaner. Disse eksotiske indflydelser havde naturligvis præget hjemstavnen i århundreder. Te var blevet en engelsk nationaldrik, og nu blev især indisk mad en fast del af det engelske køkken.

En uofficiel rundspørge udnævnte for et årti siden kylling i indisk masalasovs til Storbritanniens nationalret. Samtidig var det lykkedes at eksportere engelske sportsgrene til de tidligere kolonistater, der den dag i dag dyrker rugby og cricket som egne nationalsportsgrene.

»Arven fra havet omfatter de såkaldt bløde værdier. Det drejer sig om sprog, sport og kulturel indflydelse. Her er Storbritannien jo på sin vis stadig en supermagt. Vores populærmusik og filmbranchen klarer sig langt bedre, end man kunne forvente – ikke kun på grund af sproget, men også fordi vi tog britisk humor og traditioner med rundt i verden. Soft power er nok en mere farbar vej til at skabe nye muligheder for britisk samhandel end forsøg på at genskabe båndene fra imperietiden,« siger Robert Blyth.

Farvel til søfart

Det er i virkeligheden ikke særlig længe siden, at Storbritannien var en søfartsnationen over alle, og den hast, hvormed søfarten er forsvundet fra hverdagen, er i sig selv tankevækkende.

»For 80 år siden ville søfart være en del af næsten alle familiers liv. Der ville givet være en i familien, der tjente i flåden, og sikkert også en i handelsflåden, og så var utroligt meget af det arbejde, der blev udført rundt om i landet, knyttet til livet på havet. Skibsbyggeri var en meget betydningsfuld industri, indtil den forsvandt. Vi bygger stort set ingen skibe herovre mere. Dengang var havet omdrejningspunktet for nationen. I dag er det næsten glemt som arbejdsplads. Vores handelsflåde er kraftigt minimeret, og som nylige hændelser i Hormuz-strædet viser, så er vores militære flåde heller ikke i stand til at beskytte vores kommercielle interesser på havet,« siger Robert Blyth.

The Financial City, Londons finanscentrum, er stadig midtpunkt for global handel med derivativer, forsikringer og andre finansielle ydelser – en position, byen vandt i søfartens guldalder. Om noget er den finansielle sektors betydning steget – den leverer ca. ti procent af det britiske bnp.

Men skibene er væk og ligeså pakhusene og kajerne, der for 100 år siden strakte sig, så langt øjet rakte, ud mod Themsens munding. I dag ligger barrieren, der beskytter mod Nordsøen, helt ude i Tilbury.

Hvorvidt det vil være muligt at genindføre en ny maritim guldalder for Storbritannien uden for EU’s ’snærende bånd’ med indførsel af frihavne, der skal tiltrække investeringer og muliggøre toldfri transport til og fra eksotiske egne af verden, er et godt spørgsmål.

Tanken appellerer utvivlsomt til den ældre generation af konservative, der husker havets betydning for briterne. Det er i meget høj grad til dem, Boris Johnson indtil videre har prøvet at sælge sit projekt om genfødslen af et stort Storbritannien.

Selv om havets betydning er forsvundet fra briternes liv, så er der stadig kraft i drømmen om det, der var, og som stadig kan ses på museet i Greenwich.

Serie

Being British

Boris Johnson er blevet premierminister og lover, at Storbritannien endegyldigt er på vej ud af EU. I en række artikler byder Informations korrespondent i London, Jakob Illeborg, indenfor i det allermest britiske. Han tager læserne på en rejse til herregårde, gentlemans clubs, cricketbaner, havne, køkkener og natklubber, fra Belfast i Nordirland til Skotlands højland og Sydenglands hvide strande for at undersøge, hvem briterne er inderst inde, og hvorfor de vil ud af EU.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Thomas Tanghus
  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Olaf Tehrani
  • Christian Mondrup
  • Johnny Christiansen
David Zennaro, Thomas Tanghus, Jesper Eskelund, Eva Schwanenflügel, Olaf Tehrani, Christian Mondrup og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Gram-Jensen

Bare for en ordens skyld: da København 2.-4. september 1807 blev bombarderet som optakt til udleveringen af flåden, havde Nelson været død i knap to år. Han faldt i slaget ved Trafalgar 21.. oktober 1805. I øvrigt var bombardementet og kravet om udlevering af flåden ikke forårsaget af, at Danmark holdt på den forkerte hest - alliancen med Napoleon var den danske reaktion på det engelske angreb, der igen var fremkaldt af overdreven britisk frygt (støttet af fejlagtige efterretninger) for, at Napoleon ville få fat i den danske flåde. Prisen for, at det dansk-norske monarki sluttede sig til Napoleon blev, at Norge måtte afstås til Sverige.

David Zennaro, Lars F. Jensen, Torben Skov, Trond Meiring, Dennis Tomsen, Birte Pedersen, Claus Nielsen, Klavs M. Christensen, Henrik Brøndum, Morten Nielsen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Og hvis nogen skulle undre sig over, hvad "slaget i 1801" og Nelson så har med det hele at gøre, så drejer det sig om slaget på Reden 2. april 1801, hvor konfliktens årsag var Danmark-Norges deltagelse i Det Væbnede Neutralitetsforbund (Rusland, Danmark-Norge, Sverige og Preussen), som Danmark-Norge efter slaget måtte gå med til at forlade - hvilket viste sig ikke at være noget større problem, da man fik at vide, at den russiske Zar, der var hovedmanden i det, var blevet myrdet den 12. marts. Så den væbnede konflikt var formentligt også dybest set overflødig.

David Zennaro, Torben Skov, Trond Meiring, Dennis Tomsen, Birte Pedersen, Henrik Brøndum, Morten Nielsen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Og så for at være virkeligt irriterende pedantisk var zarens dødsdag efter den gregorianske kalender, som man først gik over til i Rusland efter revolutionen, 24. marts - hvilket formodentligt gjorde den forskel, at Danmark-Norge ikke lige så stille kunne have forladt Neutralitetsforbundet uden noget slag på Reden med Nelson som modstander, fordi man vidste, at det ikke førte til problemer med Rusland. Bare ærgerligt for de dræbte og sårede på begge sider.

Torben Skov, Trond Meiring, Dennis Tomsen, Birte Pedersen, Henrik Brøndum, Morten Nielsen og Nina Højland anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Forfriskende med ambitioner. Held og lykke.
Hvad er vinklen for Danmark?
"Anden Verdenskrig medførte, at Storbritannien blev fattigt".... bl.a. pga den store gæld til USA og Canada. Pengene blev brugt på forsyninger til at redde bl.a. Danmark fra kernemagterne.
UK betalte af på deres gæld indtil 2006..

David Zennaro, Birte Pedersen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Som Londoner må jeg sige at det er festligt men dyrt med Boris. På den måde minder han om Brixtofte som vi læste om i går. Jeg er bange for at lidt redesign af havnene er utilstrækkeligt til at skabe en ny maritim guldåre, der skal nok mere til - f.eks. en flåde af Uran-drevne skibe. Der er massive stordriftsfordele ved f.eks. at have 1000 skibe. Det er stort, det er hyperrisikabelt og der kræver nok at mindst en regering går ind i projektet. Og så skal orlogsflåden nok i brug til at sikre at CO2 tramperne fra f.eks. Maersk ikke får lov til at sejle videre.

Jørgen Mathiasen

Boris Johnson har som demagog kastet sig ud i at diskutere luftslotte, forvrænge begreber, - aftalen om den irske grænse kalder han nu for "udemokratisk," og give EU ansvaret for, at UK ikke vil tage konsekvensen af dets egne synspunkter. Det er klogest, ikke at lade sig trække med ud på den galej.

Pundets værdi falder hver dag, den britiske bilindustri har reduceret sine investeringer med 2/3. Johnson har et papirtyndt flertal i parlamentet, og han kan ikke regne med sin egen parlamentsgruppe. UK har bedt sin europæiske allierede om støtte til søs i konflikten omkring Hormus-strædet. Det ville være en fordel for de fleste, hvis de britiske vælgere kunne finde ud af at smide den charlatan på porten.

David Zennaro, Lars F. Jensen, Torben Skov og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
slettet profil

Den britiske marine kunne ikke forhindre f.eks. Mærsk i at sejle videre. De har sammenlagt 19 skibe der kan bruges til det, og mindst halvdelen er til alle tider i dok. Storbritanien har nu en fregat og en destroyer i Hormuz strædet, og det er hvad de magter (og det bliver ikke permanent med to eskorte skibe i området). Årsagen til at Storbritanien ønsker en europæisk alliance i Hormuz er ganske enkelt, at de ikke magter, at eskortere deres egne skibe alene.

Lars F. Jensen, Torben Skov og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Boris Johnson har sgu mange sære drømme. Det var bedre, om han begyndte at forholde sig til virkelighedens verden.

Lars F. Jensen, Torben Skov, Jørgen Mathiasen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja det er jo ikke første gang, England går ene i front mod Europas årtier lange udfordring af demokrati og frihed. Lad os ikke vente så længe med at vælge side den her gang.

Torben Siersbæk

@Peter Bahne.
Tænker du på EU's proportionalvalgsystem til Europaparlamentet som MINDRE demokratisk end det engelske flertalsvalgsystem, der medfører voldsomt skæv repræsentation af befolkningens holdninger?
Eller er det det helt specielle forhold, at den britiske regering tilsyneladende kan bestemme, hvad Underhuset må stemme om - med afgørende betydning og ikke bare vejledende?
Eller tænker du på, at den britiske regering åbenbart kan opføre sig ligesom salig Estrup: sende parlamentet hjem og derefter træffe vidtrækkende beslutninger, fordi parlamentet ikke er samlet?
Eller skyldes det, at Boris Johnspn nu er PM fordi han så længe har sagt at han gerne ville være det?
Eller er det fordi en VEJLEDENDE folkeafstemning med en ganske beskeden deltagelse resulterede i et spinkelt flertal for den mest populistiske valgmulighed?
Eller skal du bare lufte din negative holdning til EU?
Ja, jeg spørger bare....

Lars F. Jensen, Torben Skov og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

DK har været en del af den transatlantiske / angolamerikanske koalition fra begyndelsen.
Nu har den amerikanske præsident inviteret sig selv til kongeriget, og så får dronningen lejlighed til at hilse på en ægte racist. Det bliver sikkert formidlet med væg-til-væg fjernsyn, og hvis Bahne ville engagere sig som vinke-element med dannebrog, så vil der mange steder være tilfredshed med det.

Rolf Andersen

... OK, når man medregner hele den amerikanske (og danske) krigsflåde + fiskefartøjer etc., så skifter 5. og 6. pladsen, mellem DK og USA ... ;)

Og bemærk, der er altså tale om absolut 'tonnage', ikke relative betragtninger i forhold til indbyggerantal i de respektive nationer.

Og UK ligger stadig på 10. pladsen ...

Jeg følger ikke mere med i England end højst nødvendigt. Men det forekommer mig, at Boris luftkasteller vil komme til kort, hvis UK virkeligt får en hård brexit. Hvordan vil de brødføde briterne med den slags fiction? Vi har for nogle år siden set brændende engelske byer. Det kan sagtens komme til at ske igen. Og i større skala. Måske toryerne ender uden hoveder. Måske får briterne endelig et andet parlamentarisk system. Vil Skotland søge selvstændighed!?