Baggrund
Læsetid: 12 min.

逃亡 (flugt)

I årevis levede kunstneren Liu Xia i husarrest – som en afledt straf for sit ægteskab med demokratiforkæmperen Liu Xiaobo, der modtog Nobels Fredspris og siden døde i kinesisk fangenskab. I dag er hun bosat i Tyskland, men minderne og tankerne er stadig i Beijing
I årevis levede kunstneren Liu Xia i husarrest – som en afledt straf for sit ægteskab med demokratiforkæmperen Liu Xiaobo, der modtog Nobels Fredspris og siden døde i kinesisk fangenskab. I dag er hun bosat i Tyskland, men minderne og tankerne er stadig i Beijing
Udland
9. juli 2019

Liu Xia skiftevis griner og græder. Emnerne er tunge på scenen i Frankfurt, hvor hun har taget plads sammen med kunstneren Ai Weiwei og den amerikanske sinolog Perry Link. Anledningen er en udstilling af fotografier lavet af Liu Xia.

Håret på hendes hoved er helt kort. Det har det været siden hun i sympati med sin mand barberede det af, da han blev givet en straffefangefrisure i et kinesisk fængsel i midten af 1990’erne.

En ud af mange gange, hvor han, Liu Xiaobo, blev spærret inde i fængsler eller arbejdslejre i Kina. En konsekvens af hans ukuelige arbejde for politiske reformer. Fra hans rolle i protesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 til udformningen af det politiske manifest Charter 08 i 2008.

Sidstnævnte advokerede for et opgør med Kinas etpartistyre og for indførelse af demokrati og et uafhængigt retssystem.

Det resulterede i en dom på 11 års fængsel. Under afsoningen blev Liu Xiaobo tildelt Nobels Fredspris for »sin lange og ikkevoldelige kamp for basale menneskerettigheder i Kina«. Til stor frustration for Kommunistpartiet og den politiske ledelse i Beijing.

Til trods for, at hun ikke var politisk aktiv og ikke havde begået nogen forbrydelse, fik fængslingen af Liu Xiaobo store konsekvenser for Liu Xia. I alle årene blev hun holdt i husarrest i parrets lejlighed i Beijing. Uden adgang til telefon eller internet – afskåret fra venner og familie. Og med vagter uden for sin dør.

En tvungen isolation, der fortsatte selv efter, at Liu Xiaobo døde af kræft for to år siden og som påførte hende alvorlige mentale helbredsproblemer. Først efter et år og omfattende diplomatisk pres fra vestlige lande slap Liu Xia ud af Kina. Hun har siden opholdt sig i Tyskland.

Information gengiver her samtalen mellem Liu Xia, Ai Weiwei og Perry Link som den fandt sted den 4. maj i Frankfurt. Den verdenskendte multikunstner Ai Weiwei har haft base i Berlin, siden han forlod Kina for fire år siden. Hans kunst og bramfri holdninger har ofte været rettet mod det kinesiske styre.

I 2011 blev han arresteret og tilbageholdt i 81 dage i forbindelse med en skattesag, der mest af alt lignede politisk chikane. Dialogens tredje deltager er heller ikke en populær figur i Folkerepublikken.

Perry Link har været forbudt indrejse i Kina siden 1996 grundet sit arbejde med bogen The Tianmen Papers, der er det mest autoritative værk til dato om protesterne og tragedien på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Ai Weiwei: Liu Xia, du har opholdt dig uden for Kina i næsten et år, ikke? Når jeg tænker på dig bo i Berlin, forestiller jeg mig, at du dårligt kunne befinde dig et sted, som føles mere fremmed for dig. Selv jeg føler mig fremmed i Berlin. Og du kom fra en ekstraordinært stressfyldt situation i Kina. Du rejste fra en ekstrem til en anden. Så fortæl os om, hvordan du har oplevet tingene det seneste år?

Liu Xia: Jeg har følt mig helt ekstremt malplaceret. Jeg har ofte denne dagdrøm: ’Gå ud og køb en billet tilbage til Kina, Xia. Tag tilbage!’ Jeg lever med en følelse af, at min krop er ankommet til Tyskland, men mine sindsstemninger, mine tanker, mine kære befinder sig stadig i Beijing.

Ai Weiwei: Verden er klar over, at du har været udsat for utrolige lidelser, før du rejste fra Kina. Og alligevel har du en stærk trang til at tage tilbage. Kan du forklare det? Hvad præcist oplever du, at du mistede ved at flytte til Berlin? Minder, måske? Vi ved, at minder har været centrale for dit liv i tidligere tider. Føler du måske, at dine minder – det eneste, du har tilbage – også bliver koblet fra?

Liu Xia: Mine minder handler om mit hjem i Beijing, hvor jeg opbevarede mine notater fra mine rejser for at besøge Xiaobo i fængslet (670 kilometer væk i Liaoning-provinsen, hvor hun fik lov at komme på besøg en gang om måneden). Jeg noterede altid, hvad tid jeg tog afsted, og hvad tid jeg kom tilbage, hvad der skete, når vi mødtes, og hvad vi sagde.

Da hans tid var ved at rinde ud, lovede jeg ham: ’Hvor end jeg er, vil du altid være der. Jeg tager dig med mig’. Men hvad skete der? Efter han døde, havde jeg end ikke kontrol over, hvad de gjorde med hans aske (myndighederne hældte asken i havet for at undgå, at der skulle være et fysisk sted, hvor folk kunne samles i sorg siden hen). Så det var i den tilstand, jeg ankom til Tyskland. Men mine minder befinder sig stadig derovre, altid derovre.

Ai Weiwei: Vi ved alle, at da Xiaobo stadig levede, havde I to et bemærkelsesværdigt stærkt følelsesmæssigt bånd, også selv om han levede under ekstremt vanskelige omstændigheder. I kom så tæt på hinanden, at det virkede, som om I var en del af hinanden. Uden dig ville han ikke været blevet den, han var; uden ham ville du ikke befinde dig det sted, hvor du er i dag.

Det må være hårdt, når den anden halvdel af en selv pludselig ikke er der længere, at skulle vende tilbage til en individuel identitet. Det forekommer mig, at dit liv er nødt til at få en ny begyndelse. Men en ny begyndelse kan naturligvis aldrig adskilles fra det, der er gået forud. Kan du fortælle os om, hvordan du håndterer den overgang? Hvad gør du i hverdagen?

Liu Xia: Jeg kan ikke besvare spørgsmålet om, hvordan jeg kommer gennem dagene. Hvis det var op til mig, ville jeg formentlig bare ligge i sengen. Men jeg har mødt nogle nye venner i Berlin, og de finder altid på en grund til at tage mig med ud, at gå ud og få en kop kaffe, at sikre sig, at jeg ikke er alene.

Ai Weiwei, Perry Link og Liu Xia i samtale.

Ai Weiwei, Perry Link og Liu Xia i samtale.

Ritzau Scanpix

Ai Weiwei: Det er ikke ligefrem muntre temaer, vi taler om, og vi befinder os nede i nogle meget personlige niveauer. Jeg har kendt dig i et stykke tid, og jeg ved, at du plejede at være en ekstremt glædesfyldt person. Du har ikke altid været den person, vi ser her i dag; i sagens natur har du været langt lykkeligere. Vi kunne kalde det skæbne, men jeg leder efter en bedre forklaring. Jeg ender tilbage ved det samme spørgsmål … hvad gør du, hver dag?

Liu Xia: Jeg ved det ikke … jeg … hvad jeg altid er i gang med er at flygte, flygte flygte… jeg vover ikke at se direkte på tingene.

Ai Weiwei: Se direkte på … hvad? På det liv, som er blevet dig til del og på, hvor bittert det er? For som jeg kan se, så er al din lidelse blevet påført udefra.

Liu Xia: Ja, men indeni er mit problem, at jeg ikke ser tingene i øjnene. Jeg nægter stadig at acceptere, at Xiaobo er væk. I min bevidsthed er alle de procedurer og ceremonier, der fulgte hans død, som et mimespil på en scene – ikke virkeligt.

Jeg føler, at der må komme en tid, en dag, hvor jeg kan begynde at skrive, linje for linje … hvad jeg sagde til Xiaobo … (græder) … Men når det kom til stykket, havde vi faktisk meget ringe muligheder for at tale. Men en dag, hvis jeg kan få skrevet det hele ned, så vil mit sind måske være stærkt nok til at begribe det faktum, at han ikke er blandt os længere.

Ai Weiwei: Så … for dig vil det at skrive være en måde at hele på. Det giver mening. Når en person befinder sig i en særlig eller usædvanlig omstændighed, er det vanskeligt at kommunikere den omstændighed til folk, der er uden for den.

For udenforstående er personen underlagt den omstændighed ’anderledes’. Han eller hun er mærkelig – begynder måske at græde eller le eller blive vred – på måder, der forekommer adskilt fra hverdagen. Jeg kan fuldstændig relatere til din impuls om at hele gennem det at skrive. Jeg føler, at ingen af os er normale; vi er blandt ’de syge’. Det er vi virkelig – og det er ikke en sygdom, som andre kan kurere.

Perry Link: Du siger ’vi’; inklusive dig selv?

Ai Weiwei: Jeg er fra samme generation som Liu Xia og hendes mand. Xia er fire år yngre end jeg, og Xiaobo var et år ældre. Vores generation har været gennem meget sammen, og vi er ramt af samme sygdom. For Liu Xia forekommer Xiaobos død måske stadig som en luftspejling, men han døde faktisk, og Liu Xia og jeg er her stadig, overlevende i en tilstand, som minder om en illusion.

I de seneste ti eller 20 år har Liu Xia levet under konstant overvågning – hvert udsagn, hver handling, observeret og mulig årsag til politiindgreb, når som helst politiet ønskede det. Dette er den primære årsag til Liu Xias sygdom.

Ai Weiwei: Du levede uden frihed i Kina meget længe, ikke sandt?

Liu Xia: Det er sandt. Lad mig give et eksempel på, hvor ufri jeg var i Kina. Hver nat blev porten til den bygning, Xiaobo og jeg boede i, låst med en kæde, en kæmpe jernkæde. Hvem kan forestille sig at leve på denne måde?

Ai Weiwei: Lad os gå videre til et mindre deprimerende emne og tale om kunst. Hvornår begyndte du at lave kunstfotografi og hvorfor? Jeg husker, at du også begyndte at skrive digte i starten af 1980’erne. Hvad kunne poesien og fotografiet gøre for dig? Bringe dig lykke? Lade dig udtrykke følelser? Transcendere? Hvad? Hvordan passede din kunst sammen med andre ting i dit liv?

Liu Xia: Det ved jeg ikke. Hvad angår digtningen handlede det måske om, at der var ting, jeg ikke kunne fordøje, og poesien hjalp mig med at fordøje dem.

Ai Weiwei: Din poesi og kunst var dengang anderledes end det, som folk normalt forbinder med poesi og kunst, fordi du ikke kunne have noget publikum – ikke ret mange i hvert fald, ligesom Xiaobo selv.

Selv i Sovjetunionen eller det kommunistiske Østeuropa var der altid i det mindste et lille rum for den frie kunst – saloner eller undergrundsudgivelser. I Kina eksisterede den slags nærmest ikke. En kunstner uden publikum er som en ufuldstændig cirkel, er det ikke? Hvordan oplevede du dette problem?

Liu Xia: Min kunst var grundlæggende for min egen adspredelses skyld. Hvis jeg havde lidt energi, ville jeg tage et par fotos – eller skrive et par digte eller male. Jeg tænkte ikke videre end det.

Perry Link (vender sig mod Ai Wei Wei): Og du? Hvorfra kommer din inspiration til at lave kunst?

Ai Weiwei: Min kærlighed til kunst var der ikke fra begyndelsen. Da jeg var dreng, var det farligt at være kunstner eller digter. Det kunne gøre dig til ’folkets fjende’, hvilket var en af de største forbrydelser. Min far Ai Qing tilbragte 20 år i en arbejdslejr, fordi han var digter. Og han havde rigeligt med selskab. Ikke kun berømte digtere og kunstnere, men også oversættere, skolelærere, enhver, som udtrykte en selvstændig mening – eller ikke engang nødvendigvis en mening, men bare en minimalt afvigende attitude eller stil – kunne blive straffet.

Der var millioner af ofre. Så da jeg voksede op, forekom det at kalde sig kunstner som det første skridt mod selvmord. Ingen ønskede at være kunstnere, og inden længe blev den holdning taget for givet. Det var normalt. Det var som vejret. Du kan elske eller hade vejret, men du kan ikke vælge det. Du tilpasser dig. Besynderlige ting bliver normale. Den dag i dag ynder Kinas herskere at fremstille Kina som noget særligt. Vi har det her eller det her ’med kinesiske særtræk’, som de plejer at sige.

I nutidens forbundne verden bliver denne forestilling mere og mere vanskelig at opretholde, men man forsøger det stadig. Under alle omstændigheder, for mig blev kunst en flugt fra det straffende politiske system. Skønhed, en linje, en tegning – disse førte videre til et andet ’system’, i hvilket jeg kunne leve. Nu, paradoksalt nok, kalder alle mig en politisk kunstner.

Perry Link: For et øjeblik siden spurgte du Liu Xia om, hvordan hun kan komme overens med det, hun har mistet. Jeg kunne tænke mig at stille dig samme spørgsmål. Hvordan tror du, at vi alle, heriblandt dig, kan føre Xiaobos idealer og mission videre?

Ai Weiwei: Jeg opfatter Xiaobo som gennemført idealistisk. Han var uskyldig, på grænsen til det naive, i sin tro på egne overbevisninger og sine måder at handle i så tæt overensstemmelse med sine overbevisninger. Han opnåede en renhed, som få kan hamle op med. Jeg ved, at jeg ikke selv kan. Men kan en sådan ild holdes ved lige?

Jeg har mine tvivl. Den slags lidenskab kommer fra individer – meget usædvanlige individer – og det ved Kommunistpartiet kun alt for godt. Det har længe været dets politik at scanne samfundet for brændende idealister og hive dem ud, en efter en, gennem forskellige metoder.

Samfundet glemmer siden disse idealister, en efter en, og accepterer tilmed, at det er normalt at glemme dem. Så … jeg har mine tvivl. Man kan selvfølgelig skrive en bog, og man kan blive ved at fremme Liu Xiabos idealer. Men vil det have nogen effekt? Jeg er ikke i stand til at være ret håbefuld.

Perry Link: Du skærer ind til benet, for jeg arbejder netop for tiden på en biografi om Liu Xiaobo. Det har været vidunderligt for mig at lære og at skrive om, hvordan han kæmpede livet igennem for at nå den ’rene idealisme’, som du nævner.

Jeg tror, du har en pointe med ordet ’naiv’. Liu var enormt belæst, så naiv var han ikke i den forstand, men i sine senere år havde han en tro, som mindede om naivitet: Hvis jeg gør det rigtige og bliver ved at gøre det, koste hvad det vil, så må tingene nødvendigvis blive bedre, før eller siden. I 1999 – for næsten 20 år siden – åbnede Liu Xias første kunstfotoudstilling i Beijing under Ai Weiweis vinger. Den kontekst var meget forskellig fra Frankfurt 2019.

Ai Weiwei: Ja. Xiaobo var netop kommet ud af arbejdslejren dengang. Du og Xiaobo blev gift i arbejdslejren, gjorde I ikke? Genopfrisk vores hukommelse.

Liu Xia: Vi blev gift i 1996 i Beijing, men vi kunne ikke registrere ægteskabet, fordi Xiaobo ikke havde opholdstilladelse i byen. I oktober samme år blev han sendt i arbejdslejr i Dalian i tre år, og i det første halvandet år ville lejrmyndighederne ikke lade mig besøge ham, fordi vores ægteskab ikke var registreret.

Så vi ansøgte om at holde et officielt bryllup inde i arbejdslejren. Det forbløffede embedsfolkene. De havde aldrig før været ude for, at nogen anmodede om at gifte sig med en fange, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Vores ansøgning blev sendt videre til Liaonings provinsbureaukrati, fra det ene niveau til det andet, hele vejen til toppen, for endelig at blive godkendt.

Ai Weiwei: Var der en ceremoni?

Liu Xia: Den bestod i, at Xiaobos forældre kom ind i lejren for at deltage i et måltid.

Ai Weiwei: Kyssede I?

Liu Xia: Jeg fik lov at blive natten over.

Ai Weiwei: Godt! Liu Xia, på nogle måder oplever jeg dig som mere praktisk orienteret end Xiaobo. Bad du ham nogensinde om at tage det roligt, om ikke at sakse ud og ind af fængsel?

Liu Xia: Jeg fortalte ham ligeud, hvad der ville ske, hvis han sponsorerede Charter 08, jeg sagde: ’Hvis du gør det her, så sætter de dig bag tremmer, og jeg bliver den, der kommer på besøg i fængslet. Og jeg er ikke helt ung længere …

Ai Weiwei: Men … Han var den ulydige type, var han ikke? Sagde du ikke det til ham – eller sagde du det, men uden effekt?

Liu Xia: Jeg fortalte ham aldrig, hvad han skulle gøre. Jeg fortalte ham bare klart og tydeligt, hvad konsekvenserne ville blive – og så var det op til ham. Hver især har vi kun et par årtier at leve i, ikke sandt? Et menneske må gøre, som det ønsker.

© Perry Link og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her