Baggrund
Læsetid: 6 min.

Topchef tiltalt for chikane: ’Jeg skal sørge for, at folk går af. Gennem vinduet eller døren’

Da France Télécom skulle omstilles til en ny tidsalder, stod ledelsen med det problem, at de ikke kunne fyre de 22.000 mennesker, de gerne ville. I stedet står de nu anklaget i en historisk retssag for systematisk at have presset og mobbet medarbejderne til at indstille sig på nye tider eller sige op
Demonstranter foran retsbygningen i Paris under retssagen imod topledelsen i France Télécom for systematisk chikane, som de ifølge 39 tidligere medarbejdere, deres pårørende og flere fagforeninger udsatte deres medarbejdere for for at få dem til at omstille sig til nye opgaver, arbejde hurtigere eller forsvinde.

Demonstranter foran retsbygningen i Paris under retssagen imod topledelsen i France Télécom for systematisk chikane, som de ifølge 39 tidligere medarbejdere, deres pårørende og flere fagforeninger udsatte deres medarbejdere for for at få dem til at omstille sig til nye opgaver, arbejde hurtigere eller forsvinde.

Sadak Souicile Pictorium

Udland
15. juli 2019

Fra 2007 til 2010 begik 19 medarbejdere fra France Télécom selvmord. Én brændte sig selv ihjel foran hele sin afdeling. Andre skrev eksplicit i deres afskedsbreve, hvad der havde drevet dem ud over kanten:

»Jeg tager afsted på grund af mit arbejde hos France Télécom og kun af den grund«, skrev 32-årige Stéphane Dessoly ifølge Le Monde, inden hun hængte sig.

»Jeg begår selvmord på grund af mit arbejde hos France Télécom«, stod der i 50-årige Michel Deparis’ afskedsbrev.

I sidste uge sluttede retssagen så mod topledelsen i France Télécom for den systematiske chikane, de ifølge 39 tidligere medarbejdere, deres pårørende og flere fagforeninger udsatte deres medarbejdere for i de år for at få dem til at omstille sig til nye opgaver, arbejde hurtigere eller forsvinde. På den ene eller den anden måde.

Man har opgivet tiltalen om medskyld til selvmord, men retssagen er historisk.

Dels fordi den ikke har rettet sig mod individuel mobning fra enkeltstående chefer, men om chikane som en virksomhedsstrategi med den øverste ledelse på anklagebænken: daværende CEO Didier Lombard, hans næstkommanderende Louis-Pierre Wenes, HR-direktør Olivier Barberot og fire andre topchefer.

Dels fordi den er blevet et symbol på de konflikter, der i dag splitter det franske samfund mellem top og bund. Mellem franske arbejdstagere, der ofte må finde sig i løsansættelser under prekære forhold, og arbejdsgivere, der mener, at rigide arbejdsmarkedsregler gør det for svært at hyre og fyre.

’Gennem vinduet eller døren’

Retssal 201 i den splinternye retsbygning i Paris’ 17. arrondissement er fyldt med nuværende og tidligere ansatte fra France Télécom, eller Orange som firmaet hedder i dag. Tre dommere klædt i sorte kapper med hvide klude foran. To kvindelige vagter i skudsikre veste. Og syv anklagede i jakkesæt, fem mænd og to kvinder, der sidder skævt på stolene med kroppen halvt vendt mod dommerne. Det ser ukomfortabelt ud.

De syv har ifølge anklageren opført sig som motorbøller, der ikke vil tage ansvaret for deres hensynsløse kørsel, der har forvoldt skade på så mange mennesker.

»Det er aldrig deres skyld, men det er de andres kørsel og lovgivningen, der er problemet,« siger anklageren Brigitte Pesquié.

France Télécom stod i 2006 som andre gamle teleselskaber over for en gigantisk omstilling med fald i fastnettelefonien, stigende mobiltelefoni, digitalisering og et øget pres fra nye konkurrenter.

I 2003 var selskabet blevet privatiseret, og nu var man ifølge topledelsen nødt til at skille sig af med 22.000 af de i alt 130.000 medarbejdere for at overleve som firma. Problemet var, at de fleste medarbejdere havde tjenestemandsstatus og derfor ikke kunne fyres ifølge den franske arbejdsmarkedslovgivning.

Så ifølge anklageskriftet forsøgte topledelsen i stedet at gøre arbejdslivet så ulideligt, at medarbejderne selv ville gå.

»I 2007 sørger jeg for, at folk går af på den ene eller anden måde. Gennem vinduet eller døren,« sagde CEO Didier Lombard ifølge et mødereferat fra 2006, hvor de lokale chefer var samlet i Paris.

Det møde er blevet meget omtalt i retssagen, fordi referatet er et af de eneste skriftlige beviser på den symbolske vold, som topledelsen, ifølge ofrene, satte i værk.

Frygten for callcentret

Nye metoder, som på papiret lyder godt – selvledende medarbejdere, performancemålinger, måltal, dynamisk forandring og resultatledelse – blev taget i brug. Og mellemlederne ude i de lokale afdelinger fik bonus efter, hvor dygtige de var til at få medarbejdere til at sige op.

Folk blev taget fra deres gamle ansvarsområder, marginaliseret, og sat til at løse opgaver, de ikke havde kompetencer til. Imens blev de systematisk mobbet, fortæller vidnerne i retssagen.

»Presset steg for at få os til at gå selv. Man fortalte os, at vi nok ikke kunne følge med. Vi havde en klump i maven, når vi skulle på arbejde. Vi fik at vide, at det ikke var deres beslutning, men et direktiv fra oven,« siger Jean Perrin, en medarbejder fra Strasbourg, der vidner i retssagen, fordi hans bror Robert var en af dem, der slog sig selv ihjel.

Stemningen er alvorlig, og stilheden i retssalen stiger nærmest i intensitet, når sagen når til et nøglepunkt.

Medarbejderne var ofte stærkt knyttet til deres arbejdsplads og faglighed. Og mange så sig selv som offentligt ansatte – hvilket de jo også var før 2003, da Frankrigs teleselskab var statsejet – og var derfor meget langt fra den nye, private ledelsestilgang.

Teknikere, der var vant til at arbejde alene, hængende i telefonledningerne ude på landet, skulle lige pludselig udfylde et sælgerjob eller sidde foran en computer. Mange medarbejdere frygtede at blive sendt til callcentrene. Her blev man målt på alt. Ens produktivitet, tiden med direkte kundekontakt og længden af telefonsamtalerne med kunderne.

’Mit hoved eksploderer’

Arbejdslivet er en væsentlig komponent i det moderne menneskes liv. »Stærk eller svag, et ulideligt arbejdsklima kan have dramatiske konsekvenser,« siger en af medarbejdernes advokater.

Selvom tiltalen for medskyld til selvmord er frafaldet, så hører man meget i retssalen om de døde. Ifølge arbejdernes advokater var der langt flere end de 19 i France Télécom, der begik selvmord.

Vidner har i flere måneder fortalt retten om de ulykkelige arbejdslivsskæbner, og arbejdslæger har fortalt, at de forgæves prøvede at advare opad i virksomheden.

På skærme i retssalen kommer endnu et brev op:

»Min elskede, jeg kan ikke mere, mit hoved eksploderer. Jeg er ude af stand til at tilpasse mig det nye arbejde. France Télécom, med de konstante restruktureringer, har været grusomme. I dag gør tvangstankerne om arbejdet og det kontinuerlige pres, at jeg er druknet og fanget. Jeg håber, du vil tilgive mig,« står der i afskedsbrevet, som Jean-Paul, en medarbejder i byen Annecy, efterlod til sin kone i september 2009, før han hoppede ud på motorvejen mellem deres hjem og hans arbejde.

»Havde det været en arbejdsskade med døden til følge på en byggeplads, ville man have stoppet arbejdet med det samme. Men hos France Télécom begik en medarbejder selvmord på arbejdet en fredag eftermiddag, og bagefter skulle alle møde normalt på arbejde igen mandag morgen,« siger advokaten for fagforeningen CFE-CGT.

Topledelsen var ansvarlig for France Télécoms medarbejderpolitik og selvfølgelig vidste de, hvad der foregik i de tre år og besluttede, at der ikke skulle gøres noget, argumenterer advokaten.

Fransk virksomhedskultur

Restsagen handler om at placere det indirekte ansvar og slå fast, at når man kigger på forholdet mellem en medarbejder og den nærmeste leder, ser man kun en brøkdel af virkeligheden i en virksomhed.

Derfor er det et åbenlyst modargument for forsvaret at påpege, at der stort set ikke var noget direkte forhold mellem de anklagede og ofrene:

»Der er intet bevis for, at Olivier Barberot er en chikanør. HR-direktøren kan ikke holdes ansvarlig for, hvad der blev gennemført i de lokale afdelinger,« siger en af forsvarsadvokaterne.

Dertil arbejdede HR-direktøren angiveligt aktivt på, at medarbejderne blev taget i hånden i forandringsprocessen. Dengang var man først ved at opdage betydningen af socialpsykologiske forhold på arbejdspladserne, lyder forsvarstalen. Direktøren løste sine opgaver godt ud fra de talparametre, der var til rådighed. Og fagforeningerne kom jo altid med de samme beklagelser, så hvordan kunne han vide, at der var grund til bekymring?

Dommen ventes til december. De tre hovedtiltalte topchefer risikerer et års fængsel, samt en bøde på 15.000 euro. Det er den strengest mulige straf. Mod virksomheden France Télécom har anklageren indstillet til den strengest mulige bødestraf på 75.000 euro. Og for de fire andre tiltalte kan dommen lyde på medskyld til moralsk chikane og fængsel i otte måneder, samt en bøde på 10.000 euro.

Har du brug for hjælp?

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201.

Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Chikane og psykisk dårligt arbejdsmiljø er alt for underprioriteret, også i Danmark.
Der er ingen konsekvenser for chikanøs ledelse.
Og ingen erstatning til ofrene.

Peter Tagesen, Karsten Lundsby, Frede Jørgensen, Tue Romanow, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Minna Rasmussen, Birte Pedersen, Michael Waterstradt, Anita Pedersen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
David Zennaro

I Danmark har det altid været langt nemmere at fyre folk end i sydeuropa, hvor man principielt ikke kan fyres. Det gælder for alle, ikke kun tjenestemandsansatte. Dem er der så ikke så mange af mere i Danmark.

Fordelen ved flexicurity er jo, at det gør arbejdsmarkedet meget fleksibelt for arbejdsgiverne. Problemet for os er, at der i Danmark ikke er meget sicurity tilbage, og så falder modellen sammen.

Steen K Petersen, Rolf Andersen, Karsten Lundsby, Frede Jørgensen, Tue Romanow, Torben Ethelfeld, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Steffen Gliese, P.G. Olsen, Minna Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Michael Waterstradt, Anita Pedersen, Ebbe Overbye, Anders Reinholdt og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Anita Pedersen

Jeg er praktiserende læge og har jævnligt patienter, der må langtidssygemeldes pga de forhold, der nævnes i artiklen.
Artiklens beskrivelser kunne såmænd lige så godt stamme fra en dansk arbejdsplads, privat eller offentlig.
Krav om robusthed og forandringsparathed, hvor du aldrig når i mål, fordi målet hele tiden flyttes. Hvor du konstant befinder dig i omorganiseringer, fusioner, arbejd smartere kampagner, nye arbejdsopgaver og hele tiden skal gøre set lidt hurtigere og bedre. Hvor du måles og vejes og oven i købet også underkastes selvevaluering.
De fleste mennesker har faktisk godt af, at de fleste opgaver er rutine.

Helle Lorenzen, Steen K Petersen, Peter Tagesen, Bjørn Pedersen, Michael Christiansen, David Zennaro, Karsten Lundsby, Frede Jørgensen, Tue Romanow, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jesper Sano Højdal, Carsten Munk, Minna Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Mortensen, Birte Pedersen, Ebbe Overbye og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Anita Pedersen

Vil lige tilføje, at ovenstående er skrevet af mig i min kones navn, da abonnementet står i hendes navn
Henrik Keller

Carsten Mortensen

Jaee, at planlægge såkaldt terror kan ellers i andre sammenhænge udløse adskillige år bag tremmer ☺

Karsten Lundsby, Olav Bo Hessellund, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Minna Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Birte Pedersen

Henrik Keller, det gør sig også gældende ifald man som almindelig borger skal have hjælp eller oplysninger af en slags. Jeg oplever da ofte at tingene/reglerne er lavet om og medarbejderne er dybt ulykkelige på mine vegne, d.v.s. rutinen er ofte gået fløjten. Det er skade.

Karsten Lundsby, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Anita Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg tror faktisk ikke, at folk på den måde er glade for rutine: de vil gerne arbejde med noget, der bliver bedre; men det handler jo om produktet, ikke den ulykkelige trang til at fastholde en eller anden middelmådig kvalitet, der kan masseproduceres.
Vi er nødt til at se på arbejdet i stedet for belønningen for arbejdet - sådan som vi faktisk gjorde i de glade dage, hvor arbejdsløsheden syntes at være et vilkår - på sæt og vis er det jo blevet sådan, at vi pinedød er nødt til at finde på noget at lave, fordi vi ikke kan forestille os en ressourcefordeling uden markedet. Det bliver vi så nødt til.

Karsten Lundsby, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Landmænd kan dømmes til ikke at have med dyr at gøre, hvis der sker alvorlig misrøgt.

Læger der gentagende gange diagnosticerer forkert eller giver forkert behandling kan miste deres ret til at behandle.

Kunne man ikke indføre at arbejdsgivere også kunne dømmes for misrøgt som mobning, groft overarbejde, stressinduceret arbejde og lignende forhold, og derved miste muligheden for at lede mennesker? Ligesom at retten til at lede og ansætte krævede at man lige snuppede et lovpligtigt kursus i arbejdsforhold/ret?

Lene Eriksen, Klaus Møller Kristensen, Karsten Lundsby, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus, Anita Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Sonja Rosdahl

Citat fra romanen "Satirae" skrevet af Cajus Petronius, der døde i år 66 e.Kr. efter et liv som embedsmand hos den romerske kejser Nero:
"Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation gennem omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering."
S.Rosdahl

Michael Christiansen, Jørgen Larsen, David Zennaro, Flemming Berger, Steffen Gliese, Daniel Joelsen, Karsten Lundsby, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus og Anita Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg er ikke i tvivl om, at der foregår horrible behandlinger af personalet i danske - og alle andre nationers virksomheder. - Men - der er altså forskel.

Derfor syntes jeg, at alle skal læse nedenstående link om France Télécom - eller Orange, som de også kalder sig. For dette er i særklasse helt grotesk, og det sker i hvert fald ikke på danske arbejdspladser.

Jeg vil ikke forsøge at forklare, hvorfor det sker hos France Télécom/Orange i Frankrig. Men jeg har arbejdet som økonom for en mega-stor fransk produktionsvirksomhed. Og for dem der ikke ved det, kan jeg oplyse, at det franske samfund faktisk er klasseopdelt, i en grad der slet ikke kendes i Danmark. Men denne klasseopdeling slår meget mere igennem i de store koncerner, hvor medarbejdere fra de forskellige klasser stort set aldrig møder hinanden. Ofte har samfundsklasserne hver sine elevatorer til hver sine etager.

https://www.nytimes.com/2019/07/09/world/europe/france-telecom-trial.html

jens peter hansen, Peter Tagesen, Bjørn Pedersen, Daniel Joelsen, Karsten Lundsby, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Susanne Kaspersen og Anita Pedersen anbefalede denne kommentar
Anita Pedersen

Steffen Gliese. Jo de fleste mennesker er glade for rutine. Jeg synes også, at det er spændende, når der indimellem kommer en patient med en kompliceret sag, men jeg er glad for, at ikke alle mine patienter fejler noget meget indviklet. Glad for at rutine udgør 80% af jobbet.

Mvh
Henrik Keller

Lene Eriksen, Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Lundsby, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

For sådan cirka 20 år siden og nogle år frem fyrede Teledanmark og senere TDC vel over fem seks år 5000. Omsat til Frankrkg 60.000. Det var brutalt men skulle vi sidde med omstillingen nu og vente måneder på monopolets langsommelighed hvis vi ønskede en telefon ? 50 år tidligere forsvandt karlene og pigerne på landet, lygtetænderne og hestepasserne på bryggerierne og svajerne i byerne. De sidste kunne jeg nu godt ønske tilbage.

Steffen Gliese

Men, Jens Peter Hansen, forskellen var, at vi i Danmark på det tidspunkt havde et a-kassesystem, der sikrede de fyrede langt størstedelen af deres løn, til de kunne få et nyt job, evt. efter revalidering.
Vores problem er jo, at optagetheden af at 'beskæftige' folk er så massiv, at man ikke formår at realisere tekniske fremskridt uden at ofre dem, der bliver overflødige - i hvert fald for en tid.

Anita Pedersen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

@Jens Peter Hansen - Jeg sidder altså lidt målløs over den kommentar. Her er jo ikke talt om, at man fra ledelsens side gennemfører en nødvendig tilpasning ved at fyrer de overflødige medarbejdere.

jens peter hansen

Jeg takker Gert Romme for linket til NY-times, da jeg kan ikke læse hele artiklen. Der er ingen tvivl om at fyringsrunderne har været brutale, og ikke mindst fordi der ikke står et andet arbejde og venter på en, da der ikke mere er brug for ens kvalifikationer. Digitaliseringer og robotter har sat masser af mennesker på gaden. Teledanmark og Post Nord er gode eksempler på dette i Danmark. Nogle har fundet andet arbejde andre ikke. Jeg kender tre som var ansat i KTAS, Teledanmark. Én fandt arbejde bagefter, en anden har sin tjenestemandspension og den sidste blev efter nogle på dagpenge og tvangsarbejde endelig pensioneret. Udflytning af arbejdspladser, og teknologien gør folk overflødige. Her i avisen var der mange der var meget vrede over udflytningen af statslige arbejdspladser, ikke nedlæggelse, til områder hvor nedlæggelse af arbejdspladser er en daglig trussel og alternativer ikke eksisterer. Det moderne samfund er strukturelt en farlig størrelse da mange funktioner over kort tid ændrer sig og sætter mennesker under pres. Hvad jeg ville fremføre var at der de sidste mange år, ja siden industrisamfundets sejr for over 100 år siden, har været mange grupper der har været under pres. De der kom fra bøhlandet fik ufaglærte jobs, hvor opslidning og idiotarbejde var alternativet til at hakke roer og køre møg. Store statsejede institutioner som post og jernbane har indtil nu været sikre arbejdspladser med tjenestemænd og -damer. Det er de ikke mere. Hvordan man sikrer menneskene i samfundet et ordentligt liv er der vist ikke noget stensikkert svar på. Ingen ønsker vel et samfund der er uden forandringer ? At man i Frankrig slet ikke kunne håndtere dette skyldes jo bl.a. en sikkerhed i ansættelsen, som har givet en massiv ungdomsarbejdsløshed og fx en sindsyg god pensionsordning for lok-fører i SNCF, det nationale togselskab. Så længe man har denne konstruktion og svage fagforeninger vil det gå galt i landet, der skifter fra socialistiske præsidenter der der opfører sig som kejsere til borgerlige der fører sig som det samme.

Jørgen Larsen

@Jens Peter Hansen - Har Du OVERHOVEDET læst artiklen i NY ? Jeg er altså nødt til at gentage, at disse mennesker IKKE blev fyret. Fra artiklen:

"
The men — all former top executives at France’s giant telecom company — wanted to downsize the business by thousands of workers a decade ago. But they couldn’t fire most of them. The workers were state employees — employees for life — and therefore protected.
"
Det kan vidst ikke siges tydeligere. De blev mobbet og chikaneret så voldsomt, at adskillige begik selvmord. Vi kan da sagtens diskutere om det franske system med sikkerhed i ansættelsen er hensigtsmæssigt. Det er bare ikke det sagen drejer sig om.

jens peter hansen

Det var de tjenestemandsansatte i KTAS og Teledanmark også, altså ansatte på nærmest livstid.. De sidste tjenestemænd i posten har i lille DK jo også fået valget i mellem at gå fra væsnet eller cykle ud med posten. Hårdt men sandt en tjenestemand kan jo flyttes rundt, har ikke strejkeret og er sikret pension. Den sikkerhed de havde var især forbundet med deres pension, men ikke funktion. Det er vel ret ret væsentlig eller hvad ?

jens peter hansen

Jeg skrev jo også at metoderne var brutale. Læs følgende fra L'Express: https://www.lexpress.fr/actualite/societe/suicides-a-france-telecom-des-...
Her henvises til en " skole" som skulle gøre livet surt for de ansatte.
Hvad jeg mener er imidlertid at disse metoder også benyttes i DK og at mange der har en langt dårligere ansættelsessikkerhed pga af modernisering , udflytning og teknologi er langt svagere stillet.