Læsetid: 5 min.

Trump holder gryden med handelskonflikter og toldkrig i kog – trods tegn på forestående recession

USA og Kina vil næppe gå fra de igangværende forhandlinger med en løsning på toldstriden. Og trods tyske redningsforsøg for bilindustrien er EU nu også begyndt at forberede sig på en ny runde i handelskrigen med USA
Set fra EU skeler Trump åbenlyst ikke til, om han dealer med globale konkurrenter som Kina eller tidligere allierede som Europa i et spil om handel, som er med til at undergrave WTO og forestillingen om en multilateral verdensorden frem for en protektionistisk handelsjungle.

Set fra EU skeler Trump åbenlyst ikke til, om han dealer med globale konkurrenter som Kina eller tidligere allierede som Europa i et spil om handel, som er med til at undergrave WTO og forestillingen om en multilateral verdensorden frem for en protektionistisk handelsjungle.

Tom Brenner

30. juli 2019

»Jeg aner ikke, om de kommer til at lave en aftale. Måske, måske ikke.«

Så henkastet lød det i forgangne uge fra Donald Trump.

De – det er den amerikanske finansminister Steven Mnuchin og Trumps mand for handelsaftaler, Robert Lighthizer, som netop nu er på lidt af en mission i Shanghai: De skal navigere i told- og handelskonflikten mellem USA og Kina, som gik i hårdknude i maj, fordi kineserne ifølge den amerikanske udlægning ikke levede op til deres forpligtelser – og fordi Kina tyvstjæler åndelig ejendom, begrænser udenlandske investeringsmuligheder og bruger alskens handelstrick til egen fordel.

Det fik dengang Trump til at udvide toldsatserne på en lang række importvarer for en samlet værdi af flere hundrede milliarder dollar. Siden da har Trump som selvudråbt ’tariff man’ yndet at nævne, at USA hiver milliarder af dollar hjem på de forhøjede toldsatser.

Men historien er mere kringlet end det.

For grundlæggende handler toldkrigen især om, at USA alene i 2018 havde et svimlende handelsunderskud over for Kina på ca. 2,8 billioner kroner – og kampen mellem verdens to største økonomier har allerede kølet de globale konjunkturer ned.

Trods en øget indre efterspørgsel, trods skattelettelser og trods lettere adgang til kreditter ligger væksten for Kinas vedkommende lige så lavt som for 27 år siden.

Og for USA’s vedkommende er væksten godt nok kun let nedadgående, men Trump fortier helst, at toldomkostningerne i stor udstrækning rækkes videre til de amerikanske forbrugere og firmaer.

Europæisk svar til 260 mia. kr.

Fra europæisk side råbes der i disse dage også vagt i gevær.

Det er ellers blot ét år siden, at Trump og EU-kommissionsformand Juncker i kølvandet på den amerikanske told på stål og den europæiske gengældelsestold på bl.a. peanutbutter og Jack Daniel’s gav hinanden et akavet håndslag i Det Hvide Hus: Nu skulle der opstå en »ny fase i handelsforholdet« mellem USA og EU, hvor det vigtigste mål var at afvikle told og handelsbarrierer – og at reformere verdenshandelsorganisationen WTO.

Det håndslag er der ikke meget tilbage af i dag.

Tværtimod overvejer Trump atter at lægge en ekstra told på helt op til 25 procent på europæiske biler og reservedele. At han atter begrunder det med »national sikkerhed«, betegnede EU-handelskommissær Cecilia Malmström i sidste uge bramfrit som »absurd«.

Selv om hun »ikke håber, at vi får brug for den«, har hun angiveligt allerede en liste i skuffen med amerikanske varer med en handelsvolumen på godt 260 milliarder kroner, som EU er klar til at lægge straftold på, hvis Trump gør alvor af sine trusler.

Tyske biler

Situationen har fået den tyske økonomiminister Peter Altmaier til at foreslå en toldsats på industriprodukter på lige præcis nul procent, skriver Welt am Sonntag.

Et forslag, der faldt i god jord i den tyske bilindustri, som er en afgørende motor i den tyske eksportøkonomi, der alene i 2018 havde et handelsoverskud over for USA på hele 370 mia. kroner.

Med en toldsats på nul ville Trumps forståelige kritikpunkt fejes af banen én gang for alle: at Europa rent faktisk har højere toldsatser på importerede biler (ti procent) end USA (2,5 procent).

Men ikke kun i Washington, også i Bruxelles er Altmaiers forslag blevet mødt med en kold skulder. Ikke mindst fordi det slet ikke tager høje for landbrugssektoren, som USA vil have med i pakken.

I hele den amerikanske historie er det faktisk ikke lykkedes at få kongressen til at godkende én eneste handelsaftale, hvor landbrugsvarer er undtaget.

Det vil næppe heller ske denne gang, for her stiller franskmændene sig på bagbenene og minder om, at det forhandlingsmandat, som de 28 EU-lande har givet EU-Kommissionen, slet ikke indeholder landbrugsområdet.

En rimelig tolkning er, at det ikke kun handler om franske protektionistiske interesser, men også om, at en så omfattende handelsaftale ville minde om en light-udgave af den TTIP-aftale, som mildest talt fik dårlig presse i Europa for få år siden.

Amerikansk rødvin

Konfliktpunkter er der nok af mellem USA og det gamle Europa.

Tilnærmelserne mellem Trump og den nye britiske premierminister Boris Johnson om en amerikansk-britisk handelsaftale, der ifølge Johnson »er langt større, end det havde været muligt som EU-medlem«, er bare et eksempel på afpresningsspillet i tidens skrøbelige vækst.

Andre ømme punkter er forretningsforholdet til Iran eller det tysk-russiske gasprojekt North Stream 2-projekt, som USA ser som mulig grund til sanktioner.

I den mere principielle afdeling ligger Frankrigs modige indførelse af den såkaldte GAFA-skat (Google, Amazon, Facebook, Apple).

Den tvinger globale internetkoncerner til at betale tre procent skat – ikke af deres overskud, men af deres digitale omsætning – en ren og skær nødvendighed i den digitale økonomis diffuse værdiskabelse, hvor multinationale koncerner har alt for let ved at lægge deres hovedsæder i lande med lave selskabsskatter.

Trods opbakning fra bl.a. Spanien og Italien mislykkedes lignende planer i foråret på EU-plan. Men Frankrigs GAFA-skat på »our great American technology companies« er nok til at få Trump op i det røde felt på Twitter:

»Hvis nogen skal beskatte dem, så skal det være deres hjemland, USA. Vi vil snart komme med en substantiel og tilsvarende plan mod Macrons tåbeligheder,« skrev Trump i sidste uge.

Sin perle af et tweet afsluttede præsidenten i øvrigt med:

»Jeg har altid sagt, at amerikansk vin er bedre end fransk vin.«

Forhåbentlig var det en stikpille til striden om landbrugsprodukter. Men uanset udlægningen vil Macron ved det kommende G7-møde i august kæmpe videre for en international aftale om digitalskat.

Ud af Paris

Hvor længe toldkrigene vil vare ved, er uvist. Men i fredags luftede Trump måske lidt omvendt-psykologi over for Kina med udsagnet om, at Kina formentlig vil afvente det amerikanske præsidentvalg i 2020, fordi de håber på at forhandle med »en anden tosse«. Underforstået: med en demokratisk tosse.

Det kan også læses omvendt: at Trump vil lade striden med både Kina og EU åben indtil 2020.

Alt efter tidens gunst og populistiske behov for fjendebilleder kan han helt op til præsidentvalget i november så afgøre, om han vælger en kompromispræget linje eller går hele vejen med protektionisme og handelskrig, der angiveligt skal føre USA tilbage til den præglobaliserede verdens lyksaligheder.

Hvis man skal tro studiet The Impact of the 2018 Trade War fra det ansete National Bureau of Economic Research, så bør tiøren snart falde for de amerikanske vælgere: at Trump med handelskrigen skærer i USA’s eget kød, og at de amerikanske forbrugere betaler gildet med stigende priser og dalende realindkomst, mens gengældelsestold på amerikanske produkter vil presse den amerikanske eksport yderligere.

Alene i 2018 skal USA således være gået glip af eksport for 121 mia. dollar.

Set fra EU skeler Trump åbenlyst ikke til, om han dealer med globale konkurrenter som Kina eller tidligere allierede som Europa i et spil, som er med til at undergrave WTO og forestillingen om en multilateral verdensorden frem for en protektionistisk handelsjungle.

En udfordring, som EU allerede reagerer på med bilaterale aftaler med bl.a. Japan, Canada og Mercosur-landene.

Og med USA?

»I kraft af den amerikanske melding om at trække sig fra Parisaftalen ser vi ikke nogen mulighed for en omfattende handelsaftale med USA,« udtalte Cecilia Malmström i sidste uge.

Man kan roligt tilføje, at det i den samlede pressedækning af handelskrigen stort set aldrig overvejes, hvordan kampen kan overvindes med alternative økonomiske modeller, der tager hensyn til økologi og klima.

Den globale kamp alle mod alle står i front.

Kinesiske virksomheder, her elektronikfabrikken Foxconn i Guiyang, Guizhou-provinsen i Kina, rammes de af forhøjede amerikanske toldsatser - men regningen ender i høj grad hos de amerikanske forbrugere, viser en ny analyse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Præsident Trump har sagt utallige gange - også længe inden han nogensinde stille op til et præsidentvalg - at regelbaserede internationale handelsaftaler er noget skidt .... set fra USA's synspunkt selvfølgelig.

Desværre har han nu fået magt, som han har agt .... på sin 1. fulde arbejdsdag som præsident stoppede han alle forhandlinger om TTIP, og trak USA ud af TPP, Trans-Pacific Partnership.

Heldigvis var TPP i stand til at fortsætte uden USA.
TPP har Nord- & Sydamerikanske medlemslande langs Stillehavskysten fra nord til syd: Canada, Mexico, Peru & Chile og længe mod øst findes bl. a. Japan, Australien, New Zealand & Vietnam som medlemslande.

Det er absolut til at glæde sig over, at TPP fungerer videre uden USA.

jan henrik wegener

En eller anden form for international omvæltning (hvilken form er næppe til at fordudse, så derfor er det rette ord ikke "revolution") her i 20érne virker ikke længere helt usandsynlig på denne læser. Hørte også for kort tid siden at det kan blive et spændende årti. Hvis ellers "spændende" er det ette udtryk.

Man må håbe at Trump bliver en parantes i historien, og ikke bliver navnet på 2020'ernes revolution - ligesom Reagan og Reganomics var for 1980'erne. 2020'erne må og skal vi bruge på en klimarevolution.

Mht. handelskrigen kan man jo ikke forstå demokraterne i USA. Trump har netop selv givet dem øgenavnet, som de burde hæfte på Trump hver gang de omtaler ham - startende ved aftenens demokratiske præsidentkandidatdebat: Tariff Man, Tariff Man, Tariff Man og endelig også ‘Trade wars are good, and easy to win’.........

Jeg håber at "åndelig ejendom" var en skrivefejl.
Der er ingen grund til at gå ud over den ordrette oversættelse af IP - intellectual property.
Åndelighed har med filosofi, religion og "menneskets væren i verden" at gøre. Ikke med Mickey Mouse, Apple, Microsoft, Coca-cola og Rolex.

Arne Albatros Olsen, Erik Karlsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

"Reagan Revolution", "Trump Revolution", "X revolution". Smarte nye etiketter, men det betyder ikke at varen er ny.