NIAMEY – Det er svært at komme rundt i Nigers hovedstad, Niamey, i disse dage.
Byens centrum er belejret af Afrikas politiske elite og tusindvis af betjente og bevæbnede soldater, som forhindrer byens almindelige borgere i at komme for tæt på det store kongrespalads ved Niger-floden.
Og værre bliver det på søndag, hvor mindst 24 afrikanske præsidenter indfinder sig.
Den Afrikanske Union (AU) holder ekstraordinært topmøde for at »skabe en operationel ramme« om den ambitiøse aftale, som skal føre til verdens største frihandelszone: African Continental Free Trade Agreement, eller AfCFTA.
Noget af aftalen drejer sig om fri bevægelighed på kontinentet. Overordnet kan det derfor blive interessant at se, hvordan for eksempel Europa vil forholde sig til zonen, hvis den en dag bliver »operationel«.
Den vil nemlig betyde, at afrikanere får ret til at bevæge sig overalt på kontinentet, også nordpå mod Middelhavet. Sahel-landene vil ikke længere skulle agere migrantstopklods for Fort Europa.
Optimisme
Indtil videre har EU bakket høfligt op om aftalen, der blev vedtaget den 30. maj, men det er tvivlsomt, om AU får en aftale om bevægelsesfrihed på plads i denne omgang.
Først skal der findes fodslag om at fjerne de interne afrikanske handelsbarrierer, og det skal efter planen være sket i 2022.
De optimistiske regner med, at det kan lade sig gøre, og at den indre samhandel i Afrika til den tid vil være fordoblet.
En sådan optimist er AU’s handels- og industrikommissær, Albert Muchanga fra Zambia, der for nylig skrev i et indlæg for tænketanken Brookings, at »AfCFTA er inde på et historisk hurtigt spor«, og at man forventer, at frihandelszonen vil træde hurtigere i kraft end de fem år, det i gennemsnit plejer at tage AU at implementere nye juridiske instrumenter.
National interesse
Men tre lande, Benin, Eritrea og Nigeria, mangler at skrive under på aftalen, og fraværet af Nigeria, Afrikas største økonomi, vurderes af mange som den største forhindring for, at frihandelszonen realiseres.
Nigerianerne deltog ellers aktivt i at udforme planerne, men sprang fra i sidste øjeblik, da præsident Muhammadu Buhari kom under pres fra det hjemlige erhvervsliv. Med Buharis ord frygter Nigeria, at »vores kolleger i AU tillader deres lande at dumpe varer hos os til skade for vores unge industrier«.
En særligt nedsat komité ser i øjeblikket på fordele og ulemper ved AfCFTA, og Buhari har ikke udelukket, at Nigeria vælger at deltage, men det skal være »i nationens interesse«, som han formulerer det.
Til topmødet er der akkrediteret næsten 400 journalister. Hovedparten er fra Afrika, Asien og Mellemøsten og afspejler, at vestlige medier ikke har været synderligt interesserede i frihandelsaftalen.
Asiatiske og mellemøstlige medier har derimod brugt god plads på optakten til søndagens møde. Det skyldes givetvis de store arabiske og asiatiske interesser i Afrika. Antallet af særligt libanesere, indere og i de senere år også kinesere vokser dag for dag.
Disse medier hæfter sig ved det store potentiale i en virkeliggjort frihandelszone, men slår så straks om til at beskrive de mange forhindringer, der toner sig op.
Den Abu Dhabi-baserede avis The National vurderer, at den interne afrikanske handel kun udgør 16 procent af al handel, mens handlen med Europa er på hele 70 procent. Der er altså veletablerede oversøiske handelsforbindelser, som man kommer op imod. Helt nye indre forbindelser skal skabes, hvis frihandelszonen skal give mening.
Over grænserne
Avisen refererer en undersøgelse fra BBC, der viser, at fri bevægelighed på kontinentet heller ikke har det for godt. Gennemsnitligt kan en afrikaner rejse til mindre end en fjerdedel af landene på kontinentet. Og skal en afrikaner have visum, koster det dyrt.
Visumfrihed og fri bevægelighed har tit været på dagsordenen i AU, men man har aldrig kunnet blive enige. Her er der ikke noget nyt. Skismaet mellem de afrikanske ledere, der taler helhjertet for integration og de, der er imod, har altid været en del af kontinentets geopolitiske virkelighed.
Straks efter landenes uafhængighed, omkring 1960, forsøgte Ghanas første præsident Kwame Nkrumah at skabe et forenet Afrika, men han måtte give op over for modstandere som præsidenten i Ghanas naboland, Elfenbenskysten, Félix Houphouët-Boigny, der ville være suveræn enehersker inden for sine egne landegrænser. Og det var han så i fulde 33 år.
Repræsentanter for integrationslejren og modstanderlejren vil være til stede i Niamey på søndag. Hvor mange, der er i hver lejr, og hvor stærke deres stemmer er, kan i sidste ende blive afgørende for, om frihandelsaftalen letter eller ej.
Asfalt
En tredje forhindring er Afrikas jammerlige infrastruktur, som er en arv fra kolonimagterne, der anlagde veje og jernbaner til at fragte varer og ressourcer fra Afrikas indre og ud til kysterne og udskibningshavne. Tværgående veje og ruter var – og er – få. At køre på tværs af kontinentet i dag er praktisk taget umuligt.
Og så er der de berygtede hullede veje på kontinentet. Ifølge analyseinstitutter er kun lidt over ti procent af vejene i Afrika under Sahara asfalteret.
Der er så at sige lang vej igen.
