Læsetid: 4 min.

Tyrkiets Erdogan trues af oprør indefra

De første tegn på afskalning i Erdogans islamistiske parti, AKP, har vist sig med den tidligere populære finansminister Ali Babacans udmeldelse og erklæring om stiftelse af et nyt islamistisk parti med vægtige støtter fra tidligere AKP-spidser
Indenrigspolitisk belastes Erdogan af en økonomi, der efter en årrække med vækst nu står i stampe, og som især er forværret efter det mislykkede kupforsøg i juli 2016, skriver Lasse Ellegaard.

Indenrigspolitisk belastes Erdogan af en økonomi, der efter en årrække med vækst nu står i stampe, og som især er forværret efter det mislykkede kupforsøg i juli 2016, skriver Lasse Ellegaard.

Dado Ruvic

12. juli 2019

Medens Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, styrer direkte mod åbne konfrontationer med såvel USA som EU, registreres nye sprækker i hans tidligere loyale politiske bagland.

Mest opmærksomhed samler sig om Erdogans første finansminister, Ali Babacan, der onsdag meldte sig ud af Adalet ve Kalkinma Partisi (Parti for Retfærdighed og Udvikling, AKP), som han var med til at stifte tilbage i 2001.

Babacan, der også har været udenrigsminister, begrundede sin afgang med »dyb uenighed med AKP’s aktuelle adfærd, der i alle forhold strider mod mine personlige principper, værdier og ideer«.

Babacan har bebudet dannelse af et parti »med en helt ny vision for fremtiden«. Men ret beset taler han ikke om en fornyelse, men en tilbagevenden til det politiske demokrati, der i 00’erne bragte den ’islamistiske periferi’, eller om man vil: den anatolske almue, til magten.

Det nye er, at almuen i vidt omfang er groet til en ny urbaniseret lavere middelklasse, der ganske vist passer fredagsbønnen, men ifølge undersøgelser er religiøst afslappet og mindre autoritetstro. Den bevægelse af vælgerne er sket, samtidig med at Erdogan i 2017 fik et knebent flertal for det præsidentielle system, der har øget hans autoritet til et næsten diktatorisk niveau.

Og siden har det været op ad bakke for præsidenten, både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.

Forhandlingerne med USA om en bufferzone mellem Tyrkiet og det nordlige Syrien, der kontrolleres af den PKK-relaterede syrisk-kurdiske milts, YPG, er gået i stå parallelt med, at Tyrkiet inden for de næste uger får leveret det russiske antiballistiske våbensystem S-400, der kolliderer med NATO’s våbensystemer.

USA’s kongres har bebudet dramatiske sanktioner, hvis Tyrkiet ikke afblæser den russiske våbenhandel, hvilket Erdogan har afvist – blandt andet med det argument, at da Tyrkiet i 2016 ville købe amerikanske Patriot-missiler, var de amerikanske betingelser uacceptable.

Desuden talte han med præsident Donald Trump under G20-topmødet i Osaka, »og da blev sanktioner ikke nævnt«, som han sagde i en briefing af tyrkiske journalister.

Han undlod at gøre opmærksom på, at det ikke er Donald Trump, men alene Kongressen, der afgør, om Tyrkiet skal straffes. Han nævnte heller ikke den egentlige årsag til, at han ikke aflyser den russiske våbenhandel, nemlig at præsident Vladimir Putin i givet fald frygtes at tilskynde Bashar al-Assad-regimet til en øget militær offensiv mod de tyrkiskstøttede sunnitiske oprørsmilitser, der har søgt tilflugt i Idlib-provinsen.

Hidtil har syriske fly bombet specifikke mål i Idlib som forvarsel om, hvad der kan være på vej, nemlig en bølge af nye flygtninge i Tyrkiet, der allerede nu er vært for mellem tre og fire millioner.

Konflikt med EU

Erdogans konflikt med EU handler om boringer efter gas i det østlige Middelhavet ud for den tyrkiske republik, Nordcypern, der kontrollerer lidt under halvdelen af den delte ø. Her er problemet, at hele Cypern blev medlem af EU i 2004 – og altså i princippet også den tyrkisk-cypriotiske republik. Af samme grund anerkendes Nordcypern kun af Tyrkiet, der har tropper stationeret på øen, og det er da også tyrkiske fartøjer, der forestår gasboringerne.

Såvel Grækenland som den græsk-cypriotiske regering, der repræsenterer øen i EU, har erklæret de tyrkiske boringer for ulovlige og truer med at ’arrestere’ mandskabet på de tyrkiske boreskibe.

De bakkes op af EU-præsidenten Donald Tusk, hvortil Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, bistert har svaret, at »intet land eller international organisation har ret til at blande sig i det problem«. Cavusoglu tilføjede, at medmindre der forhandles en mindelig løsning, som kan sikre Nordcyperns sokkelrettigheder, vil Tyrkiet »vedblivende forsvare det tyrkiske Cyperns ret til boringer«. Med andre ord: EU kan bare komme an!

Økonomien er plagsom

Indenrigspolitisk belastes Erdogan af en økonomi, der efter en årrække med vækst nu står i stampe, og som især er forværret efter det mislykkede kupforsøg i juli 2016.

Internationale investorer holder sig væk, og stadige kursfald i den tyrkiske valuta parret med en inflation på mere end 20 procent blev afspejlet i AKP’s hidtil ringeste tilslutning i 25 år ved lokalvalgene i marts, hvor partiet mistede de vigtigste byer: Ankara og – mere knebent – Istanbul, som ellers er Erdogans domæne.

Han udvirkede et omvalg i Istanbul i juni, der dog kun øgede det republikanske sekulære oppositionspartis valgsejr fra 13.000 til 800.000 stemmer.

Erdogans svar var typisk: I stedet for at erkende nederlaget som en politisk protest mod, hvad vælgerne så som et overgreb på deres stemmeret, valgte han at gøre gjorde chefen for den tyrkiske centralbank til syndebuk for det sviende nederlag, der blev aflæst i præsidentpaladset som resultat af den skrantende økonomi.

Centralbankchefen blev forleden fyret med den begrundelse, at Erdogan længe har været uenig i bankens rentepolitik. Men den menige tyrkiske vælger bebrejder ikke centralbanken, derimod finansministeren, at prisen på oliven og tomater vedblivende stiger. Og finansministeren er svigersøn til Erdogan.

At Ali Babacan nu vurderer, at tiden er inde til at bryde med AKP, afspejler Erdogans nedadgående popularitetskurve. Babacan var noget så sjældent som en populær finansminister i de første AKP-år med økonomiske vækst, men faldt i unåde efter det mislykkede kup som mistænkt for at have været for tæt på kuppets formodede bagmand, Fethullah Gülen.

Men kuppet er kommet på afstand, og Babacan bakkes op af Abdullah Gül, den tidligere præsident og medstifter af AKP, som ligeledes blev udmanøvreret af Erdogan. Men lige så vigtigt: Også Mehmet Simsek, der var finansminister, indtil svigersønnen tog over, siges at være blandt Babacans støtter, og som i lighed med andre tidligere ministre er begyndt at sætte forsigtige spørgsmålstegn ved den forfatning, der gjorde Erdogan til enehersker i praksis.

Der knurres og rumles i undergrunden, og som en politisk iagttager i Ankara bemærkede, synes Erdogan at have mistet sin ellers uforlignelige evne til at aflæse vælgerhavets bevægelser. I hvert fald viser en række undersøgelser, at andelen af unge AKP-vælgere er faldende. De målinger, Ali Babacan har gennemført, viser angiveligt, at et nyt demokratisk islamisk parti kan samle 18 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Steen K Petersen
  • Alvin Jensen
  • Troels Ken Pedersen
  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Johnny Christiansen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Lindegaard
Espen Bøgh, Steen K Petersen, Alvin Jensen, Troels Ken Pedersen, David Zennaro, Gert Romme, Johnny Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Desværre kender AKP og Erdogan kun et svar, det traditionsrige: endnu mere vold, tyranni og aggression.

Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at på sigt vil situationen vende i Tyrkiet, Men det skyldes nok hverken USA og EU, men simpelt pres indefra, fra mennesker der virkelig har tabt i levestandard.

Men så tror jeg også, der vil "rasle skeletter ud af skabene" i i massevis. Både om fysiske og psykiske overgreb på menneskerettigheder, massiv korruption, misbrug af offentlige midler, overtrædelser af folkeretten og meget, meget andet.

Og i dette uundgåelige opgør skal EU være meget angste for at blive inddraget som medskyldige.

Peter Beck-Lauritzen

- og så mere end 200.000 anholdte for "kupforsøg", må alt andet lige give uro på bagsmækken i partiet! Mange familier må have fængslede medlemmer. Erdogan må tro at diktatorisk magt kan holde ham ved magten.
Meen, diktatorer har det med at falde - !

Erdogan demonstrerer det simple faktum, - "at uendelig magt gør blind", og igen ser fører det til nederlag i længden.

forhåbentlig giver det plads til et mere demokratis styre, uden for meget religiøst indblanding.