Analyse
Læsetid: 5 min.

Tyrkiets køb af russiske missiler markerer lavpunkt i forholdet til USA

Det tyrkisk-russiske militære samarbejde om S-400-våbensystemet er resultatet af næsten to årtiers nedadgående spiral i Ankaras relationer til Washington, som kan ende med, at Tyrkiet udtræder af NATO
Et russisk fragtfly lastet med S-400-elementer til det antiballistiske våbensystem S-400 landede torsdag i en lufthavn vest for Ankara. Hermed er der ingen vej tilbage i den politiske krise mellem Tyrkiet og USA, medmindre den tyrkiske præsident Erdogan mod forventning skulle sende flyet med indhold retur til Rusland.

Et russisk fragtfly lastet med S-400-elementer til det antiballistiske våbensystem S-400 landede torsdag i en lufthavn vest for Ankara. Hermed er der ingen vej tilbage i den politiske krise mellem Tyrkiet og USA, medmindre den tyrkiske præsident Erdogan mod forventning skulle sende flyet med indhold retur til Rusland.

Ritzau/Scanpix

Udland
19. juli 2019

Torsdag ved middagstid landede det femtende transportfly fra Rusland i en provinslufthavn vest for Ankara med elementer til det antiballistiske våbensystem S-400. Herefter er der ingen vej tilbage i den politiske krise mellem Tyrkiet og USA, medmindre Tyrkiet sender det russiske isenkram retur. Og intet tyder på, at den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan så meget som skæver tilbage over sin skulder.

USA har da også prompte reageret med formelt at udelukke Ankara som medproducent af Lockheed Martins nye F-35-kampfly, der ville indbringe det økonomisk trængte Tyrkiet i omegnen af ni milliarder dollar. Og Ankaras ordre på 100 F-35-kampfly blev selvsagt også annulleret, da den første russiske transportmaskine landede i mandags. Desuden kan Erdogans regering imødese en byge af økonomiske sanktioner ifølge den såkaldte CAATSA-lov, der sætter Kongressen i stand til at at straffe stater, hvis de ’agerer mod amerikanske interesser’.

At den tyrkiske NATO-allierede således nu er i selskab med de amerikanske fjendebilleder Iran, Nordkorea og Rusland illustrerer krisens alvor. Det politiske problem ved S-400-missilerne er ganske vist rent teknisk: De er ikke kompatible med Tyrkiets øvrige NATO-arsenal, men tværtimod konstrueret til at eliminere det. Og da det er russiske personel, der skal betjene systemet på tyrkisk jord, frygter Pentagon, at de får kendskab til fortrolige NATO-koordinater i diverse våbensystemer.

Krisens perspektiver fik da også NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg til skyndsomt at mane til ro  med en erklæring om, at Tyrkiets NATO-medlemskab ’er meget mere end S-400’. Den norske generalsekretær indser tydeligvis den potentielle risiko for en de facto tyrkisk udmeldelse af alliancen, som Ankara blev medlem af i 1952. Et ikke urealistisk scenario, når man ser tilbage på den gradvise forværring af de to landes relationer siden den islamiske AKP-regering tiltrådte i 2002.

Lavpunkterne

I marts 2003 sagde det tyrkiske parlament nej til at tillade USA at angribe Irak fra tyrkisk territorium, hvilket medførte grove trusler fra daværende vicepræsident Dick Cheney. Irak-invasionen blev i øvrigt et vendepunkt for den tyrkiske offentligheds ellers positive holdning til USA.

Et andet lavpunkt var det økonomiske topmøde i Davos i 2009 med den daværende premierminister Recep Tayyip Erdogans udvandring fra en paneldebat med Israels Shimon Peres, og hvor Erdogan efter at have bedt om ’one minute’ stemplede den israelske præsident som morder af civile i Gaza med ordene:

»Du ved jo alt om at dræbe«.

Hændelsen, der gjorde Erdogan til et tilbedt ikon i den arabiske offentlighed, markerede ophøret af det hidtil tætte militære samarbejde mellem NATO-landet Tyrkiet og Israel som USA’s tætteste regionale allierede.

Relationerne blev køligere under det arabiske forår i Syrien, hvor Tyrkiet og USA i den første tid ellers forekom at være allierede i enighed om at fjerne Bashar al-Assads regime. Med vestlig støtte etablerede Erdogan en syrisk eksilregering i Istanbul og polstrede en milits, FSA (Free Syrian Army), til at organisere den militære indsats mod Damaskus.

Vendepunktet kom i august 2013, da USA fordrev Islamisk Stat fra Irak med det resultat, at jihad-kalifatet etablerede sig i det nordlige Syrien – med stiltiende tyrkisk accept. IS-kommandanter holdt konferencer i sydtyrkiske byer, sårede jihad-soldater blev indlagt og restituerede på tyrkiske hospitaler og hoteller, og tyrkiske medier afslørede tyrkiske våbentransporter til jihad-militser, der endte med at falde i Islamisk Stats hænder.

I august 2013 trak Barack Obama USA ud af Syrien-ligningen og overlod den til russerne, som støttede Bashar al-Assads regime. I stedet koncentrerede amerikanerne sig om at nedkæmpe Islamisk Stat, som Washington anså for at være en trussel mod sikkerheden i USA. Men da Obama havde lovet sine vælgere ikke at indsætte massive landstyrker i nogen ny mellemøstkrig, bevæbnede han den kurdiske milits, YPG, tilknyttet det syrisk-kurdiske PYD (Demokratisk Unions Parti), en aflægger af det tyrkisk-kurdiske forbudte separatistpart, PKK, der er på alle terrorlister.

At USA i 2015 pressede Tyrkiet til aktiv deltagelse i koalitionen mod IS ved at åbne Incerlik-flybasen for koalitionens kampfly, skærpede de latente modsætninger. De syriske kurdere havde udnyttet deres alliance med amerikanerne til at besætte det meste af det nordlige Syrien øst for Eufrat, hvilket Ankara så som ’eksistentiel trussel’, og tilbød amerikanerne at overtage den militære offensiv mod IS – uden resultat.

Det gavnede heller ikke den tyrkiske USA-konto, at Barack Obama i 2012-13 afviste at sælge Tyrkiet Patriot-missiler – der nogenlunde svarer til S-400-systemet – på lempelige vilkår, altså med tyrkisk medproduktion som del af købsaftalen. I stedet måtte Tyrkiet nøjes med stationering af europæiske NATO-landes Patriot-batterier.

Tonen skærpes

Denne afvisning medvirkede til at føre Tyrkiet i armene på Putin, der på alle parametre havde modsatrettede interesser. Rusland bidrog fra 2015 til Bashar al-Assads overlevelse med kampfly og tropper, der bombede de tyrkiske forsyningslinjer til Aleppos jihad-militser, der var det sidste støttepunkt i revolten mod al-Assad.

Ankara blev tvunget til at forhandle med Moskva og Teheran om at redde de resterende sunni-jihadister i Aleppo, der blev evakueret til Idlib. Samtidig tillod Putin at tyrkiske styrker invaderede lommer i det nordlige Syrien i 2016 og 2018, dels for at hindre syrisk-kurdisk kontrol med hele grænseområdet til Tyrkiet, dels at huse syriske flygtninge på syrisk jord.

I juli 2016 indtraf det mislykkede militærkup mod Erdogans styre, der kun øgede Ankaras mistænksomhed. Kuppets ledere var i vidt omfang USA-uddannede tyrkiske piloter, og USA’s fordømmelse af kuppet kom først, da det var nedkæmpet.

I 2017 meddelte Erdogan, at han havde underskrevet en kontrakt med Vladimir Putin om erhvervelse af S-400. Amerikanerne var omgående ude at advare om, at det ville skade de tyrkisk-amerikanske relationer. Og som leveringen kom nærmere, skærpedes tonen – den 6. juni skruede Trumps fungerende forsvarsminister, Patrick Shanahan, bissen på i et brev til sin kollega i Ankara, hvor han bebudede både politiske og økonomiske ’konsekvenser’, med mindre købet af S-400 blev annulleret. Og selv om Trump vil tøve med at straffe Tyrkiet, hvad noget tyder på, er det ikke ham, der afgør om krisen eskalerer.

Sanktioner er et anliggende for USA’s kongres, hvis medlemmer jo hverken har donor- eller vælger-interesser i at imødekomme den bistre præsident i Ankara. Han kan heller ikke vente støtte i Bruxelles, der så sent som i mandags indførte sanktioner mod Tyrkiet med det formål at straffe, hvad EU – foranlediget af Grækenland og det græske Cypern – har besluttet er ulovlige gas-boringer i det østlige Middelhav ud for den tyrkiske republik Nordcypern.

Der er meget langt til det politiske motto, AKP’s ideolog og tidligere udenrigs- og premierminister Ahmet Davutoglu lancerede i tilbage i 2007, altså for kun 12 år siden: Nul fjendtlige naboer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Christensen

Vældig interessant artikel, hvor jeg savner kildebelæg for, at de amerikansk uddannede tyrkiske piloter var bagmændene for et militærkup mod Erdogan. vor kan jeg læse mere om den historie?