Baggrund
Læsetid: 9 min.

Vi ved ufatteligt meget om Ursula von der Leyen. Bare ikke, hvad hun vil med Europa

Ja, nu ved vi, at hun har syv børn, at hun beder bordbøn og ikke drikker alkohol, at hun har huset en syrisk flygtning og udgivet en 70’er-LP med naturromantisk lalala-musik. Men hvad vil Ursula von der Leyen med Europa? Det står stadig hen i det uvisse
Meget tyder på, at Ursula von der Leyen bliver valgt til formand for EU-Kommissionen, men hvad står hun egentlig for? Det er der ikke rigtig nogen, som ved.

Meget tyder på, at Ursula von der Leyen bliver valgt til formand for EU-Kommissionen, men hvad står hun egentlig for? Det er der ikke rigtig nogen, som ved.

Tobias Schwarz

Udland
13. juli 2019

Der findes et overraskende stort bagkatalog af tyske feel good-ugebladsreportager, der svælger i den idylliske leben i den store von der Leyen-familie. De smiler en masse, de fodrer heste og geder i baghaven lidt uden for Hannover, de bager småkager, klapper en golden retriever-hvalp og plasker rundt med orange badevinger i det lokale schwimmbad.

Hvis der er én ting, som alle efterhånden har lært om den 60-årige kvinde, som Macron og de andre statsledere i 11. time hev ned fra en hylde og nominerede til det højeste politiske embede i EU, er det, at hun har syv børn. Syv!

Til sammenligning har Merkel, Juncker, Macron, May, Rutte og Löfven tilsammen nul børn, så det må siges at være bemærkelsesværdigt.

Når det også er relevant at nævne lige ud af startblokkene i et portræt af EU’s kommende topchef, Ursula von der Leyen, er det fordi, hun i årtier har iscenesat sit familieliv som et politisk symbol.

Det var familiepolitikken, der skabte hende et navn i 00’erne. I 2005 kom denne »fotogene vesttyske power-frau«, som den britisk-tyske historiker Adam Tooze har kaldte hende, stormende ind som familieminister i Merkels allerførste regering. Von der Leyen halede og trak i det gamle CDU-parti, der dengang stadig helst så kvinder ved kødgryderne og bøsser i skabene, og til sidste flyttede partiet sig faktisk lidt til venstre: Von der Leyen fik oprettet flere børnehavepladser og indført mere forældre- (ikke mødre-)orlov. Hun gik imod partilinjen og stemte for homoægteskaber og forsøgte sig også med kvindekvoter i bestyrelser.

Det var nye tider, og det var på høje tid. I Vesttyskland i 2008 havde under ti procent af børn under tre år adgang til vuggestuer – så hvem passede de resterende 90 pct.? Mødrene, naturligvis. Von der Leyens familiepolitiske projekt var også et feministisk projekt, der skulle give kvinder mulighed for at arbejde, og hendes private liv blev den perfekte reklamekampagne: Du kan få det hele! Se bare denne smukke karrierekvinde med syv børn.

Hun blev svimlende populær og udråbt til Merkels afløser. Sådan skulle det ikke gå – en række skandaler er kommet i vejen – men tirsdag aften kan Ursula von der Leyen blive Jean-Claude Junckers afløser i det højeste politiske embede i Europa. Det store spørgsmål er bare, hvad hun egentlig vil.

Ja, nu ved vi, at hun har syv børn, at hun er 1,61 høj, at hun beder bordbøn og ikke drikker alkohol, at hun personligt har huset en syrisk flygtning og sagt, at det »berigede« hendes liv. Men hvad vil hun med Europa?

»Hun er tysk konservativ,« griner Maria Demertzis, der er vicedirektør i den store tænketank Bruegel i Bruxelles, da jeg beder hende vurdere Ursula von der Leyens syn på økonomi.

»Det giver os en idé, men ikke meget mere end det. Jeg forventer, at kommissionens nuværende linje bliver fortsat. På handel, konkurrence og budgetdisciplin,« siger hun.

Et andet hint kunne være, at von der Leyens nærmeste allierede i CDU i årevis har været selve det emblematiske symbol på europæisk sparepolitik: Den tidligere finansminister Wolfgang Schäuble. De to plejede at spise morgenmad sammen en gang om ugen.

Noget andet, vi ved, er, at von der Leyen er føderalist og tilhænger af »Europas forenede stater«, som hun har sagt til Spiegel. Og at hun som tysk forsvarsminister har advokeret så hårdt for en udvidelse af Pesco-samarbejdet, at det duftede endog ganske meget af EU-hær.

Hanovers svar på familien von Trap

Ursula Albrecht blev født i Bruxelles i 1958, hvor hendes far, Ernst Albrecht, var top-top-embedsmand i det spirende EF-bureaukrati og »helt central for opbygningen af det politiske system, vi kender i dag«, som Alexander Clakson, der underviser i tysk og europæiske studier på King’s College London, siger.

Moren var uddannet filolog, men gik hjemme med ungerne, for Ursulas forældre havde også syv børn: to døtre og fem drenge.

Ursula (et navn, som i parentes bemærket betyder ’lille hunbjørn’) gik på Europaskole og lærte flydende fransk, inden familien i 1971 flyttede tilbage til faderlandet. Far havde fået job som direktør på en småkagefabrik i en lille by uden for Hannover, og her startede han sin politiske karriere.

Ved lokalvalget i 1976 blev han valgt til præsident for Niedersachsen for CDU, en post han besad indtil 1990, hvor Gerhard Schröder vippede ham af pinden. Og ligesom Ursula senere skulle gøre, brugte Ernst Albrecht aktivt familien i sin politiske kommunikation.

De gav den som en hanoversk familien von Trapp og spillede kor-og-guitar-koncerter som ’Der Albrecht Familie’, optrådte på tv, udgav en LP med naturromantisk lalala-slagere, der hed Wohlauf Gottes schöne Welt. Ursula sang og spillede klaver.

Ursulas liv roterede om familien, og i et af de utallige tyske talkshow, hvor hun siden har ageret charmerende minister på slap line, har hun berettet om, at hun knap kunne gå uden for en dør, uden at nogen sagde: »Jamen, er det ikke dig med ham faderen …?«

Så det var både en befrielse og en eksistentiel tomhed, da hun i 1977 flyttede til Götingen for at studere økonomi. Hun havde altid delt værelse med sin søster, hun havde »aldrig været alene før«, som hun har fortalt, og nu stod hun pludselig alene i en ny by. Men anonymiteten skulle blive endnu mere radikal, for snart ringede den tyske efterretningstjeneste og fortalte, at Ursula som datter af en kendt CDU-politiker, var i overhængende fare for at blive bortført af Rote Armee Fraktion.

»Jeg fik valget mellem enten at rejse til Braunschweig og få personbeskyttelse døgnet rundt,« har hun fortalt.

»Eller også at tage et andet navn og rejse til London og gå på London School of Economics. Det blev ikke Braunschweig.«

En ung Rosa Ladson startede på LSE – Ursulas kælenavn havde altid været Röschen, og Ladson var et gammelt familienavn på faderens side. Hun lærte engelsk, hun lærte, at hun ikke ville være økonom, og hun lærte, hvor meget hun holdt af familielivet.

Hun vendte tilbage til Tyskland året efter – nu med sikkerhedsvagter på slæb – og skiftede til medicinstudiet, hvor hun mødte sin kommende mand i et universitetskor: En anden medicinstuderende ved navn Heiko von der Leyen.

Syv børn på tolv år – og en ph.d.

Hvor Ursulas familie var veluddannet og berømt, var Heikos adelig og rig.

Siden 1700-tallet havde von der Leyen-klanen rejst et købmandsimperium i hjertet af Rhinlandet ved at farve og sælge silke, og da industrialiseringen ankom til Ruhr byggede de fabrikker og udvidede forretningen indtil halvdelen af indbyggerne i den lille by Krefeld i Niedersachsen arbejdede under von der Leyen. Et privat domicil blev opført pladask midt i byen, endda en kopi af Det Hvide Hus, som i dag er byens rådhus – adressen hedder stadig Von de Leyen Plads.

Karl Marx har i øvrigt beskrevet en arbejderstrejke på en von der Leyen-fabrik i 1828 som »den første rigtige arbejderopstand i Tyskland«, men det er en anden historie.

Nå men, Ursula og Heiko blev gift i 1986, hun fik eksamen, job på en klinik i Hannover, og så kom børnene slag i slag: På 12 år, fra 1987 til 1999 fik de syv børn, mens hun også lige nåede at læse en ph.d. – den vender vi tilbage til.

Heiko fik job på Stanford University, Ursula fødte tvillinger, og i de næste år var hun hausfrau på fuld tid i Californien. Det skulle der blive lavet om på, da de igen vendte hjem til Tyskland.

Ved lokalvalget i Hannover i 2001 stillede »dr. Ursula von der Leyen« nemlig op, og hun stormede ind. Hun hang flere valgplakater op end nogen anden, og havde valgmateriale med billede af familien. To år senere sad hun i forbundsdagen, og endnu to år efter var hun minister.

»Hun har den samme niedersachsiske politiske kultur i sig som sin far: En evne til at interagere med offentligheden og holde en masse møder med civilsamfundet,« forklarer Alexander Clakson, der er vokset op i Hannover og tydeligt husker Ursula von der Leyens opstigning.

»Hun er dybt professionel, men ikke spontan som Jean-Claude Juncker. Cool, men ikke distanceret.«

Og så kom skandalerne

Hendes politiske himmelstorm endte dog brat i 2013, da Merkel gjorde hende til landets første kvindelige forsvarsminister. Det kan godt være, at det tyske militær allerede var kørt grundigt i sænk før von der Leyens ankomst, men på de godt fem år hun har været ensom kvinde i en verden af stenhårde militærmænd, har hun ikke formået at vende udviklingen. De tyske ubåde og helikoptere virker stadig ikke, og flyene støder bogstavligt talt sammen i luften under flyveøvelserne.

»Hun er en mikromanager,« siger Alexander Clakson. »Hun vil have totalt kontrol med alt, der foregår. Den ledelsesstil virker kun, hvis man har hele embedsværket bag sig. Det virkede, da hun var lokalpolitiker og familieminister, men som forsvarsminister, hvor mange var uenige i hendes linje, mødte hun en mur.«

Popularitet blev afløst af skandalesager.

Én om mulig nepotisme, der stadig simrer i en undersøgelseskommission, som muligvis skal afhøre von der Leyen inden alt for længe om, hvorfor Forsvarsministeriet bestilte en række milliondyre konsulentrapporter fra hendes søns arbejdsgiver.

En anden prekær sag handler om hendes ph.d.-afhandling i gynækologi, som har vist sig at indeholde plagierede passager, eller i hvert fald – som universitetet kom frem til efter en grundig granskning – passager, hvor kildeangivelserne er meget mangelfulde. Dog ikke mangelfulde, at afhandlingen er blevet kasseret.

Kaffegrumset siger ja

I denne uge har Ursula von der Leyen oprettet en profil på Twitter, hvor hun kort og godt beskriver sig selv som »tysk forsvarsminister og formandskandidat til EU-Kommissionen. Mor til syv, født i Bruxelles, europæer i hjertet«.

Så skulle dét være på plads.

Og så har hun brugt sin tid på at holde møder med medlemmerne af EU-Parlamentet for at gøre sin hoser grønne inden afstemningen tirsdag aften.

Der kommer en lige kønsfordeling i Kommissionen, har hun sagt. Hun går ind for en europæisk mindsteløn (en føderalistisk ambition, som Macron også taler meget om). Hun har »hørt folkets stemme, især de unge«, så nu skal EU’s klimamål for 2030-mål opjusteres, og Europa skal være »det første klimaneutrale kontinent« i 2050.

De Grønne er ikke imponerede.

»Vi hørte ikke nok konkrete forslag fra Ursula von der Leyen, ikke på retsstaten og ikke på klima,« meddelte den grønne leder Ska Keller onsdag.

»Vi har besluttet ikke at støtte hende kandidatur.«

Det samme siger den yderste venstrefløj.

Socialdemokratiet er delt i to: Den ene er en gruppe tyske sosser, der er rasende over hendes kandidatur af grunde, som nok kan tilskrives lige dele vrede over spidskandidatprocessens kollaps og tysk indenrigspolitik.

På den anden side står de sydeuropæiske socialdemokrater, som gerne vil have godkendt hele ’pakken’ af topposter, som statslederne har strikket sammen – den indeholder nemlig hele to sydeuropæiske socialdemokrater, spanske Josep Borell og italienske David Sassoli.

Højrefløjsgruppen ECR er delt i to, hendes eget konservative EPP er i langt overvejende grad positive, og de liberale Renew Europe er i udgangspunktet glade. Dog er de blevet sure over, at Margrethe Vestager nu pludselig alligevel ikke skal være sidestillet med Frans Timmermans som første vicepræsident i kommissionen. Men mon ikke de fleste stemmer for alligevel.

Kaffegrumset siger, at hun lige præcis slæber sig igennem, når der skal stemmes tirsdag kl. 18.

Det bliver med færre golden retriever-hvalpe og færre tyske fotoreportager fra svømmebadene omkring Hannover. Men mindre kan også gøre det. Til en start vil vi bare gerne vide, hvad Ursula von der Leyen vil med Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Riis

Det med sparepolitikken og Schäuble lyder ikke godt. Noget af det vigtigste for EU’s udvikling er, at man kommer ud af de økonomiske dogmer. Det ville være en stor fordel for klimakampen og for stabiliseringen af Sydeuropa og Østeuropa.

Jeg må indrømme, at jeg ikke læste hele artiklen. Det blev for privat.

Eva Schwanenflügel, Gert Romme og Lone Jessen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Et meget besynderligt og udemokratisk valg hevet ind fra den højre side linje bænk.

Eva Schwanenflügel, Gert Romme og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

En bred artikel om von der Leyen, der også fik plagiatmistanken med.
Den skæmmes dog som så mange artikler af skrivefejl.
"Hun hang flere valgplakater op end nogen anden ..."
Nej hun hængte flere valgplakater op end andre. Og da hun havde hængt dem op (eller snarere havde fået andre til at hænge dem op), så hang de der.

Jørgen Mathiasen

Man kan kun hilse det velkommen, at Information er blevet bedre informeret om europæiske politikere. De fleste fatter nok, hvorfor von der Leyen er tilbageholdende med at tydeliggøre sine politiske positioner, men det har altså ikke hjulpet hende meget nærmere et valg som kommissionspræsident.

Da vi nu alligevel er på det europæiske parket, kunne man henvise til analysen af situationen af tidl. kommisær Günter Verheugen i Berliner Morgenpost 7.7. Skulle man vove et gæt, skulle det være at Von der Leyen med et par løfter til de liberale kan hive et flertal hjem for sit kandidatur. I modsat fald har vi Verheugens interinstitutionelle krise.

Tyskland har tydeligvis sat sig på magten i EU over parlamentet med Ursula von der Leyen i stolen som formand for EU kommissionen.

Nu hvor England er på vej ud, og Frankrigs Macron uden løsninger for Frankrig, har Tyskland vel indset de skal spille en stærkere rolle i EU for at holde sammen på tropperne af alle de små lande, og alle de gamle Østeuropæiske lande.

Om Ursula von der Leyen så er den rigtige hertil vil og må tiden vise, men det bliver sikkert op ad bakke, nu hvor migrantstrømmene mod EU er tiltagende igen, og FRONTEX ikke fungerer, som værn imod denne tilstrømning.

Indadtil er der også svære problemer at skulle tage stilling til, for i hvilken retning skat EU bevæge sig, politisk som økonomisk, og skal skattecirkusset fortsætte, med skattefrie arrangementer i de forskellige EU lande, og skal tech-giganterne fortsat slippe uden at betale skat af de varer de sælger osv., osv.,

Hvilken social retning vil EU bevæge sig i er også et spørgsmål der skal træffes beslutning om.

7 børn? Dem har hun haft hjælp til, og så i en overbefolket verden, og bordbøn, gud fri mig vel.

Poul Erik Riis

Østeuropæerne kan sikkert godt lide det med bordbønnen og de mange børn. Østeuropæerne fik ingen poster. De fik kun von Leyen. Så hun er ligesom skabt til at gå på kompromis med Ungarn og Polen. På den baggrund er den lange redegørelse for von Leyens person måske på sin plads. Værdipolitik.

Jørgen Larsen

Undskyld mig - Ursula von der Leyen kan have nok så mange ambitioner på Europa's vegne. Men nu er det altså ministerrådet og EU parlamentet, der er de ENESTE lovgivende forsamlinger i EU.

NB: @Christian Bennike - Kunne Du og andre ikke lige styre Jeres forargelse over, at ægteparret Leyen har 7 børn. SÅ interessant er det sgu heller ikke.

Christel Gruner-Olesen, Nike Forsander Lorentsen og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Lad nu lige parlamentet stemme for hende først, så hun vitterligt bliver ny EU formand. Så må hun fremlægge, hvad hun vil med jobbet og sine samarbejds kommissiærer og 1. formænd. Hun bliver respekteret, men ikke vellidt. Og en barsk moster, tror jeg, man vil ikke kunne løbe om hjørner med hende.

Ja, her bag efter kan vi vel godt se det alle sammen. Det er jo så indlysende. Vi skulle slet ikke have stillet med Margrethe Vestager. Vi skulle selvfølgelig have stillet med Milena Penkowa...

Ursula von der Leyen bliver uden tvivl valgt på tirsdag, men næppe uden teatertorden og lidt ballade. Jeg synes alt i alt, det er et fint portræt, der tegnes af hende i artiklen, bemærkelsesværdigt sympatisk iøvrigt, men når det er sagt, så er valget af en europæisk føderalist en katastrofe, et udtryk for finanskapitalernes højtflyvende ambitioner (Macron) et højt spil, der formodentlig blot vil fremskynde det uundgåelige kollaps for EUSSR.

Hun bliver nok valgt, men uden støtte fra socialdemokrater, grønne og venstrefløjen. Lidt betænkeligt hvis hun lader sig vælge med det yderste, nationalistiske højres stemmer.

Jeppe Lindholm

Der er mange årsager til man kommer helt til tops i politik og erhvervslivet. Men kompetencer og dygtighed er sjælden en af årsagerne. Social status og omgang, samt rette netværk er som regel afgørende. En-af-vore-egne så at sige.

Jeppe Lindholm

Konkurrence samfundet er kun tiltænkt de 80% for at få dem til at knokle så de segner i deres stræben efter det perfekte liv med villa, vose, volvo og to unger. På toppen sidder de med et overbærende smil og betragter rotte racet.

Hvis Ursula Leider er så varm en tilhænger af et føderalistisk Europa, hvordan kan fx Orban og andre østeuropæere så stemme på hende?

Poul Erik Riis

Arne Lund: Har østeuropæerne noget imod føderalisme? Føderalisme kan jo sagtens være halvautoritær, fremmedfjendsk og fjendtlig over for føderationens mindretal. Jævnfør USA, Rusland og Indien. Vil østeuropæerne blive presset til mere respekt for migranter og for gode demokratiske principper, hvis man opretter en føderation? Det afhænger selvfølgelig af forfatningen, men den skal de jo være med til at formulere, med vetoret.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen siger mandag til det store norske dagblad, Klassekampen, at hans gruppe i parlamentet, GUE/NGL, bl.a. afviser von der Leyen fordi hun ikke vil hæve EUs ambitioner på klimaområdet, ligesom hun ikke vil støtte indsatsen mod skattely og social dumping.

Jørgen Mathiasen

Efter at Katarina Barley (EP'er for SPD) i går truede med at undlade at stemme for von der Leyen, er sidstnævnte som forventet gået i gang med at udstede løfter.

Valget af kommissionspræsident er naturligvis et EU-anliggende, men det er også et anliggende for koalitionen i Berlin. Skulle von der Leyen lade sig vælge af AfD's venner i Ungarn, Polen, Italien og Frankrig, vil CDU stå med et alvorligt indenrigspolitisk troværdighedsproblem, som bl.a. vil omsætte sig i valgnederlag ved de næste tre delstatsvalg (alle i Østtyskland). Det er også for at undgå en yderligere nedsmeltning af CDU's vælgerandel, at von der Leyen nu udsteder løfter.

Carsten Svendsen

For tyskkyndige:
"So sieht von der Leyens Europa aus"
https://www.youtube.com/watch?v=2hy2B1CE-Dk

Jørgen Mathiasen

Læserne af denne avis er utvivlsomt mere indstillet på engelsk. Man kan her:
https://www.theguardian.com/world/2019/jul/15/ursula-von-der-leyen-makes...
få et par informationer om Ursula von der Leyen europapolitiske positioner. Britiske avisers interesse er behersket, men de er ganske opmærksomme på kandidatens synspunkter om Brexit: Von der Leyen ser angiveligt ikke nogen grund til nye forhandlinger om sagen.

Nu træder hun i hvert fald tilbage som forsvarsminister.