»Venezuela har et godt system, der fordeler rigdommene og sikrer folks velbefindende«

SAN CRISTÓBAL, VENEZUELA – Da Hugo Chávez blev valgt som Venezuelas nye præsident i december 1998, var det med Merlina Carreros stemme.

Hun var lige fyldt 18 og blev som så mange andre unge, der kom fra beskedne kår, draget af Chávez’ karisma og løfter om at ændre udviklingen i landet til fordel for samfundets mindre privilegerede.

Der gik dog ikke lang tid, før skepsissen begyndte at melde sig. Kort efter sin tiltræden i 1999 gennemførte Chávez en ny forfatning, der forstærkede præsidentens magt på bekostning af parlamentets. Private virksomheder blev på tur eksproprieret, og regeringen knyttede tættere og tættere bånd til det kommunistisk Cuba, husker hun.

Derfor meldte hun sig allerede i 2002 ind i oppositionspartiet Primera Justicia.

»Det viste sig hurtigt at være et autoritært regime,« siger Merlina Carrero, der i dag hører til de 90 procent af venezuelanerne, der ifølge en undersøgelse fra analyseinstituttet Meganálisis vil afsætte præsident Nicolás Maduro og hans støtter.

»Vi var blevet et land, hvor alt blev subsidieret. Vi blev et forbrugsland, uden iværksætteri, uden investeringer, uden produktion,« siger Merlina Carrero.

Men der findes også dem, der stadig bakker op om det socialistiske regeringsparti. Én af dem er Simón Méndez. Han er i dag pensioneret gymnasielærer i naturfag, og ligesom Merlina Carrero stemte han i 1998 Chávez ind i regeringspaladset Miraflores. Håbet var, at han kunne sætte en stopper for de igangværende privatiseringer af strømforsyningen, sundhedsvæsnet og undervisningssystemet.

»Chávez sagde, at ressourcerne og rigdommene skulle tilhøre os. Folk blev begejstrede, og vi stemte på ham,« husker Simón Méndez.

Modsat Merlina Carrero ser han primært problemerne for Chávez’ revolution som udefrakommende. Fra begyndelsen blev den modarbejdet af det meste af omverdenen med USA i spidsen, siger Simón Méndez:

»’Den mand er farlig’, sagde de om Chávez.«

For at forstå, hvordan to gamle tilhængere af revolution kan nå til så vidt forskellige udlægninger af to årtier med socialistisk styre, har vi inviteret os selv på to forskellige køreture gennem provinsbyen San Cristóbal. Vi begynder i bilen med regeringskritikeren.

Tomme, hvide metalhylder

Vi har ikke kørt længe, da Merlina Carrero finder en oplagt anledning til at understrege en af sine pointer.

Hun har brugt det første kvarter af køreturen på at gennemgå, hvordan den socialistiske regerings  endeløse forbrug og subsidieringer op gennem 00’erne bedøvede den venezuelanske industri, da vi  passerer forbi et af San Cristóbals statsstøttede supermarkeder, der til hendes egen overraskelse har åbent.

De offentlige supermarkeder har, siden de blev oprettet, været en hjørnesten i socialistpartiet PSUV’s fødevarepolitik. Formålet er at tilbyde befolkningen subsidierede basisfødevarer som ris, pasta og mel. Andre varer kan også fås til almindelige priser.

Supermarkedet er på størrelse med en gennemsnitlig Netto. Det er stort set mennesketomt, og der er stille som til en begravelse. Hele sektionen med kølediske er afspærret med små kæder på tværs af gangene.

I alt er der vel varer på omkring en tredjedel af de hvide metalhylder. Mange af produkterne går igen i meterlange rækker, og udvalget er ejendommeligt: Der er hverken mel, ris eller pasta at spore.

Til gengæld er der kiks, toiletpapir og vaskemiddel til et livs forbrug. En pakke af sidstnævnte kan fås til knap 10.000 bolivares, omkring halvdelen af den månedlige minimumsløn. Emballagen afslører, at ingen af produkterne er fremstillet i Venezuela.

»Når de prisregulerede varer ankommer, så vil du se en kø uden for butikken. De kommer stadig en gang imellem, men det sker sjældnere og sjældnere,« siger Merlina Carrero.

Hun slår ud med armene.

»Tænk over det. Det her er et af de største supermarkeder, vi har. Det burde være fyldt op med alt, hvad folk har brug for. Mange af de mindre supermarkeder har absolut ingenting.«

I juni 2013 tildelte FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation den venezuelanske regering en anerkendelse for at reducere sulten i Venezuela til halvdelen i forhold til 1990.

– Så du må vel anerkende, at den socialistiske regering har bragt gode ting med sig?

»Det er rigtigt, at der har været en reduktion af den ekstreme fattigdom. Men det kunne kun lade sig gøre på grund af olieprisen. Regeringen førte en økonomisk politik, der alene handlede om forbrug, ikke om produktion, vækst eller om at skabe arbejde, der kunne have opretholdt samfundet, da olieprisen faldt,« siger Merlina Carrero

»Hvis de ikke havde ført den politik, de gjorde, ville vi have et system i dag, der kunne forsyne os selv med fødevarer.«

En økonomisk belejring

Simón Méndez er enig med Merlina Carrero i én ting: Der mangler industri i Venezuela. Men det er ikke årsagen til landets ulyksaligheder, siger han, da vi har taget plads i bilen. Svaret skal findes i de sanktioner, som navnlig USA udsætter det venezuelanske folk for.

Indtil i år var sanktionerne målrettet politiske og militære ledere omkring præsident Nicolás Maduro. Men siden januar har USA for første gang blokeret for import af venezuelansk olie og samtidig stoppet for salget til Venezuela af de altafgørende fortyndingsmidler, som landet bruger til at raffinere og sælge sin særligt tykke råolie på det internationale marked.

»En økonomisk belejring,« kalder Simón Méndez det.

Simón Méndez kalder de amerikanske sanktioner mod Venezuela »en økonomisk belejring«. Hvis de blev ophævet, ville landet igen komme på fode, mener han.

Frederik Timm Bentsen

– Tror du, regeringen ville være i stand til at tilfredsstille befolkningens fornødenheder, hvis det ikke var for de amerikanske sanktioner?

»Selvfølgelig. De er grunden til, vi ikke kan få mad og medicin ind i landet. Der er ingen penge til det,« siger Simón Méndez.

Derfor kan Nicolás Maduro heller ikke stilles til regnskab for Venezuelas situation, mener han.

»De ting, der er sket her, er ikke hans fejl. Vi har det samme system nu, som vi havde under Chávez. Det er et godt system, der fordeler rigdommene og sikrer folks velbefindende. Problemet er sanktionerne. Hvis de forsvandt, ville alting blive komfortabelt igen,« siger Simón Méndez. 

Selv om de direkte sanktioner mod Venezuela er et nyere fænomen, har USA og store dele af omverdenen i årevis forsøgt at vælte socialisterne af pinden, mener han.

Det begyndte med det fejlslagne statskup mod Hugo Chávez i 2002, som præsidenten hurtigt anklagede USA for at stå bag. I 2006 indførte den colombianske nationalbank særlige vekselkurser i sine grænseområder – noget, der ifølge Simón Méndez blev vedtaget med det formål at devaluere den venezuelanske bolivar.

Nogle år senere oprettede en gruppe regeringskritiske eksilvenezuelanere i USA hjemmesiden Dolar Today, der dagligt præsenterer vekselkurser mellem dollaren og den notorisk inflationssmittede bolivar.

Ifølge Maduro og hans støtter er vekselkurserne manipulerede og medvirker til at slå bunden ud af den venezuelanske økonomi.

Og da Barack Obama i 2015 for første gang kaldte Venezuela for »en national sikkerhedstrussel«, var Simón Méndez ikke længere i tvivl om, at USA ville vælte Maduro.  

– Over fire millioner venezuelanere har ifølge FN forladt landet som følge af mangel på mad og medicin. Mange af dem skyder ikke skylden på USA, men på regeringen …

»Det er klart. De, der forlader landet, er jo modstandere af regeringen,« siger Simón Méndez.

– Så du mener, de rejser af politiske årsager?

»Nej, selvfølgelig også på grund af, at der mangler fornødenheder. Men jeg må gentage mig selv: Hvis man fjerner sanktionerne, vil tingene ændre sig.«

Drømmen om de 3,5 procent

Merlina Carrero har parkeret sin bil på pladsen foran fodboldbanen, hvor hendes søn skal til at træne. Vi søger ly for den brændende sol på en skyggebelagt bænk med udsigt til drengenes opvarmning. Støvet hvirvler op, mens de løber rundt på grusunderlaget.

Som med Simón Méndez er samtalen flere gange på turen faldet på USA. Men Merlina Carrero giver ikke meget for beskyldningerne om amerikanernes blokering af Venezuelas økonomi som årsag til landets kollaps.

»Hvis der er nogen, der har indført en blokering, så er det regeringen. Ved at belejre private selskaber og regulere valutaer og varepriser,« siger Merlina Carrero.

Hun medgiver, at det er muligt, at USA har interesser i Venezuela. Men diskussionen om amerikanernes rolle er misforstået.

»Alle siger, at USA vil have vores olie, vores guld og vores ressourcer. Men hvem er det, der løber med størstedelen af vores ressourcer i dag? Det er regeringen og Cuba. Russerne og kineserne. Vi er jo praktisk talt en kinesisk koloni med al den olie, vi skylder dem,« siger Merlina Carrero med henvisning til den enorme venezuelanske gæld, som landet afbetaler på ved at sende store mængder olie til Kina.

– FN har udtrykt bekymring for, at de nye sanktioner kan skade landets befolkning. Er du fortaler for, at omverdenen bruger sanktioner som et middel til at presse Maduro fra magten?

»Ja. Men de skal bakkes op af en koordineret intern strategi med det formål at presse regimet ud indefra. Ellers har det ingen funktion,« siger Merlina Carrero.

Den største udfordring bliver at holde folk på gaderne, mens månederne går, og folk langsomt mister modet.

»Hvis vi var i stand til simultant at organisere bare 3,5 procent af befolkningen i koordinerede, ikkevoldlige protester, så kunne vi sætte en stopper for regimet,« siger hun.

Ifølge en undersøgelse fra analyseinstituttet Meganálisis ønsker 90 procent af venezuelanerne, at præsident Nicolás Maduro forlader magten.

Federico Parra

Tallet stammer fra beregninger fra den amerikanske politolog, Erica Chenoweth. På baggrund af historiske studier af magtskifter mener Chenoweth at vide, at vedvarende, fredelige protester af 3,5 procent af befolkningen er nok til at vælte enhver diktator.

Det er blandt andet derfor, at Merlina Carrero, modsat mange af sine ressourcestærke landsmænd, endnu ikke har forladt Venezuela.

»Jeg elsker Venezuela. Jeg har lyst til at bo og leve her resten af mit liv og tror virkelig på, at det kan lykkes,« siger hun, men indrømmer, at hun kan have svært ved at se, hvad der skal til, før folk organiserer sig.

»Der er hverken mad, medicin, gas eller olie. Hvis du skal behandles på de offentlige hospitaler, skal du selv medbringe alt fra bandager og sprøjter. Situationen bliver værre for hver dag. Jeg ved snart ikke, hvad mere der skal til.«

– Maduro og hans støtter vil formentlig sige, at der ikke er flere, der protesterer, fordi der ikke er flere, der er utilfredse?

»Vi er blevet et land, hvor folk er fuldkommen afhængige af staten. Og en afhængig befolkning mobiliserer ikke. Når folk er sultne, når der er krise, så fokuserer de på at løse deres dag til dag-problemer. Ikke på at på gaden for at kræve forandringer.«

En forbandet chavista

Det vel nok største politiske stridspunkt i Venezuela omhandler det såkaldte forfatningsudvalg. Det omstridte udvalg blev nedsat af præsident Maduro i 2017 med det erklærede formål at udarbejde en ny venezuelansk forfatning.

Men oppositionen boykottede valget til forfatningsudvalget, som de så som forsøg på at stække den magt, de havde vundet i parlamentet to år forinden. Det nye forfatningsudvalg fik en god del af parlamentets beføjelser, herunder retten til at udforme lovforslag. Flere fremtrædende oppositionsledere blev samtidig fængslet forud for valget for at medvirke til optøjer mod styret.

Simón Méndez mener dog, at den nye parlamentariske situation har skabt ro i landet. Han mener, det var oppositionen i nationalforsamlingen, der ansporede folk til at gå på gaden i de voldsomme demonstrationer, også kendt som guarimbas, der kostede mange menneskeliv.

»Da jeg stemte til Nationalforsamlingen i 2015 råbte folk, at jeg var en forbandet chavista. Jeg blev truet på livet, men jeg gik ud alligevel, og jeg stemte,« siger han.

»Det er på grund af forfatningsudvalget, at vi nu kan leve i fred, gå på gaden i fred og arbejde i fred.«

Også sidste års præsidentvalg blev boykottet af store dele af oppositionen, der fortsat måtte se deres topkandidater afskåret fra at deltage.

Men for Simón Méndez at se er det oppositionens egen beslutning at boykotte valgene. Der findes måske korruption i det politiske system med folk, der forsøger at tilrane sig penge, men valgene kan man ikke sætte en finger på, mener han.

»Sidste gang mødte jeg frivilligt op og placerede min tommelfinger, og mit navn og ID-nummer kom frem på skærmen,« siger Simón Méndez med henvisning til det touchscreensystem, der blev anvendt til at registrere vælgere ved sidste års præsidentvalg.

Regeringen og oppositionen har i de seneste uger forhandlet i Barbados om en løsning på konflikten, medieret af Norge, og det er efterhånden måneder siden, der sidst var voldsomme gadeoptøjer i Venezuela. Men Simón Méndez er bange for, at situationen stadig kan eskalere.

»Der er en fare for, at det ender i borgerkrig. Det er dét, lederne af oppositionen ønsker. Det samme gør de, der allerede er flygtet, for de har ikke noget tilbage at miste. De håber bare, at USA ender med at invadere Venezuela,« siger Simón Méndez.