Læsetid: 9 min.

30 år og 15.000 mia. kroner har ikke været nok til at rette op på 40 års planøkonomi i DDR

Som et symbol på den lange afsked med det 20. århundrede og DDR er brunkul stadig det, der leverer nogle af de bedst betalte arbejdspladser i Østtyskland. Imens fortsætter afvandringen til Vesttyskland og debatten om omstillingstabere. Vi savner ikke DDR, men vi savner sammenholdet, lyder det 30 år efter genforeningen
»Al handel er væk. Frisøren, bageren, købmanden, kroen, alle. Også de unge,« siger Erhard Lehmann. Han og Hannelore Wodtke efterlyser større lokalt sammenhold.

»Al handel er væk. Frisøren, bageren, købmanden, kroen, alle. Også de unge,« siger Erhard Lehmann. Han og Hannelore Wodtke efterlyser større lokalt sammenhold.

Peter Nygaard

2. august 2019

BRANDENBURG – I sommervarmen virker de forladte ruiner i landsbyen Haidemühl knugende. Der vokser træer i husene, og man kan kun ane den forgangne skønhed i glasfabrikkens murstensbygninger, der langsomt synker i sig selv.

Om få år vil Haidemühl være væk, for gigantiske gravemaskiner skal i gang i undergrunden med at udvinde mange millioner ton brunkul, der hviler som en velsignelse og forbandelse over hele Lausitz-regionen i den østtyske delstat Brandenburg.

De fleste af Haidemühls indbyggere bor i dag et kvarter væk i bil i Neu-Haidemühl, hvor snorlige gader og glinsende huse ser ud til at være copypastet ud af et typehuskatalog. Ved omflytningen i 2006 fik de ikke bare et nyt hus, men også en klækkelig sum penge for at flytte med.

Haidemühl er et ekstremt eksempel.

Men når man kører rundt på landet i det hedengangne DDR, hvor diktaturet og planøkonomien gik op i limningen i løbet af 1989, virker situationen i Lausitz som et billede på udviklingen i hele Østtyskland: Landskabet veksler mellem forfaldne landsbyer og nyrestaurerede landsbykerner og fine sportshaller, der er opført med støttemidler fra vest.

Brunkullet fordriver tusindvis af lausitzere fra hus og hjem og besegler den gamle verdens undergang, men det er samtidig det beskidte kul, der opretholder de sidste velbetalte arbejdspladser.

Det er også et billede på, at Tyskland 30 år efter Berlinmurens fald og den tyske genforening stadig er splittet i øst og vest. Økonomisk ved den store forskel i levestandard. Politisk ved det højreradikale Alternative für Deutschlands (AfD) omdannelse til østtysk folkeparti.

Masseudvandring

En del af forklaringen handler om den ekstreme landflugt, som Østtyskland har oplevet, fortæller den partiløse lokalpolitiker Hannelore Wodtke i landsbyen Proschim et par kilometer fra Haidemühl. Hun var lokal repræsentant for Lausitz i den tyske ’Kulkommission’, der forhandlede sig frem til et omstridt kompromis om at udfase kulkraft helt i 2038.

»Min datter er også flyttet, til Bayern, hvor hun har fået et godt job som leder af et plejehjem, så hun kommer næppe tilbage. Men det er utroligt at se, hvordan folk er villige til at sælge deres liv og hjemstavn for ussel mammon,« mener Wodtke.

Hun kæmper aktivt for, at landsbyer som Proschim ikke skal lide samme skæbne som spøgelsesbyen Haidemühl.

»Koncernerne har succes med at skabe panik: Hvis vi ikke siger ja til kullet, så uddør alt andet! Men vi må lære at tænke nyt.«

I perioden fra DDR’s oprettelse i 1949 og frem til Berlinmurens opførelse i 1961 udvandrede millioner, og det samme er sket efter Berlinmurens fald. I dag har Østtyskland det laveste befolkningstal siden 1905. I Vesttyskland bor der derimod flere mennesker end nogensinde.

Afvandringen vil sandsynligvis fortsætte, så længe østtyskerne har mindre end vesttyskerne. Det østtyske BNP per borger er kun på to tredjedele af det vesttyske. 30 års omstilling og en genforening til en pris af knap 15.000 milliarder kroner har ikke været nok til at rette op på 40 års planøkonomi i DDR.

I snit tjener en østtysker knap 5.000 euro mindre om året end en vesttysker. De har mindre opsparinger, lavere pensioner, færre værdifulde ejendomme og langt færre aktier end deres landsmænd i vest.

Med arbejdsløsheden ser det derimod lysere ud.

Efter at have været oppe over 20 procent i de første årtier efter genforeningen, ligger den i dag nede omkring syv procent i gennemsnit i Østtyskland, hvor der – også her i Lausitz – tværtimod er en skrigende mangel på arbejdskraft i en lang række sektorer.

Rasende optur

Det bliver ikke foreløbig, at Østtyskland når op på siden af Vesttyskland, lyder udsigten fra det økonomiske ifo-institut i Dresden.

Kansler Helmut Kohl lovede østtyskerne »blomstrende landskaber«, da man indførte valuta-, økonomi- og socialunionen i juli 1990. Op til en vis grænse kunne DDR-borgerne her veksle deres svage østmark for hårde D-mark i forholdet en til en.

Det gav dem en voldsomt øget købekraft, som formentlig dæmpede udvandringen – men det ødelagde også med ét slag den østtyske konkurrenceevne. Hvem gad populært sagt købe en dårlig østtysk bil, hvis man kunne få råd til en vesttysk.

På grund af de nye politiske vinde, pustes der nu liv i de 30 år gamle konflikter op til jubilæet.

Da man i 2014 fejrede 25 år for genforeningen, handlede det som tidligere år mest om befrielse fra diktatur og Stasi. Men siden har alle fem østtyske delstater oplevet en rasende optur til AfD. Hvor De Grønne triumferede i Vesttyskland ved Europa-parlamentsvalget i maj, var det i Østtyskland AfD, der mange steder overtrumfede Merkels CDU.

Det resultat kan AfD omsætte til indenrigspolitiske sejre, når de til delstatsvalg i Brandenburg, Sachsen og Thüringen i september og oktober har en realistisk chance for at blive største parti.

Ikke tilbage til DDR, men ...

Kun et meget lille mindretal mener, at det negative overskygger det positive ved genforeningen, og man skal lede længe efter østtyskere, der ligefrem vil have DDR igen.

Når man snakker med folk i landsbyer som Proschim, er den typiske formulering, at de selvsagt ikke ønsker sig tilbage til planøkonomi, lukkede grænser og Stasi, men …

»Og så kommer al utilfredsheden. Den er delvist forståelig, men det er også jammer på et meget højt niveau,« siger 42-årige Constantin Jurischka, der er født og opvokset i Lausitz.

Østtyskland har i dag det laveste befolkningstal siden 1905. I Vesttyskland bor der derimod flere mennesker end nogensinde. Her er det Constantin og Melanie Jurischkas datter.

Peter Nygaard
Det ville blive »over hans rådne lig« at flytte til en kunstig landsby som Neu-Haidemühl. I stedet er han i dag ved at renovere et skønt hus til spotpris i Proschim et par kilometer fra Haidemühl med sin kone Melanie, der er sygeplejerske.

»Vi er 100 procent sikre, nej næsten 100 procent sikre på, at planerne om at rive Proschim ned endegyldigt er droppet. Der er en ny bevidsthed om CO2 og kulkraft, så Proschim reddes nok af klimakrisen,« siger kemiingeniøren med et skævt smil.

»Protesterne har haft en virkning: Det havde aldrig havde været muligt i DDR-tiden.«

Constantin Jurischka giver ikke en døjt for AfD og den klimabenægtelse og »ja til kulkraft og dieselbiler«, som partiet er på stemmefangst med i regioner som Lausitz.

»Omstillingen vil bringe mange flere jobs, end der forsvinder, men det vil AfD ikke tale om.«

Han indrømmer, at ikke alle har samme chancer, som han selv har. Men han mener også, at den ekstreme politikerlede i Østtyskland er giftig, fordi den kun spiller på det negative.

»Folk kender ikke AfD’s valgprogram, men de falder for panikken i deres tone, for angsten for fremtiden. Her spiller det nok en stor rolle, at østtyskerne allerede har oplevet en stor omvæltning i deres liv,« siger han, mens han måler op til et nyt gulv.

»Hvis folk ville købe et fjernsyn før murens fald, så kostede det flere månedslønninger. Pludselig kunne du købe et fjernsyn fra Asien for en brøkdel. Selvfølgelig kan vi ikke opleve sådan et materielt opsving igen. Men langt de fleste her kunne finde et nyt arbejde – om end ikke så vellønnet som i kulindustrien, som støttes både direkte og indirekte,« mener Constantin Jurischka.

»Men det er også et faktum, at rigtig mange føler sig hægtet af udviklingen.«

Omstillingstaberne

På tysk findes der ligefrem et ord for den slags mennesker: Wendeverlierer eller omstillingstabere.

Det går især på de mange millioner, der blev arbejdsløse i kølvandet på den voldsomme afvikling af den østtyske industri, men også på de mange millioner – især dårligt kvalificerede mænd – der er blevet tilbage i regioner med afvandring og hverken har udsigt til job eller familie.

Da antiislambevægelsen Pegida begyndte at blomstre i østtyske Sachsen omkring 2014, og AfD samtidig muterede fra et euroskeptisk professorparti til et fremmedfjendsk populistparti, svømmede de tyske medier i analyser af ’omstillingstabere’ med hang til at stemme AfD i protest.

Op til 30-års-jubilæet i år er den debat blevet stærkt kvalificeret.

Østtyskere som forfatteren Jana Hensel og sociologen Wolfgang Engler har forsøgt at forklare, hvorfor skuffelsen er så stor her 30 år efter genforeningen: Østtyskerne drømte dengang om en inkluderende og social kapitalisme som i 1960’erne, hvor løftet om velstand og vækst til alle faktisk blev indfriet, lyder en af Jana Hensels forklaringer i bogen Hvem vi er.

Men DDR blev afviklet samtidig med den neoliberale globaliseringsbølge i vest, så ved siden af den stærkt øgede velstand var den primære østtyske oplevelse, at man lynhurtigt solgte ud af den østtyske industri, fik tårnhøj arbejdsløshed, manglende anerkendelse af sit hidtidige liv og arbejde – og på lang sigt en massiv afvandring, der føjede spot til skade.

Dertil kom flygtningekrisen i 2015, der bidrog til politikerleden i Østtyskland, hvor der ikke er samme erfaring med indvandring som i Vesteuropa.

I årevis havde østtyskerne hørt, at der ikke var råd til at investere mere i de østtyske regioner. Og pludselig var der råd til at huse og forpleje næsten en million flygtninge i Tyskland.

Det gav næring til højrepopulismen, der – som populismeforskeren Jan-Werner Müller utrætteligt påpeger – altid er forbundet med ekskluderende identitetspolitik: Vi er folket! Ergo: Det er I ikke.

Vesttyskerne bestemmer

Den tone spiller Sachsens socialdemokratiske integrationsminister, Petra Köpping, på i sin meget omtalte bog Så integrer da os først. Underforstået: Integrer først østtyskerne i det genforenede Tyskland, så kan man håndtere flygtningene bagefter.

Denne udbredte holdning er forståelig, mener Köpping, for vesttyskerne overser stadig de enorme demografiske brud og den store krænkelse i den østtyske befolkning.

I samme tråd har Tysklands måske mest kendte migrationsforsker, sociologen Naika Foroutan, sammenlignet synet på østtyskere med synet på indvandrere.

Hendes konklusion er klar: Østtyskerne kæmper om anerkendelse og om pladsen som anden- eller tredjerangstyskere på linje med migranter. Samtidig er vesttyskerne blinde for, at østtyskerne forfordeles. 40 procent af vesttyskerne ser ligefrem østtyskerne som Jammerossies, jamrende østtyskere.

Dermed anerkender Vesttyskerne ikke uligheden mellem øst og vest, lyder Foroutans konklusion, og det er fatalt. For i det genforenede Tyskland har østtyskerne sværere ved at komme helt til tops.

I tiden efter genforeningen skete en decideret udskiftning af de østtyske eliter med vesttyskere fra universiteter over forvaltning til industrien. F.eks. er der ikke et eneste ud af Tysklands 81 universiteter, der har en østtysk rektor, og i den tyske industri er det under to procent af de ledende stillinger, der er besat af en østtysker.

Ud i civilsamfundet

I Proschim vil Hannelore Wodtke ikke afvise, at det historiske og forholdet til Vesttyskland stadig har stor betydning. Men hun understreger, at det er delstatsregeringen her i Brandenburg, der stadig giver kulindustrien frie hænder i stedet for at skabe fornuftige visioner for fremtiden både lokalt og i forhold til klimaet.

»Det forgifter landsbyerne. Kulindustrien sætter deres folk ind, hvor de kan skabe mest splid og få mest indflydelse helt ned på lokalpolitisk niveau. De, der har pengene, har magten. Det lyder måske protestparti-agtigt, men hvad skal vi så med politikere?« spørger Wodtke retorisk.

Hun prøver at stille sig, så hun kan blive fotograferet med røgen fra kraftværket Schwarze Pumpe i horisonten bag sig, men perspektivet driller.

»Det handler ikke bare om, at vi skal have flere elbiler. Det handler om helt nye strukturer og støttestrukturer. Vi skal genopbygge meget af det lokalsamfund og de lokale strukturer, som gik tabt med DDR’s undergang. Derfor skal pengene også ud i civilsamfundet i stedet for kun at gå til de store koncerner.«

Den tanke er også helt central for den 68-årige Erhard Lehmann, som har sat mødet med Hannelore Wodtke op i et lille hjemstavnsmuseum i en gammel mølle i Proschim.

»Al handel er væk. Frisøren, bageren, købmanden, kroen, alle. Også de unge,« siger Lehmann. Han er pensioneret svejser og har arbejdet i kulindustrien indtil 1995. I perioden 1990 til 2008 var han endda ulønnet borgmester for Proschims knap 400 borgere. I dag prøver han at være optimist.

»Det er nogle meget store udfordringer. Men hvis vi løftede mere i fællesskab, kunne her blive lige så dejligt som tidligere.«

På spørgsmålet hvornår »tidligere« er, tænker han sig længe om.

»Det er nok DDR-tiden, men uden diktatur og Stasi. Der havde vi et helt andet sammenhold. Jeg vil absolut ikke forherlige DDR-tiden, for dengang var sammenholdet af nød. Men vi bliver nødt til at genoprette den lokale tækning og sammenholdet fra dengang, hvis vi skal klare afviklingen af kulindustrien og atter skabe liv i Lausitz.«

Serie

Muren i hovedet vil ikke gå væk

30 år efter Berlinmurens fald og den tyske genforening er Tyskland stadig splittet i øst og vest. Vesttyskerne styrer landet – og østtyskerne vælger Alternative für Deutschland i protest. Informations tysklandskorrespondent er rejst mod øst for at undersøge, hvorfor der stadig står en mental mur i hovedet på tyskerne.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Michael Larsen
  • Ib Gram-Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Palle Pendul
  • Ruba Altawil
  • Christian Mondrup
  • Henrik Brøndum
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Erik Karlsen, Michael Larsen, Ib Gram-Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Palle Pendul, Ruba Altawil, Christian Mondrup, Henrik Brøndum og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

"Vi savner ikke DDR, men vi savner sammenholdet"

Det vest tyske kapitalistiske konkurancesamfund kom som et chok for mange øst tyskere efter genforeningen. Et polariseret samfund (vest Tyskland), hvor sammenhold ikke eksistere. Kun individuel konkurance tæller.

Jeppe Lindholm

I dag bruger mest mulig energi på at ødelægge kloden. Tænk hvis vi i stedet brugte energien på at nyde livet mest muligt? Vi kan starte med at indføre en 30 timers arbejdsuge og borgerløn, samt nedsætte pensionsalderen til 65 år igen.

Hele det borgerlige konkurance setup har kun til formål at skabe maks forbrug og lønmodtager slaveri.

Peter Andersen, Per Torbensen, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

Da DDR-soldaten Conrad Schumann hoppede over hegnet i Berlin 1961, og blev foreviget på et uforglemmeligt fotografi, blev han (en tid) en helt. Han troede vel, at han sprang ind i friheden. Men det ændrede sig, især efter Murens Fald. Nu synes intet alternativt muligt, og det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens (Jameson & Zizek) på trods af, at sidstnævnte "blot" handler om samfundsøkonomi. Hvilket hegn er der nu at springe over? Man skal først kunne se det.

https://da.wikipedia.org/wiki/Conrad_Schumann

Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Morten - Conrad Schumann endte med at begå selvmord...Bayern var vist alligevel ikke det forjættede land. (Hvis der ellers er nogen, der skulle have troet det).Han var ikke den første Ossi, som blev voldsomt skuffet over Vesten - og han var heller ikke den sidste.

jens peter hansen

Nok lykkedes det Conrad Schumann at flygte fra Østberlin, men han kunne ikke flygte fra sig selv. Den pludselige og uventede berømmelse betød, at den unge tysker var jaget vildt. Selvom han blev hyldet som et symbol på frihed i den vestlige verden, blev han samtidig udråbt som forræder og kujon i Østberlin.

Her arbejdede efterretningstjenesten Stasi på højtryk for at tvinge ikonet Schumann tilbage bag jerntæppet. De breve, som familien i Østberlin sendte til Schumann med opfordringer til at vende hjem, var alle dikteret af Stasi.

Han levede i årevis ensom og på flugt i Vestberlin, hvor han ernærede sig ved forskellige småjobs. Han slog sig på flasken og fortalte i senere interviews, at han levede et kummerligt liv som alkoholiker.

Tog sit eget liv efter skænderi
Efter flere årtier slog Schumann sig ned i den lille tyske by Kipfenberg, hvor han stiftede familie og fik en søn. Han arbejdede i 27 år som fabriksarbejder hos Audi. Indtil en dag i juni 1998.

Efter et familieskænderi gik Conrad Schumann alene ud i skoven, hvor han få timer efter blev fundet hængende i et træ. Han efterlod sig ikke noget afskedsbrev til familien.

Her præcis 55 år efter er billedet af Schumanns spring stadig lige ikonisk, så i den henseende er Conrad Schumann aldrig blevet glemt.

morten bech kristensen

I midten af 80'erne, da jeg kom i kontakt med en ultravenstreorienteret fagbevægelse i KBH, var det tillidsrepræsentantens overbevisning, at i DDR og Albanien var den sande socialisme realiseret. Her fandtes Utopia. Lyt engang til DDRs nationalsang: "Auferstanden aus Ruinen DDR Hymne". Sjældent har en så *smuk* sang (og ord) dækket over et så perverst totalitært system. Men det er jo historie eller er det? For hvad er sat i stedet nu? Se efter det, der fremstilles smukt, sandt, endeligt og *nødvendigt* nu: "Neoliberals, the capital realists par excellence have celebrated the destruction of public space,..." (Fisher, M. 2009, Capitalist Realism).