Læsetid: 8 min.

80 år efter Nazitysklands overfald gør Trump og Polen klar til et nyt opgør med Tyskland

Søndagens markering af 80-året for Anden Verdenskrigs udbrud i Polen sætter rammen om et historisk trekantdrama: I dag står USA og Polen sammen om at presse Tyskland til at opruste militært
På søndag markeres Nazitysklands invasion af Polen med en mindehøjtidelig for de polske ofre. Det vil foregå i Warszawa, og her vil Trump være på hjemmebane, for hans USA klinger godt med PiS-leder Kaczyńskis Polen.

På søndag markeres Nazitysklands invasion af Polen med en mindehøjtidelig for de polske ofre. Det vil foregå i Warszawa, og her vil Trump være på hjemmebane, for hans USA klinger godt med PiS-leder Kaczyńskis Polen.

Ritzau Scanpix

30. august 2019

»I nat har Polen for første gang skudt mod os på vores eget territorium, endda med regulære soldater. Siden kl. 05.45 har vi skudt tilbage.«

Adolf Hitlers melding den 1. september 1939 for præcis 80 år siden var ikke overraskende baseret på en løgn. Den tyske krigsmaskine var for længst kørt i stilling til Operation Weiß, og der Führer havde kun ventet på, at fingerede polske oprørsgrupper kunne få det tyske overfald på Polen til at ligne selvforsvar.

Få dage senere var byerne Wielun og Gdansk bombet til umiskendelighed. Og tre uger senere havde over en million tyske soldater tvunget Warszawa til kapitulation. Lynkrigen mod Polen – som i tyske øjne var et illegitimt barn af Versailles-traktaten – var vundet. Efter bare 20 års fred boblede krigsrussen atter.

Men efter at have accepteret Nazitysklands annektering af Østrig og Sudeterlandet (tysktalende område i Tjekkoslovakiet, red.), erklærede Polens allierede, England og Frankrig, sig 3. september 1939 villige til at forsvare Polens suverænitet.

Over de næste seks år kom Anden Verdenskrig relativt set til at gå hårdere ud over Polen end noget andet land. Seks millioner polakker mistede livet, og en lang række polske byer blev bombet, skudt og brændt ned til grunden.

Bod og soning

På søndag kl. 4.20 om morgenen vil den tyske præsident Frank Walter Steinmeier og hans polske kollega Andrzej Duda mindes 80-årsdagen for overfaldet og verdenskrigens udbrud i Wielun, der som den første by blev ødelagt af det tyske Luftwaffe. Senere støder Donald Trump til ved den centrale mindehøjtidelighed i Warszawa.

Det bliver et tysk, polsk og amerikansk trekantdrama på adskillige planer.

Mens forholdet mellem Tyskland og Polen for tiden er noget anstrengt, og de tysk-amerikanske relationer historisk kolde, vil Trump blive modtaget som en stjerne i den polske hovedstad. Øverst på listen over kontroverser står forsvarsspørgsmålet og NATO, men det handler også om energipolitik – og selvfølgelig penge.

Den tysk-polske forsoning har historisk oplevet utallige op- og nedture: Fra det sovjetstyrede forhold mellem DDR og Polen over den vesttyske kansler Willy Brandts inkluderende ’østpolitik’ til diskussionen om grænsedragningen ved den tyske genforening i 1990.

Siden Polen med stærk støtte fra USA blev optaget i NATO i 1999, og landet i 2004 kom med i EU, har tyskernes og polakkernes forhold – ud over stigende handel og polsk hjerneflugt – været præget af tiltagende forsoning. I 2009, på 70-årsdagen for det tyske overfald, rejste Angela Merkel til Gdansk for at understrege den »entydige tyske skyld«.

Og i 2011 sagde den daværende polske udenrigsminister Radosław Sikorski den uhørte sætning:

»Jeg er mere bange for tysk passivitet end for tysk magt.«

Dermed mente han ikke den økonomiske og politiske magt, som Tyskland siden da har udvist en hel del af i EU. Tværtimod har Sikorski udpeget den tyske dominans i EU og Merkels tackling af flygtningekrisen som årsager til det nationalpopulistiske PiS-partis overvældende succes i Polen.

Hvad Sikorski efterlyste med »tysk magt« var derimod helt konkret: At Tyskland bør spille en stærkere rolle som international aktør og europæisk militærmagt. Historien taget i betragtning må det siges at være en tillidserklæring.

Uoverskuelige konsekvenser

Men op til dette års markering har Polen skruet sit krav om krigsskadeserstatning fra Tyskland op til 850 milliarder euro – altså flere gange det beløb, som Polen som EU's største nettomodtager har fået siden optagelsen, med Tyskland som største nettoyder.

Kravet fremgår af et dokument, som lederen af kommissionen for krigsskadeserstatning, PiS-hardlineren Arkadiusz Mularczyk, agter at offentliggøre netop på søndag. Selv Polens udenrigsminister, Jacek Czaputowicz, bakker op om kravet, selv om han i 2018 udtalte, at Polen »helt sikkert stræber mod, at dette spørgsmål ikke belaster samarbejdet med Tyskland«.

Men det kommer det til. De økonomiske og geografiske konsekvenser ville være uoverskuelige, hvis den tyske regering indvilger i at genåbne dette europæiske regnskab. Folkeretligt har den nationalkonservative polske PiS-regering næppe noget juridisk grundlag for kravet. Det er derfor svært at se det som andet end afpresning af Tyskland i EU-spillet – og et led i at pleje de antityske fordomme indadtil i Polen.

»Den linje, som den højrekonservative regering i Warszawa lægger, minder om tiden mellem verdenskrigene,« hævder historikeren Sven Felix Kellerhoff om erstatningskravet i avisen Welt.

»Den sætter spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejde de seneste 70 år i vest og de seneste næsten 30 år i øst. Følgerne kender vi.«

Et andet tysk-polsk stridspunkt er klima- og energipolitik. Polen tager afstand fra den udfasning af kulkraft, som tyskerne famlende forsøger at skabe. Og landet foragter den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 gennem Østersøen.

Netop Nord Stream 2 er i flere tyske medier blevet tolket som omdrejningspunkt for Trumps besøg. Det er hans andets officielle besøg i Polen, og inden han aflyste, skulle turen dernæst være gået til Danmark – og dermed demonstrativt uden om Tyskland, som han endnu aldrig har aflagt et statsbesøg. Både Danmark og Polen har jo været imod Nord Stream 2.

Polen deler den amerikanske opfattelse af, at Nord Stream 2 svækker Ukraine, styrker Putin og truer de østeuropæiske NATO-landes sikkerhed. Tyskland trækker derimod på skuldrene og hævder med Merkels ord, at der »ikke er tale om et politisk, men om et privatøkonomisk projekt«.

Mini Fort Trump

Og endelig er der så forsvars- og sikkerhedsspørgsmålet, som den tragiske mindedag naturligt lægger op til.

Polen indtager en central plads i den europæiske sikkerhedsarkitektur, og har indtaget rollen som en af USA’s mest trofaste allierede, der – ligesom en række øvrige østeuropæiske lande – har rustet kraftigt op de seneste år. Efter Ruslands annektering af Krim øgede Polen sit militærbudget med 20 procent i 2015. I dag rammer landet NATO-målet fra 2014 om at poste 2,0 procent af BNP ud på forsvar.

Med 1,36 procent af BNP er Tyskland langt fra det mål. I parentes bemærket er de tyske forsvarsudgifter dog fire gange højere end de polske, fordi de 83 mio. tyskere skaber et betragteligt større BNP end de 38 mio. polakker.

Alligevel fik tyskerne for få uger siden en mopset reprimande fra Trumps ambassadør i Berlin, Richard Grenell. Han kaldte det for »virkelig fornærmende«, at de amerikanske skatteydere betaler for 35.000 amerikanske soldater i Tyskland – og han mindede om, at Trump i juni luftede tanken om at rykke en del af disse tropper fra Tyskland til »USA’s nære ven: Polen«.

Den idé tog den polske PiS-regering imod med kyshånd. Præsident Andrzej Duda har aldrig lagt skjul på, at den store drøm er at få en permanent amerikansk militærbase i Polen – ved et besøg i Washington, D.C. har Duda lovet at døbe den »Fort Trump«.

Men uanset hvor meget Trump elsker at se sit navn på store ting, så bør han på det skarpeste afvise dette »polske egotrip«, som »ville være en helt unødvendig provokation mod Rusland«, lyder en vurdering i det amerikanske tidsskrift Foreign Policy.

Desuden ville det forbryde sig mod kontrakten mellem NATO og Rusland fra 1997, der forbyder permanent udstationering af amerikanske trupper i Østeuropa. Det ser derfor ud til at ende med en mere beskeden løsning, hvor 1.000 amerikanske soldater på rotationsbasis forlægges fra Tyskland til Polen.

Ifølge Jeffrey Mankoff fra Center for Strategic and International Studies i Washington har den udvidelse mere symbolsk end reel betydning, som ikke handler så meget om at svare på den ny trussel fra et aggressivt Rusland.

»Det handler mere om at belønne Polen for at leve op til landets sikkerhedsforpligtelser. Trumps udmelding sender et klart politiske budskab til andre NATO-lande, som ikke er lige så meget på linje med den amerikanske regering – for eksempel Berlin,« siger han til Foreign Policy.

»Dybest set vil Trump belønne polakkerne og straffe tyskerne, mens russerne er lidt en fodnote i det spil.«

Send flere tyske soldater

Med andre ord: Ved 80-årsdagen for Anden Verdenskrigs udbrud i Polen er et af Trumps budskaber, at tyskerne bør opruste.

Det amerikanske pres og den symbolske forlægning af tropper fra Tyskland til Polen ser ud til at virke efter hensigten. Flere og flere tyske kommentatorer sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor Tyskland ikke er mere aktivistisk, og hvorfor Merkels regering lader sig blokere af SPD, der nægter en »blind oprustning«.

»Hvis Tyskland og Polen som europæiske NATO-partnere lader sig spille ud mod hinanden af Trump, ville det være fatalt for Europas forsøg på at få en mere selvstændig sikkerhedspolitisk rolle,« mener for eksempel avisen Handelsblatt.

»Det kan Berlin kun forhindre, hvis Tyskland endelig tager sit NATO-løfte alvorligt.«

Den bagvedliggende logik er, at Polen med sit varme forhold til USA faktisk nedprioriterer en europæisk forsvarsintegration, så længe Tyskland ikke gør mere. På den ene eller den anden måde ser Trumps procentlogik altså ud til at sejre.

Historikeren Matthias Nass, der er udenrigs- og sikkerhedspolitisk ekspert ved ugeavisen Die Zeit henviser til et aggressivt Rusland – og til den polske udenrigsminister Sikorski, der i 2011 frygtede et inaktivt Tyskland mere end et aktivt.

»Siden da er der ikke meget, der har ændret sig. Tyskland er stadig inaktivt, men de andres tålmodighed er ved at slippe op. Det generer ikke rigtig nogen i Berlin,« skriver han sarkastisk.

»For alle er jo enige om, at det hele er Trumps skyld.«

Demontering af retsstaten

På mange planer er der verdener imellem Tyskland og Polen, mens Trumps USA rimer langt bedre på PiS-leder Kaczyńskis Polen.

Mens Tyskland dyrker en postheroisk og postnational historiefortælling, formidler PiS-regeringen et billede af Polen som en nation af ofre og helte, hvor heroisme og martyrium kan blandes efter forgodtbefindende.

Trump og Kaczyński er derimod statsmænd, der »har vundet over medierne og eliterne, og som har kickstartet økonomien og styrket staten«, som det PiS-tro polske magasin wSiece formulerer det i ugens coverhistorie. Både Trump og Kaczyński har set styrken i »det stille flertal, der først blev glemt og siden åbent foragtet af de liberale«.

Sandheden er, at PiS ikke bare ville skrive under på den trumpske treklang af populisme, nationalisme og protektionisme, men at den polske regering er ved at underminere den polske retsstat og pressefriheden så effektivt, at EU har givet landet en artikel 7-proces på halsen.

Udviklingen har fået en række tidligere polske ambassadører til i et åbent brev til Trump at bede ham om at lægge pres på PiS-regeringen her i den ekstremt polariserede valgkamp.

Indledende roses den uvurderlige amerikanske rolle for genoprettelsen af den polske republik efter Første Verdenskrig, for støtten til Solidarinosc under Den Kolde Krig og for indbindingen i NATO og støtten efter Sovjets kollaps.

»Men, hr. præsident, De kommer til at land, hvor retsstaten ikke længere respekteres,« skriver diplomaterne.

»Hvis De med Deres magtfulde stemme kræver tolerance og gensidig respekt og overholdelse af forfatningen og andre love, så kan det få en historisk virkning.«

Hvis Trump vil kræve noget af nogen i Polen er det nok mere sandsynligt, at det bliver af Tyskland, og at det handler om at sende flere penge – og soldater. I et PiS-ledet Polen er Trump nærmest på hjemmebane, mens den tyske præsident vil være den ydmyge gæst.

Med sit fokus på civiles lidelser fremfor helteberetninger om polsk ufejlbarlighed påkaldte Anden Verdenskrigs-museet i Gdansk sig regeringspartiets vrede allerede inden åbningen. Siden har regeringen forsøgt at kvæle institutionen administrativt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Erik Karlsen
  • Johnny Christiansen
  • Olaf Tehrani
Thomas Tanghus, Erik Karlsen, Johnny Christiansen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Hvis jeg var amerikansk skatteyder, så ville jeg også mukke over at skulle betale for udstationeringen af 35.000 soldater i Tyskland - imens de tyske skatteydere gasser sig med kun at yde 1,35% af BNP til forsvaret.

Amerikanerne kan jo bare sende deres 35.000 soldater hjem. Ren gas. Det vil de selvfølgelig ikke fordi de ved at russerne bliver mere vågede det sekund soldaterne er væk.

Hver gang Tyskland har oprustet er de blevet angrebet af briterne og franskmændene. Det er en dårlig idé.

Polens eneste motivation for at ønske tysk oprustning er at de frygter russerne langt mere.

peter juhl petersen, Jørn-Erik Rasmussen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

@Mathias Sonne

"Bombet til miskendelighed"?! Virkelig? Hvordan ser det ud?

peter juhl petersen, Christian Mondrup og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar

Vesteuropa har brug for at stå sammen og være stærke uden GB og USA. Vi må se at blive voksne og selv tage ansvar for vores egen sikkerhed.

"Skægt nok" er der næsten aldrig nogen, der nævner, at Sovjetunionen for 80 år siden tog den anden halvdel af den polske kage. Og den halvdel blev spist - i modsætning til den vestlige halvdel, som efter krigen blev udvidet med et stykke østtysk kage.
Skyldes det, at Sovjetunionen kom over på vinderholdets side efter 1941?

Thomas Bindesbøll, Torben Bruhn Andersen, Torben Lindegaard og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Mindehøjtidelighed for de polske ofre? Man glemmer vist, at Polen selv havde stormagtsdrømme. Hvad med en mindehøjtidelighed for alle de tyske civile, der matte lade livet under en terrorbombning unden sidestykke i historien. Jeg er efterhånden træt af tyskernes undskyldning for sig selv. De gjorde noget utilgiveligt, men de høstede også storm på en så eftertrykkelig made, at det gør raidet mod London til det rene vand. Og når nu tyskerne var så skyldige, hvorfor fortsatte topnazister bare på deres industriposter efter krigen, som intet var hændt. Og nej jeg tror ikke at russerne kommer, de har indset at vejen frem også til magt er handel og økonomi. Ikke militærmagt. Så Tyskland burde smide "tudefjæset" og komme lidt videre og så tænke på, at man selv har betalt ved kasse 1. Fx. 35.000 døde på en enkelt nat i Hamborg 1943, næsten samme nr. som Tyske bomber slog ihjel i England under hele krigen.

Mads Kjærgård

Og sjovt nok er der ikke nogen, der nævner Danmark andel i det. 8000 mand på Østfronten! Med kongens og regeringens velsignelse. Terrorlovgining mod krigssejlere og modstandsfolk!

Erik Karlsen, Thomas Petersen, Flemming Berger, Holger Madsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Dennis Tomsen

@Erik Karlsen
Det bør vist tilføjes at den store bid af Polen i dag indgår i Hviderusland, hvorimod en tilsvarende stor bid af Hviderusland indgår i Rusland. Og så nævner vi intet om Kaliningrad oblast, ex. Königsberg, som tyskerne dog på ingen måder ønsker tilbage, selv ikke da de fik chancen for at købe det ifb. genforeningen.

Torben Lindegaard

@Dennis Thomsen

".... Königsberg, som tyskerne dog på ingen måder ønsker tilbage, selv ikke da de fik chancen for at købe det ifb. genforeningen."

Historien er helt ny for mig.

Det lyder vanvittigt, at Rusland skulle tilbyde Tyskland at købe en Oblast beboet af 1 mio russere.

Nis Jørgensen

"[...] der forbyder permanent udstationering af amerikanske trupper i Østeuropa."

informations berlinkorrespondent har vist været lige lovligt meget til nycirkusfestival ...

Dennis Tomsen

@Erik Karlsen
Det er en spøjs historie som aldrig er blevet bekræftet på officelt niveau, men har cirkuleret rundt på lavere uofficelt niveau i lang tid.
Angiveligt skulle det være som led i en tysk afståelse af russisk gæld o.a. men som aldrig kom videre op i det poltiske system, pga. genforeningen og omkostningerne derved, den nævnte million russere og så lige flådebasen.
Ikke just konspirationssludder, men hellere ikke åbenlyse historiske facts. Men spændende storpolitisk læsning, nok med en ok grad af sandhed i det, Du kan snildt finde en pæn bunke artikler om det online, blandt andet Der Spiegel.

Jan Weber Fritsbøger

jeg erklærer mig hermed for 100% ansvarlig for min egen sikkerhed, og frabeder mig at blive forsvaret med militære midler af noget som helst land, eller nogen organisation heriblandt selvfølgelig NATO, og så vil jeg ellers godt have fred til nyttige ting.

Om historien er korrekt eller ej vide vist ikke. At det er urealistisk er så noget helt andet.

Det er dog en kulturel skam at Kants fødeby efter at have været tysktalende i 7-800 år ikke længere eksistere.

Thomas Bindesbøll

Mads Kjærgaard,

Jeg undrer mig over dine mærkelige spørgsmål i tråden ovenfor:

30. august, 2019 - 12:24

F.eks. sætningen "mindehøjtidelighed for de polske ofre"?

Hvorfor dog her et spørgsmålstegn ? Det må da mildt sagt undre ??

Spørg lige polakkerne om hvordan Warszawa så ud i 1945 ? Spørg lige til antallet af ofre for den tyske besættelse?
Warszawa, smadret af nazisterne 1939, siden sprængt fuldstændig i ruiner af samme nazistiske besættelses-barbarer, især efter den modige polske folkeopstand 1944 (mens den Røde Hær stod passivt udenfor byens porte, og stort set intet gjorde for at hjælpe de tapre oprørske polakker).

Og hvorfor siden disse dine mærkelige "relativiseringer" omrkring at Tyskland ikke stadig - med rette . naturligvis bør være til stede ved enhver historisk mindehøjtidleighed, der drejer sig om de millioner af totalt uskyldige ofre, som blev forårsaget af nazisternes og Hitlers angrebskrige og racistiske udryddelses-vanvid?

At den barbariske krig som Hitler & Co, udløste, siden også kostede millioner af tyske ofre, herunder også totalt uskyldige civile bombeofre i Hamborg, Dresden, har derfor intet med årsag og virkning at gøre.

Det var ikke englænderne eller RAF der indledete 2. Verdenskrig, det gjorde de nazistiske banditter, der som mål havde et helt skema af "Ausradierung" på både deres ideoligiske, racistiske og desværre også - som vi har oplevet - på deres "praktiske dagsorden".

Så jo: Også den tyske moderne demokratiske stat, skal da derfor naturligvis møde op hos både polakker, hos russere, hos jøder (fortsæt selv listen) og fordømme de uhyrlige forbrydelser, som den nazistiske stat begik i en barbarisk verdenskrig, som disse slyngler og racistiske kynikere og massemordere selvindledte.

Hvad ellers ?