Beijing vil gå langt for at undgå et nyt 1989 i Hongkong

Én ting kan demonstranterne i Hongkongs gader og centralregeringen i Beijing enes om: Efter mere end to måneders protester er byens fremtid på spil.

Hvad der startede som en folkelig modreaktion på et lovforslag, er i dag meget mere end det. Hvordan situationen ser ud fra fastlandet blev tydeliggjort sidste uge, hvor centralregeringen kaldte 500 prokinesiske politikere og erhvervsfolk fra Hongkong til samling i den sydkinesiske storby Shenzhen.

Her advarede lederen af den kinesiske regerings forbindelseskontor i Hongkong, Wang Zhimin, om, at situationen nu er en kamp om liv eller død for Hongkong. Ved sin side havde han centralregeringens øverste ansvarlige for Hongkong-anliggender, Zhang Xiaoming, der var fløjet ned fra hovedstaden. Han understregede, at Beijing ikke vil tøve med at handle, hvis protesterne når et punkt, hvor politiet og myndighederne i Hongkong ikke er i kontrol.

Demonstrationerne havde tydelige sammenfald med de såkaldte farverevolutioner, der fandt sted i 00’erne i en række lande i den tidligere østblok som et resultat af folkelige protester, forklarede han. Zhang Xiaoming afviste samtidig at imødekomme demonstranternes krav om frie valg med den begrundelse, at det ville være det samme som at opgive Hongkong.

Over for Zhang Xiaoming og resten af kommunistpartiets top står tusindvis af demonstranter i Hongkong.

»Ingen forhandling og intet kompromis,« lyder et af deres slogans.

De ser protesterne som sidste mulighed for at sige fra over for et autoritært styre i færd med at fratage dem deres rettigheder og underløbe aftalen om ’et land, to systemer’, der har sikret Hongkong en høj grad af autonomi siden overdragelsen til Kina i 1997.

Løsning afhænger af Beijing

Byens nuværende leder, Carrie Lam, antændte protesterne ved at lancere et lovforslag, der åbnede for, at personer i Hongkong kunne udleveres til retsforfølgelse på fastlandet. Hun har siden erklæret forslaget for dødt, men har ikke formelt trukket det tilbage. Sandsynligvis fordi hun ikke har fået lov fra Beijing.

Denne uge blev hun på et pressemøde spurgt direkte, om hun havde beføjelse til at trække forslaget helt tilbage. Det har hun ifølge Hongkongs love, men hun nægtede at svare og gled af på spørgsmålet.

Så en politisk løsning ser ud til ikke længere at være et anliggende mellem demonstranterne og deres lokalregering, men direkte med centralregeringen og kommunistpartiet. Ingen af de to parter viser villighed til at møde den anden på halvvejen.

Men hvilke løsninger har Beijing på hånden, når politiske indrømmelser umiddelbart ikke er en mulighed?

I første omgang har regimet over de seneste uger skiftet strategi fra en passiv til en offensiv tilgang. Fra at censurere og holde sig i baggrunden kører propagandaapparatet nu i højeste omdrejninger. Demonstranterne er ikke længere ballademagere, men terrorister. De bliver fremstillet som en lille gruppe ekstremister under påvirkning af fjendtlige, udenlandske kræfter med det mål at løsrive Hongkong fra moderlandet.

Retorikken og ordvalget minder om sprogbrugen, kinesiske medier anvendte op til og efter den blodige militæraktion mod folkemængden i Beijing i forbindelse med protesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Frygten for en gentagelse er ikke blevet mindre af, at propagandaen tydeligt viser, hvordan Folkets Befrielseshær har oprustet massivt langs grænsen til Hongkong. Hæren er allerede til stede i byen med en garnison med flere tusinde soldater, der står til rådighed, hvis bystyret anmoder om det, eller hvis den nationale folkekongres erklærer undtagelsestilstand.

Men Beijing vil gå langt for at undgå et nyt 1989. At slippe hæren løs mod demonstranterne ville både politisk og økonomisk være en falliterklæring for kommunistpartiet, vurderer Willy Wo-Lap seniorforsker ved The Jamestown Foundation og forfatter til bogen Chinese Politics in the Era of Xi Jinping.

»På trods af Shanghais voksende rolle som et regionalt finanscenter er den kinesiske økonomi stadig afhængig af Hongkong til at skaffe penge til sine ambitiøse moderniseringsprogrammer. I 2018 kom 71,5 procent af de udenlandske direkte investeringer, der blev absorberet af Kina, via Hongkong,« skriver han i publikationen China Brief.

Politisk ville hele ideen om ’et land, to systemer’ smuldre – både i Hongkong, men også som en potentiel model for en genforening med Taiwan.

Skjult støtte til politiet

Kampvogne mellem Hongkongs højhuse er derfor ikke et sandsynligt scenarie. I stedet tyder meget på, at Hongkongs politistyrke fortsat står med opgaven at genetablere ro og orden. Og det er meget muligt, at styrken har fået tilført ressourcer fra det kinesiske fastland. Det ville i givet fald være i strid med gældende lovgivning.

Derfor vakte det opsigt, da den anerkendte ekspert i kinesisk politik, Jean-Pierre Cabestan, der er professor ved Hong Kong Baptist University, i sidste uge gav udtryk for, at omkring 2.000 kinesiske politibetjente var blevet indlemmet i hemmelighed.

»På papiret følger politiet i Hongkong Carrie Lams ordrer, men i virkeligheden lytter de til instruktioner fra Beijing via forbindelseskontoret. Beijing har i hemmelighed tilført Hongkongs politistyrke, der er 30.000 mand stærk, et antal politifolk fra naboprovinsen Guangdong, der taler kantonesisk ligesom i Hongkong, så de bedre kan integreres. Det er, hvad mine kilder fortalte mig, og det er en ret seriøs udvikling. Faktisk har Carrie Lam ikke frie hænder i interne sikkerhedsspørgsmål,« udtalte han til avisen Le Figaro.

Carsten Rasmussen, der netop har afsluttet sin udstationering som militærattaché ved den danske ambassade i Beijing, er enig i, at en sådan manøvre finder sted. Han hæfter sig samtidig ved, at politiet i Hongkong er begyndt at gå hårdere til demonstranterne.

»Politiets håndtering virker til at blive mere og mere aggressiv. Og politiet er den offensive part, de forsvarer ikke længere bare bygninger eller installationer, de går efter demonstranterne,« siger han.

Demonstranterne selv har længe beskyldt politiet i byen for at stå i ledtog med lokale bander og for at benytte sikkerhedsstyrker fra fastlandet. Hongkongs politi benægter begge dele.

Politiets nye strategi

Carsten Rasmussen beskriver den skærpede kinesiske retorik og troppebevægelserne ved grænsen som en magtdemonstration.

»Regeringen i Beijing accepterer ikke ustabilitet, og hvis Hongkong truer stabiliteten, vil man ikke tøve med at gribe ind. Det er baggrunden for den nuværende informationskampagne, hvor retorikken er meget barsk, og hvor de gennem medierne signalerer deres villighed og evne til at bruge magt,« siger han.

»Det første skridt, som jeg tror allerede er i gang, er at forstærke Hongkongs politi med uropoliti inde fra fastlandet. Den næste fase er at sætte det væbnede politi ind. Dem, der står ved grænsen, og venter,« vurderer den tidligere militærattaché.

Om det kommer dertil afhænger af udviklingen i Hongkong. De seneste uger er antallet af deltagere ved de store demonstrationer i weekenderne faldet. Kernen af sortklædte demonstranter, der bruger civil ulydighed som protestform, er stadig intakt, men det store spørgsmål er, hvor bred den folkelige opbakning er i dag.

Beijing lader til at håbe på, at indbyggerne i Hongkong vender sig imod de mere radikale protestmetoder, så luften går ud af bevægelsen samtidig med, at politiet går mere aggressivt frem og anholder flere. Men politiets brutalitet over for de ofte unge frontlinjedemonstranter, vækker forargelse i brede kredse.

Om den folkelige stemning peger i den ene eller anden retning vil blive testet på søndag. Her har organisationen Civil Human Rights Front, der stod bag de største protester tilbage i juni, igen indkaldt til massedemonstration.

Som et modtræk har politiet denne gang valgt ikke at godkende deres anmodning om at afholde begivenheden. Den slags afvisninger virker til at være endnu en del af politiets nye strategi. Protesterne finder typisk sted alligevel, men med den risiko for deltagerne, at de kan blive anholdt for at være del af en ulovlig samling. Et stort fremmøde søndag vil give protestbevægelsen et tiltrængt løft – men give Beijing en grund mere til at optrappe magtanvendelsen.