Baggrund
Læsetid: 8 min.

Dominic Cummings har ’reddet’ pundet, vundet Brexit og skal nu vise Boris vejen ud af EU

Dominic Cummings har allerede været hovedperson i en HBO-film, han er blevet kaldt karrierepsykopat af David Cameron og har selv kaldt ministre det, der er værre. Mød sheriffen i Downing Street, Boris Johnsons nye chefstrateg
Dominic Cumming har det fint med at holde sig i baggrunden og lade sin chef, Boris Johnson, tage rampelyset, siger iagttagere, og mens Johnson lader til hurtigt at kede sig og være uinteresseret i detaljerne i en sag, bider Cummings sig fast. Så hvem støber egentlig kuglerne i Downing Steet?

Dominic Cumming har det fint med at holde sig i baggrunden og lade sin chef, Boris Johnson, tage rampelyset, siger iagttagere, og mens Johnson lader til hurtigt at kede sig og være uinteresseret i detaljerne i en sag, bider Cummings sig fast. Så hvem støber egentlig kuglerne i Downing Steet?

Hannah McKay

Udland
15. august 2019

Da Boris Johnson den 24. juli trådte ind over trappestenen i 10 Downing Street som nykåret premierminister, fulgte en undselig slank mand med meget høj hårgrænse umiddelbart i hælene på ham.

Dominic Cummings var tilbage i britisk politik. Ikke som samlingspunkt for britiske proteststemmer, men denne gang som mastermind bag den nye regerings planer.

Fra dag ét er Boris Johnsons nye særlige rådgiver blevet fikspunkt for både den dagsorden, der er blevet sat i Downing Street, og for debatten omkring den nye regering.

For én ting er, at Boris Johnson har slagtet 17 ministre fra Theresa Mays regering og erstattet dem med brexiteers, en anden er, at Boris har udnævnt Storbritanniens måske mest kontroversielle politiske strateg som sin højre hånd. Embedsværket reagerede øjeblikkeligt:

»Forlydender om Cummings’ had til embedsmænd er foruroligende og udstiller hans uvidenhed omkring det altafgørende arbejde, vores medlemmer udfører,« udtalte Mark Serwotka fra topembedsmændenes fagforening PCS til The Guardian.

Baggrunden er, at Cummings længe havde kritiseret embedsværket for at være inkompetent, og i en blog har han anbefalet en »revolution« i Whitehall (i betydningen embedsværket omkring regeringen) for at befri samfundet for den »Kafka-lignende indflydelse fra topembedsmænd«.

En systemomvæltende figur, muligvis med langt mere radikale konsekvenser for tingenes orden end udnævnelsen af Boris Johnson selv, har fået et af de mest magtfulde job i kongeriget.

I HBO-filmen Brexit – an uncivil war spiller Benedict Cumberbatch rollen som Dominic Cummings, chefstrategen bag Vote Leave, som det mod alle odds og ved hjælp af utraditionelle/ufine midler lykkedes at sikre et spinkelt flertal for Brexit i 2016.

I filmen bliver Cummings spurgt, om ikke det ærgrer ham, at det er ham, der har lavet alt forarbejdet, men Boris Johnson der høster al æren.

»Overhovedet ikke. Jeg foretrækker, at det er sådan«, svarer Cummings.

At denne master of the dark arts vælger livet i skyggen betyder nemlig ikke, at det ikke er ham, der trækker i trådene. Han er af Financial Times blevet sammenlignet med en war time consiglieri fra The Godfather.

Fra første fløjt har han ladet såvel kabinetsministre som topembedsmænd forstå, at der er en ny sherif i byen, og at denne sherif ikke tillader slinger i geledderne eller opsætsighed.

Ansatte i og omkring regeringen blev med det samme sat på en loyalitetsprøve og blev ifølge mediet Buzzfeed bedt om at stille et gennemgående spørgsmål til behandling af alle politiske sager:

»Vil det hjælpe os med at opnå Brexit?«

Enkeltsagernes mester

Dominic Cummings kommer fra Durham i det nordøstlige England, ikke så langt fra Newcastle. Hans far var chef på en olieboreplatform, og Dominic fik en udmærket skolegang, blandt andet på Oxford University, hvor han studerede både klassisk og moderne historie.

Han blev anset for at være et strategisk talent og blev som relativt ung i 1999 tiltroet jobbet som strategen, der skulle redde det britiske pund. Den på det tidspunkt nærmest usårlige Tony Blair ønskede at introducere euroen i Storbritannien.

Dominic Cummings blev hjernen bag det konservative modsvar: Save The Pound – en kampagne, der slog på sentimentale og nationalistiske strenge og egentlig ikke var så anderledes end det narrativ, han brugte for Vote Leave mange år senere.

Save The Pound havde stor gennemslagskraft, og briterne beholdt pundet. Det var et af de få nederlag, Tony Blair fik disse år, og det fik ham efter eget udsagn til at indse, at man skal passe på, hvilke følelser man vækker i det britiske folkedyb. Tony Blair skulle ikke have noget af at udskrive en folkeafstemning om medlemskabet af EU.

Efter succesen med Save The Pound fik Dominic Cummings tilbudt jobbet som chefstrateg for den konservative formand, Ian Duncan Smith. Det var ikke et lykkeligt ægteskab. Cummings tog sit gode tøj og gik og kaldte ved samme lejlighed sin chef for »inkompetent«.

Efterfølgende har han også kaldt den konservative minister David Davis »thick as mince« – eller på dansk: dum som en dør.

Cummings forlod for en tid politik, blandt andet for at studere russisk. Han har en forkærlighed for de store russiske forfattere som Dostojevskij og Tolstoj, og hans yndlingsroman skulle være Anna Karenina. Han har også været partner i et ambitiøst flyfirma, der skulle udbygge en rute fra Samara dybt inde i Rusland til Wien.

Kras kritik

Han vendte dog tilbage til britisk politik og blev den ambitiøse konservative politiker Michael Goves højre hånd – først i opposition og i 2010 som særlig rådgiver for Gove, da han blev undervisningsminister. Det er i denne tid, at vi har fået det bedste indtryk af Cummings egne visioner.

Han har altid defineret sig selv som konservativ, selv om han aldrig har været medlem af partiet. Han er mangeårig EU-modstander, fordi han betragter EU’s ønske om harmonisering som en stor fejltagelse.

Han har sammenlignet den nuværende globale situation med udviklingen for henholdsvis Kina og Europa fra det 17. århundrede og frem. Europa befandt sig dengang i intern bitter strid og konkurrence, men var også i rivende udvikling. Kina havde ingen nævneværdig konkurrence regionalt og forblev internationalt uambitiøs.

Cummings mener, at denne skæbne med omvendt fortegn venter et harmoniseret EU, hvor man søger fællesnævnere i stedet for at findyrke forskellene.

Han udgav i 2013, mens Michael Gove var minister, et essay, han kaldte Some Thoughts on education and political priorities. Det var en kras kritik af det politiske landskab.

Hans vision var at gøre op med middelmådighed og gøre Storbritannien til verdens førende uddannelsesnation, som i endnu højere grad skulle være leverandør af verdens bedste videregående uddannelser – i særdeleshed teknologiske uddannelser.

Indlægget skabte opsigt og fik blandt andet følgende ord med på vejen i The Guardian:

»Det er enten bindegalt, ringe eller fantastisk – og nok en kombination af alle tre.«

Udfordrede parlamentet

Cummings sande potentiale blev først realiseret, da han påtog sig rollen som leder af Vote Leave-kampagnen i 2016.

Hans, nu på film forevigede, opgør med klassisk politisk bokstænkning, hans evne til at pege på de problemstillinger, der virkelig berører vælgerne, og hans eklatante affejning af de mange kritikere af hans fandenivoldske metoder skabte ham lige så mange venner som fjender.

Men Cummings udviste en selvsikkerhed, der tåler sammenligning med Blairs legendarisk hårde hund af en særlig rådgiver, Alistair Campbell, og lægger man dertil frækheden til at gøre brug af midler, der ikke nødvendigvis tåler dagens lys, for at nå sit mål, står det klart, at det er en særlig kaliber, vi har med at gøre.

Samarbejdet med Cambridge Analytica i 2016 er gået over i historien, og den sidste bog om de utraditionelle/ulovlige metoder, der blev benyttet her, er endnu ikke skrevet.

Dominic Cummings afviste at møde op til en parlamentshøring om sagen og udfordrede ovenikøbet parlamentet med beskeden om, at han da gerne ville møde op og fortælle hele sandheden, hvis alle andre (læs: parlamentarikerne) så også gjorde det samme.

Det er ikke gængs tone direkte at udfordre parlamentets medlemmer på denne måde, men det var nok en forsmag på, hvad der er i vente.

Gennem pressen har Dominic Cummings ladet forstå, at han mener, at politikerne har forpasset muligheden for at stoppe en no deal-Brexit. Det affødte et rasende svar fra tidligere vicepremierminister i Thatchers regering, Michael Heseltine:

»Denne mand er i direkte kontakt med de britiske medier, han briefer dem om ’sin’ politik, og angriber parlamentsmedlemmer, som burde nyde respekt for det vigtige embede, de har påtaget sig. Han opfører sig, som om han var regeringens mastermind,« sagde Heseltine til Sky News. 

Cummings ville næppe være uenig i den fortolkning, og han deler ikke Heseltines frygt for, at han på denne måde er ved at underløbe demokratiet, tværtimod. 

’Take back control’

Det er en forenkling, at Brexit-sejren skal tilskrives Dominic Cummings. Der var mange andre faktorer, der spillede ind.

Men uden Cummings og hans take back control-tankegang ville Storbritannien næppe nu stå få måneder fra et farvel til Europa.

Da Boris Johnson fik magten, var den første, han ringede til, sin gamle kampagneleder. Det forlyder, at Dominic Cummings var bortrejst. Hvilke gensidige løfter, der er blevet givet, vides ikke, men det er plausibelt, at Boris Johnson har måttet give løfter til Dominic Cummings om indflydelse om tilblivelsen af et post-Brexit Storbritannien – når altså først Cummings har leveret på det eneste, han lige nu er hyret ind til: at levere Brexit den 31. oktober.

På flere måder er Boris Johnson og Dominic Cummings et godt match.

De har begge en forkærlighed for klassisk filosofi og politik. De deler en liberal tilgang til immigration, som de ikke frygter på samme måde som store dele af den konservative højrefløj. For Cummings er ikke klassisk britisk højrefløj. Hans verdenssyn sammenlignes med Nietzsches.

Der er også komplimenterende modsætninger. Cummings søger indflydelse gennem »anonymitet«, Johnson soler sig i klapsalver og scenelys. Boris Johnson siges notorisk hurtigt at kede sig og virker iblandt uinteresseret i detaljerne i en given sag. Cummings er hans diametrale modsætning. Det er derfor et godt spørgsmål, hvem der i virkeligheden støber kuglerne i Downing Street. I 2014 sagde Cummings til The New Statesman:

»Hvis en dedikeret gruppe mennesker overtog partiet (De Konservative, red.), så ville man kunne ændre rigtig meget rigtig hurtigt.«

En idealist blandt pragmatikere

Den situation står vi i nu. De Konservative er reelt set overtaget af højrefløjen. Dominic Cummings tilhører dog ikke den nationalistiske højrefløj, som ERG-gruppen omkring Jacob Rees-Mogg. Han har kun foragt tilovers for Nigel Farage. Forfatteren Andrew Grimson beskriver ham således:

»Han er exceptionelt intelligent uden at være exceptionelt stabil: En skånselsløs mand, som kæmper for at vinde og er villig til at risikere nederlag. Hvis han bare var et karrieremenneske, ville han blive bestukket med løfter om at blive minister. Men Cummings er farligere end som så. Han er idealist.«

Cummings’ idealisme er et opgør med The Old Boys Club og den pragmatisme, der i så høj grad præger britisk politik.

Skæbnens ironi er, at premierminister Boris Johnson på alle måder passer ind i denne kategori. Cummings har engang sagt, at han er ulideligt træt af politikere, der bare søger rampelyset og laver jokes. Dette er vel netop beskrivelsen af hans nuværende arbejdsgiver.

Alt dette ved Dominic Cummings udmærket godt, og Boris Johnson er i hans optik derfor formodentlig et stykke værktøj til at opnå de politiske ændringer, han ønsker. Dette inkluderer, foruden farvel til EU, et nyt fokus på at skabe storhed i stedet for middelmådighed – Make Britain Great Again, fristes man til at sige med slet skjult reference til Steve Bannon.

Forude venter der Dominic Cummings en række drabelige slag.

Først skal Brexit vindes, så skal Boris Johnson formentlig genvælges, og først derefter vil hans vision om en reform af det britiske politiske system kunne komme i gang.

Oddsene taler ikke for, at det hele vil lykkes, men mørkets fyrste i Downing Street har før budt oddsene trods og vundet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Man kan da kun håbe, at Storbritannien får sig samlet sammen til at daffe af pr. 31.10.2019.
Vi kan ikke fortsætte med al det udsættelseslal - og UK kan sagtens klare sig udenfor EU.

Det er langt vigtigere, at EU bruger sine kræfter og penge på, at få de 6 lande fra Vest-Balkan med i Unionen. 4 af de 6 lande er kandidatlande, 1 land yderligere er ansøgerland, og Kosovo har endnu ikke ansøgt officielt.

De 6 Vest-Balkanske lande har brug for EU - dels for at få finansieret en nødvendig samfundsudvikling og dels for at sikre deres demokratier.

EU skal være åbent for alle europæiske stater, der opfylder Københavner-kriterierne -
og omvendt skal en stat kunne forlade EU, hvis landet ser sine interesser bedre varetaget udenfor EU.

Hvis en senere UK-generation ønsker optagelse i EU, så må vi tage den derfra til den tid.

Thomas Frisendal

Har vi også en Cummings her til lands?

Tak for en usædvanlig nuanceret artikel om Brexit, sammenlignet med f.eks. The Economist, der i hele 2019 har tabt den ellers nuancerede analytiske tilgang og sprøjter unuancerede remain-artikler ud men emotionelle personlige angreb på Boris J. Med meget svagt datagrundlag. For nydelig bla en artikel om at Boris J. Er religiøs kaotisk “fordi” hans bedsteforældre har forskellige trodsretninger. Information skal passe på med at ukritisk videregive disse usaglige personlige angreb, tjek først deres data-grundlag. Vh Dan Rasmussen