De eneste skud, krigsskibet Knud Rasmussen har affyret, er mod isfjelde

NUUK – En er grønlandsmester i kajak, en interesserer sig for stjernehimlen og restaurering af 1700-talshuse. En tredje er konservatorieuddannet trommeslager.

De 19 søfolk ombord på inspektionsfartøjet Knud Rasmussen udgør en broget skare. Der er drillepinde, originaler, medaljedekorerede helte og næsten almindelige lønmodtagere på det grå krigsskib, som patruljerer langs Grønlands lange, lange kyst for Arktisk Kommando.

Jeg har fået lov til at opleve en dag ombord på det 72 meter lange skib fra Karstensens Skibsværft i Skagen.

Kl. 8.00:

En orange SAR-båd afhenter mig i regn og rusk på Tidevandstrappen i Nuuk. Det blæser 8-10 sekundmeter. Jeg er en landkrabbe fra den jyske sandjord og nervøs for at blive tæsket søsyg på det blygrå hav med hvide skumtoppe.

Men de to unge fyre, Brian og Tim, som fører båden, virker stærkt beroligende. Lige indtil jeg kommer til at kalde dem for ”søofficerer”. Den titel vil menig Brian meget, meget gerne have sig frabedt! Som de fleste andre under chefniveau, følger de en politik om ikke at opgive deres efternavn.

Senere hører jeg, at definitionen på en søofficer er en befalingsmand, der har lært at danse. Sagt af en søofficer, efterfulgt af en rungende latter.

Tonen er rå, men hjertelig ombord på den flydende arbejdsplads, hvor de elsker at drille hinanden – i al godmodighed.

Jeg ankommer ganske tørskoet ombord på Knud Rasmussen. SAR-båden sejler simpelthen i 'garage' ombord på krigsskibet, hvorfra den orange båd lynhurtigt kan rykke ud på search-and-rescue. Redningsaktioner er en af hovedopgaverne for Arktisk Kommando. Ud over naturligvis at håndhæve kongerigets overhøjhed over en gigantisk kyststrækning – fra nord til syd er der så langt som fra Oslo til Sahara. Fiskeriinspektion er en anden opgave. Derudover assisterer Forsvarets skibe ofte forskere i deres arbejde.

Der er kun ansat et par hundrede mand under Arktisk Kommando – på kontor og til søs – til at holde øje med verdens største ø, 98 procent af kongeriget.

Arktis har i årevis været fredens hav. Et område, hvor krig var utænkeligt. Men med stigende russisk oprustning og kinesisk interesse for Arktis er der kommet mere fokus på det kolde nord. Når USA’s præsident Trump til september besøger Danmark, skal han også møde landsstyreformand Kim Kielsen, for USA’s øjne er i høj grad rettet mod Grønland.

Den storpolitiske tummel synes dog fjern her på Knud Rasmussen. Mandskabet har aldrig observeret fjendtlige fartøjer og er mest fokuseret på praktiske hverdagsopgaver. Især redningsaktioner.

Kl. 8.30:

I flåden er tonen uformel, erfarer jeg. Chefen ombord på Knud Rasmussen, orlogskaptajn Clemens Vest Hansen, forlanger ikke, at mandskabet gør honnør eller står ret. Det sker kun, når der er honoratiores eller overordnede ombord.

Men tag ikke fejl. Krigsskibet er et klassesamfund. Søofficerer spiser med søofficerer. Menige med menige. På samme måde om aftenen, når man hygger sig med film og spil. Det foregår i to adskilte rum.

»Så kan de menige frit rakke ned på officererne,« som det bliver sagt. Efterfulgt af et smil.

Kun én gang om året, juleaften, spiser alle – fire søofficerer, to befalingsmænd og 13 menige – sammen i officersmessen.

Sjældent har jeg set så ren en arbejdsplads. Der er skuret og støvfrit i hver en krog. Skibets kaptajn bedyrer, at der ikke er gjort hovedrent af hensyn til pressen.

»Vi kan godt lide, at der ser ordentlig ud. Det er vores hjem og arbejdsplads. Der skal være pænt,« siger Clemens Vest Hansen og viser mig rundt på inspektionsfartøjet.

Det godt ti år gamle skib ligner en spøjs blanding mellem et almindeligt kontor, et vandrehjem og et avanceret computerspil. Der er skærme overalt fra broen til maskinkontrolrummet med sære tegn og kurver om alt vedrørende motorer og overvågningsudstyr. 200 censorer registrerer røg og brand. Der er overlevelsesdragter, redningsveste, to kajakker, en helikopterlandingsplads, et minisygehus med briks og medicinsk udstyr. I medicinskabet finder man endog en sprøjte med påskriften: »i tilfælde af akut sindssyge«. Der er fitness med løbebånd, køkken, spise- og opholdsrum, tv, et bibliotek foruden køjerum til 40 personer. På dækket en kanon. Og øverst oppe nogle potente radarer.

Kl. 10.00:

På kommandobroen styrer rorgængeren Lars det store flådeskib med et lillebitte sort joystick, der minder om noget fra et gammeldags videospil.

Hele vejen langs den ene muskuløse arm har han tatoveret sin datter Helenes navn. Hun er 15 år, og så har Lars en søn på ét år. Som den øvrige besætning arbejder han i et fast skifte: to måneder på skibet, to måneder hjemme i Danmark. Ifølge Lars trives familien med den rytme.

»Min kone er vant til, at jeg er væk. Hun ville blive sindssyg, hvis jeg var i land hele tiden. Hun synes, det er rart indimellem at slippe for mig,« siger han.

Kl. 10.30:

Alle ombord er klædt i samme grøn-beige uniform. Og sutsko. Eller badetøfler. Kun på dækket er sikkerhedssko obligatorisk.

Indendørs er der lunt som i en dagligstue, og på dækket vel omkring otte grader. Knud Rasmussen er på vej ind i Godthåbsfjorden. Trods otte sekundmeter blæst mærker man knap, at underlaget bevæger sig. Vinden er gunstig fra syd. Landkrabben beroliget. Udsigten højt oppe fra kommandobroen folder sig ud på smukkeste vis med bratte fjelde, som lidt efter lidt stiger frem af morgentågen.

En ny navigationsofficer, Kristian Ravn, er kommet ombord. Han skal lære Knud Rasmussen nærmere at kende. Derfor øver han sammen med skibets personale forskellige manøvrer i det næsten rolige fjordvand.

På radarskærmen kan de vagthavende holde øje med alt fra isfjelde til skær og andre fartøjer. I isfyldt farvand er opmærksomheden naturligvis ekstra skærpet. Men der er ikke – som i de gode, gamle dage – en mand i tønden, som holder øje med is. Radar og udkik fra broen er tilstrækkeligt. Knud Rasmussen er godkendt til at pløje 80 cm is, men har indimellem klaret betydeligt mere. Skibet er dobbeltskroget og isforstærket. I modsætning til de to muskuløse Willemoes og Absalon, som indimellem patruljerer ved Grønland.

De to fregatter er meget større, udstyret med potent motorkraft og kan være hurtigt fremme i en redningsaktion. Men de har ingen isforstærkning. Så Willemoes og Absalon kommer kun til Grønland om sommeren. De største af flådens skibe kan kun i begrænset omfang operere i arktisk farvand, hvor der stort set er is overalt.

Kl. 10.50:

»Nødstyring, lukningstilstand Zulu,« lyder det fra Kristian Ravn. Han er i gang med at øve en manøvre, hvor mandskabet simulerer, at skibets ror er ude af funktion.

De øver også mand over bord. Her har mandskabet 3 ½ minut til at reagere og få gummibåden i vandet.

»Hvad gør du nu? Han er død. Det er en ommer,« siger Søren Christensen og griner.

»Nej, han er ej. Han lever! Søren, du er altid så hård.«

Der bliver joket indimellem på kommandobroen. Men alle de mange øvelser tages dybt alvorligt. For mandskabet skal i en nødsituation vide nøjagtigt, hvor de har hinanden. Især under redningsaktioner skal man reagere lynhurtigt. Og præcist.

Det oplevede den erfarne maskinchef Steen Nielsen en stormfuld dag i februar 2016.

En canadisk trawler, Saputi, ramte under en storm en isskosse. Det resulterede i et to meter langt hul i lastrummet. Trawleren tog vand ind. Besætningen svævede i yderste livsfare, da Knud Rasmussen sejlede ud i storm og 10-15 meter høje bølger for at komme til undsætning.

Den canadiske trawler havde konstant 45 graders slagside. Fisk og rejer svømmede rundt i lasten og stoppede pumperne, mens mandskabet desperat prøvede at få vandet ud.

Tre modige mænd fra Knud Rasmussen risikerede deres liv og sejlede i gummibåd over til trawleren med mere pumpeudstyr. Tony, som er ombord på Knud Rasmussen i dag, var en af dem. Steen blev som ansvarlig for maskinen på Knud Rasmussen tilbage på skibet, men deltog derfra i redningsaktionen sammen med skibets chef.

Situationen på trawleren var desperat. Et canadisk fly kastede pumpeudstyr ned i faldskærm.

De tre søfolk fra Knud Rasmussen fik under redningsaktionen en lang flænge i gummibåden. De var nødt til at blive på trawleren og hjælpe, skønt de ikke vidste, om de ville komme levende hjem.

»Det var ikke særlig sjovt. Den helikopter, vi tilkaldte, blev overiset og måtte vende om. Vi var bange for at miste vores kammerater. Hvis de og mandskabet blev nødt til at springe i vandet, vidste vi, at vi ikke kunne redde alle i de høje bølger,« husker Steen Nielsen.

Det lykkedes at holde pumperne kørende og Saputi flydende. Knud Rasmussen eskorterede trawleren mod Nuuk. Efter 30 timers redningsaktion kunne de udmattede canadiske søfolk sige farvel og takke deres venner på Knud Rasmussen.

Efterfølgende blev redningsmandskabet på Knud Rasmussen belønnet med medaljer – både fra Canada og Danmark – for at sætte livet på spil i redningsdåden.

11.30:

Steen Nielsen er den eneste ombord fra Grønland. Han har boet i Grønland i en menneskealder, men er født i Danmark. Han taler lidt grønlandsk og forstår en del, hvilket er en stor fordel under eftersøgninger og redninger.

Arktisk Kommando vil gerne have flere grønlandske søofficerer. På søsterskibet Lauge Koch er der to, hvoraf den ene bor i Danmark.

Der er kvalificerede ansøgere, som desværre falder fra på grund af kravene til dansk, når de skal have en officeruddannelse i Danmark.

Steen Nielsen er lige blevet grønlandsmester i kajak for de over 50-årige. Han elsker jagt og fiskeri. Han dykker og ror kajak sammen med sin grønlandske kone. Så livet som sømand passer ham godt, skønt det indimellem kan være mere besværligt at nå frem til mønstring i Nuuk, end for det mandskab, der flyver ind fra Danmark.

»Det er et meget selvstændigt job at arbejde på et inspektionsskib. Det er sjovt. Man er langt væk fra dem, der administrerer os. Så meget er op til os selv.«

Kl. 12.00:

Det er blevet tid til frokost. Vi nyder en udmærket salade niçoise og smørrebrød. Som på et pænt kontor er der selvfølgelig frugtordning.

Clemens Vest Hansen fortæller om en anden redningsaktion nær bygden Attu, hvor otte fiskere i fem joller var fanget i isen i stærkt blæsende vejr, 15-18 sekundmeter. Situationen var kritisk for jollefiskerne. Men heldigvis var de udstyret med VHF-radio, GPS og nødraketter. De fik tilkaldt hjælp fra Knud Rasmussen, som pløjede vej gennem isen.

De forfrosne fangere blev hjulpet ombord på inspektionsfartøjet, fik mad og varme drikke.

»De var taknemlige og takkede os meget for hjælpen. Heldigvis får flere og flere fangere og fiskere bedre udstyr og VHF. Det er en stor hjælp for os, når vi skal finde folk,« siger Clemens Vest Hansen.

»Jeg synes, vi gør en forskel. Arbejdet giver mening. Vi er til stede og kan reagere. Det er lidt som en ambulanceredder. Man venter og venter. Så pludselig skal man af sted meget, meget hurtigt.«

Kl. 14.00:

»Overgang til lukningstilstand Yankee,« lyder kommandoen fra Kristian Ravn.

Han er i færd med at simulere, at Knud Rasmussen er gået på et skær. Derfor skal lugerne i lasten lukkes, så der ikke trænger vand ind i resten af skibet.

Kristian Ravn er far til tre. Han er oprindelig konservatorieuddannet percussionist. Men det var svært at ernære kone og børn som trommeslager og sanger. Så han besluttede sig for at blive søofficer og er relativt nyuddannet fra Søværnets Officerskole i København.

Kl. 15.00:

Redningsaktioner spiller en stor rolle i livet ombord. Fiskeriinspektion er også en del af jobbet. Ifølge Søren Christensen overholder langt de fleste fiskere reglerne. Arbejdet består mere i vejledning end uddeling af bøder, selvom han også har været med til at udskrive bøder på flere hundredetusinde kroner for ulovligt fiskeri.

Forrest på skibet står kanonen. Der er aldrig blevet skudt mod fjender. Trods stigende oprustning i Arktis har mandskabet aldrig observeret hverken russere eller kinesere i grønlandsk farvand, fortæller Clemens Vest Hansen.

De eneste skud, de har affyret, er mod isfjelde, når de øver sig.

Knud Rasmussen er ikke udstyret med sonar. Så hvad der foregår af aktivitet i form af ubåde under havet, kan de ikke registrere.

Kl. 16.20:

Dagens dont er ved at være overstået. Kommandoerne fyger frem og tilbage på broen: »Bov til højre 40, bov neutral. Frem halvanden.«

Der manøvreres med forsigtighed. Så der ikke kommer skrammer i fartøjet til en halv milliard kroner.

Rorgængeren gentager ordren. »Det er vel,« siger Søren Christensen. »Bagbord 20. Stoppe!«

Vi er ved kaj i Nuuk igen.