Læsetid: 8 min.

I en flygtningelejr i Bangladesh er rohingyaerne ikke længere kede af det – de er vrede og kræver handling

Frustrationerne vokser i verdens største flygtningelejr i Bangladesh, hvor rohingyaerne strømmede til for to år siden på flugt fra etnisk udrensning i Myanmar. Fremtidsudsigterne er dystre. De er de facto statsløse og uønskede på begge sider af grænsen
911.113 muslimske rohingyaer er til dags dato flygtet fra etnisk vold i Myanmar til flygtningelejre i Bangladesh.

911.113 muslimske rohingyaer er til dags dato flygtet fra etnisk vold i Myanmar til flygtningelejre i Bangladesh.

Jacob Ehrbahn

6. august 2019

Ro Sawyedullah retter på klumpen af tyggede betelblade i mundhulen og sender saften mod jorden med en spytklat. Han er rohingya og en del af en politisk bevægelse, der er spiret frem i verdens største flygtningelejr i Bangladesh.

»Vores problem er et politisk problem, så vi besluttede at stifte et parti. Vores mål er at vende hjem hurtigst muligt,« siger han.

911.113. Så mange medlemmer af den muslimske rohingya-minoritet har til dato søgt over på den bangladeshiske side af grænsen fra Myanmars vestlige Rakhine-stat. Og tallet vokser. Størstedelen er børn. Mange er underernærede og traumatiserede efter at have flygtet for livet fra nogle af de værste overgreb mod en civilbefolkning i nyere tid.

Rohingyaerne har i årtier været udstødt og undertrykt i det primært buddhistiske Myanmar, hvor den militære og politiske ledelse ser dem som illegale immigranter fra Bangladesh. Men den systematiske udrensning, landets hær gennemførte i august 2017, var langt mere brutal end tidligere. På få uger ankom flere end 700.000 til lejrene i Bangladesh, der allerede var begyndt at vokse sig store i årene forinden.

De flygtede fra soldater, der nedbrændte hele landsbyer, udførte massehenrettelser og brugte voldtægter og seksuelle overgreb som en bevidst strategi til at sende den uønskede befolkningsgruppe på flugt.

FN anslår, at mindst 10.000 blev dræbt. Baseret på oplysninger samlet i lejrene vurderer Ro Sawyedullah, at tallet er dobbelt så stort.

Teknisk set er det ikke lovligt for beboerne i flygtningelejrene at stifte politiske partier, så bevægelsen, Ro Sawyedullah er medstifter af, går under navnet Arakan Rohingya Society for Peace and Human Rights. Information møder ham på en dag, hvor monsunregnen falder tungt over det i forvejen trøstesløse landskab af hjemmelavede bambusboliger.

Ingen handling bag ordene

»Sidste år var vi kede af det, i år er vi vrede,« siger han om stemningen blandt rohingyaerne. Vreden er vendt mod generalerne og regeringen i Myanmar. Sidstnævnte med nobelprismodtageren og demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi i spidsen. Men den er også rettet mod FN, andre internationale institutioner og de lande, der er involveret i at finde en løsning.

Sawyedullah foran den såkaldte megalejr i Bangladesh.

Lasse Karner

»Regeringen i Bangladesh har hjulpet os meget og lytter til os. Det gælder ikke for det internationale samfund. De laver aftaler med Myanmar, men kommer aldrig til os, og så længe de ikke gør det, får vi ikke løst problemet. Det er vores ret at vende hjem,« siger Ro Sawyedullah og fortsætter:

»Kun Bangladesh forsøger at gøre noget, og det er ikke en magtfuld nation. Alle andre lande, FN og ngo’erne er ikke interesseret i at finde en løsning. Det her er en stor forretning for alle hjælpeorganisationerne – se på, hvor mange ansatte de har her. USA, Kina, Indien og alle de andre vil hellere handle med Myanmar. Når de kommer her, siger de en masse flotte ting, men der sker ingenting. De går en runde og tager nogle billeder, som om de var i zoologisk have.«

Frustrationerne, Ro Sawyedullah giver udtryk for, går igen hos de andre rohingyaer, Information taler med i lejrene. Alle ønsker de at kunne vende hjem til deres landsbyer på den anden side af grænsen. Også selv om der ikke nødvendigvis er meget at vende hjem til.

Den 21-årige flygning Zaber levede et godt liv i Myanmar, inden han måtte flygte:

»Min familie var velhavende, vi havde land og adskillige ejendomme. Husene er brændt ned, men landet er der stadig. Regeringen i Myanmar har brudt løfter gang på gang, men hvis de kan garantere for min sikkerhed, flytter jeg tilbage.«

Det er svært at fortænke ham i at have begrænset tiltro til Myanmars ledere. Han har ikke set sine forældre eller fem søskende siden forrige sommer. De blev skilt fra hinanden, da soldater sendte landsbyens beboere på flugt. Mange blev skudt. Zaber blev taget til fange.

»Jeg så militæret tage børn fra deres forældre og kaste dem ind i brændende huse. Det var frygteligt,« fortæller han. Efter to dage i militærets varetægt lykkedes det ham at slippe fri og finde vej til Bangladesh.

»Jeg ved ikke, hvor min familie er. Jeg har brugt to år på at lede efter dem overalt i lejrene her. Hvis jeg kan vende tilbage til Myanmar, kan jeg lede efter dem der. Det er mit håb. Jeg giver ikke op, før jeg har været i alle hjørner af Myanmar,« siger han.

Bange for vælgerne

Lignende øjenvidneberetninger fik allerede i september 2017 FN’s daværende menneskerettighedschef, Zeid Ra’ad al-Hussein, til at beskrive militærets aktion som et »skoleeksempel på etnisk udrensning« og en »kynisk manøvre til med magt at forflytte et stort antal mennesker uden at give dem mulighed for at vende tilbage«.

Adskillige rettighedsorganisationer er siden kommet frem til samme konklusion, mens den til dato mest tungtvejende redegørelse blev offentliggjort sidste sommer af en uafhængig undersøgelseskommission nedsat af FN.

Dens rapport – baseret på interview med rohingyaer, satellitbilleder, fotos og videooptagelser – kom frem til, at Myanmars militære ledelse bør retsforfølges for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Myanmars regering nægtede undervejs at besvare spørgsmål eller på anden vis at samarbejde med FN-undersøgelsen. Rapporten beskriver også, hvordan civilregeringen under Aung San Suu Kyis ledelse har spredt misinformation, ødelagt bevismaterialer og forsvaret militæret.

Officielt hedder det fra regeringens side, at militæret handlede som en modreaktion på flere angreb mod politi- og militærposter i regionen udført af en rohingya-oprørsgruppe.

Men at der var og er mere på spil, end jagten på en i øvrigt dårligt bevæbnet og forholdsvis lille gruppe militante rohingyaer, har militærets egen ledelse ikke lagt skjul på. Da operationen var på sit højeste, beskrev den øverstbefalende general, Min Aung Hlaing, hvordan »det bengalske problem« endnu ikke var løst til trods for mange tidligere forsøg, men at det nu fik fuld opmærksomhed.

Flere i militærledelsen risikerer at blive anklaget ved Den Internationale Straffedomstol. Efter en forundersøgelse besluttede domstolens chefanklager i juni måned at anmode om at åbne en officiel efterforskning.

Optimismen var ellers stor blandt Myanmars mange minoriteter, da landet i 2015 afholdt det første frie valg i 25 år. Det var kulminationen på en demokratiproces, der startede nogle år forinden, da militærjuntaen begyndte at løsne sit jerngreb.

Frihedsikonet Aung San Suu Kyi vandt en overbevisende valgsejr. Men militæret kørte ikke tilbage til barakkerne. De havde skrevet en ny forfatning, der sikrede dem en fjerdedel af pladserne i parlamentet – nok til at nedlægge veto mod forfatningsændringer – samt kontrol med forsvarsministeriet og sikkerhedsapparatet.

Så selv om Aung San Suu Kyi har regeringsmagten, er militæret ikke sat uden for indflydelse. Generalerne er fortsat en vigtig politisk faktor. De har egne agendaer og økonomiske interesser, der ofte har ført til stridigheder og væbnede konflikter med minoritetsgrupperne. Aung San Suu Kyi har brug for deres samarbejde for at finde en holdbar løsning, der kan tilfredsstille både lokale militser og militæret.

*Tallet inkluderer de 6.049 flygtninge, som opholder sig unden for de officielle lejre.

Kilde: UNHCR

Rohingyaerne hører ikke til blandt de etniske grupper, der har egen hær eller et territorium at forsvare. De bliver ikke engang anerkendt som en etnisk gruppe. Dem er der ellers hele 135 af i Myanmar. Som statsløse befinder de sig allernederst i det sociale hierarki uden oplagte støtter blandt magteliten eller i den bredere befolkning.

Det er i den kontekst, at man skal se Aung San Suu Kyis handlinger i rohingya-spørgsmålet, lyder det fra Ye Htut, der var informationsminister under militærstyrets regering og er tidligere officer i hæren.

»Aung San Suu Kyi er ikke længere en demokratiaktivist, hun er en politiker og leder af et politisk parti. Myanmar har en buddhistisk majoritet, der er bekymret over islamisering af Rakhine. De ser rohingyaerne som ulovlige immigranter, der er kommet til under britisk kolonistyre. Aung San Suu Kyi vil ikke ses af vælgerne som en, der beskytter rohingyaerne. Hun er ikke bange for militæret – dem har hun kæmpet imod i 30 år – men hun er bange for at tabe valg og miste magten,« siger han.

Ansvaret

Aung San Suu Kyis politiske prioriteter har vakt stor kritik og forargelse langt ind i de kredse, hvor hun før havde stjernestatus.

»Hvorvidt hun har magt over generalerne og soldaterne eller ej, er ikke spørgsmålet. Hun er, når ret skal være ret, Myanmars statsoverhoved. Hun er nummer et i regeringen. I den kapacitet skal hun vide, hvad der udgør en international forbrydelse. Jeg har overværet en hel del af afhøringerne i FN-tribunalet for De Røde Khmerer, hvor Khieu Samphan, der var præsident under regimet, forsvarede sig med, at han bare var statsoverhoved af navn, men at den egentlige magt lå hos Pol Pot. Men når man er en del af den allerøverste ledelse, kan man ikke slippe af sted med et argument om, at man ikke vidste, hvad der skete, eller hvilke politikker der blev fulgt,« siger Maung Zarni, der er født og opvokset i Myanmar og i dag er bosat i London. Han er blandt de rettighedsforkæmpere, der i årevis har kendt og støttet Aung San Suu Kyi, men som ikke længere gør det. Han mener ikke, at man skal se hendes manglende empati og handling som et politisk skuespil.

»Jeg kender Aung San Suu Kyi godt og har støttet hendes kamp i årtier. Jeg kan sige med sikkerhed, at når det kommer til rohingyaerne, så kan det godt være, at hun ikke selv har trykket på aftrækkeren, men hun deler logikken. Hun deler synspunktet, at de ikke hører hjemme i Myanmar. Hun ser dem som ulovlige migranter, der er kommet til fra Bangladesh og har overtaget buddhistisk land og gjort livet svært for lokalbefolkningen,« siger Maung Zarni.

I Bangladesh insisterer myndighederne på, at rohingyaerne ikke er kommet for at blive. De er ifølge regeringen i Dhaka tvangsfordrevne statsborgere fra Myanmar. De to nabolande aftalte oprindeligt, at rohingyaerne skulle tilbage til Myanmar inden for to år. Tidsfristen udløber ved årets udgang, og endnu tyder intet på, at det kommer til at ske.

»Man kunne hente dem tilbage på forholdsvis kort tid og hjælpe dem med at genopbygge deres landsbyer. Det er bare ikke formålet med et folkedrab at invitere de overlevende tilbage,« lyder forklaringen fra Maung Zarni.

Og selv om rohingyaerne i lejrene bor under deprimerende forhold og ønsker sig tilbage til, hvad de ser som deres hjemland, tør de ikke at vende tilbage, som situationen er nu. Mange af dem har familie og venner blandt de 400.000 til 500.000 rohingyaer, der fortsat befinder sig i Myanmar.

Deres levevilkår er på ingen måder blevet forbedret i løbet af de sidste to år – tværtimod. Omkring en tredjedel af dem er blevet fordrevet fra deres hjem og bor i noget, der minder om koncentrationslejre. Resten lever underlagt strenge restriktioner og kontrol. Sikkerhedssituationen er derudover blevet forværret yderligere, fordi kampe er brudt ud mellem Myanmars militær og en anden etnisk minoritet i Rakhine.

Men en tilværelse som fordrevne statsløse på ubestemt tid i Bangladesh er en uholdbar løsning for alle parter, lyder det fra Ro Sawyedullah. Han frygter, at flere rohingyaer vil begynde at se væbnet modstand som et alternativ.

»Der er en grænse for, hvor længe folk vil finde sig i at leve på den her måde. Fredelige midler er kun en af flere muligheder,« siger han.

Serie

Rohingyaernes flugt

Rohingyaerne bliver ofte kaldt verdens mest forfulgte folk. To år er gået, siden størstedelen af den muslimske minoritet måtte flygte ud af Myanmar efter en ekstremt voldelig militæraktion imod dem. Information har været i det sydlige Bangladesh i grænselandet, hvor omkring en million rohingyaer i dag lever i overfyldte lejre. Lejrene bliver administreret fra den nærmeste bangladeshiske by, Cox’s Bazar. Flere af dem er smeltet sammen, hvilket blandt andet gælder for de mange lejre i den såkaldte megalejr, der huser flere end 600.000 flygtninge og udgør verdens største flygtningelejr.

Seneste artikler

  • I Rakhine er blodet størknet efter Rohingya-udrensningen, men minderne står stadig friske

    16. september 2019
    Det var en af de værste folkefordrivelser i moderne tid, da hundredtusindvis af rohingyaer i 2017 blev drevet på flugt fra delstaten Rakhine i det vestlige Myanmar. Journalister har længe været forment adgang, men som et af få internationale medier er det lykkedes Information at få indrejse
  • Rohingyaernes identitetskrise har dybe historiske rødder

    26. august 2019
    Engang var rohingyaerne accepteret som en af Myanmars myriade af etniske minoriteter. Siden kom militæret på andre tanker og bliver i dag beskyldt for at have begået folkemord mod dem. For rohingyaerne i verdens største flygtningelejr i Bangladesh er ønsket om at vende hjem tæt knyttet til kravet om at blive anerkendt som folk
  • Forfulgte rohingyaer i megalejr vil tilbage til Myanmar, men ikke for enhver pris

    13. august 2019
    Beboerne i verdens største flygtningelejr kæmper for at skabe mening i hverdagen. Rohingyaerne flygtede fra overgreb i Myanmar og er heller ikke velkomne i Bangladesh, der sørger for at opretholde en tilstand af midlertidighed. Myndighederne vil have 100.000 flyttet til en cyklonudsat ø i den Bengalske Bugt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
David Zennaro og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er så en tragedie som ikke involverer vores olie-og vækstinteresser, så derfor ingen dybe og seriøse tiltag.
Herhjemme har vi en større og andre steder har vi en del muslimskeptikere,for at sige det pænt,hvilket jo nok i høj grad er med til at vi ikke er solidariske der- så hellere fokusere på Iran og andre steder,hvor vores "tryghed" udfordres.
Jeg er buddhist og må ærligt tilstå at "trosfællerne" i Myanmar bestemt ikke følger en af de større budskaber: Levende væsener er utallige-jeg lover at frelse dem og en anden som oftest bliver ønsket når vi samles: Gør intet ond og gørkun hvad der er godt!

Jan Kauffmann

Det kan vel ikke altid være vestens ansvar at redde hele verden, hvor er alle de muslimske lande, hvor er de hovedrige muslimske lande, ja sågar hvor er det mest folkerige muslimske land Indonesien der nemt kunne tage dem alle, aldrig ser vi muslimske lande yde hjælp og komme med løsninger, selvom de snildt kunne modtage samtlige og aflaste Bangladesh.

Else Marie Arevad, christian christensen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Jan Kaufmann:
Du har da en pointe her, men måske det ville være på sin plads så i detmindste anmode disse lande om at træde til fra vi "verdens herskere" FN burde nok her være mere fremme. Men det er jo så myanmars styre som burde have "kniven" altså overført betydning.

Jan Kauffmann

Viggo Okholm
Hvem er det så der, i overført betydning, skal saette Myanmar kniven for struben? Naar der er i den islamiske del/omraader af verden er problemer, jo saa modtager de direkte naboer godt nok flygtninge (Eks.tyrkier og bangladseh), men det larmende fravær. fra særligt de ekstremt rige islamiske lande og deres modvilje mod at tage flygtninge fra deres egen religiøse kreds, er da tankevækkende. Ikke meget solidaritet at finde hos dem, nærmere som boern, mon ikke vesten kommer og fikser det hvis vi forholder os passive laenge nok.

Jan Kaufmann:
Et meget svært spørgsmål og jeg kan ikke svare på det,men du har ret i at der er en del rige stater,som burde kunne tage deres del og FN og de stærke burde presse Myanmar, men her er dette land nok ikke interessant nok til at gribe ind.
Vi i vores kreds snakker jo også meget om at mennesker skal hjælpes i nær området og her er det
så Bangladesh som i forvejen er i dyb fattigdom bl.a. grundet vores brug af billig arbejdskraft, men undlader vi at bruge det så har de intet.

Jan Weber Fritsbøger

måske burde vesten lade være med at sælge våben og insistere på at alle andre gjorde det samme, for våben er problemet overalt hvor flygtninge opstår.