Læsetid: 8 min.

Før mødet i de rige demokratiers G7-klub: Seks plus en er stadig syv, men ligningen er i opløsning

G7-landene mødes fra lørdag i franske Biarritz. Sammenslutningen ligner ikke længere bare den grå eminence fra en præglobaliseret tid, men nærmere et dysfunktionelt dynasti, der med afslutningen af »det amerikanske århundrede« er i opløsning
 

 

Som et billede på stemningen i G7-klubben findes dette ikoniske foto fra sidste års møde af Merkel, der iagttages koncentreret af de øvrige statsledere, mens hun med attituden »seriously, Donald?« læner sig ind over et skrivebord og kigger direkte på Trump, der sidder med armene over kors og et trodsigt blik.

 

 

Som et billede på stemningen i G7-klubben findes dette ikoniske foto fra sidste års møde af Merkel, der iagttages koncentreret af de øvrige statsledere, mens hun med attituden »seriously, Donald?« læner sig ind over et skrivebord og kigger direkte på Trump, der sidder med armene over kors og et trodsigt blik.

Ritzau/Scanpix

24. august 2019

Det kommer ikke til at gå stille af sig, når Emmanuel Macron i denne weekend byder lederne af verdens syv største industrialiserede demokratier velkommen til årets G7-møde i Biarritz – en glamourøs badeby i det franske Baskerland, der til anledningen er omdannet til en fæstning.

Det er en højpoleret ramme for et møde med global ulighed som et af årets hovedemner. Og det er stadig åbent, hvilke billeder, der vil sidde fast på offentlighedens nethinde, når toplederne atter er væk.

Ved sidste sommers G7-møde så den canadiske premierminister Justin Trudeau også ud til at have skudt papegøjen med det pittoreske La Malbaie som mødested. Alligevel var det ikke harmoni, som mødet huskes for.

Som et billede på stemningen i G7-klubben, der i årtier har set sig som den vigtigste koordinationsgruppe for global politik, endte et ikonisk foto med at gå verden rundt: Merkel iagttages koncentreret af de øvrige statsledere, mens hun med attituden »seriously, Donald?« læner sig ind over et skrivebord og kigger direkte på Trump, der sidder med armene over kors og et trodsigt blik.

Ingen fælles erklæring

Resultatet af mødet var ikke kønnere.

Trods amerikanske trusler om told- og handelskrige lykkedes det med hiv og sving at lave en fælles erklæring om »fortsat at bekæmpe protektionisme«. Men få minutter efter sin afsked fra mødet trak Trump sin opbakning til erklæringen tilbage. Gæstgiveren Trudeau havde ved konferencens afslutning sagt noget nasty om, at »Canada ikke vil lade sig skubbe rundt af USA«.

Efter mødet i 2018 var »seks mod én ved G7« derfor den nok mest benyttede overskrift. Men krisen rækker dybere end en trodsig amerikansk præsident, der – som Grønland-affæren bekræfter – gerne blander geopolitik, handel og militær styrke sammen i politiske konfrontationer på kanten af afpresning.

Adskillige analytikere satte spørgsmålstegn ved, om G7 stadig er tidssvarende som format – og nogle endda ved, om »begrebet Vesten stadig giver mening«, som Stewart M. Patrick fra Council on Foreign Relations formulerede det.

Allerede nu ligger det fast, at forhandlerne i franske Biarritz for første gang siden det konstituerende G7-møde i 1975 ikke engang forsøger at skabe en fælles erklæring. Selv om Macron hævder at ville genantænde gejsten og kæmpe for multilateralismen i G7, vil han hellere droppe en laveste fællesnævner i en afsluttende erklæring end at risikere at udstille uenighederne.

I stedet vil der blive offentliggjort nogle separate konklusioner om blandt andet frihandel, klima, flygtninge, Iran-konflikten og topmødets officielle hovedpunkt: bekæmpelse af økonomiske ulighed, som betragtet med G7-logik jo også sætter skub i nationalismen og udgør en trussel mod multilateralismen.

EU værre end Kina

De interne handelsstridigheder i G7 er ikke direkte på dagsordenen, men med international handel som G7’s raison d’etre står mødet i Biarritz i skyggen af handelskrigen mellem USA og Kina og konfrontationerne mellem Trump og de seks øvrige lande.

EU, Japan og Canada har godt nok en række nye handelsaftaler uden om USA. Alligevel står de europæiske G7-lande svagt i Biarritz. Italien ligger i politisk og økonomisk kaos. Storbritannien sender Boris Johnson til G-7-debut efter en uge, hvor han forgæves har været på turné i Europa for at holde sin bluff kørende frem til den 31. oktober. Og Trump, der gerne vil gerne hjælpe Storbritannien ud af EU, ser hellere et splittet end et samlet EU.

Også på handelsfronten stiger EU’s frygt for, at det for alvor bliver Europas tur, når Trump med større eller mindre succes har rystet en handelsaftale med Kina igennem.

»EU er værre end Kina, bare i mindre udgave,« udtalte Trump i sidste uge ifølge Bloomberg.

»De behandler os horribelt: handelsbarrierer, told, skatter – og vi lader dem komme ind.«

De trusler strør allerede grus i maskineriet mellem Tyskland og Frankrig. Mens franskmændene ikke vil åbne for flere amerikanske landbrugsprodukter, vil tyskerne bare have (bil)eksportmaskinen til at brumme videre midt i den truende recession. Den splid er Trump ikke er ked af at bore i.

Over dette spil ligger den amerikansk-kinesiske handelskrig som en skygge over G7.

Den franske økonom Jean Pisani-Ferry har i en analyse for tænketanken Bruegel sat det på kort formel: Den globale situation er som tre internt afhængige skakspil, hvor Kina, USA og en løs koalition af de øvrige seks G7-lande spiller alle mod alle.

For Trumps USA lyder det første bud: bryd reglerne for international handel – og tæm Kina. Europas første regel er derimod frihandel – i hvert fald udadtil, for den skal helst være spundet ind i lukrative handelsaftaler. Og Kina sætter gode miner til slet spil og ryster fordækt på hovedet ad globale handelsregler som noget, det gamle Vesten har fundet på.

I sidste ende, konkluderer Jean Pisani-Ferry, efterlader det de seks G7-lande i en modbydelig kattepine. For de aner ikke, hvad Trump vil, og hvordan de skal positionere sig i handelskrigen mellem USA og Kina – Tysklands største handelspartner.

Et fortidslevn

Med det smuldrende sammenhold forhandler G7 ikke bare om globale regler, men om sin egen eksistensberettigelse som »en slags verdensregering fra den tid, hvor de gamle industrinationer førte den globale dirigentstok«, som avisen Die Zeit gnavent har formuleret det.

Et grundlæggende problem er, at G7 »skrumper«. Ved sin grundlæggelse i 1970’erne udgjorde G7-landene over 60 procent af verdens BNP. I dag udgør de blot en tredjedel af verdens BNP og ti procent af verdens befolkning.

Den politiske betydning er tilsvarende nedadgående, skrev Jim O’Neill og Alessio Terzi fra tænketanken Bruegel efter G7-floppet i Canada i 2018. De foreslog derfor, at de europæiske lande slår sig sammen i ét EU-mandat, og at der i stedet gives plads til Kina, Indien og Brasilien.

»Verden har ændret sig så hurtigt, og i sin nuværende form ligner G7 et levn fra fortiden,« mener de. »Jo hurtigere, de vestlige lande opdager det, desto hurtigere vil verden få en bedre, mere effektiv og repræsentativ global ledelse.«

Som en torpedo fra siden har Trump i denne uge foreslået atter at hive Rusland ind i folden. Rusland sad med i G8 fra 1998 til Krim-anneksionen i 2014, og især de europæiske G7-lande håbede på, at eksklusionen af Rusland ville give et nyt sammenhold blandt de liberale demokratier i G7. Det skete ikke.

Men i lyset af den fortsatte konflikt i Ukraine ville en genoptagelse af Rusland sætte både EU’s troværdighed på spil og måske endegyldigt sprænge G7, som Süddeutsche Zeitung hævder.

Der findes altså rester af et værdifællesskab i G7. Det er interessant, for det konkurrerende alternativ findes allerede i det mere pragmatiske nyttefællesskab i G20, der blev grundlagt i 1990’erne efter den økonomiske opstigning i Asien og Latinamerika.

Efter finanskrisen i 2008 spillede G20 en så afgørende rolle, at Barack Obama i 2011 betegnede det som »det vigtigste forum for global økonomisk koordination«. Og til forskel fra G7 repræsenterer G20-landene knap to tredjedele af det globale BNP og mere end halvdelen af klodens befolkning.

Med et splittet G7 kan vi lige så godt holde os til G20, lød det fra Die Zeit’s fremragende økonomiskribent Mark Schieritz efter det første G7-møde med Trumps deltagelse i 2017.

»Jo længere Trump regerer, desto tydeligere bliver det, at USA fra et europæisk synspunkt nok snart kun er ét land blandt mange, som man alt efter problemets karakter kan indgå løse alliancer med i G20. Ligesom vi i dag forhandler med kineserne på klimafronten,« skrev Schieritz.

»Dermed har vi ikke brug en forudgående afstemning i G7 – ergo har vi ikke mere brug for G7.«

Det amerikanske århundrede

En indvending mod det større G20-format er, at det med lande som Kina, Tyrkiet og Saudi-Arabien ikke har skyggen af demokratiske ledetråde. Mere pragmatisk betragtet er G20 også for stort og alt for heterogent til at skabe fælles retninger og principper, når det ikke lige handler om globale kriser, som rammer alle.

G20 ligner med andre ord ikke forum, der foreløbig kan danne grobund for en omstilling til grøn økonomi.

Et andet modargument findes i optaktsmødet mellem G7’s finansministre i juli. I deres fælles udspil tales der om et akut behov for en nedre international grænse for firmaskatter for at bekæmpe skattedumping.

De kræver også en international beskatning som følge af den eksplosive vækst i den digitale økonomi – altså at techgiganter som Google og Facebook kan beskattes i de lande, hvor de skaber deres omsætning.

Der er bare én dum detalje: Det er netop, hvad Macron i praksis er gået i spidsen for med den franske digitalskat på tre procent af omsætningen. Og det er netop, hvad Trump protesterer imod – blandt andet med sin nylige trussel om til gengæld at beskatte fransk vin med 100 procent. Om det var en seriøs eller realpolitisk satire a la Trump er stadig uvist.

I det store billede er spørgsmålet, om krisen i G7 er endnu et tegn på »afslutningen af det amerikanske århundrede«, som den britiske historiker Adam Tooze har kaldt det i et fremragende essay af samme navn.

Dette amerikanske århundrede begyndte med den idealistiske præsident Woodrow Wilson, der efter Første Verdenskrig havde en international retsorden for øje, som samtidig lagde grundstenen for USA’s finansielle og geopolitiske opstigning som verdens suveræne supermagt.

Denne vestlige Pax Americana står nu for fald som en konsekvens af en mere multipolar verdensorden og af Kinas opstigning – og nu forstærkes det af Donald Trump, mener Adam Tooze. Selv efter små tre år med Trump betyder det bare ikke, at den amerikanske verdensorden opløses foreløbigt. Den omdefineres nærmere:

»Begge de søjler, som USA’s globale førerposition hviler på, nemlig den militære og den finansielle søjle, bærer stadig og rokker ikke. Men noget andet er slut: alle krav fra det amerikanske demokratis side om at gælde som politisk forbillede. Og det er et historisk brud,« mener Tooze.

»Vi oplever en radikal afkobling af grundlæggende magtstrukturer – som fortsat består – fra deres politiske legitimation.«

Præcis 100 år efter Wilsons visionære planer har det amerikanske demokrati altså opgivet at være bannerfører for den liberale verden. Og Europa har ikke styrken til at overtage denne rolle i en ny multipolar verdensorden, hvor G7 magtpolitisk svinder i størrelse. Uanset hvor USA styrer hen efter Trump i 2020 eller 2024, er det derfor tvivlsomt, om G7-gruppen kan geninstalleres som en afgørende geopolitiske kraft i verden.

Dette foto af Trump på G7-mødet går verden rundt
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Stig Bøg
  • Poul Erik Riis
Thomas Tanghus, Stig Bøg og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

- Trump, speaking.
- Hello mr. præsident, this is prime minister Mette Frederiksen from Denmark.
- Oh, hello Mette. I didn´t really expect a call from you, at least not so soon. I know I was a little rough on you the other day, but I need to protect my image. I hope you understand that.
- I´m just calling to say I´m sorry that I offended you, I honestly didn´t intend to.
- You don´t need to tell me that, Mette. But I´f I don´t put my foot down from time to time the american people, as well as the rest of the world, will think I´m weak, and I´m not. In fact I´m the most powerful man in the world and probably the greatest præsident USA has had since who knows when. So what´s on your mind, other than apologies?
- I´d like to invite you to Denmark again, sort of to start from a fresh beginning, If we could put our little controversy a side. If you know what I mean, sir?
- Sure Mette, I´d love to come to Denmark – some time - in the future, maybe: But you know what, this whole thing has actually turned out to be very beneficial for me. You see, nobody talks about taxes, jobs or Russia anymore. Even the press is preoccupied with the Greenland-story these days. Actually it´s perfect for me, so I really ought to thank you.
- To tell you the truth too, mr. præsident, it hasn´t been that bad for me either, despite a few “nasty” headlines. Just before I was elected, not so many week ago, I indulged in promising my voters some rather inobtainable social reforms, so I also need to put things on hold for a while.
- That´s good Mette, I´m glad to hear that. But now we have to moove foreward, and I have a big meating ahead of me, the G7 you know . So let me suggest something else. Why don´t you come over and have a ride in my golf-car next summer, then we can give the press something worth wile to write about and make some nice footage? What do you say Mette, deal?
- Deal mr. præsident. A ride in any american præsidents golfcar has always been a secret dream of mine, so sure I will come. Thank you so much for the invitation. I´m looking forward to seeing you, rather sooner than later.
- So we got a deal, but one thing: don’ t bring that spinguy of yours, or any of his likes. Just you and me, that´s all. So bye bye for now Mette, take care.
- I will mr. præsident. Thank you so much, and have a good morning.
Click.
(Mette til sig selv: - så er den ged barberet.)