Læsetid: 8 min.

Forfulgte rohingyaer i megalejr vil tilbage til Myanmar, men ikke for enhver pris

Beboerne i verdens største flygtningelejr kæmper for at skabe mening i hverdagen. Rohingyaerne flygtede fra overgreb i Myanmar og er heller ikke velkomne i Bangladesh, der sørger for at opretholde en tilstand af midlertidighed. Myndighederne vil have 100.000 flyttet til en cyklonudsat ø i den Bengalske Bugt
900.000 rohingyaer er strandet i flygtningelejre i Bangladesh. Selv om livet i lejrene er hårdt og de fleste bor i interimistiske huse bygget af bambus og plastikpresseninger, forsøger de at få hverdagen til at fungere, fordi de frygter at blive slået ihjel, hvis de vender hjem til Myanmar.

900.000 rohingyaer er strandet i flygtningelejre i Bangladesh. Selv om livet i lejrene er hårdt og de fleste bor i interimistiske huse bygget af bambus og plastikpresseninger, forsøger de at få hverdagen til at fungere, fordi de frygter at blive slået ihjel, hvis de vender hjem til Myanmar.

Jacob Ehrbahn

13. august 2019

»Vi er gæster her, men hvor længe kan man være gæst?« 35-årige Mohammed Yasins simple spørgsmål rammer ned i kernen af den situation, han selv og yderligere godt 900.000 muslimske rohingyaer står i. Størstedelen af dem kom i sensommeren 2017 strømmende ind over grænsen til Bangladesh fra Myanmar – jaget på flugt af militærstyrker. Her to år efter bor de stadig i flygtningelejrene, hvor deres flugt sluttede. Mohammed Yasin føler sig forrådt af sit hjemland. Myanmars regering og hærledelse betragter derimod han og de andre rohingyaere som illegale immigranter, der hører hjemme på den bangladeshiske side.

»Hvis vi tager tilbage til Myanmar nu, bliver vi slået ihjel. En af mine brødre er der stadig. Han kan ikke bevæge sig frit rundt og gemmer sig for soldaterne. Her er vores liv i det mindste ikke i fare,« siger Mohammed Yasin.

Hans kone var gravid med parrets yngste af tre børn, da de måtte flygte. Børnene på syv, tre og halvandet år følger nysgerrigt med i samtalen mellem deres far og Informations udsendte. Familiens hjem er sat sammen af bambuspinde og plastikpresenninger med den bare jord som gulv. Sådan bor stort set alle 613.000 rohingyaere i den største af flygtningelejrene langs grænsen. Den kaldes megalejren, men at betegne den som en lejr er ikke tilnærmelsesvist dækkende.

Området er enormt. Det er delt ind i flere end tyve administrative zoner, hvor den største har 49.000 beboere og den mindste 6.000. Hver zone har et nummer og er igen delt op i blokke, der huser nogle hundrede familier pr. styk. Familierne bor side om side. De simple bambuskonstruktioner ligger kilet op ad hinanden kun adskilt af enkelte veje, der snor sig gennem det kuperede terræn. Fra de højeste bakketoppe kan man skue ud over virvaret.

Et egentlig overblik får man aldrig. Der var ingen plan, da hundredtusindvis af rohingyaere ankom sultne og udmattede og slog sig ned, hvor de kunne finde plads. Den første tid handlede om overlevelse.

Nødhjælpsorganisationerne rykkede ud med deres kriseberedskab, og Bangladesh satte militæret ind. Men to år senere er megalejren ved at skifte karakter. Den umiddelbare panik er afløst af livet i en permanent venteposition. Og mens Bangladesh og Myanmar med det internationale samfund på sidelinjen forhandler om deres skæbne, forsøger rohingyaerne at skabe sig en hverdag.

Ingen integration

For et par måneder siden åbnede Mohammed Yasin en lille butik i den ene ende af familiens bolig. Det yderst beskedne varesortiment består af nødder, kiks og chips. Han tjener næsten ingenting på foretagendet, forklarer han. Men indimellem giver det råd til at købe en fisk eller noget kød, hvilket ikke findes i de nødhjælpsrationer, familien lever af. Lige nu er hans største bekymring, at det regner ind gennem den utætte presenning, der udgør taget.

»Vi har planer om at bygge til og gøre butikken større. Det er svært at få råd, og indtil videre har vi fået afslag fra lejrmyndigheden. Jeg ved ikke hvorfor,« siger han. Men der findes en meget sandsynlig forklaring på afslaget. Det er ikke lovligt for beboerne i lejrene at udføre betalt arbejde.

De må ikke tjene penge, kan ikke åbne en bankkonto og må ikke forlade lejrene. Reglerne er lavet for at undgå, at rohingyaerne bliver integreret eller får lyst til at blive i Bangladesh. Regeringen i Dhaka har gjort det klart, at de skal tilbage til Myanmar, og at de skal være klar til at rejse med kort varsel. Så man finder ingen restauranter eller supermarkeder her. Kun fødevarecentralerne drevet af FN’s fødevareprogram, WFP.

Alligevel bliver der på gadeplan handlet på livet løs. En uformel økonomi er skudt frem i form af små markeder med grøntsager, fisk og høns. De er synlige for enhver, men bliver ikke fjernet. Sådan er det med mange ting i megalejren. Reglerne bliver overholdt, indtil de ikke gør det. Hvad der på et tidspunkt var utænkeligt bliver senere til normen, i takt med at efterspørgslen ikke længere kan ignoreres. Det gælder også uddannelse af lejrens mange børn. De udgør over halvdelen af alle de flygtede rohingyaere og havde i starten ikke adgang til skolegang. Ordet skole er stadig bandlyst af myndighederne, men ngo-drevne såkaldte læringscentre sørger for, at der i dag i det mindste er et basalt udbud.

I en af dem er 19-årige Barura i færd med at undervise i matematik, da Information banker på. Stedets børn er inddelt i tre klassetrin og har to timers undervisning om dagen. Det foregår på gulvet.

»Vores forhold er ikke optimale, men bedre end ingenting. Den største udfordring er, at børnene ikke har deres egne skolebøger, så det er svært at give lektier for. De må deles her i stedet,« siger Barura. Centrets andre lærere underviser i burmesisk og engelsk. Bangladeshisk er ikke tilladt på skoleskemaet.

I dag er 16 børn i alderen syv til 11 år dukket op. Normalt er klassen dobbelt så stor. Barura forklarer, at forældrene har holdt deres børn hjemme, fordi en historie om trafficking af flere mindreårige de seneste dage har floreret. Om frygten denne gang er berigtiget, ved hun ikke. Men organiseret kriminalitet og menneskehandel er en reel risiko i lejrene. I dagtimerne patruljerer bangladeshiske sikkerhedsstyrker. Om natten er der ikke nogen ordensmagt.

Også de mange ngo-ansatte forlader hver dag området. Det er forbudt for andre end rohingyaerne at overnatte i lejrene, der lukker klokken fire om eftermiddagen og først åbner igen næste morgen. Størsteparten af de mange udlændinge og bangladeshere, der arbejder på stedet, bor derfor i byen Cox’s Bazar små to timers kørsel væk. Deres firehjulstrækkere snegler sig hver morgen afsted ad den samme hullede vej med retning mod megalejren. Antallet af hvide Toyota Land Cruisere med FN-logoer er en ganske brugbar målestok for omfanget af en krisesituation. Også på det parameter er grænselandet mellem Bangladesh og Myanmar hårdt ramt. Alene omkostningerne til fødevaredistributionen er på 162 mio. kr. om måneden. Stort set alle rohingyaerne er fuldstændig afhængige af mad fra WFP.

»I starten uddelte vi mad fra bagsmækken af vores lastbiler,« fortæller Gemma Snowdon fra FN’s fødevareprogram. Rationer af ris, linser og olie udgør standardpakken. Men også på fødevarefronten er der begyndt at ske mærkbare forbedringer. Halvdelen af rohingyaerne er i dag en del af et system, hvor hver familie får uddelt et betalingskort, der kan bruges til at købe mad i FN-registrerede butikker. Resten bliver det i løbet af det næste halve år.

»I butikkerne kan de købe æg, tørret fisk, grøntsager og standardforsyninger som ris og olie. Det giver flere valg og autonomi for den enkelte og er sundere, fordi diæten bliver mere varieret,« forklarer Gemma Snowdon.

Vil tilbage

Sundhed er et andet område, hvor de internationale hjælpeorganisationer løfter en stor opgave. Det gælder alt fra sygdomsbekæmpelse til hospitalsdrift. Læger uden Grænser har været til stede fra starten i lejrene og arbejder blandt andet med behandling af psykiske lidelser.

Omkring 600 patienter har søgt hjælp hos organisationen. De fleste er kvinder. En af dem er 40-årige Mahmuda. Hun lider af mareridt og flashbacks, der tager hende tilbage til dagen, for snart to år siden, hvor soldaterne kom til hendes landsby. De dræbte hendes mand og tre børn. Hun fandt dem i deres hjem med halsen skåret over. Erindringer og traumer fra overgrebene i Myanmar er kilde til mange af de mentale problemer. Det samme er rohingyaernes usikre situation og de ringe levevilkår i lejrene.

»Fordi jeg kom hertil alene, bor jeg sammen med en anden familie. Hvis jeg kan, vil jeg tilbage til Myanmar og bo sammen med mine slægtninge der. Jeg kan ikke blive her,« siger Mahmuda.

Men hvor længe rohingyaerne skal blive i lejrene er uafklaret. De kræver at blive anerkendt som statsborgere og som en etnisk gruppe i Myanmar samt at kunne vende tilbage uden at frygte for deres sikkerhed. At de opholder sig på andet år i Bangladesh, skyldes manglende politisk vilje på den anden side af grænsen, lyder det fra Mohammad Abul Kalam. Han har titel af flygtningekommissær og er den bangladeshiske regerings højest rangerede embedsmand i området med ansvar for sikkerhed og driften af alle lejrene.

»Der er stadig håb for, at processen kan komme på rette spor igen, for det er den eneste måde at løse krisen på. Løsningen ligger i Myanmar,« siger han. Men Myanmars manglende vilje til at indfri de løfter, landets regering har givet, har været skuffende, siger han. Det gælder i særdeleshed spørgsmålet om at garantere rohingyaernes sikkerhed. Sidste uge var Mohammad Abul Kalam vært for endnu en delegation fra Myanmar. De medbragte det samme forslag som tidligere, der tager udgangspunkt i en proces, hvor rohingyaerne kan søge om at få statsborgerskab. En sådan proces ville de facto stemple dem som udlændinge. Da de besøgende havde forladt lejren, sørgede en gruppe rohingyaere for at indsamle delegationens medbragte informationsmaterialer og lave et bål ud af dem.

Men at rohingyaernes kan blive i lejrene eller måske endda få opholdstilladelse i Bangladesh, afviser Mohammad Abul Kalam fuldstændig. I stedet arbejder hans regering på et alternativ, der skal lette befolkningstrykket i megalejren, indtil en mere permanent løsning bliver fundet.

En øløsning?

»Vi overvejer at flytte nogle af rohingyaerne til øen Bhasan Char. Lejrene her er overbefolkede. Risikoen for oversvømmelser, jordskred og sygdomme er stor,« forklarer han.

Forslaget er kontroversielt. Myndighederne håber at flytte 100.000 rohingyaer ud på Bhasan Char, når monsunen er ovre i næste måned. Øen er ubeboet og ligger ved Meghnaflodens udmunding i Den Bengalske Bugt. Den fandtes ikke for 20 år siden, men dukkede op af havet i det lunefulde farvand, hvor voldsomme vejrfænomener er en alvorlig risikofaktor i regntiden. En del af øen eroderer hvert år under monsunen, berettede en beboer på en naboø til organisationen Human Rights Watch tidligere i år.

»I den tid tør vi ikke tage ud på øen, så hvordan vil tusindvis af rohingyaer bo der,« spurgte den lokale bangladesher. Myndighederne har allerede opført boligerne, bygget veje og lavet en helikopterlandingsplads. Men tanken om at bo på en flygtningeø tiltaler ikke rohingyaerne. Det fortæller Saiful Haque, der selv er rohingya, og som arbejder med rettighedsspørgsmål for en udenlandsk ngo i megalejren.

»Ingen har lyst til at skulle ud på den ø. Den er ikke egnet til at bo på, og det ved folk. Vi er i Bangladesh og må gøre, som vi får besked på, men folk er imod ideen. Og hvis rohingyaerne bliver sendt til forskellige lokaliteter, vil det påvirke vores evne til at kommunikere og tale med en fælles stemme. Vores fællesskab, er vores styrke,« siger han.

Serie

Rohingyaernes flugt

Rohingyaerne bliver ofte kaldt verdens mest forfulgte folk. To år er gået, siden størstedelen af den muslimske minoritet måtte flygte ud af Myanmar efter en ekstremt voldelig militæraktion imod dem. Information har været i det sydlige Bangladesh i grænselandet, hvor omkring en million rohingyaer i dag lever i overfyldte lejre. Lejrene bliver administreret fra den nærmeste bangladeshiske by, Cox’s Bazar. Flere af dem er smeltet sammen, hvilket blandt andet gælder for de mange lejre i den såkaldte megalejr, der huser flere end 600.000 flygtninge og udgør verdens største flygtningelejr.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Torben Lindegaard
David Zennaro og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Karner

Rigtig spændende artikel, der gør os klogere på denne verden.

Det er en fuldstændig ubegribelig hård skæbne, der har ramt artiklens Mahmuda -
og da i særdeleshed vurderet efter danske normer.

Hanne Lærke Sommer

Men kan rohyngyamuslimerne garantere, at der ikke bliver flere terrorangreb.
Årsagen til at jage rohyngyaerne ud er givet, Myanmar var træt af muslimer med en selvhøjtidelig og intollerant religion og terror.

Jeg kan godt forstå, at verdenssamfundet begynder at forsvarer sig imod terror og drab på uskyldige i hundredevis på daglig basis verden over.

Hvilke muligheder har man, islamister har ikke et rødt kryds i panden.

Det er ikke alle muslimer, der vil slå folk ihjel, men det er heller ikke ingen.

Torben Lindegaard

@Hanne Lærke Sommer 13. august, 2019 - 15:36

Dit argument, at man med føje kan overfalde, myrde og fordrive alle muslimer, fordi der findes terrorister iblandt muslimerne holder slet ikke - faktisk er argumentet aldeles uantageligt.

Det kan du vel også selv se ??